Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
716Visninger
AA

10. Ferien

Og så var folk fri til at tage på juleferie. Dagen derpå så man mange trætte ansigter, og de fleste mødte først op til frokost. Dette gjaldt også lærerne. Samantha følte sig som en kat, der netop havde slikket de sidste dråber af en kvart liter fløde af knurhårene. Og da de endnu engang kom til at snakke om, at Elisabeth skulle blive på skolen i ferien, satte Samantha sig imod. Elisabeth tog da bare med hende hjem! Så enkelt var det. Samantha var sikker på, hendes familie ikke havde noget imod det. Så sikker, at hun på det nærmeste tvang Elisabeth tilbage til Slytherins opholdsstue så hun kunne pakke, hvad hun ville få brug for. Juleferien varede kun knap to uger, men det var nu den bedste på året, mente Samantha. Og hun skulle nok sørge for, at Elisabeth ville komme til at synes det samme.

Derfor var det to og ikke én pige, der gled ud af kaminen i familiens Williams’ hjem. Samantha havde ikke haft mulighed for at snakke med Thom siden ballet, men det accepterede hun. Dagen efter havde jo været hektisk, og alle havde haft travlt med at pakke. Thom havde jo også en familie, han skulle hjem til. Eller i hvert fald en far. Så vidt Samantha vidste, var Thoms mor gået bort allerede inden han begyndte at kunne huske.

Men hjem til London kom pigerne i alt fald. Som forventet tog Samanthas forældre godt imod den kolde Slytherin-pige, og Elisabeth tøede langsomt op, da hun begyndte at føle, hun ikke længere bare trængte sig på i deres hjem. Samantha blev trist over at få at vide, at Mickey først ville ankomme juleaften, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Det var dejligt, bare at få ham at se, inden de skulle tilbage til skolen.

 

---

 

”Du er sikker på, vi ikke lige skal stikke rundt om hjørnet, så du kan få sagt hej til din familie?” Samantha så på Elisabeth, der var ved at fæstne den sidste ørering i øret. Samantha var ikke den eneste, der var født og opvokset i London – det var Elisabeth også. Det var godt nok ikke ’lige rundt om hjørnet’, da det nærmest var i den anden ende af byen, men i London var det trods alt, og det gik ud over Samanthas forstand, hvordan man ikke ville sige glædelig jul til sine forældre.

”Jeg er sikker.” erklærede Elisabeth, inden hun rejste sig og kom hen til Samantha. Det var ufatteligt, at uanset hvad Elisabeth tog på af tøj, endte hun altid med at se ud som om hun skulle have fornemt besøg eller et eller andet. Ikke som om hun bare skulle have sig en hyggelig juleaften med en andens familie.

Samantha var utålmodig efter at komme nedenunder, for hun var sikker på, hun havde hørt Mickey ankomme for to sekunder siden, og hun manglede virkelig sin storebror.

Og ganske rigtigt. Som noget af det førte, da de kom ind i stuen, så Samantha den velkendte ryg. For Mickey stod med et glas vin og betragtede juletræet, der var blevet pyntet med år efter års gammel pynt. Han nåede knap nok at vende sig, inden Samantha havde overfaldet ham. Han måtte løfte hende fra jorden med den ene arm, mens han balancerede med vinglasset i den anden hånd og lo sin enestående latter.

Under andre omstændigheder havde Elisabeth undret sig såre over, hvordan en genforening mellem to søskende, kunne være så hjertelig. Men ikke denne gang. Allerede, da hun trådte ind i stuen, havde hun været vagtsom, men da hun fik set ordentligt på hans ansigt, stivnede hun og blev, om muligt, endnu mere bleg.

Da Samantha mente, hun var færdig med at hilse, slap hun sin bror, og vendte sig mod Elisabeth igen. I det samme mærkede hun, hvordan også Mickey stivnede et splitsekund, da han så hende. Den anspændte stemning undrede hende.

”Mickey, det her er..-”

”Elisabeth.” afsluttede han sætningen for hende, uden at tage blikket fra Elisabeth. ”Vi er gamle bekendte.” formåede han at få sagt mere eller mindre naturligt. ”Jeg troede, hun var ældre.” Samantha så fra den ene til den anden. Elisabeth så pludselig meget mere sårbar ud. Det fik Samantha til at gå hen til hende, hvorefter hun vendte sig mod de resterende tilstedeværende.

”Vi øøh.. Vi henter lige et glas vin.”

Og så gennede hun Elisabeth tilbage til gangen, hvorfra de var kommet, for når Elisabeth så sårbar ud, så var der noget grueligt galt. De var knap kommet ud af døren, før Elisabeth hikstede og slog hænderne for ansigtet. Samantha mærkede, hvordan hun skælvede, som om hun frøs helt vanvittigt.

”Lizzy, tal til mig.” beordrede hun uden omtanke, mens hun fjernede hendes hænder fra ansigtet. ”Hvor kender du Mickey fra?” Elisabeth kiggede på hende.

”Har du ikke regnet det ud endnu?” spurgte hun tonløst og tørrede de forræderiske tårer af kinderne med bagsiden af sin hånd. ”Han halter på venstre ben, ikke?” Samantha rynkede brynene.

”… Jo.”

”For Fanden da, Sam, kan du ikke huske, hvad jeg fortalte dig?” Samantha så fortsat uforstående på hende. ”Høj, mørk fyr. Brændende øjne. Et kys. Tre uger i koma. Sam, tving mig ikke til at gennemleve det igen!” Samantha spærrede øjnene op.

”Nej! Nej, Lizzy, det kan ikke være ham. Det -kan- ikke være Mickey.” Hun rystede febrilsk på hovedet. ”Det er sandt, han var indblandet i en ulykke for tre år siden eller deromkring, men det var en besværgelse, der gav bagslag, Lizzy! Det var, hvad vi alle blev fortalt.” Elisabeths pupiller blev smalle.

”Det er ham, Sam. Jeg tager ikke fejl.” Hendes udtryk blev fjernt. ”Han har ikke ændret sig ret meget.” Det faldt Samantha meget svært at forestille sig sin storebror som den, der føjter med mørkemagikere i sin fritid, men hvis Elisabeth sagde det. Og hvor skulle de ellers kende hinanden fra? Samantha vidste det ikke.

”Jeg går op og pakker.”

”Hvad? Nej, vent!” Samantha sprang efter Elisabeth, der nærmest allerede var halvvejs oppe ad trappen. ”Du kan ikke tage hjem nu!”

”Samantha.” Elisabeth vendte sig mod hende, midt på trappen. ”Jeg kan ikke blive her.”

”Men det skal du!”

”Hvorfor?”

”Fordi…” Samantha kunne ikke komme på noget bedre argument, hvor indholdsløst det end var.

”Der ser du. Jeg går op og pakker.” Og så fortsatte hun op ad trappen med lange skridt. Men Samantha ville ikke slippe hende.

”Du skylder min bror at snakke med ham.” erklærede hun stille.

”Jeg slog ham næsten ihjel, Sam!”

”Og netop derfor, skal du snakke med ham! Jeg kender Mickey, Lizzy, og han har ikke glemt dig.” Samantha stillede sig trodsigt op over for Elisabeth. Men hun rystede bare på hovedet og tog de sidste par trin op ad trappen, inden hun forsvandt ind på værelset. Samantha bed tænderne sammen. Det skulle hun ikke have lov til! Og så smuttede hun ned ad trappen og tilbage til stuen, hvor der stadig herskede en akavet stilhed ovenpå det fatale møde. Samantha gik hen til Mickey, der straks kom hende i møde, med en masse uudtalte spørgsmål stående i sine øjne.

”Hvor er hun?” spurgte han tonløst, og flyttede øjnene til døren, som om han forventede, hun ville komme ind om et øjeblik.

”Hun pakker.” Samantha afventede hans reaktion. Og den var bedre, end hun havde forventet.

”Det kan hun ikke! Jeg går op til hende.” Og så gik han ud af stuen. Men Samantha kunne høre, det kun var et spørgsmål om, hvornår han var ude af syne, for så styrtede han op ad trappen. Hun smilede for sig selv, og vendte sig derefter om mod sine forældre, der ikke rigtig var blevet indviet i noget af det, der var sket.

”De har bare nogle tråde, der skal redes ud.” forklarede Samantha dem med et skuldertræk og tog Mickeys forladte vinglas op i hånden, for at tage en slurk. Nok mest for at berolige sig selv. Ovenpå kæmpede de deres egen kamp.

 

Da Mickey var kommet ind på værelset, havde han fundet Elisabeth på sengen. Hun lå udstrakt med hænderne foldet under hovedet, og stirrede op i loftet. Det var en stilling, han selv ofte befandt sig i, når han havde brug for at tænke. Mickey kunne ikke se nogen kuffert nogen steder. Så meget for at pakke. Han kunne se frygten i hendes øjne, da han nærmede sig hende. Og han kunne ikke forholde sig til det. Han havde oplevet både moderlig og søsterlig frygt og sorg gennem sin tid som storebror, men dette var nyt. Han anede ikke, hvad han skulle sige, for at få hende ned på jorden. Så han sagde ikke noget. Da han lagde sig på sengen ved siden af hende, tog hun armene ned og rullede om på siden, så hun havde ryggen til ham. Mickey holdt et suk inde, idet han rakte hånden frem og rørte let ved hendes arm. Hun krympede sig, som om hun forventede noget skulle ske.

”Jeg går ingen steder.”

Det var de første ord, der blev sagt, men det var tilsyneladende også de rigtige, for Elisabeth vendte sig rundt og lagde hænderne fladt mod hans brystkasse.

”Jeg er bange.”

”Ssch…” Mickey kærtegnede forsigtigt hendes kind. Han havde næsten glemt, hvilke følelser hun startede i ham. Men også kun næsten. For glemt eller ej, så kom de tilbage med fuld styrke nu. Da hans hånd lagde sig om hendes hage, løftede Elisabeth ansigtet en smule, så hun også fik øjenkontakt med ham. Hendes sårbarhed ramte Mickey som et slag i maven. Han huskede hende som en lille fyrig pige, der havde kæmpet en brav kamp for at overleve i en familie, der ikke anerkendte hende. Mickey var ikke stolt af sine handlinger, de ting, han havde afprøvet sammen med sine såkaldte venner – men det var fortid nu.

Sådan lå de i lang tid og så på hinanden, alt for overvældet af følelser til at sige noget. Elisabeths øjne fyldtes med tårer flere gange, men Mickey tørrede tårerne væk, så snart hun blinkede dem ned ad sin kind.

”Jeg er så ked af det.” lykkedes det endelig Elisabeth at få hvisket frem, hendes stemme var grødet på grund af gråden, hun havde kæmpet for at holde tilbage.

”Det må du ikke være. Det var min egen skyld.” Mickey trak hende tættere ind til sig og trykkede sine læber mod hendes pande. Da han mærkede, at hun ikke trak sig tilbage, at hun tværtimod slappede mere af, fik han mod til at sænke hovedet og søge hendes læber. Det var så stille, så forsigtigt, som berøringen fra en sommerfugl. Et øjeblik fik han ikke nogen reaktion. Så rørte Elisabeth på sig, gengældte om end en smule famlende kysset. De smilede begge, hun gennem sine tårer.

 

---

 

Samantha vendte sig forventningsfuldt om, da døren ind til stuen gik op igen. Der var ikke sket meget, siden Mickey og Elisabeth havde forladt stuen – man kunne ligesom ikke fortsætte uden dem. Samantha smilede, da hun så, de holdt hinanden i hånden, idet de kom ind. Hvad, der helt præcist havde foregået mellem dem på værelset, det fandt hun aldrig ud af – men den næste afsløring skulle forbløffe hende mere end noget andet. Elisabeth kastede ængstelige blikke mod Mickeys forældre, og Samantha så med undren, hvordan hun knugede hans hånd så hårdt, at hendes knoer blev helt hvide. Mickey rømmede sig.

”Mor og far.. Jeg håber, I har nået at opbygge en slags hengivenhed for Elisabeth.” Han kastede et kort blik på hende, for at søge støtte. ”Vi skal giftes.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...