Hævnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2014
  • Opdateret: 28 jan. 2014
  • Status: Færdig
Anne begynder at modtage mystiske beskeder fra et ukendt nummer. I beskederne står der at hun skal dø. Men hvem ønsker Anne død? Og hvorfor? OBS: Da dette er en novelle, kommer der ikke flere kapitler.

3Likes
4Kommentarer
399Visninger

1. Hævnen

Manden småløb ud fra tankstationen hen til sin bil, med et papbæger fuld af kaffe i hånden. Han stønnede opgivende, da hans bilnøgle igen ikke virkede. Efter mange forsøg lykkedes det ham endelig at få åbnet døren, og han satte sig ind i bilen. Han placerede kaffebægeret i kopholderen i bilen, og startede motoren. Derefter kørte han ud på vejen, og drejede af ind mod byen. Han bankede irriteret i rattet, da han lige præcis ikke nåede over for rødt lys. Da der endelig var grønt, drønede han af sted i fuld fart, da han i forvejen var sent på den. Derfor nåede han heller ikke at se pigen, der svingede ud lige foran ham, og han kunne ikke nå at gøre andet end at høre den forfærdelige lyd af pigens skrig og det efterfølgende rædselsfulde bump, som overraskende nok ikke føltes særligt stort.

 

7 år senere

 

Den kolde efterårsvind ramte Anne i hovedet. Vejret var klart, men der var kun 2o. Hun var på vej i skole, og gik og nynnede med på sangen, hun hørte i sine hovedtelefoner. Pludselig stoppede musikken. Hun havde fået en ny besked. Anne fiskede mobilen op ad lommen, og låste den op. På displayet var der en besked fra et hemmeligt nummer. “Du skal dø!”.

 

Blodet frøs til is i hendes årer, og hun trak vejret i små korte stød. Hun tabte mobilen ud af hånden af bare forskrækkelse, men  ænsede det næsten ikke. Hun kiggede sig rædselsslagen om til alle sider, men det eneste hun så var en rødlig kat, der løb over vejen. Anne samlede mobilen op og begyndte at løbe hen til skolen, med følelsen af at nogen iagttog hende.

 

Anne skulle lige til at tage i døren til skolen, da hun følte at nogen betragtede hende. Hun drejede hovedet, og fik øje på pedellen, der stirrede på hende. Han var halvgammel, fed mand, med gråt hår og indsunkne sorte øjne. Der gik rygter om at han havde været i fængsel for mord, og alle eleverne var bange for ham. Anne fik kuldegysninger af ham, og skyndte sig ind.

 

Da hun kom indenfor var hun helt bleg og William, hendes bedste ven, kom over og spurgte om hun var okay. Hun fortalte ham om beskeden. “Det er sikkert bare nogen der laver sjov med dig”, sagde William beroligende. Anne nikkede, men hun havde en følelse af at det her var alvor.

 

“Vi skal have Thomas i første time”, sagde William begejstret. “Thomas?”. Anne var helt forvirret. “Ja, ham den nye lærer. Nogle af de andre siger han virker vildt cool”. Og det var han også. Lige fra da han trådte ind af døren, kunne alle eleverne lide ham. Han var omkring de 45, og fortalte at han lige var flyttet til byen. Da de var blevet sat i gang med en opgave, forstod Anne den ikke helt, og hun rakte hånden op. “Ja, Anne?”, sagde Thomas, og kom ned og hjalp hende.

 

“Dingeliiiing”. Skoledagen var endelig færdig. Anne havde frygtet øjeblikket hvor hun skulle hjem, og være alene. Hun håbede på at William ikke skulle noget. “Nej desværre, jeg skal til tandlæge”, svarede han. Hun nikkede, lod som om at det ikke gjorde noget. Men inden i frygtede hun hvad der kunne ske efter det med beskeden.

 

Anne sparkede skoene af, og skyndte sig at låse døren. Hendes hjerte hamrede. På vejen hjem, havde hun hele tiden haft en følelse af at nogen forfulgte hende. Lige pludselig hørte hun et “bank”, og hun for sammen. Hun skyndte sig hen til der, hvor lyden kom fra, men fandt ud af, at det bare var en gren. Hun kiggede ud af vinduet. Det var begyndt at regne, og himlen trak sig sammen. Det kunne godt se ud til,at der kom uvejr. Anne gik ud i køkkenet og satte høj musik på, så hun slap for at høre lydene.

 

En time senere kom hun pludselig i tanke om, at hun havde en novelle, hun skulle have læst til den næste dag. Hun åbnede tasken for at finde den. Men den var der ikke. “Pis”, sagde hun højt. Hun måtte have glemt den på skolen. Hun kiggede ud på vejret. Det regnede nu kraftigt, og vinden hylede. Det var ikke et vejr, man frivilligt ville gå ud i. Men hendes klasselærer Britt, ville blive rigtig vred, hvis hun ikke havde læst den.

 

Hun småløb af sted mod skolen, da en besked pludselig tikkede ind. Hun tjekkede den, og der stod “Forbered dig på at dø! Hævnen er sød!”. Anne fik gåsehud, overvejede at løbe hjem igen, men tænkte på, hvor gal Britt ville blive og fortsatte videre.

 

Hun tog i døren til skolen, men den var låst. Hun skulle lige til at gå, da Thomas kom gående. “Skal du ind?”, spurgte han. Hun nikkede, og han låste den op for hende. “Jeg mangler at forberede mig lidt, det kan jeg ligeså godt gøre nu”. Hun smilede. Sikke et held, at han var kommet. Lige da de kom ind af døren, kom den gamle pedel gående og sendte Anne et underligt blik. “Klamme stodder”, tænkte hun.

 

Anne gik hen til sit skab, og Thomas gik med hende. Mens hun ledte efter bogen stod Thomas og ventede. Hun rejste sig, og Thomas kiggede på hende og sagde “Vi ses senere”. Derefter forsvandt han hen af gangen, og Anne gik i den modsatte retning, hen mod døren. Men da hun tog i håndtaget var den låst. Hun prøvede igen og igen, men lige lidt hjalp det. Anne kom til at tænke på beskederne, og mærkede hårene rejse sig på sine arme. Selvom hun ikke var meget for det, besluttede hun sig for at gå ned i kælderen til pedellens kontor, for han måtte da have en nøgle.

 

Anne skulle lige til at banke på døren til pedellens kontor, der lå helt nede i den ene ende af gangen, da alt lyset pludselig slukkes. Anne kunne intet se, og stak armene ud foran sig selv som et skjold. “Hallo?”, råbte hun ud i mørket, men der lød intet svar. Pludselig tændte lyset ovenover Anne igen, og det næste tændtes og sådan fortsatte det, indtil det nåede op i den anden ende.

 

Lyset i den anden ende af gangen afslørede en mand med mørkt tøj, der stod helt stille. Anne kunne ikke genkende ham, men hun var næsten sikker på, at det var pedellen. Pludselig kom skikkelsen løbende imod hende.

 

Skikkelsen kom nærmere. Anne satte i løb. Personen var lige bag hende. Et pustende åndedræt. Op af trappen. Anne var hurtig. Manden sakkede bagud. Anne drejede. Vendte hovedet. Manden var væk.

 

Anne pustede tungt ud og satte sig op af en væg. Hun var i kantinen, og også der var alt lyset slukket. Hun var sluppet væk nu, men hun kunne ikke gemme sig der for evigt. Manden ville finde hende. “Ding-ding”. Anne havde fået en besked. Hun tog mobilen op af lommen, og turde næsten ikke læse teksten. Hun låste mobilen op. Teksten kom til syne. Hun læste. “Hej Anne. Hvor er du henne? Kh Mor”. Anne åndede lettet op. Hun skulle lige til at skrive og forklare hendes mor det hele, da en ny besked tikkede ind. “Jeg kan se dig”.

 

Anne nåede knap nok at læse teksten færdig, før manden kom løbende frem fra et hjørne og kastede sig over hende. Anne kæmpede imod, men manden var stærkere, end hun havde troet. Hun forsøgte at skrige, men det eneste hun kunne, var at hyperventilere. Manden fik sat sig oven på Annes arme og tog hænderne om hendes hals. Pludselig kunne Anne tale igen. “Hvorfor gør du det her?”, sagde hun med tårerne løbende ned af kinderne. Manden kiggede på hende og slap hendes hals. Og nu kunne hun se, hvem det var. Det var Thomas. Thomas hendes nye lærer. Anne var nu endnu mere forvirret. Hun troede jo, at det var pedellen, der i forvejen var morder. Men Thomas? “Hævn. Det hele handler om hævn”, hvæsede Thomas med fråden ud af munden. Han lignede et vildt dyr. Han satte igen hænderne om hendes hals og strammede grebet, og Anne blev helt blå i hovedet og var lige ved at besvime. Hun tænkte på alle de gode minder, hun havde haft, og hun nåede lige at hviske:”Jeg elsker jer mor og far”, inden alt blev mørkt.

 

Pludselig vågnede Anne. Hun åbnede øjnene, og over hendes ansigt var pedellens. Han så helt forvirret ud. “Er-er-du-o-okay?”, stammede han. Hun nikkede så godt hun kunne. Hun rejste sig besværet og ved siden af hende lå Thomas, besvimet. Pedellen, af alle, havde reddet hendes liv.

 

Pedellen, som hed Jens, havde ringet til politiet og ambulancen med det samme. De kom hurtigt og hentede Thomas og kørte Anne hjem. Annes mor tudbrølede og blev ved med at kramme hende, mens hendes far stod og virkede underligt fraværende. Politiet havde afhørt Thomas, men det eneste, han blev ved med at hvæse var “Hævn, hævn”. Efter et par uger ville Annes far tale med politiet. Han fortalte dem, at han for mange år siden var kommet til at køre en pige ned, og at forældrene måske ville hævne sig. Politiet afhørte Thomas' familie, og fandt på den måde ud af at Thomas var far til det barn Annes far havde kørt ned. Thomas' mor fortalte at Thomas aldrig var blevet sig selv igen bagefter og smerten over at have mistet et barn havde fyldt så meget hos Thomas, at den eneste tanke han havde i hovedet var, at Annes far skulle mærke den samme smerte, som han selv havde gjort. Derfor havde han planlagt at myrde Anne, når hun var lige så gammel som hans egen datter havde været, dengang hun blev dræbt.

 

10 år senere

 

Anne sætter sig ind i sin bil, på vej hjem fra arbejde. Hun arbejder som telefondame i et lægehus. Hun skal lige til at starte bilen, da en besked tikker ind på hendes IPhone. “Jeg skal nok få min hævn. Vi ses”.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...