Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
721Visninger
AA

7. Lektiehjælp

For Samantha var det at komme tilbage til skolen og hverdagen, som en opvågning fra en drøm, der havde varet meget meget længe. Dagen efter festen var hun blevet på sit værelse det meste af tiden, for at pleje sine svage tømmermænd og samtidig gemme sig for Thom, der var med Mickey. Resten af ferien havde ikke været mere opsigtsvækkende, hun havde fået skrevet et par breve til pigerne, som hun havde lovet. Dog var det kun Kim, som havde hørt om Thom. For Kim var den ideelle veninde, den forstående, som bare accepterede alt og som vidste, hvornår man skulle tie og hvornår man skulle tale. Samantha havde slet ikke kunnet få sig selv til at nævne det overfor hverken Elisabeth eller Janice; Elisabeth, fordi det aldrig var til at vide hvordan hun ville reagere på det, og Janice, ja, fordi Samantha ikke orkede at have hende hængende over sig de næste mange dage. For selvom Janice var en sød pige, så blev hun ofte lidt for ivrig og kunne endda til tider være lidt af en kælling, for at sige det rent ud. Men Samantha holdt mindst lige så meget af hende, som af de to andre piger.

 

---

 

Kim sparkede diskret Samantha over skinnebenet, så hun blev revet ud af sin drømmende tilstand, da Elisabeth talte til hende.

”Har du fået lavet opgaven til Forsvar mod Mørkets Kræfter?” lød spørgsmålet, da Elisabeth så op fra sine noter. Pigerne sad på biblioteket og brugte pligtopfyldende deres søndag eftermiddag på hjemmeopgaver. Samantha rystede let på hovedet.

”Nej, jeg er slet ikke startet på den endnu… Forstår du, hvad det er, han vil have os til at skrive?” Elisabeth sukkede opgivende og lænede sig tilbage i stolen, mens hun irriteret smed fjerpennen fra sig.

”Hvorfor kan de aldrig udtrykke sig klart?!” brokkede hun sig, og skar blot en grimasse, da Kim tyssede på hende. Samantha nøjedes med at trække på skuldrene; det var vel sådan en lærer-ting?

”Lad mig se opgavebeskrivelsen?” tilbød Kim, da hun dukkede op bag ved sin bog. Elisabeth rakte hende den uden ord. Der var ikke rigtig nogen, som troede på, at Kim skulle kunne forstå det, for uanset hvad, så var Elisabeth suverænt den mest intelligente af pigerne. Det gik dog også som forventet. Kim rystede beklagende på hovedet, da hun rakte den tilbage.

”Beklager. Det er det rene volapyk for mig.”

”Jeg forstår ikke…” brød Janice ind, idet hun med et bump lod stolen falde ned på alle fire ben, og lænede sig ind over bordet. ”… hvorfor i bekymrer Jer sådan om én aflevering.” Modsat Elisabeth, så sad Janice i den anden ende af den intelligente række. Hun var blevet præfekt udelukkende på grund af sin udstråling og sin livsenergi. Samantha og Elisabeth vekslede blikke, men svarede ikke. Kim var vendt tilbage til sin bog.

”Skal du eller skal jeg?” Samantha hævede spørgende øjenbrynene og så på Elisabeth, selvom hun nærmest allerede kendte svaret, om end hun frygtede det en smule.

”Du gør det. Han kan ikke lide mig.”

Samantha sukkede resigneret og rejste sig fra sin stol, samlede hurtigt sine nødvendige remedier, inden hun begav sig af sted mod Thoms kontor, for at få den nødvendige hjælp, til at tolke opgaven.

 

---

 

Aldrig havde vejen til femte sal syntes så lang, selvom det kun var to etager. Samantha syntes, at bøgerne i hendes arme blev tungere og tungere, og hun måtte hele tiden standse op, for at berolige sit hamrende hjerte, som nærmest i protest bankede afslørende. Hun standsede op foran hans dør og trak vejret tungt, inden hun bankede på og inderligt håbede, at han ikke ville være der. Det gav et gib i hende, da hun hørte hans dybe stemme udtale de fatale ord; kom ind. Med hjertet i halsen åbnede hun døren på klem, og stak hovedet inden for.

”Professor, har du tid til at hjælpe mig med min opgave?” Samantha havde besluttet, at det var bedst, hvis hun kunne holde en smule afstand til ham. Det blev gjort gennem tiltalen; professor. Det indikerede det elev/lærer-forhold de faktisk havde til hinanden. Thom sad bag ved sit skrivebord, men rejste sig begejstret op, da hun talte til ham.

”Sam, kom ind, kom ind. Selvfølgelig skal du have hjælp.” Han kom frem mod hende, men hun veg uden ord tilbage fra ham, og knugede sine bøger ind mod brystet. Hendes øjne var store og vagtsomme, og det så faktisk ud til, at han forstod hende, lige i det øjeblik. Det var ikke fair, at det var hende, som skulle være den stærke, hende, som skulle bevare afstanden og virke kold og afvisende hele tiden. Måske vidste han ikke, hvad han gjorde ved hende. Vidste ikke noget om den ild, som han tændte i hende, bare ved at se på hende med alverdens længsel i sine øjne. Om dagen gik det nogenlunde, for da havde hun skolen at se til, men om natten krakelerede hendes facade. Om natten følte hun igen hans læber mod hendes, hans hænder mod hendes ryg, og det var kun natten, som så hendes tårer og hørte hendes bønner.

”Sæt dig ned.” tilbød Thom, idet han trak stolen ud til hende, for enden af hans skrivebord, og selv slog sig ned i sin kontorstol. Samantha satte sig forsigtigt på det yderste af stolen, og lagde sine bøger på skrivebordet, som var bemærkelsesværdigt tomt; der lå kun en bunke halvfærdige opgaver, som 1. årgang øjensynligt havde lavet

”Hvad er det så du ikke forstår?” Thom rullede om på siden af hende, så han kunne se med, da hun begyndte at slå op i de forskellige bøger.

”Det er også Lizzy. Og Kim, men hun er ikke en del af det, for hun skal ikke lave det…”

”Hvorfor sendte du ikke frøken Walsingham i stedet?” spurgte Thom interesseret, mens han studerede omslaget på hendes bog til Forsvar mod Mørkets Kræfter, som var yderst kunstfærdigt dekoreret med blæk, som skiftede farve hele tiden.

”Hun påstår, du ikke bryder dig om hende.” Samantha rynkede brynene.
”En ven af dig er en ven af mig, Sam.” lød Thoms svar, idet han lagde hendes bog tilbage på bordet.
”Vi er dine elever, Thom!” Han måtte trække på smilbåndet ad hendes bestyrtede reaktion.

”Slap af, Sam, det var for sjov.” Samantha sad stadig og rystede på hovedet af ham, da han kastede sig ud i en detaljeret forklaring af opgaven. Hun kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt ad ham, som han sad, virkelig fascineret af faget og ivrigt pegede med sin fjerpen her og der i bøgerne, efterhånden som han skred frem. Men hele tiden var hun sig smerteligt bevidst, hvor tæt de egentlig var på hinanden. Hvis hun blot lænede sig en tomme til højre ville der på det nærmeste være fuld kontakt mellem dem. Men det gjorde hun ikke, for hun led alverdens kvaler alene på grund af varmen, som han udstrålede. Det trøstede hende, at hun ikke var den eneste, som så ud til at have det svært. Thom måtte af med sin habitjakke efter et kvarter, og Samantha var sikker på, at hans hånd skælvede en lille smule. Det var ingen af dem, som lagde mærke til, hvordan tiden gik. Klokken blev fem. Den blev over fem. De missede aftensmaden. Klokken blev halv otte. Otte. Og hele tiden blev der bygget mere og mere på Samanthas opgave, mens Thom forklarede til. Det gav et sæt i dem begge, da det bankede på døren, og Elisabeth kiggede ind.

”Er I snart færdige eller hvad? Jeg vil altså gerne have min opgave færdig til tiden, Sam!” Både Samantha og Thom fløj op fra deres stole, som om de var blevet taget i noget forbudt og det på fersk gerning, og Samantha lavede en blækklat midt på siden, da hun havde været ved at skrive noget ned.

”Hvad mener du med, 'er vi snart færdige'?” Samantha så uforstående på hende. Elisabeths øjenbryn fløj op under hendes hår.

”Klokken er halv ni.” sagde hun kort, og Samantha og Thom vekslede forfærdede blikke. Men så brød der et smil frem på deres ansigter.

”Jeg kommer om to minutter, Lizzy.” forsikrede Samantha hende og begyndte hurtigt at pakke sine ting sammen, som på forbløffende vis havde spredt sig til at fylde hele skrivebordet i løbet af dagen. Elisabeth fnøs højlydt og vendte øjnene mod himlen, inden hun lukkede døren og forsvandt igen. Samantha smed de indsamlede ting fra sig igen og lod sig med et udmattet suk glide ned i den højrøde sofa, der stod lige inden for døren. Thom gjorde hende selskab to sekunder efter.

”Ikke så underligt vi var ved at være trætte!” bemærkede han og lænede hovedet tilbage mod den afkølende mur. Samantha daskede venskabeligt til ham.

”Se det fra den positive side, jeg er færdig!  Og! Jeg forventer selvfølgelig at få topkarakterer.” Hun blinkede drillende til ham.

”Du er mig noget selvsikker, unge dame! Jeg må vidst hellere pille dig ned fra din piedestal!” Med de ord kastede han sig over hende og begyndte at kilde hende. Det tog et par sekunder, før hun fik fattet sig nok (og fik luft nok mellem latteren) til at kæmpe imod, men så startede der en yderst drabelig kamp fuld af latter, pigede skrig og gispen efter luft. Thom var ydermere meget opmærksom på, at Samanthas knæ gentagne gange var få centimeter fra at kastrere ham. Samantha var mere sikker på, at hele slottet kunne høre dem, men det lod hun være med at tænke på. Kampen blev først erklæret remis, da de fik øjenkontakt og sekunder senere havnede på gulvet, stadig gispende efter luft.

”Samantha! Er du okay?” Thom rejste sig på albuen og så ned på hende. Hun nikkede hurtigt, ude af stand til at kunne svare normalt. Noget svar var der heller ikke brug for, for de havde fået øjenkontakt endnu engang. Og var blevet bevidste om situationen.

”Tror du ikke, de mangler mig nu?” mumlede Samantha utydeligt og blev blot liggende. Thom strøg fraværende en løbsk tot af Samanthas hår om bag hendes øre, mens han nikkede.

”Joo… Det tror jeg.” Samantha sukkede dybt og lukkede øjnene i.

”Hvad er det vi har rodet os ud i?” hviskede hun, egentlig mest til sig selv. Et kort glimt af opflammende hidsighed viste sig i Samantha. ”Det er uretfærdigt! Hvorfor kunne vi ikke bare gøre noget ved det dengang? Hvorfor skulle du absolut rejse væk og studere? Bare fordi Mickey-..” Thom standsede hendes talestrøm ved at ligge en finger på hendes læber.

”Fordi vi var dumme og unge og naive og det er vi stadig, men ved du hvad?” Det kom Samantha godt, at hun ikke var den eneste der havde problemer med situationen, for Thoms stemme var meget anstrengt. Hun kunne ikke andet end at ryste på hovedet, da hans finger stadig forhindrede hende i at tale. Han bøjede hovedet ned mod hende, så hun kunne mærke hans tunge ånde mod sin hals, og mumlede hæst:

”Jeg vil stadig have dig.”

De ord var som et trylleslag for Samantha; hun gav op og slog armene om ham, snappede efter vejret, da han med sine læber og sin tunge legede med den følsomme hud på hendes hals, pressede sig mod ham på en måde, som ikke kunne misforstås. Han overdængede hende med kys omkring halsen og kravebenene, men ikke på munden. For kys hørte kærligheden til, og de var trods alt stadig enige om, at undertrykke det en lille smule. Samantha skænkede ikke det hårde og kolde stengulv en tanke, hun kunne ikke føle andet end den vellyst, som hans læber gav hende, mens de vandrede nedover hendes hals. Hun strøg fingrene gennem hans hår. Da hans hånd lagde sig over hendes nøgne bryst, mumlede hun en lille protest. Hun havde slet ikke mærket, at han havde fået knappet hendes skjorte op, men hans hånd var blid og lokkende. Hans fingre gled som et hviskende kærtegn over hendes hud. Lidenskaben ulmede lige under hudens overflade og truede med at eksplodere til noget, hun ikke kunne kontrollere.

Men skæbnen ville dem ikke, at de endnu skulle færdiggøre hvad de havde gang i. De stivnede begge to, da der hørtes tydelige fodtrin ude på gangen, og som en dårlig kliché standsede de foran Thoms dør. Det bankede på. Thom og Samantha fik øjenkontakt. På et splitsekund var de oppe og rettede febrilsk på deres tøj og hår. Da Thom sekunder efter åbnede døren så alt normalt ud: Samantha var ved at samle sine ting sammen fra bordet og pakke sin taske, og hvis rektor bemærkede den lette rødme over hendes kinder eller Thoms uglede hår, som han forgæves havde forsøgt at ligge ned, så lod han sig ikke mærke med det.

”Jeg ser I er færdige?”

Thom nikkede bekræftende. ”Jeg har ikke glemt min vagt, rektor.” Rektor nikkede tilfreds.

”Jeg ville bare sikre mig, at alt kørte som det skulle. De er trods alt stadig ny.”

Samantha rømmede sig forsigtigt, for at gøre opmærksom på sig selv, hun var klar til at gå. Både Thom og rektor trådte til side.

”Vi ses til timerne i morgen, Williams.” lød Thoms afskedsord. Samantha mumlede et udefinerbart ”hmm”, inden hun flygtede ud ad døren og ned ad gangen. Da hun var drejet om hjørnet standsede hun op og lænede sig taknemmeligt mod den kolde marmorvæg. Blodet brusede i hendes årer endnu, og hun havde svært ved at falde til ro; hendes indre var i oprør, og hun bandede og svovlede lavmælt over sig selv og Thom. Det ene øjeblik var de igen små og kunne pjatte og drille hinanden som de venner, de engang havde været på grund af Mickey, og næste sekund gik alvoren op for dem, og situationen var fatal.

”Nå, det er her du gemmer dig!” Samantha rettede sig hurtigt op, da hun blev revet ud af sine tanker, ved lyden af Elisabeths stemme.

”Lizzy! Du må ikke give mig sådan et chok!” Samantha så bebrejdende på hende, da hun nåede frem til hende.

”Jeg har ledt efter dig længe! De andre er gået til deres opholdsstuer for evigheder siden! Hvad skete der med ’jeg kommer om to minutter’?” Elisabeth rynkede brynene. ”Hvad har du lavet?” tilføjede hun i en mere mild tone og strøg en tot af Samantha hår om bag hendes øre.

”Hvad mener du?” Samantha var straks i forsvarsposition og skød stædigt hagen frem.

”Orh, hold op, Sam, enhver kan se du ikke bare har fået lektiehjælp.” Elisabeth så kort op og ned ad hende. ”Medmindre du virkelig brænder for af lave lektier.” Det trak kort i hendes mundvig. Samantha sukkede lettere irriteret.

”Okay, og hvad så?” Hun begyndte at gå ned ad gangen, så de begge kunne komme til opholdsstuerne, inden udgangsforbuddet blev sat i kræft.

”Det er ikke smart for nogen af jer!” Elisabeth indhentede hende hurtigt. Samantha standsede brat op og vendte sig mod hende.

”Tror du måske ikke, jeg har forsøgt? Tror du ikke jeg har prøvet på at holde mig langt væk fra ham? Hvad ved du om, hvor svært det er? Ingenting! For du er bare en kold, følelsesløs..-”

”Sam!” Elisabeths stemme var skarp og ramte Samantha som et piskesmæld. ”Han mister sit job, hvis I bliver offentlige, kan du ikke se det?”

Imens de skændtes fiskede Samantha sin opgave op af tasken og rakte den til Elisabeth, som lavede en kopi af den med et enkelt sving af sin stav. Originalen blev givet tilbage til Samantha.

”Tror du ikke jeg kan det? Du ved ingenting om, hvor mange gange jeg har vendt og drejet det i hovedet! Du ved ingenting om, hvad man går igennem i sådan en situation! Har du måske nogensinde været igennem det? Nej, vel? For du er for hellig og for bange til at kaste dig ud i det! Hvor mange gange har jeg ikke set dig vende ryggen til, når du får et kompliment? Når du bliver inviteret ud? Når de vil snakke med dig!” Samantha måtte holde en pause, så hun kunne få noget luft ned i lungerne. Elisabeths stemme var faretruende lav, da hun svarede.

”Du skal ikke udtale dig om, hvad jeg ved og ikke ved, Samantha.” Hendes øjne var kolde. ”Hvorfor tror du, jeg tager sådan en afstand?” Og Samantha så til, mens venindens øjne fyldtes med tårer, inden denne vendte sig om og gik sin vej. Der gik nogle sekunder, inden Samantha fik fattet sig nok til at gå tilbage til opholdsstuen. På vejen stødte hun ind i Thom, som var ved at gå sin runde, for at få sendt eleverne i seng, men de så bare på hinanden et kort øjeblik, inden Samantha skubbede sig forbi ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...