Nattens Sidste Sekund

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Nor er en helt normal dreng, der går i 10. klasse. Han føler en masse følser, men en dag får han det meget dårligere. Hans søster får kræft, men han kan ikke få sig selv til, at tage hen til hende. Han trøster sig selv med Hash og Drugs. Er han egoistisk, eller er han bare bange for fremtiden? Hvordan er hans synesvinkel på verden? Og har han et problem med mennesker?

8Likes
23Kommentarer
936Visninger
AA

18. Livet er en kamp, man kan tabe

Dét at vågne var en hård ting, især dem som bare vil have det hele til at stå stille. Dem der ikke gider at stå op. Jeg var vist nok én af dem. Jeg er altid én af dem. Mine bukser var stadig beskidte efter igår, but who cares? Jeg gik langsomt og træt op af sengen. Det var som, mine ben var lavet om til cement. Jeg kan daskende ned ad trappen. Jeg kunne høre min mor slubre sin morgenkaffe, mens hun fokuseret så Go' Morgen Danmark. Det var så typisk min mor. Hun var så meget et A-menneske. Min mor var altid så morgen frisk, og tog det meget roligt, selvom hun var stresset om morgen. Døren var på klem, så hun kunne ikke se mig. Jeg åbnede stille døren, forsigtig som en mus, der ikke skulle opdages af katten, men jeg var den mus der gerne ville opdages. ”Hej mor,” sagde jeg morgen træt. Jeg satte mig i sofaen et stykke væk fra min mor. Hun kiggede ikke på mig, men i kaffen. De snakkede om politik og Christiania i tv'et. Det perfekte tidspunk, ikke Nor? Jeg ignorerede tv'et. ”Jeg skal til fest,” jeg skulle se om hun hørte det. Det gjorde hun, men stadig øjn-ene rettet mod kaffen. ”hos en ny ven,” Hun kiggede diskret på mig, men jeg kunne mærke, hendes onde øjne ramme lige i hjertet. Jeg kiggede som en refleks på tv'et. Jeg himlede med øjnene – hun var sgu for barnlig. ”MOR! Seriøst!? Hvad er der i vejen?!” Jeg kunne ikke styre mig. Min mor var helt chokeret. Jeg råbte aldrig. Jeg var altid så stille. ”Hvis du vidste hvordan det var, at være i fars og mine sko, så ville du nok også være sådan her,” Hun råbte, men hun var ikke færdig. ”din lillesøster har kræft og de har ikke forsøgt at besøge hende, EN ENESTE GANG!” Hun var helt rød i ansigtet. ”Hvis du bare vidste hvordan jeg fucking har det i den her tid! Mine forældre er skilt, så jeg er et skilsmissebarn. Ved du hvordan det er?! Min lillesøster har kræft, og jeg har ikke haft nok mod til at sige hej til hende, fordi min skole. Mit alt... Fordi ALT har forhindret mig i det,” Man kunne ikke høre tv'et mere. Hun sukkede og slappede af i skuldrene. Hun tog en slurk af sin kaffe. Hun havde lukkede øjne. Jeg tænkte nok, at hun kunne mærke sorgen. Der var ikke nogle der havde vundet kampen. Vi havde begge tabt mod livet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...