Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
719Visninger
AA

6. Forbandede Isterning

Samantha havde aldrig før været inde på den bar de var på, selvom hun boede i samme by. Hun var kommet ind selvom hun var under 18 – med sin brors hjælp vel at mærke. Der var usædvanligt mange mennesker i rummet og der var nærmest helt tåget. De fandt sig ret hurtigt et bord, da nogle andre forlod stedet, men der var ikke stole nok. Samantha, Sarah, Maria, Austin og Eric var hurtige og fangede sig en stol, så Mickey og Thom stod tilbage. Mickey tog dog ret hurtigt Sarah på skødet og fik sig derved en plads.

”Jeg kan se på dig du gerne vil sidde ved mig, Sam.” Samantha så op på Thom. Hun sukkede uhørligt og rejste sig op, så han kunne sætte sig. Han trak hende med sig ned, idet han satte sig, og lagde en arm om livet på hende, så hun ikke faldt ned. Det undgik ikke Mickeys opmærksomhed.

”Det er min søster du sidder med der, husk det nu.”

”Slap af Mickey, jeg kunne da aldrig drømme om at falde for hende.” Idet han sagde det strammede han sit greb om hende et øjeblik. Det var jo for sent.

 

---

 

Det var en god aften. Det var længe siden Samantha havde moret sig sådan blandt mugglere, men sandheden var, at hun kunne lide det. Musikken, stemningen, menneskene, det var alt sammen som det skulle være. Det eneste, som plagede hende gennem aftenen var Thoms nærhed. Godt nok var hun kommet ned på sin egen stol, da en flok piger fra et andet bord forlod stedet, men hun sad stadig tæt op ad Thom, så tæt, at deres skuldre og deres ben rørte hinanden. Bordet var nemlig ikke stort nok, til at der var tilpas meget space til dem. Man kunne måske også sige, at de var for mange folk.

Hen ad natten, måske omkring et-tiden, da folk var begyndt at se dybt i deres glas, også Samantha var langt væk, kom Austin med den idé, at de skulle spille et slag meyer. Så Samantha blev sendt op i baren, for at låne et raflebæger og ni terninger. Stemningen var tilbage, folk lo og snakkede, og også Samantha deltog i samtalen. På sin anden side havde hun Maria, som var flink til at få hende med. Spillet var halvfærdigt, da Samantha skulle på wc. Hun havde kun tre liv tilbage, så det gjorde nok ikke noget. Hun kæmpede sig vej mellem bordene og fandt et lille snusket toilet. Hun rynkede på næsen og skyndte sig at ordne hvad man nu ordner sådan et sted. På vej tilbage til bordet hørte hun højlydt latter, og så derhen. De havde åbenbart afsluttet meyer, og havde gang i et eller andet andet.

”Hvad laver I?” spurgte hun Maria, idet hun satte sig. Maria smilede.

”Det er isterning.” Da Samantha fortsat så spørgende på hende uddybede hun.

”En person starter med at have en isterning i munden, og skal sende den videre til sin sidemand, kun ved brug af munden, og sådan går det i ring, indtil isterningen af smeltet. Ja, så ved jeg faktisk ikke hvad der sker…” Derefter vendte Maria sig om mod Eric, for at tage imod terningen. Det virkede som om, at Samantha blev ædru på et øjeblik. Sende terningen videre? Med munden? Til sidemanden? Hun skævede til Thom, der stadig sad på samme plads. Det kunne hun da vel nok ikke gøre! Men der var ikke plads til flere skrupler, for nu trak Maria i hende. Et sekund mødtes deres læber hinanden, inden terningen var givet videre. Samantha vendte den i munden, forsøgte at trække tiden ud. Så vendte hun sig mod Thom, der lagde hånden over hendes nakke og trak hende hen til dig.

”Du schkal bare tage imo’ therningen, Thomm…” lød Mickeys uklare bemærkning et sted fra. Han og Sarah havde vist også gjort mere end ’bare at aflevere terningen’. Det var som om, at tiden stod stille for Samantha – hvis man spurgte hende bagefter ville hun ikke kunne sige, om det havde taget to sekunder eller to minutter, eller om det sågar var sket, men skete, det gjorde det. Deres læber mødtes. Det var jo ikke første gang, for engang for to år siden havde de kysset hinanden, men de var blevet ældre, og meget mere følsomme og opmærksomme nu. Samantha kunne mærke, hvordan Thom spændte i hele kroppen, og selv krævede det en enorm anstrengelse af hende, for at trække sig tilbage og slippe ham. Deres øjne mødtes et kort sekund, inden Samantha vendte øjnene væk. Det havde ikke været et kys, blot en flygtig berøring, men det havde tændt følelser, som var bedst at holde skjult. Pustet til ilden, som var vågnet fra dunkel glød til lysende flamme. Spillet fortsatte, Thom afleverede til Austin, efter en meget stor diskussion mellem dem, som afleverede videre til Sarah. Mickey så misfornøjet ud, men det var der ikke noget at gøre ved. Samantha kunne slet ikke koncentrere sig længere, og det var godt det samme, for isterningen stoppede på vejen imod dem igen.

”Jeg skal bruge noget luft.” mumlede Samantha utydeligt, og rejste sig fra stolen. Hun vaklede en smule, inden hun fik balance nok til at bevæge sig mod døren. Luften slog hende i møde, da hun kom ud. Hun lukkede øjnene, og lod vinden kærtegne sit ansigt. Det var en behagelig kulde, oven på barens tætte og indelukkede luft. Hun gik et par skridt ned ad en af Londons gader, og stoppede på gadehjørnet, så hun ikke kom for langt væk, lænede sig let mod muren.

”Samantha…”

Samantha vendte sig om med et sæt, og så på Thom. Han spredte armene halvt ud, som om han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre, men Samantha var hurtig, og lod sig falde ind i hans arme, som lukkede sig om hende. Hun gemte hovedet ved hans skulder – egentlig, så havde hun det rigtig godt dér. Hun mærkede hans læber mod sit hår og så op på ham. Han løsnede sin ene hånd og strøg en finger langs hendes kind, fulgte konturen af hendes hage, før han lod hånden dumpe ned.

”Hvad er det vi har gang i?” mumlede han lavt. Samantha havde det som om, hun var ved at drukne i hans øjne. Hun sukkede uhørligt.

”Du må gå ind igen… De vil undre sig over hvor du bliver af.” Efter en lille tøven lagde hun sin ene hånd over hans. ”Fortæl dem, at jeg blev træt og gik hjem.” Hun rystede svagt på hovedet. Thom trykkede sine læber mod hendes tinding, inden hun trak sig væk fra ham. ”Jeg har hygget mig.” Med de ord slap hun også hans hånd, og så var hun væk, forsvundet i natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...