Classic | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mød Niall Horan, en dreng med lavt selvværd og et brændende ønske om at blive til noget. Og mød så Jackie Birdwell, den klodsede pige, der altid falder over sine egne fødder, og hvis hjerte rummer langt flere følelser, end det burde være muligt. Da Niall bliver ansat i den café, hvor Jackie har arbejdet det sidste halve år, går der ikke længe, før de små blikke og diskrete smil bliver til dybe samtaler og uskyldige berøringer. Men én ting står i vejen for deres blomstrende forhold. På Jackies finger sidder nemlig en glitrende diamantring - en forlovelsesring. Niall lader sig dog ikke skræmme, og da Valentinsdag nærmer sig, må han gøre op med sig selv, om han er modig nok til for alvor at forsøge at vinde Jackie over på sin side. Nu er spørgsmålet - hvem står stærkest? Niall eller ringen? | Til konkurrencen Valentines Day. Shippingnavn: Nackie Horwell |

79Likes
37Kommentarer
3726Visninger
AA

2. Kapitel 1 | Day One

Solen tittede frem, fuglene var så småt begyndt at synge, og på gaden vrimlede det med folk uden jakker, der troede på, at foråret allerede var begyndt at vise sig. Jeg var selv glad for at se solen igen. Det betød afsked med de deprimerende vinterdage, hvor vejret havde været gråt og kedeligt, og jeg knap nok havde haft en grund til at stå ud af sengen.

Men i dag var der et utal af grunde til at stå op. For det første skinnede solen, og dermed blev det varmere i vejret. For det andet havde jeg vundet halvtreds kroner på en lottokupon i morges, men den tredje – og uden tvivl vigtigste – grund var, at jeg i dag skulle begynde på mit nye job. Det var godt nok noget så beskedent som et deltidsjob på en cafe inde midt i Londons centrum, men for mig var det et stort skridt. Jeg havde aldrig rigtigt været på arbejdsmarkedet før, eftersom min mor og far havde brugt adskillige pengesummer på at sørge for mig og min lejelighed, efter jeg havde færdiggjort skolen.

Men nu skulle det være slut. Jeg ville tjene mine egne penge og klare mig selv. Jeg vidste, at min mor ikke helt troede på det. Hun var nervøs for, om min løn ville række uden deres hjælp.

”Mor,” havde jeg sagt og sukket på den sædvanlige facon, ”jeg er 21. Jeg kan godt tage hånd om mig selv.”

Derefter havde hun set længe på mig, men til sidst havde hun givet op og gik med til at stoppe bankoverførslen. Jeg burde egentlig være glad for, at mine forældre ville betale mine ting og sørge for mit levebrød, men det kunne jeg ikke rigtigt længere. Jeg ville leve mit eget liv.

Jeg skød genvej gennem en park, der var fyldt med legesyge hunde og gamle pensionister, der gik morgentur i solskinsvejret. Jeg smilede og nikkede høfligt, da jeg gik forbi dem, og de gengældte venligt mine gestusser. Mine tæer blev fugtige i det våde græs, da jeg kort efter forlod stien og pludselig befandt mig ude på gaden igen. På vejen ved siden af mig susede bilerne forbi, og jeg så mig grundigt for, før jeg krydsede den stærkt trafikerede vej.

Caféen lå ikke inde midt i shoppinggaderne, men derimod tæt ved de større veje, så folk kunne holde ind og få en kop varm kaffe eller et stykke kage. Udenfor var der gjort meget ud af facaden, så derfor var det med beundring i blikket, at jeg stod med hænderne i lommerne og betragtede den lille, hyggelige café, der var mast ind mellem to større kontorbygninger, der tårnede sig op rundt omkring.

Da jeg trådte ind i caféen, bimlede en lille klokke over døren, og i løbet af få sekunder stod en middelaldrende mand bag disken og smilede venligt til mig. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han.

”Jeg søgte job her,” startede jeg forsigtigt ud. ”Jeg fik besked om, at jeg kunne komme her til morgen og blive prøvet af?”

Manden nikkede og kom straks over på min side af disken og trykkede min hånd. ”Mit navn er Tom McDonald. Jeg ejer stedet. Og hvad er så dit navn, sønnike?”

”Niall,” svarede jeg hurtigt.

Han så på mig sine blå øjne. ”Dig skal vi nok få noget godt ud af.”

Jeg bevægede utilpas foden og lynede min jakke op. Jeg var ikke den bedste til hverken ros eller komplementer, og jeg havde det med at finde en måde at undvige på hver gang. Jeg så op, da Tom talte igen.

”Jeg er her som regel altid, men udover mig har jeg tre af jer unge til at rende rundt og passe butikken for mig. Danny derovre har været her et par år efterhånden, så han har styr på sit kram. Ham kan du spørge, hvis jeg ikke er tilgængelig.” Han pegede på en fyr, der var i færd med at stille fint dekorerede cupcakes frem bag disken, så de kunne ses gennem en glasrude. Han så op, da hans navn blev nævnt.

”Hey,” hilste han og strøg noget af sit halvlange, mørke hår tilbage bag øret. Han var høj og slank, lige på grænsen til at være ranglet, og så var han iført et hvidt forklæde og stramme, sorte bukser.

”Åh,” udbrød Tom, idet en mørkhåret pige trådte ind i rummet med en stak papkrus i hver hånd, ”og der har vi Jackie. Jackie Birdwell.”

Jeg lod mit blik vandre op og ned ad pigen, der tilsyneladende stadigvæk ikke havde opdaget min tilstedeværelse. Hendes lange hår var sat op i en løs hestehale, der hang ned ad ryggen. De brune øjne var nøje fokuseret på de høje tårne af krus, mens de slanke og brune fingre holdt stramt fast om dem. Jeg flyttede mit blik op til ansigtet, hvor munden var presset sammen i koncentration.

”Der var en pige før dig,” sagde Tom så og fik mig til at vende tilbage til nuet. ”Hun hed Chelsea. Hun flyttede til Amerika i sidste måned. Det var derfor, vi havde brug for en ny mand her.”

I det samme mærkede jeg Jackies blik på mig, men jeg tog mig sammen, og Tom talte videre.

”Men caféen er jo ikke så stor, som du kan se. Derfor kan jeg kun tilbyde dig deltid, hvis de andre også skal have noget at lave. Hvad siger du til et par timer hver formiddag?”

Jeg rynkede panden og så overrasket på Tom. ”Men du har jo ikke set mig arbejde endnu? Er det ikke lidt tidligt at begynde at snakke om ansættelse?”

Tom smilede og slog mig let på armen. ”Jeg tror på dig,” sagde han med varme i stemmen. ”Du skal nok falde godt til her.”

Jeg greb forundret et hvidt forklæde, der var magen til det Danny og Jackie bar. Jeg tog jakken af og bandt det firkantede stykke stof om livet. Så smøg jeg ærmerne på min grå trøje op og lænede mig usikkert op ad disken for ikke at se alt for fortabt ud. Tom var forsvundet ind bagved, og den eneste, der var i rummet, var Jackie. Hun så ikke på mig, som hun stod der og gjorde den store kaffemaskine klar med ryggen til, men alligevel følte jeg, at hun så hver en bevægelse.

Jeg sukkede indvendigt og sank en klump. Det var i situationer som denne, at jeg aldrig vidste, hvad jeg skulle gøre. Tom, som jeg havde støttet mig op ad, var forsvundet, og nu stod jeg på egne ben – præcis som jeg havde ønsket. Andre personer ville måske begynde at tale med Jackie eller gribe en klud og tørre bordene af, men jeg turde ikke gøre forsøget. Jeg ville ikke gøre noget forkert.

Derfor stod jeg også bare og puttede mig utilpas det samme sted, indtil Tom stak hovedet ud i caféen og kaldte på mig. ”Hvad laver du herude, Niall? Jeg troede, du fulgte efter mig? Kom du med herind.”

Jeg bevægede mig lettet ind i baglokalerne efter Tom, som lod en lille fløjten slippe ud mellem sine læber. ”Har du arbejdet på en café før?” spurgte han. ”Har du erfaring?”

”Nej,” svarede jeg mismodigt og tænkte på Danny og Jackie, der havde arbejdet med vante bevægelser og som ikke havde tvivlet det mindste på, hvad de skulle gøre. Jeg ville blive den nye dreng, og jeg var sikker på, der ville gå meget lang tid, før jeg lærte at arbejde her uden at være nervøs for at gøre noget forkert.

”Det er i orden. Det var også Jackies første job. Hun var helt uduelig til at starte med. Heldigvis blev hende og Chelsea gode veninder, og hun lærte hende op.” Tom lo ved mindet.

Derefter blev jeg vist rundt i baglokalerne, lærte kasseapparatet at kende og fik at vide, hvordan vi behandlede kunderne. Det hele var meget overvældede, på trods af at det var en lille café, og da jeg til sidst blev udstationeret ved kasseapparatet, klar til at tage imod de første kunder når caféen åbnede, drev sveden ned ad ryggen på mig.

Jeg var overhovedet ikke klar til at tage imod kunder endnu. Det var min første dag, og alt jeg havde regnet med, var, at jeg kunne få lov til at snuse rundt og se de andre arbejde, men nu skulle jeg stå bag disken og tage imod penge og ordrer, og det gjorde mig voldsomt usikker. Nervøsiteten lyste ud af mig, og jeg vidste, de andre kunne se det.

En enkelt gang havde Jackie taget mig i at stirre på hende, og selvom jeg hurtigt havde set væk, vidste jeg, at hun havde bemærket det usikre blik i mine øjne. Danny holdt sig mest ude i baglokalerne, men Tom gik smilende rundt og klappede mig af og til opvartende på skulderen, efterhånden som tiden gik, og caféen blev klar til åbning. Han var en venlig mand, og jeg værdsatte, at han forsøgte at gøre med bedre tilpas, men hans små skulderklap hjalp altså bare ikke på min skrøbelige tilstand.

Så kom tidspunktet, hvor Tom vendte det lille vintageprægede skilt i døren, så det nu fortalte, at butikken var åben. Der gik fem minutter, før den første kunde kom – en middelaldrende dame med et barn på armen. Hun lignede en, der var på vej på arbejde og lige skulle forbi og aflevere barnet i børnehaven.

Jeg knyttede næven, sank en klump og forsøgte at tage mig sammen. ”Hvad skulle det være?” Jeg forbandede indvendigt, at min stemme rystede svagt. Ovre i hjørnet stod Tom og betragtede mig, mens jeg tog imod damens bestilling og derefter bevægede mig over til kaffemaskinen, som lige nu allermest mindede mig om et stor usamarbejdsvilligt toturredskab.

Jeg stillede et krus under maskinen og trykkede med en rystede finger på den knap, jeg mente, var den rigtige. Men der skete ingenting. Bag mig begyndte barnet at græde, og det fik mig til at fumle endnu mere. Jeg kørte frustreret en hånd gennem håret, men lortet fungerede bare ikke.

”Her, lad mig hjælpe dig.” Jeg så overrasket op, da en brun hånd skubbede min væk og trykkede på et par knapper. Efter få sekunder plaskede den dampende væske ned i papkruset uden problemer. Hun tog det, satte låg på og gav det med et lille smil til damen, der betalte og forlod caféen.

Jeg vendte mig mod Jackie, der tørrede sine hænder af i forklædet. Jeg ville gerne sige tak, men ordene sad fast i halsen på mig. Til sidst så hun op og smilede svagt til mig.

”Det var så lidt,” sagde hun og så på mig med sine brune, skinnende øjne.

Fra det øjeblik vidste jeg, at der var noget ved Jackie Birdwell, der tiltrak mig mere end noget andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...