Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
720Visninger
AA

8. Lizzy's Historie

”Okay piger, kortene på bordet, hvad er der sket mellem jer?” Janice havde sat hænderne i siden og stod og så ned på dem. Samantha og Elisabeth vekslede blikke henover bordet. De havde på det nærmeste ikke snakket et ord med hinanden siden den aften, hvor de skulle have hjælp til deres opgave.

”Det er vel en sag mellem dem?” skød Kim stilfærdigt ind fra sidelinjen. Hun var ved at børste det lange hår – Det var weekend, og de kunne tillade sig at stå sent op og tilbringe hele dagen sammen. Både Samantha og Elisabeth nikkede samtykkende til Kims ord i usagt enighed, men så ikke på hinanden igen. Atmosfæren mellem dem var til at tage og føle på. Det var en viljernes kamp og spørgsmålet var kun, hvem der gav op først. Samantha havde indrømmet for sig selv, at hun havde været fordømmende overfor Elisabeth, for hvad vidste de egentlig om hende? Ikke særlig meget. Men ikke syv vilde heste kunne få hende til at indrømme det åbent overfor pigen, så stædig var hun trods alt.

”Det er overhovedet ikke en sag mellem dem!” hævdede Janice, der ikke havde rykket sig en tomme. ”Det er os, der skal være sammen med dem. Os, der skal udholde den kulde der hersker og os, der skal kæmpe for at holde samtalen kørende. Hvad sker der? Vi har da haft vores sammenstød før, uden problemer med at tilgive hinanden.” Både Samantha og Elisabeth rejste sig. Elisabeths handling så noget mere dramatisk ud, eftersom hun var så høj som hun var.

”Du forstår det ikke. Ikke denne her gang, Janice.” Samantha så både fortrydende og vred på Janice. Elisabeth fortsatte.

”Det er et spørgsmål om..-”

”Stolthed?” De tre diskuterende piger vendte blikket mod Kim, der stadig sad lige så roligt og børstede sit hår, uden at værdige dem et blik. Men hendes rolige stemme, der havde påpeget den enkle sandhed, som de vidste, var rigtig og intonationen af hendes stemme fik den dårlige samvittighed til at nage både her og der hos Samantha og Elisabeth. De havde øjenkontakt lang tid. Elisabeth gjorde et umærkeligt kast med hovedet og som i gensidig forståelse forlod de de andre.

 

Samantha tog ordet først.

”Hør, jeg er ked af de ting, jeg sagde. Jeg var oprevet.” Pigerne gik af sted på stien ned mod søen. Elisabeth sukkede og vedblev at se den anden vej.

”Det er okay, Sam.”

”Nej, det er ikke okay, Lizzy! Vel? Jeg var fordømmende overfor dig, jeg ved ikke noget om din fortid, det er der ingen af os, der gør.” Nu hvor Samantha var kommet godt i gang, var hun ligesom ikke til at stoppe. Hun fastholdt, at det ikke var i orden. ”Du var bare bekymret for mig…

”Sam…”

”… jeg havde ingen ret til at sige de ting, jeg sagde, og…”

”Sam…”

”… du havde jo ret, jeg mener, vi burde passe på, ikke? Det er jo …”

”Sam!” Elisabeth standsede brat og tog veninden om skuldrene, så hun kunne vende hende mod sig. ”Det er helt i orden, okay?” Elisabeth modstod fristelsen til at ruske i Samantha, for at få hende til at forstå det. ”Det er jo min egen skyld. Jeg deler ikke noget med Jer, det er klart I drager jeres egne konklusioner.” Samantha tav et øjeblik og så blot på Elisabeth, for at sikre sig, at hun virkelig var tilgivet. Så smilede hun mat.

”Så. Hvad skete der?” Ved det spørgsmål sukkede Elisabeth og begyndte langsomt at gå igen.

”Er du sikker på, du vil høre min historie? Det er ingen munter fortælling.” Hun vendte blikket væk igen, men denne gang accepterede Samantha det bare, med tanke på, at det nok ikke var nemt for hende.

”Jeg er helt sikker.” De fortsatte med at gå. Elisabeth sagde ikke noget. ”Lizzy?”

”Mit liv har været et Helvede, Sam.” Samantha forholdt sig tavs og afventende til den bemærkning. ”Vi var den perfekte familie.” Elisabeth kom med et desperat latterudbrud. ”Den perfekte familie… Vidste du, at jeg har en storebror?” Hun blev fjern i blikket, som om hun tænkte tilbage. ”Han er ikke mere end tre år ældre end mig. Men han var altid så kold. Så ligeglad. Det var skræmmende. Du ved, hvad jeg mener, ikke? Jeg mener, han var jo kun et barn!” Lidt irrationel bemærkning, eftersom Elisabeth var yngre end ham. ”Børn burde ikke være sådan.” Hun rystede misbilligende på hovedet. ”Det var min mors skyld. Min mor var perfekt. Altid. Hun var smuk.” Igen det drømmende udtryk, inden hun var tilbage i virkeligheden. ”Jeg mener, se på mig!” Igen et lille latterudbrud. Jo, Elisabeth var godt klar over sine fortrin. ”Hun var ligeså mørk, som jeg er lys. Hun var meget beskyttende. Alt skulle være perfekt i hendes lille familie, der var ingen, som skulle tro, at hun var en dårlig mor. Men det var hun. Alt var perfekt for dem, der så på udefra. Jeg begynder at tro, at hun var direkte sindssyg.” Elisabeth rystede på hovedet. ”Min far var en lille mand. Et socialt udskud, der knap nok kunne finde ud af at binde sine egne snørebånd. Han var forblændet af mor. Det kan ingen fortænke ham i, men han burde have gjort noget! Et eller andet, vi var hans børn! Men han kunne ikke sætte sig op mod hende. Hun var meget viljestærk. Det var hende, der holdt familiens image oppe. Du skulle have set det tøj, hun fik os til at gå i, det var direkte usmageligt, men det fik os til at fremstå som små engle med perfekte manerer. Jeg kan huske, hun bandt os til stolene da vi var omkring fem år, for at få os til at sidde ret op, når vi skulle spise. En af hovedreglerne var, at vi skulle tie, medmindre nogen spurgte os. Hvis de spurgte til, hvordan det gik i familien, skulle vi lade som om alt var perfekt, ellers vankede der en straf, når vi blev alene.” Pigerne slog sig ned på bænken, der stod under det store egetræ. Udsigten over søen var fantastisk derfra, men der var ikke rigtig nogen af dem, der lagde mærke til det. ”Jeg havde ikke noget tilfælles med nogen af dem. Vidste du, at jeg ikke er fuldblods? Jeg er halvblods. Min mor var fra en fuldblods slægt, og hun græmmede sig skrækkeligt over, at hun havde giftet sig med en Fuser. Hun opdagede det først efter de havde fået min bror. Efter sigende, har der aldrig været så stort et skænderi i familien.” Elisabeth fnøs foragteligt. ”Som jeg blev ældre, lærte jeg at ignorere dem og med tiden holdt de også op med at snakke til mig. Det var en lettelse. Min storebror havde mange venner. Venner, der var ligesom ham selv. Skræmmende.” Hun lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. Samantha gav hendes hånd et hurtigt klem, inden hun trak sig væk. Fysisk kontakt med Elisabeth var ikke altid lige vellykket. ”En aften gik det galt. Jeg var tretten år. Min bror havde været i byen med sine venner – venner, der var flere år ældre end ham selv. Hvad de havde lavet, vidste jeg ikke, men tydeligt var det, at der var sket noget – et eller andet. De var oprevet alle som en, og jog mig ud af sengen med deres højlydte snak. Du må forstå, Samantha, hvad det var for nogle fyre. De var farlige. Vanvittigt smukke, næsten umenneskeligt var det – lidt ligesom Thom, bare farligere. Deres øjne var ikke varme. Udtrykket deri blev stærkt modsagt af den varme farve. Intet andet end utilsløret had, kulde og begær.” Elisabeth tog en indånding igen – hendes stemme var ikke længere helt så ren. ”Jeg kunne jo lide dem, ikke? Fuldblodsmagikere alle sammen, absolut store tilhængere af Mørk Magi. Jeg var kun 13 år. Mørk Magi interesserede mig og fascinerede mig, som det stadig fascinerer mig den dag i dag, det vil jeg ikke benægte. Jeg fik aldrig at vide, hvad de havde lavet den aften, men det mærkede mig for livet. De var ikke hjemme mere end en halv time, inden de forsvandt ud igen - videre. Men det var bare ikke alle, der gik. Jeg var på vej tilbage i seng igen, da jeg så ham. Jeg havde ikke lagt mærke til ham før – han havde holdt sig til skyggerne. Han var mørk, som de andre.” Igen det fjerne udtryk i hendes øjne. ”Han var høj med ravnsort hår og meget aristokratiske ansigtstræk. Hans bevægelser var langsomme og velovervejede – jeg har aldrig set en person, med lige så meget ligevægt. Han mindede mig om en øgle.” Havde det ikke været så alvorligt, havde det været morsomt. ”Jeg kunne ikke rykke mig ud af stedet. Det var som om han tryllebandt mig – hans øjne lyste af et begær, en vrede så ufattelig, at det ikke kan beskrives – det brændte som lava i mit indre.” Elisabeth rystede stille på hovedet. Samantha kunne så tårerne, der klistrede sig til hendes øjenvipper.

”Lizzy..”Men Elisabeth rejste sig, og gik et par skridt ud i græsset. En stille støvregn var begyndt at falde.

”Jeg ønskede ikke, at det skulle ske. Først var jeg glad – flyvsk. Beæret over, at han gad vise mig interesse. Men jeg havde endnu ikke opdaget de skjulte sider af sagen – jeg forstod ikke udtrykket i hans øjne. I mit hoved havde jeg ikke indset, at følelser af den art bestod af andet og mere, end at sidde og stirre drømmende på hinanden og gå en tur i måneskinnet. Det var en brat opvågning.” Hendes stemme sygnede hen, da hun tav. Hun snoede armene om sig selv, og bare følte regnens kærtegn på huden. Samantha rejste sig og gik hen til hende.

”Lizzy, du behøver ikke..-”

”Jo, Samantha, det gør jeg!” Elisabeth vendte sig rundt mod Samantha. ”Der skete jo ikke det, du tænker på. Det kunne have sket. Men det gjorde det ikke, og det er i høj grad min egen fortjeneste. Jeg har så meget magi i mig.” Hendes stemme var inderlig, inden hun lukkede øjnene et kort øjeblik, før hun søgte Samanthas øjenkontakt. ”Den første mand, der nogensinde kyssede mig, endte med at ligge i koma i tre uger på grund af mig.” Hun vendte sig væk igen. ”Fordi jeg var ung, jeg var uvidende og både tanken om ’den slags’ og hele følelsen af det, forekom mig afskyelig, så jeg stødte ham fra mig. I ordets bogstaveligste forstand.”

”Men det er jo længe siden, Lizzy.” indvendte Samantha stille, og lod være med at nærme sig Elisabeth. Samantha var ikke sikker på, hun forstod hende. Det, Samantha havde hørt, havde forekommet hende at være en ubehagelig oplevelse for Elisabeth – det lød jo næsten som om hun havde været nær et overgreb. Men alligevel synes hun nu at kunne høre en længsel og et savn i Elisabeths stemme, det slet ikke stemte overens med fortællingen.

”Du forstår det ikke, Sam.” Elisabeth smilede bittert til hende. ”Hvad, hvis det sker igen? Endnu engang?”

”Du er blevet ældre, Lizzy. Jeg tvivler på, du vil finde det frastødende i dag.” Nu talte Samantha af erfaring.

”Det er jo det, Sam. Jeg har aldrig længes efter det, har aldrig ønsket det. Piger sladrer. Når jeg hører Jer, kan jeg slet ikke følge Jer. Hvad er det, der er så fantastisk? Hvad er det, der gør, at I reagerer på den måde? Jeg ved det ikke. Jeg føler det ikke – føler ikke varmen, glæden, gløden; det, at føle sig som Gudinde. Det er tomme ord uden mening. Jeg kan ikke snakke med.” Elisabeth trak på skuldrene. ”Det er det. Der er ikke mere i det, Sam.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...