Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
713Visninger
AA

9. Juleballet

”Fremragende, Williams og Walsingham, jeg har sjældent set så gode stile.” Thom smed de nu rettede og vurderede opgaver på bordet, inden han gik videre for blot at uddele flere. Elisabeth og Samantha vekslede blikke, inden de hver især tog opgaverne til sig og skimmede dem med øjnene.

”Professor Russell ville aldrig give F for en kopieret stil, Sam.” Elisabeths stemme afslørede alt, hvad hun tænkte; Samantha måtte gøre noget; Thom skulle på ingen måde favorisere eleverne, hvilket han gjorde; dette sagde sit tydelige sprog om han og Samanthas forhold til hinanden; det ville gå galt, osv. Samantha valgte at ignorere Elisabeths kommentar. Selvfølgelig vidste hun, at det var rigtigt. Det var i hvert fald på ingen måde forkert.

 

---

 

Samantha smed sin opgave på Thoms skrivebord.

”Hvad er det?” Han så op på hende fra sin siddende stilling – Samantha var bare brast ind uden at banke på først. Ganske uhøfligt af hende.

”Jeg kunne spørge om det samme.” bemærkede hun, tydeligt utilfreds. Da Thom fortsat så uforstående på hende, satte hun hænderne i siden. ”Professorerne slår hårdt ned på kopiering her på skolen, -professor-!” Hun udtalte det sidste ord drævende og vældigt provokerende.

”Jeg kan ikke se, der er noget i vejen med min vurdering. I har lavet opgaven sammen, det skal ingen straffes for.” lød Thoms svar. Hans øjne forlod ikke et øjeblik Samanthas, mens han snakkede. Samantha kneb øjnene mistroisk sammen.

”Du ved lige så godt som jeg, at vi ikke lavede den opgave sammen. Du ved det, fordi det var dig, der brugte en hel dag på at guide mig gennem den!” Samantha tog en dyb indånding, inden hun fortsatte. ”Du skal på ingen måde favorisere os, Thom! Det er uprofessionelt, det er illegalt og det er dybt fornærmende over for os.” Hendes øjne brændte med en indre glød, som de altid gjorde, når hun var rasende indeni, men det havde ingen virkning på Thom.

”Nuvel. Jeg tager imod din kritik.” Han skubbede opgaven hen til hende igen. ”Og smut så.” Samantha tog fat i bordkanten med hænderne og lænede sig over mod ham, indtil deres ansigter kun var centimeter fra at røre hinanden.

”Revurdér den!”

Det bankede på døren. Samantha og Thom drejede hovederne som i stereo og så hen på den, idet den gik op og White kom valsende ind. Charlotte White – professor i forvandling og kun nogle få år ældre end Thom, så vidt Samantha vidste.

”Åh, undskyld, afbrød jeg noget?” udbrød hun, foregivende at være oprigtigt ked af det.

”Det er fint, Charlotte, kom bare ind. Williams og jeg havde blot en lille uoverensstemmelse. Vi er færdige nu.” Hans øjne borede sig ind i Samanthas idet han sagde det. Charlotte så tydeligt forvirret fra den ene til den anden, indtil Samantha sukkede og forlod kontoret. Opgaven forblev liggende på skrivebordet.

 

---

 

Og julen oprandt. Dagene nærmede sig for juleferiens start, og hele skolen emmede af julehygge. Udenfor lå der som et minimum tyve centimeter sne, og det faldt stadig støt. Samantha skulle hjem i julen ligesom så mange andre. Også Janice og Kim tog hjem, men Elisabeth sagde, hun ville blive på skolen. Hun havde ingen at tage hjem til, mente hun og smilede bittert. Men først var der en anden ting, der skulle overstås. Juleballet. Janice var helt elektrisk, så ivrig var hun. Det havde været i september, hun begyndte at fable om, at de alle måtte tage til Diagonalstræde en weekend, så de kunne finde nogle passende kjoler. Janice var jo sidsteårselev, så hun kunne tillade sig at gøre rigtig meget ud af det, uden nogen så skævt til hende. Og pigerne var da også kun glade på hendes vegne, så til sidst måtte de opgive diskussionen og bare tage med, for at købe kjoler. Det havde da også været en hyggelig dag. Med rektors tilladelse, selvfølgelig. Janice havde fundet sig en knaldrød, fodlang kjole, der stod godt til hendes hud og hår og smøg sig om hendes ben, når hun gik. Det var helt perfekt. Kim havde valgt en gul kjole, der dog måtte lægges 40 centimeter op, – inspireret af Belles kjole i Skønheden og Uhyret – og hun så fantastisk ud. Hendes skønhed var af en lidt sær karakter, fordi hun netop var så asiatisk at se på, og det var ikke alle, der kunne se den. Samantha selv havde fundet (efter at have prøvet intet mindre end 17 forskellige kjoler) en lang, grøn kjole. Kjolen var stropløs og over barmen var der påsat pailletter og perler, mens der om midjen var et bredt stykke i en lidt mørkere grøn, med formål at fremhæve taljen. Skørtet var asymmetrisk og hvislede, når hun gik. Det var noget andet end troldmandsgevandterne. Men de tabte alle vejret, da Elisabeth viste sig for dem. Hun havde valgt en sort kjole. Denne kjole blev snøret ind i ryggen som et korset, mens der foran var påsat perler i hvid og sølv fra brystet og ned til lårene var der perler, og derfra faldt kjolen ganske enkelt og lige ned mod jorden. Det så ud til at være silke. Og selv nu, hvor Elisabeth havde været oppe flere timer og hvor hun end ikke havde set sig tid til at sætte håret, gav hun dem alle åndenød. En almindelig fremmede ville aldrig tro på dem, når de benægtede, at Elisabeth havde Wilie-blod i årene. Det var helt almindeligt, menneskeligt skønhed. Og det kunne ikke beskrives. Ekspedienten selv blev også helt forbløffet, dernæst på det nærmeste elektrisk. Hun begyndte at fable om billeder til nogle annoncer og selvfølgelig ville der være er honorar, osv. Det var kun halvdelen, som Elisabeth hørte, fordi ekspedienten snakkede så rygende hurtigt. Men hun afslog høfligt. Det var ikke Elisabeths stil at gøre sådan noget, især ikke for penge. Så ekspedienten måtte nøjes med drømmen, og tage imod pengene for kjolerne. Det var sandsynligvis sidste gang pigerne kom der, i hvert fald i de næste mange år.

 

---

 

Aftenen for juleballet oprandt, og pigerne havde aftalt at mødes i forhallen, da de jo var ude af stand til at gøre sig klar sammen. Elisabeth var sent på den. Med et sving med tryllestaven formede hun den sidste kunstfærdige krølle, inden hun lod det være det. Kjolen var på. Skoene var flade – hun mente, hun blev alt for høj, hvis hun begyndte at tage stiletter på, så det lod hun være med. Nu var håret også sat, mere eller mindre, det så stadig en smule skødesløst ud, da det hang løst, men der var enstemmigt mening om, at det så bedst ud sådan. Make-up var der ikke noget af – Elisabeth foretrak naturlig skønhed.

Hun lod sin tryllestav ligge på sengen, da hun forlod sovesalen, hun ville jo alligevel ikke få brug for den. Hun susede ned ad trappen, og var næsten allerede ude af opholdsstuen, inden hun blev standset. Der var mange øjne, der vendte sig mod hende.

”Elisabeth?” Hun vendte sig rundt og søgte efter kilden til stemmen. Den tilhørte en lille dreng, sandsynligvis førsteårs, som sad helt selv i en af de grønne sofaer. Hans ansigt var sammenbidt og han så dybt koncentreret ud. Elisabeth erindrede at have skubbet ham væk engang i starten af året, fordi han stod i vejen på gangen. Han knugede en hvid tulipan i hænderne. Da han rejste sig og kom hen til hende, var hun tæt på bare at gå ud af opholdsstuen alligevel. Men så huskede hun Samanthas ord. ”Hvor mange gange har jeg ikke set dig vende ryggen til, når du får et kompliment? Når du bliver inviteret ud? Når de vil -snakke- med dig!”. Det havde næppe været Samanthas mening, at hentyde til de små drenge, da hun sagde det, men et sted måtte man jo starte. Og det var det, der nu fik Elisabeth til at sende den lille dreng et solstrålende smil, inden hun bøjede sig ned og tog imod tulipanen, mens hun gav ham et kys på kinden. Mange misundelige øjne så til, men heldigvis var de fleste tredje årgang eller derunder. De måtte jo ikke komme med til ballet, så de blev i opholdsstuen. Men så var Elisabeth også ude af døren og på vej op ad trapperne til forhallen.

De andre ventede på hende.

”Hvor blev du af?” udbrød Janice med det samme, da Elisabeth kom til syne. Hun stak blomsten ned i den første den bedste blomsterdekoration, hun kom forbi. ”Hvad er det med blomsten?”

”Det var en gave.” forklarede Elisabeth med et skævt smil, idet hun gav dem alle et hurtigt kram.

”Fra hvem dog?” Det var Janice, der spurgte. Selvfølgelig, ville hun vide det. Men Elisabeth trak blot på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. En lille fyr fra første årgang, tror jeg.” Det fik Janice til at le. ”Hold op, Janice, han var sød!” påstod Elisabeth som det sidste, inden de begav sig ind i storsalen. I aftenens anledning var de sædvanlige, lange kollegieborde blevet fjernet, og i stedet erstattet af små, runde borde, hvor man kunne sætte sig. Denne aften skilte man ikke kollegierne fra hinanden – man kunne sætte sig der, hvor man havde lyst. Så pigernes fandt sig en plads ved et hjørnebord. Snart efter slog John og Thomas sig til dem. Kim og Thomas var ikke kærester, mente Kim stædigt; hun var skam blevet udfrittet af Janice ligesom resten, og hun vedblev at mene, at der skulle noget officielt til. Men med Thomas og John ved bordet, fik Elisabeth og Samantha ikke set særlig meget til dem, hvilket også var okay. På det punkt var pigerne meget fornuftige, mente de. Man skulle have lov at lave, hvad man havde lyst til. Selvom de tit tilbragte tiden sammen, var det intet tvungent.

 

---

 

De indtog et fantastisk festmåltid. Humøret var forrygende, musikken var god, som så var også maden. Det var allerede blevet uudholdeligt varmt i storsalen, så dørene stod op ud. Det var på det tidspunkt, at rektor rejste sig.

”Ja, mine kære elever. Ekstraordinært god mad, ikke sandt? Bordene bliver nu ryddet.” Idet han sagde det, forsvandt alt maden, samt tallerkner og bestik. Glassende fik man selvfølgelig lov at beholde. ”I bedes alle rejse Jer.” Som sagt, så gjort. Alle som én rejste de sig. Med et sving af rektor stav, fór alle borde og stole nu ud mod væggene, så der blev dannet et dansegulv. ”Jeg mig selv, med min respektable borddame her, vil indtage dansegulvet som de første. I skal være velkomne til at følge efter.” Med de ord bød han sin arm til Charlotte White. Traditionen tro, var den første melodi, der spillede, en vals. Rektor havde prøvet det før, det var tydeligt. De resterende lærere rejste sig samtidig fra deres bord, og blandede sig med eleverne. Der var ingen, der fulgte efter.

”Walsingham?”Samantha og Elisabeth drejede begge hovederne, for at se, hvem der havde talt. Samantha kunne ikke lade være med at smile. Det var vidst en fyr fra Elisabeths eget kollegium, vurderede hun, og vendte sig taktfuld en anelse rundt, så hun ikke blandede sig. Et kort udtryk af frygt viste sig i Elisabeths øjne. Så sukkede hun kort, og så ned.

”Ja.” Nu smilede hun igen, og tog imod hans fremstrakte hånd. Det var de første, der gik på gulvet, efter rektor, derefter fulgte mange andre par.

Samantha trak sig tilbage mod væggen, og var fuldt ud tilfreds med blot at se på. Hun vidste, at inden længe ville musikken alligevel skifte og give plads til de unge, for juleballet drejede sig ikke længere om gode manerer, generte øjenkast og forsigtige forespørgsler.

Nu skiftede folk partnere. Samantha rynkede brynene, da hun så Thom sammen med Charlotte. Hun vidste det ikke, men det var jalousien, der nagede i hende, selvom hun sagde til sig selv, at det da kun var det rigtige, at de dansede sammen. Det var i forvejen ilde set at lærerne mængede sig med eleverne, så måtte de jo mænge sig med hinanden i stedet. Hun sled blikket fra dem og bemærkede, at hun langt fra var den eneste, der havde set dem. Mange piger havde håbet på at de kunne snige sig til en dans med den flotte lærer, men dette knuste mange af deres drømme.

Samantha satte glasset fra sig et tilfældigt sted, hvorefter hun forsøgte at bane sig vej hen til døren, så hun kunne komme ud. Det lykkedes, efter hun havde måttet ty til sine albuer mere end én gang. Hun tog taknemmeligt imod den kølige brise, der kom ind gennem den store egetræsport, og fortsatte udenfor. Hun var langt fra den første, der havde søgt den friske luft udenfor og mange par havde allerede fundet sig et passende afsides sted, hvor de kunne være alene. Samantha smilede bittert af dem, men vendte sig, da nogen kaldte på hende. Elisabeth kom ned mod hende med lange skridt.

”Samantha! Kan du så komme ind igen! Jeg vil ikke tilbringe hele aftenen på dansegulvet, og se dig på sidelinjen hele tiden!” Samantha skulle til at protestere, men indså, at det var nytteløst overfor Elisabeth, og gik resigneret med. Da Elisabeth trak hende ud på gulvet, gav hun heller ingen protester fra sig, for som allerede nævnt, så var det nytteløst. Og da musikken spillede, gav Samantha op, og lod sig bare føre med. Hun ville ikke tillade sig selv at surmule hele aftenen. Melodien var hurtig nu, der var igen ingen sang, men folk vidste, hvad det var. Turdanse. Samanthas humør var oppe igen, da folk havde indfundet deres pladser. Egentlig, så var der ikke særlig meget system i det, fordi melodien var så hurtig, at alle snart kludrede i det. Men pointen var også bare, at pigerne skulle kastes fra arm til arm og hvirvles rundt til de var helt desorienterede – og det blev de. Samantha havde ingen idé om, hvor mange forskellige hun fik danset med eller hvordan hun kom fra den ene til den anden – de var der bare. Og så var det, at hun lige pludselig fandt sig selv med armene om halsen på Thom. Der var ingen tvivl om, at de var meget overraskede begge to – det stod malet i Thoms ansigt, og Samantha mente nok, at hendes eget ansigtsudtryk ikke var meget anderledes. Det var kun et øjeblik. Så var Samantha videre til næste og øjeblikket var glemt – næsten. Da musikken emmede ud, gik hun igen ud af storsalen. Men hun gik ikke ud denne gang. Hun søgte mod de øde korridorer på etagerne ovenover og fandt, hvad hun søgte - stilhed. Og ro til at tænke. Hendes blik vandrede ud af et af de store vinduer, da hun lænede sig let mod den kolde marmorvæg. Langt nede, kunne hun se folk, skygger, bevæge sig rundt udenfor. Det var mørkt, men lyset strømmede ud fra slottet, så området nær dørene forblev oplyste. Hun var ikke klar over, om hun havde stået der bare nogle minutter eller en hel time – tiden var ikke, hvad den havde været, men kulden var i hvert fald begyndt at krybe ind under huden på hende. Så hørte hun dem. Fodtrinene. Men hun ignorerede dem, ville ikke forstyrres. De tonede bort. Fra korridoren ovenover hørte hun fnis og hviskende stemmer. Hun trak lidt på smilebåndet, men det var det. Hun blev fraværende igen. Derfor gav det et sæt i hende, da en hånd lukkede sig om hendes arm. Forskrækkelsen stod stadig skrevet i hendes øjne, da hun vendte sig om, men det var bare Thom. Hans øjne var mørke og hans stemme hæs, da han talte.

”Denne gang kan du ikke flygte, Sam.” Og så trykkede han sine læber hårdt mod Samanthas. Han følte en dyb tilfredsstillelse ved at høre hende gispe overrasket, inden hun kom ham i møde med en sådan kraft, at han blev chokeret. Det første lyn af begær slog så hårdt, at det slog luften ud af dem. Det zigzaggede gennem dem, som et brag af kraft og elektricitet. Samantha ville have sværget på, hun følte hver hjernecelle blive grillet.

Thom greb instinktivt hårdt fat i hende, strøg op over hendes ryg og knyttede næverne i hendes kjole. Han flåede utålmodigt og nærmest desperat i den, for at få den af. Og bandede fælt, da Samantha stoppede ham.

”Nej, Thom… Ikke her..” Hendes hænder var begravet i hans hår, hans læber vandrede på hendes hals, hun kunne knap få ordene sagt. Men alligevel sled de sig tilbage til virkeligheden et øjeblik. Deres øjne mødtes i fælles forståelse.

”Alt eller intet.” bemærkede Thom mørkt. Følelserne stod tydeligt skrevet i hans øjne. Samantha gav op.

”Så bliver det alt.” medgav hun og lagde sin mund over hans. Hun nærmest kurrede det, mens hun dryssede en række kys over hans ansigt og hals, før hun fandt hans mund igen og gav ham et dybt, intenst kys. Hans længsel efter at røre ved hende var så stærk, at han fik arbejdet sin hånd ind mellem deres kroppe for at finde hendes bryster.

Hun rettede sig op med hivende åndedræt og skælvede en enkelt gang. Så spredte der sig et langsomt, feminint smil på hendes ansigt. Mens hun så, at han så på hende, tog hun fat om knapperne i hans skjorte og åbnede dem. En for en.

”Jeg bestemmer den her gang,” oplyste hun ham, mens hun langsomt skubbede hans skjorte udover skuldrene. Så rakte hun hænderne om på ryggen for at løsne kjolen, i rigtige gallakjoler har man jo ingen bh på, og lod den falde. Da de smukke, hvide bryster kom frem, pustede Thom langsomt ud.

”Så… det sætter jeg stor pris på.” Samantha sukkede frydefuldt.

”Rør ved mig. Jeg har ligget i timevis hver nat og længtes efter, at du skulle røre ved mig.”

Han strøg fingrene over hende, og så hendes øjne blive mørke og slørede.

”Jeg havde svoret på, det her ikke måtte ske.”

”Jeg havde svoret på, jeg ikke ville give dig noget valg. Åh, mon dieu, tes mains.” Hans store, lækre, stærke hænder, der var ru efter hårdt arbejde.

Hun var så blød som rosenblade, nøjagtig, som han havde forestillet sig. Han ønskede at være blid og forsigtig. Men kunne ikke stoppe sig selv. Og da hun lænede sig ind mod ham for at parre sin mund med hans igen, tog hans hænder mere og mere grådigt. Hans hænder gled ned af hendes lår, og han løftede hende i en behændig bevægelse op i vindueskarmen. Han var så skør efter hende, at han skrabede tænderne let over hendes skulder og indsnusede hendes duft, som en ulv, der snuser til sin mage. Og så stønnede de begge vildt, da hans læber vandrede ned over hendes bryster.

Han er så varm, tænkte hun, mens fornemmelserne piskede til hendes sanser. Hans mund, hans hud, der føltes så hed mod hendes. Som om de brændte op af feber begge to. Hans hjerteslag var som en galop, det samme var hendes, mens de ræsede af sted for at tage mere af hinanden. Følelsen af hans krop, der pressede mod hendes, var vidunderlig og fik hende til at føle det, som om hun flød under tordenskyer.

Samantha følte sig stærk. Den første usikkerhed var som blæst væk, og hun strøg krævende hænderne gennem hans lange hår. Det faldt hende ikke længere ind, at nogle eventuelt kunne komme forbi – den tanke var fløjet sin vej sammen med usikkerheden. Og hendes tålmodighed var ved at slippe op. Hun fumlede hektisk med hans bukser for at få lynlåsen op, men hans egne hænder tog over. I det øjeblik lod Samantha sig glide ned på gulvet igen, så de store skørter kunne falde til jorden, samtidig med, at hun lod trusserne falde. I samme sekund blev hun løftet op i vindueskarmen endnu engang, og Thoms mund lå igen over hendes. Utålmodigheden og desperationen kunne næsten smages. Hun nappede ham i underlæben, krævede, og skød ryg ind mod ham. Længsel og lidenskab, der var bygget op over måneder, år, blev sluppet fri på én gang. Og da han endelig trængte dybt ind i hende, lod hun hovedet falde bagover med en triumferende lyd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...