Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
721Visninger
AA

1. Gammelt bekendtskab

”Sam!”

”Sam, kom nu!”

Samantha slog sine øjne op, og så forvirret op i ansigtet på sine tre veninder, Kim, Elisabeth og Janice. Så forskellige ansigter stirrede ned på hende. Kim, som var en lille mørk skønhed med knaldsort hår og skæve øjne. Elisabeth, den blonde Gudinde med sine lange lokker og dystre blå øjne. Janice, som var klassisk amerikaner og ikke besad nogen overvældende skønhed, men derimod en livsenergi, der gjorde hendes udseende uvæsentligt. Og så var der Samantha selv, som hverken var smuk eller frastødende at se på. Hun havde et lidt specielt udseende med sit brede ansigt og lille mund, samt en lige og regelmæssig næse. Men det lange og glatte kastanjebrune hår og øjnene, som sad langt fra hinanden, men ledte tanken hen på mudret mosevand, fik drengene til at se en ekstra gang på hende. Og ved andet blik blev hun faktisk utrolig køn at se på, hvilket var grunden til, at hun også blev regnet som en af de mest attraktive piger på skolen.

”Vi når Hogsmeade station om fem minutter!” Kims underlige vietnamesiske accent var tydelig når hun snakkede, den gjorde ligesom hendes sprog mere syngende. Men Samantha kunne godt lide det.

”Ja, se og vågn op og få skiftet tøj! Vi andre skiftede for flere timer siden.” medgav Janice, der var i færd med at fæstne præfekt-emblemet på hendes kappe. Ja, præfekt. Janice skulle starte på syvende årgang, hvor de andre kun skulle til at starte med deres sjette. Der var ingen, som rigtigt vidste hvordan pigerne var blevet venner. Måske fordi de alle var så forskellige, og derfor holdt så godt sammen. Janice havde været den første til at tage imod dem, da de som 11-årige ankom til skolen. Både alder og kollegium skilte dem ad. For at være helt korrekt, så kom de fra hver deres kollegium. Samantha selv var blevet fordelt til Ravenclaw, Kim til Hufflepuff og Elisabeth til Slytherin. Janice var fra Gryffindor. At Elisabeth var kommet på Slytherin gjorde hende til lidt af en outsider i deres lille gruppe, men hun var uigenkaldeligt medlem af den og satte skam sit præg derpå med sit dystre sind.

”Jeg fatter ikke I hidser jer sådan op over det.” bemærkede hun, fra sin plads på sædet, hvor hun havde sat sig igen. ”Det er trods alt ikke første gang vi har haft sommerferie.”

”Årh, hold nu op med være sådan en lyseslukker, Lizzy! Vi glæder os bare.” bed Samantha hende igen, idet hun rejste sig og begyndte at bakse, med at få fisket sin uniform ud af sin kuffert. Venindernes forskellige væsner resulterede ofte i nogle ret heftige diskussioner, men inderst inde holdt de alle af hinanden.

”Ååh, jeg ville ønske jeg havde en figur som din, Sam!” kom det spontant fra Kim, da Samantha uden tøven smed tøjet for at trække i sin uniform. Selv var Kim lille og kompakt bygget og måske en anelse buttet, men det klædte hende kun. Det forhindrede hende alligevel ikke i at være misundelig på venindernes høje og slanke skikkelser.

”Få jer nu gjort færdige, piger, jeg har travlt!” kom det utålmodigt fra Janice, der stod ved kupédøren og trippede med foden, da toget rullede ind på stationen. Hun havde trukket rullegardinet ned, da Samantha skulle skifte tøj, men lod det nu rulle op igen. Som præfekt havde hun et ekstra ansvar i og med, at hun skulle hjælpe de små med at finde sig til rette og ydermere informere vejlederne om deres pligter.

”Er I klar? Kanon, så går vi!” Hun slog døren op, og de fire piger forlod Hogwartsekspressen som nogle af de første.

 

---

 

”Her er lige så flot som jeg husker det!” udbrød Samantha, da de trådte ind i indgangshallen, og kastede et blik opad, for endnu engang at se det kuplede loft, der var dekoreret med flere kalkmalerier. Malerierne bevægede sig ikke som så mange andre af Hogwarts billeder, måske fordi det var lavet direkte på væggen.

”Sam, det siger du hvert år!” kommenterede Elisabeth, og trak en anelse på smilebåndet. Det var sjældent hun smilede, det var kun de andre piger, som til nød kunne få hende til det.

”Ti stille, ti stille!” mumlede Janice, nærmest panikslagent, og så rundt. De tre andre piger smilede indforstået. De vidste hvor nervøs Janice havde været og sandsynligvis stadig var, over sit hverv som præfekt, for skønt hun havde været vejleder på 5 årgang, så var det intet mod at være præfekt.

Pigerne måtte nødtvungent skilles, da de trådte ind i storsalen (Janice ilede af sted til et eller andet klasselokale, hvor hun skulle mødes med de andre præfekter), for at sætte sig ved deres retmæssige langborde.

 

---

 

”Wickham, Zack.”

”Slytherin!”

Fordelingen var forbi. Samantha kunne skimte Elisabeth ovre ved Slytherins langbord, hvor hun klappede velkommende af deres nyeste medlem. I det samme gik dørene op, og præfekterne kom ind, for at sætte sig til bords. De havde ikke deltaget i fordelingen optagede som de havde været, af at diskutere deres pligter. Samantha kunne se Janice, sammen med den mandlige præfekt fra Gryffindor, John, hed han vidst. Janice fangede hendes blik, og mimede ved hjælpe af nogle håndfagter, at hun skulle se op mod lærernes bord, hvorefter hun himlede med øjnene på den særligt sigende måde; skynd dig at kig, der er en lækker fyr! Samantha havde slet ikke kastet andet end et flygtigt blik derop, men nu hvor hun kom til at tænke over det, så var det jo rigtigt, at de skulle have ny lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Det var stadig et berygtet fag at undervise i, og mange lærere stoppede efter et år. På de fem år Samantha havde været på skolen havde hun haft fire forskellige lærere. Og nu var det altså den femte. Hun skyndte sig at se derop, for Janice plejede som regel at have ret med hensyn til fyre. Hendes blik søgte hurtigt henover bordet, og standsede ved den nye lærer. Al farven forlod hendes ansigt, og det ganske hurtigt.

”Er du okay, Williams?” lød det forsigtigt fra siden, og Samantha vinkede afværgende med hånden. Hun blinkede et par gange, men læreren var og blev der. Hun bed tænderne sammen og vendte blikket mod sit bæger, hvorefter hun tog en slurk forfriskende græskarjuice. Hun havde aldrig nogensinde overvejet, at han skulle have gjort alvor af sine planer om at blive lærer på Hogwarts. Hvor lang tid siden var det hun havde set ham? Vel nogle år efterhånden, det var vidst ikke siden starten af fjerde årgang? Han var gået ud af Hogwarts, netop som hun begyndte på sit første år. Han var syv år ældre end hende, og hun havde kendt ham længe. For han var en kær ven af hendes storebroder, og de opholdt sig tit i deres hjem. For at være helt ærlig, så havde Samantha haft en lille flirt med ham, dengang på hendes fjerde år. Men det var længe siden og det var ikke blevet til noget, for dengang havde aldersforskellen virket alt for uoverskuelig. Men hvad så nu? Samantha var 16. Så måtte han være omkring 23.

”… vores nye lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter, professor Thom Russell!”

Det gav et sæt i Samantha, da hans navn blev nævnt, og uheldigvis så hun op på ham, da han rejste sig. Der hørtes utallige henførte ’ååh’er fra pigerne, men Samantha sagde ingenting. For hun stirrede lige ind i de ravfarvede øjne, som også havde fortryllet hende dengang, for to-tre år siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...