Det år, hvor alt eskalerede

En fortælling om de 4 veninder Samantha, Elisabeth, Kim og Janice. For nogen af dem bliver det deres sidste år på Hogwarts.

7Likes
7Kommentarer
715Visninger
AA

2. De første timer

”… og så utrolig flot at se på, synes du ikke også, Sam?” Janice havde ævlet løs om den nye lærer, professor Russell siden den første aften. Samantha undgik helst at deltage i de samtaler.

”Jo, utrolig flot.” medgav Samantha, stadig fraværende, og hankede op i sin taske mens de gik.

”Og det så ud som om han stirrede lige ned på dig, da han blev præsenteret!” lød Kims stemme bagfra dem. Hun havde tilsyneladende indhentet dem. Samantha og Janice lod hende komme om foran, for med hendes lille størrelse blev hun nemt overset.

”Det tror jeg nu ikke.” svarede Samantha tænksomt, og trak på skuldrene. Hun havde endnu ikke fortalt veninderne om hendes kendskab til læreren. ”Måske vores blikke strejfede hinanden et flygtigt øjeblik, det var ikke noget særligt.”

Janice hvinede af fryd. Skønt hun havde et ansvar at leve op til var hun først og fremmest pige.

”Sig ikke i snakker om ’fantastiske Thom’ endnu?” brød Elisabeths stemme ind, da de drejede om hjørnet, og var lige ved at støde ind i hende. Modsat de fleste andre piger var hun ikke spor begejstret for ham, og hun mindede dem konstant om det.

”Sam havde øjenkontakt med ham.” indviede Kim hurtigt Elisabeth i deres samtale. Heller ikke Kim så ud til at være ovenud begejstret, men hun var også mere en drengepige, så drenge var ikke hendes bedste samtaleemne.

”Nej, hvor epokegørende.” var Elisabeths tørre kommentar, inden de alle standsede. Samantha og Elisabeth skulle have timer sammen, mens Kim og Janice var forvist til deres eget selskab i klasserne. Det blev til et par kram og farveller, inden pigerne skiltes.

”Hvad skal vi have nu?” spurgte Samantha henvendt til Elisabeth, da de begyndte at gå igen, i modsatte retning af de andre piger.

”Forsvar mod Mørkets Kræfter.” svarede Elisabeth og bandede lavmælt af en førsteårselev, der stod i vejen.

”Fald ned, Lizzy, de skal jo lige vænne sig til at være her, ikke?” sagde Samantha, lidt skarpere end hun havde planlagt. Måske fordi hun ville dække over de følelser der vældede op i hende, ved tanken om Forsvar mod Mørkets Kræfter. Det var deres første timer med Thom, og Samantha kunne ikke finde ud af, om hun så frem til det eller gruede for det.

”Hvad er der galt med dig i dag?” Elisabeth standsede hende og stirrede på hende. Pokkers også, Elisabeth bemærkede da også alt!

”Nåh, jeg er bare i lidt dårligt humør.” svarede Samantha undvigende, og forsøgte at se tvær ud. Om det lykkedes vides ikke, men Elisabeth begyndte i hvert fald at gå igen, med et lille fnys.

 

---

 

Der var allerede ankommet mange elever, da Samantha og Elisabeth kom ind i klassen. Faktisk, så kom de en smule for sent.

”Walsingham, S..-Williams, i kommer for sent!” lød Thoms dybe stemme, da de trådte ind i lokalet. Hvordan kunne han allerede deres navne? Samantha havde ikke undgået at bemærke hvordan han hastigt havde ændret, hvad han skulle til at sige. At kalde hende Sam ville nok skabe for meget undring hos de resterende elever. Det var jo ikke normalt, at elever var på fornavn med lærerne.

Elisabeth nøjedes med at skære en svag grimasse, inden hun satte kursen mod et af de bageste og ledige borde, mens Samantha mumlede et hastigt ’undskyld’ og fulgte efter Elisabeth. Det var en af de ting, som Samantha kunne lide ved Elisabeth; hun insisterede ikke på, at skulle sidde allerforrest, som Kim ville have gjort.

”Som jeg netop har informeret jeres klassekammerater om, så hedder jeg Thom Russell, og jeg har planer om at blive her længere end det ene år.” Hans øjne hvilede på Samantha mens han snakkede. Ingen fandt det besynderligt, det var trods alt hende og Elisabeth han talte til. Samantha sørgede midlertidigt for at undvige hans blik. ”Som så mange andre lærere skal i tiltale mig professor Russell, eller sir. Jeg er ny i mit fag, men jeg er så sandelig ikke til at løbe om hjørner med, på trods af min unge alder! Er det forstået?”

Elisabeth nikkede sammenbidt, mens hun stirrede på ham, mens Samantha blot nikkede til sit bord.

”Godt! I dag skal vi starte på noget nyt! Jeg ved jo ikke noget om hvad jeres tidligere lærere har lært jer eller hvor erfarne I er, men kommer jeg for langt ud, så må I endelig sige til!” Samtlige piger i lokalet udover Elisabeth og Samantha nikkede henførte til hans ord. Han var nu også betagende at se på. Hans hår var mørkt og bølgede let og nåede ned til hans skuldre – alene det var usædvanligt, men det klædte ham helt utroligt med det lange hår, og hans træk var aristokratiske om end en smule for ukonventionelle for hans profession. Ja, han havde forført mangt en pige i sine ungdomsår, som han egentlig var i endnu. 23 år, det var jo ikke gammel. Tværtimod var det forbløffende ungt, men han lod til at have styre på tingene.

”For at mestre faget Forsvar mod Mørkets Kræfter, skal man også være i stand til at hjælpe sine venner, hvis de kommer i nød. For eksempel, hvad gør I, hvis en af jeres venner er bevidstløse og I er ude af stand til at nå hen til dem i tide, for at redde dem fra hvad-det-nu-er-der-kommer?” Thoms blik skiltes endelig fra Samanthas skikkelse, og så ud over klassen. Ingen rakte hånden op, skønt flere kendte svaret. De var måske generte. Samantha havde selv rakt hånden op, hvis det havde været en anden lærer. Omsider blev Elisabeths hånd rakt i vejret.

”Ja, Walsingham?” Thoms blik blev igen rettet ned mod dem. Elisabeth trak på skuldrene.

”Man vækker dem vel, sir.” lød hendes svar. Næsten som om hun bare ville have brudt tavsheden.

”Præcis! Man vækker dem da. Er der nogen der ved, hvilken besværgelse man bruger til dette? Nå, ikke? Rennervate!” Thom var blevet helt ivrig, og så igen ud over klassen. ”Og det er hvad I skal beskæftige jer med i dag.” Flere af eleverne så bestyrtede ud. ”Bare rolig, folkens, jeg går ud fra i har lært besværgelsen for forhekset søvn?” Flere bekræftede, at det havde de. ”Udmærket. I finder sammen parvis og øver jer. Den ene lægger den anden i en dyb søvn for derefter at vække den anden igen, og sådan fortsætter I, mens I øver jer på forskellige måder.” Han klappede i hænderne og eleverne rejste sig som én.

”Lizzy?” Samantha behøvede blot nævne hendes navn, før hun vidste hvad der ville blive spurgt om.

”Selvfølelig, tror du jeg ligger min krop i hænderne på andre?” Elisabeths stemme var sarkastisk, men Samantha vidste, at hun mente det. Elisabeth stolede ikke på andre end sine tre veninder. Pigerne fandt et afsides hjørne, hvor først Elisabeth lagde sig ned. Det trak i hendes mundvige.

”Jeg forventer en god søvn, Sam.” Og så lukkede hun øjnene, og ventede. Samantha rystede på hovedet og fandt sin tryllestav frem fra sine gevandter. Hendes stav var 14” af blodbøg og med en kerne af drageskæl. Staven var fint dekoreret med efeuer, der snoede sig op ad staven og i håndtaget var bogstaverne S.W. indgraveret, hvilket naturligvis var Samanthas initialer. Samantha Williams. Hun så på veninden et øjeblik, som havde et irriteret drag om munden, inden hun vippede kort med sin tryllestav og sendte hende ind i en drømmeløs søvn. Venindens ansigtstræk udbedrede sig, og hun så utrolig fredfyldt ud. Samantha nænnede næsten ikke, at forsøge at vække hende igen. Men om ikke andet måtte hun til det.

”Rennervate!” Første gang skete der intet. Samantha skulle netop til at udtale besværgelsen igen, da hans stemme afbrød hende, og næsten fik hende til at tabe staven af bare forskrækkelse.

”Du svinger forkert med staven, Williams.” Thom havde listet sig ind på hende bagfra. ”Lad mig vise dig det.” Og så, uden skrupler stillede han sig bag hende og lagde på det nærmeste armene om hende, da han lagde sine hænder over hendes på staven. ”Sådan her.” Og så førte han hendes hænder rundt i et sving. Samantha sydede indeni. Der var jo ingen forskel! Det havde været helt rigtigt første gang.

”Kom så, vis mig du kan.” lød hans stemme igen ved hendes øre, idet han lod sine hænder slippe hendes, men dog blev stående hvor han var, klar til at støde til hvis hun gjorde det forkert. Samantha kunne høre smilet i hans stemme, skønt hun ikke kunne se ham. Hun svingede staven igen, og hans hænder fulgte med, dog uden at røre hende.

”R-rennervate!” fik hun fremstammet, og skønt udtalen ikke havde været den bedste, slog Elisabeth nu øjnene op, og Thom trådte tilbage.

”Jeg sagde det jo.” sagde han kort, inden han forsvandt fra dem, hen til nogle andre.

”Det tog sin tid.” mumlede Elisabeth og satte sig gabende op, mens hun strakte armene.

”Thom forstyrrede mig.” mukkede Samantha stille og gik hen, for at bytte plads med veninden.

”Thom? Du mener vel professor Russell, ikke?” Elisabeths øjne var granskende.

”Jo, selvfølgelig.” svarede Samantha lidt for hurtigt, og bandede over sin uforsigtighed. Der var midlertidigt ikke mere tid til at snakke, inden Samantha lagde sig ned og lukkede øjnene ligesom Elisabeth havde gjort. Der gik ikke længe inden hun faldt ind i søvnen, ved hjælp af Elisabeths besværgelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...