Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
713Visninger
AA

4. Quiddich

”Sam! Bliv nu færdig, kampen starter om fem minutter!” Elisabeth skyndede irriteret på Samantha, som var ved at pakke sine ting sammen i klassen.

”Jajaja, nu kommer jeg!” Samantha proppede den sidste bog ned i tasken, inden hun lukkede den og trak den over skulderen.

”Det var på tide!” Elisabeth hastede hen ad gangen. ”Vi skal mødes med de andre ved omklædningsrummene.” forklarede hun, da hun åbenbart havde arrangeret noget. ”Hvis vi ikke skynder os, får vi ikke sagt held og lykke til Kim!” Samantha indhentede hende forpustet ved indgangshallen.

”Det er Gryffindor de skal spille imod, ikke?” spurgte hun og hankede op i tasken. Elisabeth bekræftede det kort og drejede ned mod stadion. Som før nævnt var Kim mest en drengepige. Derfor synes de andre piger også, at det var fedt, hun var blevet optaget på Hufflepuffs quiddichhold. Hun var basker. Ikke at hendes størrelse stemte overens med det, men hun var stærkere end hun så ud, og så havde hun et klart visuelt sigte.

”Der er de!” udbrød Samantha, da hun fik øje på dem, og de skyndte sig derover. Kim havde allerede klædt om, at var nu iført en spilledragt i Hufflepuffs farver, gul og blå.

”I burde da ikke stå og snakke så venskabeligt, når nu jeres kollegier skal dyste!” var Elisabeths første kommentar, men de vidste, at det bare var i sjov. Ingen interne fejder kollegierne imellem kunne skille pigerne.

”Hey Sam, hey Lizzy!” Kim smilede til dem, spændt som hun var, og måske også lidt nervøs. Det var årets første kamp. ”Hov, der lød fløjten!” Hun gav hurtigt vennerne et kram, inden hun ganske hurtigt forsvandt ind gennem omklædningsrummet.

”Lad os finde en plads.” Janice masede sig vej op i en af tribunerne. ”Kan I så komme af vejen, jeg er præfekt, at I ved det!”

”Tænk, det vidste vi ikke.” lød Johns stemme muntert, og Janice sendte ham et strålende smil, inden hun masede sig videre. Elisabeth kneb mistænkeligt øjnene sammen, og så et øjeblik fra den ene til den anden, inden hun fulgte med. Også Samantha tænkte sit. Mon ikke Janice havde været heldig at få sig en sød fyr i ham? Men i modsætning til Janice selv, så kunne de andre piger godt styre deres nysgerrighed, og krævede ikke at vide alt.

”Skynd jer lidt piger, de er allerede i gang!” Janice vinkede dem ivrigt hen til sig, inden hun kravlede ned på rækken under dem, og satte sig i et af de tre ledige sæder. Snart var de alle bænket der. Samantha tænkte dog ikke på kampen i øjeblikket, øjensynligt som en af de eneste, for hun havde lagt mærke til Thom på en af tribunerne i den anden side. Det var dog kun et flygtigt øjeblik, inden hun vendte blikket mod luften. Fjorten spillere fór rundt i luften i et virvar af guld og rødt, og gul og blå.

”Dér er hun!” udbrød Janice og pegede op i luften. Ganske rigtigt. Med sin lille skikkelse og sit knaldsorte hår var Kim ikke til at overse, selv da de alle var klædt ens. Ydermere havde hun en mindre kølle i sin højre hånd, som også var kendetegnende.

”Sam, hold nu blikket på spillet!” lød Elisabeths stemme fra den anden side, idet Samantha endnu engang var faldet hen i Thoms øjne. Det varede lidt tid, inden Samantha kunne slide sit blik fri, og da var det kun på grund af de forskrækkede gisp, der kom fra samtlige publikummer på tribunerne.

”Åh nej, det er Kim!” kom det spagt fra Janice, som havde sat en kikkert for øjnene.

”Hvad skete der?” Samantha havde også rettet sine øjne mod luften.

”Hvis du havde fulgt med i spillet ville du måske have set det!” Elisabeths stemme var skarp.

”Hold mund, Lizzy, og fortæl mig hvad der skete i stedet!” Samantha rettede sit blik mod hende.

”Orh, hold op I to! Her, Sam…” Janice rakte kikkerten til hende, og Samantha tog taknemmeligt imod den. Endnu engang rettede hun blikket mod luften, og fik øje på Kim gennem linserne.

”Hun ser ud til at have det skidt…” kommenterede hun og rynkede brynene. Kim svævede ganske stille i luften, og havde taget sig til brystet med den ene hånd, og til næsen med den anden.

”Er det så underligt, efter den takling?” Elisabeths stemme var nu ikke længere skarp, hvorimod bekymringen for veninden skinnede tydeligt igennem. ”Hun var jo lige ved at skvatte af kosten!”

”Det var et uheld, Lizzy, det ved du det var.” Janices blik var fortsat rettet mod Kim. Spillet var midlertidigt sat i stå. ”Hun trækker sig.” Der var nærmest lettelse at spore i Janices stemme, da veninden svævede ned mod jorden.

”Kom, lad os gå ned til hende.” Samantha tog kikkerten fra øjnene, og trak i de andre piger for at få dem med.

Nede på jorden var der røre. Der var allerede stimlet en del folk sammen, for at se på hende. Sygeplejersken var der, rektor, reservebaskeren, holdlederen, samt en Gryffindorspiller, som Samantha ikke genkendte, men som sandsynligvis var den ansvarlige, og – Samanthas hjerte hoppede en gang, Thom. Kim var i midten. Hun havde stadig kosten i den ene hånd, mens den anden var presset mod hendes ansigt, hvor blodet piblede frem. Hun trak vejret stødvist, som om hun havde besvær med det. De tre piger kendte hende godt nok til at vide, at hun lige nu gjorde alt, for at tårerne ikke skulle flyde over. Sygeplejersken vimsede rundt om hende.

”Det er ingenting, ingenting. Bare en brækket næse og et par trykkede ribben, det bliver ordnet i en håndevending!” Samantha vekslede blik med Elisabeth. Måske var det ingenting, men smertefuldt måtte det være. Reservespilleren og anføreren var gået tilbage til spillet efter at have sikret sig, at Kim var okay, og man kunne høre, at spillet nu var i fuld gang igen.

Sygeplejersken så sig søgende omkring. Hun vidste, at rektor gerne ville overvære kampen.

”Professor, følger du ikke pigerne op i hospitalsfløjen?” Hendes spørgsmål var henvendt til Thom, som nikkede alvorligt. Med pigerne var selvfølgelig ment Kim, Janice, Elisabeth og Samantha. Deres usædvanlige venskab var kendt vidt og bredt på skolen.

”Williams, hjælper du mig ikke lige her?” Samantha lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret dybt. Hun måtte huske, at det gjaldt hendes veninde, Kim. Så hun nikkede og skyndte sig hen til dem. Der lagde hun armen om Kim, for at støtte hende fra den ene side, mens Thom støttede på den anden. Janice havde taget hendes kost, og Elisabeth var forsvundet ind i omklædningsrummet for at finde hendes tøj, så hun ikke behøvede at beholde spilledragten på. Skønt Kims skader ikke var så omfattende, så hun ud til at kunne dejse om hvert øjeblik det skulle være. Det måtte nu også slå hårdt, sådan at kollidere med en modspiller, som oven i købet var Gyffindors basker, og en stor fyr. Samantha mente at kunne huske, at hans navn var Thomas. Han var vidst fra syvende årgang, ligesom Janice. Samantha smilede en anelse. Thom, Thomas.

 

---

 

”Er du virkelig okay?” spurgte Elisabeth endnu engang og så med bekymring på Kim, der så unaturlig lille ud i hospitalssengen. Kim slog en lille latter op, som også fik de andre til at smile. Hvad andet kunne man?

”Jeg er helt sikker, Lizzy.” forsikrede hun endnu engang og smilede stort. Hun havde tilbragt natten på hospitalsfløjen, men det var planerne, at hun skulle udskrives i dag på et tidspunkt. Sygeplejersken havde ganske rigtigt ordnet hendes skader med en håndevending, da kampen var forbi, Hufflepuff vandt, men havde bedt hende tilbringe natten hvor hun var, så der var mulighed for at holde øje med hende. Og Kim havde indvilliget.

Pigerne var blevet jaget ud da klokken blev halv ti, patienten skulle have ro! Men de havde ikke fået strafpoint for at være ude for sent, for folk vidste jo, hvad de havde lavet. Nu sad de der igen og hyggesnakkede. Det var weekend og endda den sidste inden efterårsferien. Både Elisabeth og Janice skulle blive på skolen i ferien, mens Kim og Samantha skulle hjem. Kim, fordi hendes forældre forlangte at se hende, da de havde hørt om hendes uheld, og Samantha. Ja, det var nok mest fordi hun gerne ville undgå Thom et lille stykke tid. Det havde ikke været klogt af dem, at snakke sammen den dag, der vel efterhånden var et par uger siden. De var begge bedst tjent med at holde sig fra hinanden. Ellers kunne følgerne blive store.

Alle pigerne vendte blikket mod døren, da det bankede let på, og en fyr stak hovedet ind.

”Må jeg komme ind?” Samantha genkendte ham, som spilleren der havde skadet Kim. Kims ansigt lyste op i et smil.

”Selvfølgelig, bare kom ind, Thomas.” Samantha vekslede blikke med de to andre piger.

”Vi..-Vi skulle også lige til at gå.” fremstammede hun, og rejste sig fra sin stol. ”Lad os vide når du bliver udskrevet, Kim.” Og så forduftede pigerne stille ud ad døren, men et sigende blik tilbage på Kim, og indforståede smil til hinanden. De vidste alle, at Kim i nogen tid havde set langt efter den blonde kæmpe fra Gryffindor.

 

”Hej.” Thomas smilede forsigtigt til hende, og satte sig på en af de nu forladte stole. Kim rettede sig op i sengen og trak sine knæ op til sig. ”Hvordan har du det? Jeg ville være kommet i går, men jeg blev jaget væk af sygeplejersken.” Han kastede et blik hen mod kontoret, i den anden ende af lokalet. Kims hånd røg op til hendes næse. Jo, den var ikke brækket længere det vidste hun, men hun måtte hele tiden sikre sig, at den også havde fået sin normale form tilbage. Især når folk mindede hende på det.

”Jeg har det så godt, som jeg kan have det!” forsikrede hun ham storsmilende. ”Det er kun fordi sygeplejersken har haft for travlt, at jeg ikke er blevet udskrevet endnu.”

”Jeg er alligevel rigtig ked af det.” Hans blik flakkede en smule. ”Jeg så dig slet ikke.”

”Thomas…” Kims stemme var bydende, og han så op. Hun smilede. ”Det er okay. Det er hvad der sker i det spil.” Hun betragtede ham lidt, slået over, hvor forskellige de var. Så forskellige som man nærmest kunne blive. Hun, lille og mørk, med det sorte hår og de mørkebrune øjne, samt den honningfarvede hud. Han, høj og lys, med det blonde hår og de lysegrå øjne. Og så havde han briller. Hinandens modsætninger, hvad udseende angik.

”Du kom slet ikke til skade?” spurgte hun, egentlig bare for at bryde tavsheden. Han havde jo uanfægtet kunnet spille videre, så hun regnede ikke med det.

”Ikke mere end et par blå mærker hist og her.” smilede han til hende og trak en anelse på skuldrene. De begge vendte hovedet mod kontordøren, da den gik op. Sygeplejersken vinkede afværgende med hånden.

”Du kan smutte nu, hvis du føler dig frisk til det.” Så var hun væk igen. Kim og Thomas vekslede et blik, inden de begge smilede en anelse.

”Venter du på mig?” spurgte Kim, idet hun slog dynen til side og svang benene ud over kanten. Hun gøs, da hendes fødder rørte det kolde stengulv, for strømper havde hun ikke på, men hun var dog anstændigt påklædt i det hvide tøj, som var så karakteristisk for sygehuse.

”Hvis du vil have det.” var Thomas svar, da han rejste sig fra stolen.

”Selvfølgelig.” Kim trak et kort øjeblik forhænget for. Det forhæng, som hang rundt omkring hver eneste sygeseng, så man kunne få lidt privatliv. Forhænget var dog en anelse gennemsigtigt, da det var hvidt, så Thomas kunne ane konturerne af hendes krop, da hun skiftede til sit normale tøj. Han vendte sig distræt væk efter et lille øjeblik.

”Så er jeg klar.” proklamerede Kim, og trak forhænget fra igen. Hun var nu iklædt den skjorte, som hørte til skoleuniformen, samt bukserne dertil. Det hele havde gule indlæg, så man kunne se hvor hun kom fra. Hun havde redt det lange hår og det brusede om hendes hoved, med de krøller hun havde. Hun var ikke selv klar over, hvor uimodståelig hun var. Thomas vendte sig om mod hende igen, og måtte smile over forvandlingen. Fra lille pige i hospitalssengen til voksen kvinde i løbet af to minutter.

Han slog ud med hånden mod døren, og idet hun gik forbi ham bemærkede han: ”Du ér jo lille.”, mens han smilede.

”Ha, har du overvejet, at det måske er dig, der er for stor?” gav hun igen idet de gik ud ad døren sammen.

”Kim, din størrelse betyder ikke noget for mig.” Der var så meget inderlighed i hans ord, at Kim et øjeblik måtte vende ansigtet væk, for at skjule det lille, lykkelige smil, som brød frem. Efter et par skridt lod hun sin hånd glide ind i hans. Han protesterede ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...