Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
717Visninger
AA

5. Hjemme igen

Så blev det efterårsferie. Samantha brugte susepulveret til at komme hjem med fredag eftermiddag, men først efter at have sagt farvel til de andre. Hun lovede at skrive både til Elisabeth og Janice på Hogwarts og til Kim, som befandt sig hjemme, og så måtte hun af sted. Hun havde ikke meddelt sine forældre hvornår hun ville komme, men hun håbede på, at de var hjemme når hun kom.

”Vi ses i næste uge, piger!” Med de ord kastede hun pulveret ind i flammerne, som straks blev grønne, bøjede hovedet og trådte ind i kaminen. ”Queen Victoria Street 14, London!”

Sekunder senere gled hun ud af kaminen, i huset på Queen Victoria Street. Hun rejste sig fortumlet op og begyndte planløst at børste aske af sig selv.

”Sam!”

Samantha så op, og et smil bredte sig på hendes ansigt.

”Mickey!” Hendes storebror løftede hende op og svang hende rundt i stuen. Samantha lo glad.

”Jeg havde ikke ventet at finde dig hjemme nu.” smilede hun, da han satte hende ned igen. ”Hvad laver mor og far?”

”Jeg skulle også først være kommet til jul, men planerne blev ændret.” forklarede han hende og færdiggjorde det påbegyndte arbejde med at børste aske af hende. ”De skulle i byen. Jeg tror de skulle spise ovre hos Collins, men ikke hæng mig op på det!” Han smilede over hele hovedet, og Samantha med. Det var så længe siden de havde set hinanden. Nå ja, det kunne vel have været værre, det var kun siden sommerferiens slutning, men de havde altid stået hinanden nær. Mickey var en ideel storebror. Ligesom resten i familien var han magiker, men havde valgt at gå en anden vej end de resterende; nu læste han til politimand et sted i Derbyshire, men Samantha vidste ikke hvor. Det var jo ikke fordi det var så langt væk, men han havde sjældent tid til at komme på besøg, han havde så travlt med sine studier.

”Jeg forstår aldrig hvorfor du har valgt at leve som muggler, Mickey. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg ville ikke opgive det her for noget som helst!” Samantha slog ud med armene mod stuen. Billederne, som bevægede sig lystigt mellem rammerne og snakkede med deres naboer, strikkepindene, der egenhændigt var ved at strikke et par nye sokker, radioen, der lige nu erklærede, at det var tid til Heksetimen og uret, som i stedet for almindeligt, bestod af en kopi af solsystemet med alle dets planeter. Tv havde de end ikke. Selvfølgelig var det et mugglerkvarter de levede i, men en yderst nyttig besværgelse gjorde, at så snart en muggler trådte ind ad døren blev alle tegn på magi udvisket.

”Nåh, det kan skam også være, at jeg ombestemmer mig når jeg engang flytter hjemmefra.” forsikrede han hende alvorligt, og lyste så op i et smil. ”Jeg får besøg af nogle venner i aften – det har vist sig, at mugglerne er gode til at feste! Du burde tage med os, i stedet for at sidde herhjemme alene, mens alle andre har det sjovt.” Samantha smilede overbærende.

”Men hvad skulle jeg lave med dine venner?” spurgte hun og gik forbi ham ud i køkkenet.

”Joo, kom nu, Sam!” Mickey fulgte humpende efter hende ud i det lille køkken. Den lille halten var et levn fra en ulykke nogle år siden, hvor ingen rigtig havde troet på, at Mickey ville overleve. Så de var taknemmelige over, at det var det eneste, der stadig var i udu. ”Jeg tager også en pige med.” Den bemærkning fik Samantha til at vende sig rundt mod ham. Han havde et glimt i øjet.

”Min storebror med en pige? Hvem er det, der har haft held til at indfange dig i sit net?” Mickey lo af hendes forbløffede udtryk.

”Hold op med at se sådan ud, Sam, bare fordi du aldrig har set din bror med en pige! Hun hedder Sarah, og jeg studerer sammen med hende. Hun bor i Derbyshire et sted, og har gået på Hogwarts. Hun er et år yngre end mig og..”

”Det er fint, Mickey, jeg bad ikke om et helt foredrag!” afbrød Samantha ham smilende, inden hun igen vendte sig mod køkkenet og åbnede køleskabet. ”Sarah…” Hun smagte lidt på navnet og vendte sig mod sin bror igen. ”Husk nu, at jeg skal godkende hende inden der sker noget.” indprentede hun ham og prikkede ham i brystet med den ene finger.

”Rolig nu Sam, det er mig der er den store her! Mig, der skal passe på dig.” huskede han hende om og trak en stol ud fra bordet, som han satte sig på. Samantha fulgte hans eksempel, efter at have sparket køleskabsdøren i.

”Du skal ikke blande dig i mine affærer, storebror, du ved jeg hader det!” Samantha så bebrejdende på ham.

”Men du er måske i din fulde ret til at blande dig i mine?”

”Selvfølgelig, jeg er jo lillesøster, vi skal være sådan.” lød hendes svar, inden stilheden sænkede sig over dem.

”Erhm, der i aften?” Mickey så opfordrende på hende, da hun startede. ”Hvor mange kommer der?”

Mickey kneb øjnene sammen et øjeblik.

”Hvis du tager med… Syv. Tre piger og fire drenge.”

”Så tager jeg med.” afgjorde Samantha. ”Men kun fordi jeg er ved at dø efter at møde den pige!” Hun rejste sig smilende fra stolen, og trak sin bror med sig. ”Men det betyder, kære bror, at du netop har fordømt dig selv, til at hjælpe mig med mit tøjvalg!” Mickey stønnede teatralsk, men fulgte velvilligt med hende op ad trapperne til hendes værelse.

 

---

 

Samantha sad på sit værelse ved sit sminkebord, og var netop ved at færdiggøre sin makeup, da dørklokken kimede. Hun hørte Mickey styrte ned ad trappen for at åbne, og smilede for sig selv. Samantha havde aldrig været så meget for makeup, men hun synes næsten, at hun var nødt til at gøre lidt ud af sig selv på sådan en aften. Det gav et sæt i hende, så hun tværede mascara tværs over næseryggen, da hun hørte stemmerne nedenunder. Hans stemme var genkendelig.

”Mickey! Godt at se dig! Fremragende idé du fik dig der, og så lige i den ferie jeg har fri!” Der hørtes lavmælt latter fra nogle af de andre, men Samantha kunne ikke fokusere på dem.

”Godt du kunne komme, Thom, det er længe siden jeg har set dig! Vel ikke siden sommerferien for to år siden?” lød Mickeys svar, og Thom bekræftede, at det var så længe siden. Samantha hørte, at han hilste på de andre, men var kommet sig lidt over chokket, og var nu i færd med at fjerne den mislykkede mascara igen. Hun bandede i sit indre. Hvorfor? Hvorfor havde hun taget det for givet, at Thom skulle blive på skolen i ferien? Selvfølgelig fordi lærere aldrig holdt fri. Men det gjorde de jo. Når kun en tredjedel af eleverne var tilbage på skolen, så var der naturligvis heller ikke brug for så mange lærere. Samantha havde lyst til at slå sin bror, men fortrød straks sine tanker. Han vidste ikke noget om hende og Thom og havde heller ikke gjort det dengang. Hvordan skulle han kunne have vidst det? Hun hørte skridt på trappen, og skyndte sig at tørre resterne af det sorte af. Det bankede på døren, og Mickey stak hovedet ind.

”Er du snart fær..- Hold da op!” Han fløjtede lavt. ”Hvad er der sket med min lillesøster?” Samantha smilede svagt.

”Det var dig selv der valgte tøjet.” mindede hun ham om og rejste sig graciøst fra stolen. Efter at have tømt hendes skab og have spredt samtlige af hendes tøjdele ud over gulvet var de blevet enige om en sort og rød kjole. Kjolen gik hende til lidt over knæene og var sort helt op til brystet, hvor den var skåret, og gik over i vinrød, med knapper og små ærmer. Kjolen sad stramt og på benene havde hun sorte stay-ups. Det var tilpas piget, til at hun ville have det på, og tilpas ikke-udfordrende til, at Mickey ville tillade at hun bar det. Håret havde hun ladet hænge løst.

”Jeg kommer om to minutter.” forsikrede hun ham, og jog ham derefter ud, så hun kunne blive færdig. Da han kom ned, kunne hun høre, at de andre spurgte hvad han havde lavet.

”Tjekkede op på min lillesøster. Jeg har inviteret hende med, jeg håber ikke det gør noget.” Samantha gik glip af resten af samtalen, for nu trak hun i de små sorte sandaler, der havde en lille hæl på sig, ikke noget vildt, og gik ud af døren. Hun havde ingen taske med sig, for Mickey havde sagt, at han ville betale for hende. Samantha rendte jo ikke rundt med mugglerpenge i lommerne, i modsætning til ham.

Der blev stille i køkkenet, da hun nåede enden af trappe. Der sad seks mennesker; Mickey, Thom, to fyre Samantha ikke genkendte og to piger, som hun heller ikke kunne genkende. En af dem måtte være Sarah. Til sidst brød en af fyrene, som Samantha ikke kendte stilheden.

”Samantha, ikke? Mit navn er Austin.” Han kom hen og trykkede hendes hånd, storsmilende. ”Jeg har svært ved at tro, at du kun er 16.” tilføjede han med et glimt i øjet.

”Austin…” lød Mickeys stemme. ”Det er min lillesøster.” Det var i sig selv en uvæsentlig ting at sige, eftersom de utvivlsomt allerede vidste det, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af; hold fingrene for dig selv. Samantha kunne dog høre, at det ikke var helt alvorligt. Mickey var ved at lære, at hun ikke var nogen lille pige længere. Pludselig var der larm i køkkenet igen. Mickey kom hen til hende, og trak hende med sig over til pigerne.

”Samantha, Sarah. Sarah, Samantha.” Sådan lød hans introduktion af pigerne. Samantha smilede til kvinden foran hende. For kvinde, det var hun. Hun lignede en supermodel med sin højde, sin perfekte figur og det sorte, kortklippede hår. Men Samantha erfarede hurtigt, at hun var meget flink.

”Samantha, jeg har hørt så meget om dig!” Var hendes første ord til Samantha, idet hun smilende rakte hånden frem.

”Og jeg om dig.” Samantha trykkede hendes hånd, og hilste derefter på den anden pige, som var en af Sarahs veninder. Hendes navn var Maria, og hun virkede til at være en anelse mere tilbageholden, men så ud til at være betaget af den fjerde fyr, som Samantha hilste på lidt efter. Hans navn var Eric. De virkede alle sammen som søde mennesker, men Samantha var alligevel lidt overvældet. Der var jo ikke én af dem, som var under tyve! Hun følte sig meget lille, men var taknemmelig for, at de ikke behandlede hende som den lillesøster hun var, men som en på deres egen alder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...