Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
722Visninger
AA

3. Et møde

”Sam? Du er så tavs i dag?” Kim så bekymret på hende. Det var dagen efter hun havde haft de første timer med Thom, og hun havde ikke kunnet spise noget som helst.

”Ja, jeg er okay, Kim, jeg er bare lidt sløv…” svarede Samantha og smilede opmuntrende til Kim. De fire veninder sad nede ved søen under det store egetræ og hyggede sig. Det var fredag, og de havde lige afsluttet de sidste timer inden weekenden.

”Se, der er professor Russell!” udbrød Janice pludselig, og ganske rigtigt kom han gående ned mod søen. Janice vinkede ivrigt til ham.

”Janice!” Elisabeths stemme var skarp. ”Stop med at fedte sådan for ham.” sukkede hun og rynkede irriteret brynene.

”Jeg fedter ikke! Jeg synes bare han er en god lærer.” påstod Janice, som havde rejst sig op, da Thom var på vej hen mod dem. Elisabeth fnøs.

”Du er nøjagtig lige så betaget af ham som alle andre tøser.” Det værste var, at Elisabeth havde ret. Janice var betaget af ham, men det var blot almindelig beundring.

”Jeg synes nu heller ikke Sam virker så begejstret, gør du Sam?” skød Kim ind og så spørgende på Samantha. Hun så lettere forvirret op.

”Hvad? Nej, det er jeg heller ikke.” svarede hun, men vendte hurtigt blikket ned igen, da hun først nu opdagede, at Thom var på vej mod dem.

”Org hold op, Sam, det kan godt være du kan narre de andre, men de så dig heller ikke da han lagde an på dig.” Der var smil i Elisabeths stemme. I det øjeblik forbandede Samantha hende langt væk.

”Han lagde ikke an på mig, og dæmp dig så!” kom det hvæsende fra Samanthas mund, idet hun undgik de andres søgende blikke. Hun vidste, at når det var med den mine skulle hun nok få en tur bagefter.

”Godeftermiddag.” hilste Thom, da han nåede hen til dem. To lige så glade ’goddag’ fulgte, samt to mere beherskede, som om de ikke havde lyst til at sige det. Samantha vekslede blik med Elisabeth. Thom var så tilpas ung, at havde han ikke været lærer, så havde pigerne åbenlyst flirtet med ham, og sikkert også han med dem, hvis han havde været interesseret. Men da de skulle opretholde en vis afstand til ham lå det blot og ulmede under overfladen.

”Er du okay, Williams? Du ser minsandten lidt bleg ud.” Samantha bandede, og måtte tvinge sig selv til at se op og møde hans blik.

”Tak, professor, jeg har det fint, jeg er bare lidt træt efter dagens timer.” Hun mærkede sine veninders undrende blikke, eftersom de naturligvis syntes, at øjenkontakten mellem Thom og Samantha varede forbløffende længe. Men de kunne ikke se de følelser, som afspejledes i Thoms og Samanthas øjne. Samantha, dybt forvirret, og Thoms, en anelse undrende. De skulle virkelig snakke sammen på et eller andet tidspunkt. Hvem vidste, hvor mange rester af deres forhenværende følelser, der stadig rumsterede?

”Professor, angående afleveringen til på torsdag…”

Samantha sukkede lettet, da Kim ledte opmærksomheden væk fra hende. Hun lukkede øjnene og lod hovedet hvile på træstammen, som hun sad op af. Hun hørte ikke særlig meget af deres samtale, men gik ud fra, at Kim skulle have forklaret et eller andet.

”Sam!” Janices stemme rev hende ud af den tilstand mellem søvn og bevidsthed hun befandt sig i, og hun åbnede undrende øjnene. Thom var forsvundet igen. ”Forklaring! Har han lagt an på dig?” Forbandet være Elisabeth!

”Nej, Janice, han hjalp mig med Rennervate-besværgelsen.” svarede hun undvigende.

”Svar dem nu ordentligt, Sam. Han lagde an på dig!” Elisabeth rejste sig op, og trak Janice med sig i bevægelsen. Elisabeth var den højeste af dem alle, og kunne derfor let illustrere hvordan de havde stået.

”Her…” Hun drejede Janice rundt, så de stod mave mod ryg, hvorefter hun tog hendes hænder og førte dem op. ”Sådan.” Og så bøjede hun hovedet en anelse ned mod Janices øre og hviskede: ”Jeg kunne desværre ikke høre, hvad han sagde.” Janices øjne lyste af sensationslyst.

”Hvis dét ikke er at ligge an på, så ved jeg ikke hvad er, Sam!” Pigerne satte sig ned igen. Janice tydeligt besluttet på at høre hvad der var sket, og Elisabeth tilfreds med hvad hun havde udrettet.

”Han rettede på mig!” protesterede Samantha voldsomt og sendte et arrigt blik i retning af Elisabeth.

”Lad være, Sam, vi ved du altid holder staven perfekt, ikke piger?” bemærkede Kim, og de andre nikkede bekræftende. Samantha sukkede.

”Okay, og hvad så hvis han gjorde? Det er jo ikke fordi det er første gang nogen har lagt an på mig, vel?”

”Nej, men det er en lærer, Sam! En lærer! Og tilmed en af de flotteste af slagsen.” Janice fløjtede lavt og så stadig insisterende på Samantha, som sukkede. Hvad nyttede det, at lade være med at fortælle dem det?

”Jeg kender ham fra før.” sagde hun langsomt, og lod blikket glide rundt på dem. Der var et par sekunders tavshed. ”Han er en af min storebrors venner.” forklarede hun videre. ”Og han kommer tit hjemme ved os.” Hun smilede lidt ad deres forbløffede udtryk. ”For at være ærlig, så havde vi lidt sammen for to år siden.”

”Nå, så det var ham?” udbrød Kim og stirrede på hende. De havde jo hørt lidt om det allerede. ”Så er min nysgerrighed tilfredsstillet indtil videre, hvad siger I piger? Skal vi plage Sam mere end allerede?” Samantha kunne have kysset Kim for de ord. Det var som en fælles bemærkning for, at de måtte se at komme videre med deres dag.

 

---

 

Det blev aften og pigernes skilles igen, for at gå hver til sin opholdsstue. Samantha var dog ikke gået tilbage til opholdsstuen, da der stadig var ti minutter til klokken blev ni. Hun tullede lidt rundt i de lange korridorer, og så sig egentlig bare omkring. Hun mødte ikke mange elever eller lærere for den sags skyld på sin vej, og det var hun også godt tilfreds med. Mørket var ved at falde på udenfor, og faklerne, som hang på væggene, gav gangene et dunkelt skær. Hun standsede ganske kort ved et vindue, og så ud. Hun havde en glimrende udsigt over søen og skoven derfra hvor hun stod, selvom der ikke var meget lys udenfor.

”Sam?” Det gav et sæt i Samantha, og hun vendte sig hurtigt om. Det var første gang, han havde kaldt hende Sam. Thom stod i en døråbning lidt nede ad gangen, og lyset strømmede ud fra hans kontor. Hun havde slet ikke bemærket, at hun var gået den vej.

”Ja?” svarede hun ham, ganske ubetydeligt, da det nok ikke ligefrem havde været et spørgsmål.

”Kommer du ikke ind lidt?” Samantha tøvede et øjeblik. Så kastede hun et sidste blik ud ad vinduet, inden hun gik hen ad gangen, og ind på Thoms kontor. Han holdt døren for hende til hun var kommet ind, så lukkede han den igen. Hun vendte sig rundt, da hun var kommet ind og så på ham. Et øjeblik stod de bare og så på hinanden, som for ligesom at finde den rette stemning. Så trak han hende ind til sig i et kram, som hun gerne gengældte. Der var ikke andre følelser i det, end hvad venner ellers følte i sådan en situation, og det var Sam taknemmelig over.

”Det har jeg længes efter lige siden jeg så dig.” indrømmede Thom, idet han gav slip på hende og hun på ham. Samantha smilede stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var som om stemningen mellem dem var noget skrøbeligt, som kunne gå itu hvert øjeblik det skulle være.

”Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet du ville gøre alvor af dine planer.” sagde hun så omsider, egentlig bare for at bryde tavsheden. Hun vendte sig rundt igen og gik lidt længere ind i kontoret. Det var klassisk indrettet, med et skrivebord i midten, en bogreol mod den bageste væg og endnu en til venstre for døren. Til højre for døren var væggen fyldt med billeder af forskellige ting, og en højrød sofa prydede ydermere den side af kontoret. Eller var der ikke meget personligt over kontoret. Bag skrivebordet førte en dør ind til hans private gemakker, hvor han sandsynligvis sov og opbevarede sit klædeskab.

”Det havde jeg egentlig heller ikke selv. Og havde jeg vidst du ville være her endnu to år havde jeg helt bestemt ventet.” Thom betragtede hende mens hun så rundt, som om han afventede hendes bedømmelse af rummet. Hun vendte sig mod ham igen.

”Hvorfor?” Samanthas spørgsmål var kort, men insisterende. Hun ville have et svar.

”Det ved du godt, Sam. Mine følelser og ønsker er uændrede.” Hans blik hvilede på hende. Samantha vendte hovedet væk og gik planløst hen til den ene af hans bogreoler. Hun lod fingrene glide henover de forskellige titler.

”Jeg er blevet ældre.” sagde hun stille og vendte sig mod ham, støttede sig let til reolen med den ene skulder.

”Hvorfor siger du det?”

Hun trak på den skulder, som hun ikke støttede sig med.

”Det virkede bare rigtigt at sige det.” Et lille smil brød frem på hendes ansigt, og da også han fattede morskaben blev det større. ”Men, Thom?” Hun lagde hovedet let på skrå.

”Hmm?” Han så afventende på hende.

”Jeg har aldrig svunget min stav forkert.” Samanthas stemme var nærmest bebrejdende.

”Det ved jeg godt.” indrømmede han igen, med et lille smil, og støttede sig selv til dørkarmen. ”Dit sving var perfekt første gang. Jeg måtte bare føle du var der.” Samantha så ud til at stille sig tilfreds med den forklaring, men måtte samtidig erkende for sig selv, at noget af deres gamle gensidige tiltrækning stadig var der.

”Jeg må hellere se at komme tilbage til opholdsstuen.” Samantha så på ham. ”Klokken ni, du ved, og jeg vil helst ikke have strafpoint.” Et lille smil spillede i hendes mundvig. At han skulle trække point fra hende ville være utænkeligt. Hun kunne få ham fyret så let som ingenting, ved at fortælle, at han havde haft fysisk samkvem med en af eleverne. At det var for flere år siden spillede ingen rolle, alene det at han havde haft det var nok til at få sendt ham ud. Ikke at Samantha tænkte den slags tanker, men det gjorde han selv.

”Ja, det er sandt, lad mig følge dig tilbage.” tilbød han, og Samantha accepterede det uden indvendinger.

De gik i stilhed gennem de lange korridorer. Hvis Samantha havde kunnet det uden at falde, så havde hun lukket øjnene i, blot for at nyde det. Idet de drejede om et hjørne og skulle ned ad nogle trapper, strejfede deres hænder kort hinanden, og Samantha skyndte at trække sine til sig. Gangen ned til opholdsstuen var dunkel, og de kunne kun se hinanden halv i mørket, men det var lige meget. De vidste begge to nøjagtig hvordan den anden så ud.

”Vi ses vel i morgen.” sagde Samantha nølende, idet de nåede indgangen til Ravenclaws opholdsstue.

”Ja…” Thom tøvede. De stod overfor hinanden. Han løftede sin ene hånd og lod forsigtigt sin tommelfinger kærtegne hendes kind. Samantha kunne ikke dy sig, og lukkede øjnene. ”Sam…” Hun åbnede sine øjne igen, og så op på ham. To sekunder mere sådan og de ville havne i hinandens arme. Samantha drejede hovedet, og lod sine læber strejfe hans hånd, inden hun med et ryk var væk og godt inde i opholdsstuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...