Listen to your heart!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Laura Baker, er navnet på pigen, der har levet hele sit liv i en skygge. Hendes far har slæbt hende rundt til samtlige lande og storbyer, derfor har hun ingen venner. Endelig beslutter Lauras far at slå sig ned, siger han, men det tror Laura ikke helt på, derfor har hun helt lukket ned, for menneskerne der prøver at banke på hendes skal. Hun vil ikke prøve at få nogle venner, for hun vil ikke miste. Det hele ændrer sig dog, da hun møder den her fyr. Vil Laura åbne op, eller forblive ensom?

3Likes
1Kommentarer
371Visninger
AA

4. Akward turtle :/

Laura´s synsvinkel.

Nogle gange kunne jeg bare blive så sur, at jeg kunne finde på at græde. En dårlig hårdag kan ødelægge ALT! Virkelig alt. Mit hår sad ud til alle sider, da jeg havde revet så meget i det.

Det skulle være en perfekt date. Jeg kunne ikke lade mit hår stå i vejen for kvalitetstid med Sean. Je redte det igennem, og satte det så tilfældigt op, i noget der kunne minde om en twisted updo, og jeg blev faktisk rigtig glad for resultatet. 

"Din ven er her", råbte min far inde fra stuen. Min far var glad for at jeg endelig havde fundet en ven, hvis man kan sige det på den måde. Jeg kunne jo godt lide Sean, men vi var da ikke som sådan venner.

Jeg skyndte mig ud i entreén, og tog min jakke ned fra knagen. Det var Sean´s glade smil der mødte mig, og det var jeg faktisk utroligt glad for. Tænk hvis min far havde kigget på mig, med sit kig-ikke-på-mig,-jeg-syntes-bare-at-det-er-sjovt-at-du-har-fået-en-kæreste-fortæl-mig-alt-om-ham blik.

Jeg kyssede min far hurtigt på kinden, før jeg hev Sean med udenfor. "Wow",sagde han,og gav mig elevator blikket. Jeg havde taget en kort mørkeblå cross top kjole på, og havde egentlig ikke tænkt så meget på mit outfit.

Det havde jeg faktisk ikke gjort i mange år. Jeg havde aldrig rigtigt haft nogle at imponere. Da jeg stod der i kjolen foran Sean, kunne jeg mærke at jeg følte mig godt tilpas. Han gjorde mig tryg. Fik mig til at føle mig, som en hel anden, speciel,betydningsfuld.

Der var en stemme i mig, som sagde at jeg godt kunne tro på min far, og at vi blev i LA, og det var der at jeg begyndte at tro på det. Håbet, Og jeg besluttede at jeg ville slå mine mure ned, og lade Sean komme ind.

I det samme blev mine tanker afbrudt, da Angela kom ud af døren. "Du glemte din telefon", sagde hun og smilede. "Tak", sagde jeg bare, og hun lukkede stille døren igen.

"Var det din mor?", spurgte Sean, mens vi gik, på vej ned til det sted som vi nu skulle være, som åbenbart skulle være en overraskelse. Jeg hader overraskelser, man ved aldrig hvad man bliver udsat for.

"Nej", sagde jeg bare, alt imens at jeg fik en klump i halsen. "Hvem er hun så?", spurgte han. urghh!!! hvorfor skulle han også være så pisse nysgerrig?

"Det er bare vores butler", sagde jeg lidt henkastet. "Butler, men hvem er din mor så?", spurgte han. "Det ved jeg ikke", sagde jeg, og kunne for alvor mærke klumpen i halsen nu.

"Ej, det må du altså undskylde", sagde han, og det så ud som om at han mente det. "Det okay", svarede jeg stille, og gik hurtigt videre.

Vi kom ind i en BOWLINGHAL!!! Jeg havde aldrig spillet bowling før, og jeg var sikkert herre dårlig til det.

"Du ser lidt skræmt ud", sagde han og tog min hånd. "Jeg har bare aldrig bowlet før",sagde jeg, og prøvede at lyde rolig.

"Det er ikke så slemt", sagde han, og grinede lidt af mig, alt imens han hev mig med hen til en skrank omgivet af sko.

"Hvilken størelse?",spurgte en smilende blondine fra den anden side af skranken. "37", sagde jeg lidt nervøst. Det var egentlig ikke rigtig, men jeg ville ikke have Sean til at tro at jeg var totalt Bigfoot.

Jeg fangede mig selv i, at igen stå i mine egne tanker, og småløb lidt efter Sean, der åenbart ikke havde lagt mærke til, at jeg manglede.

"Her", sagde han, og rakte mig skoene. "Tak",sagde jeg, og smilede nervøst. Åh nej, de havde bare at passe, han  måtte ikke finde ud af at jeg havde løjet, om noget så latterligt.

Han ville sikkert tænke at jeg var mærkelig, og så ville han aldrig gå ud, med mig mere. Jeg satte mig ned på en stol, og prøvede af alle kræfter at få skoene på, men det lykkes ikke.

Det var det Laura, nu er alting forbi. "Er de for små", spurgte Sean, mens han grinede. "Ja det er de vist", sagde jeg, og blev helt rød i hovedet.

"Bare giv dem til mig, så går jeg hen og bytter dem, til nogle større", sagde han og rakte en hånd frem imod mig. Jeg rakte ham forbavset skoene, og han gik hen til blondinen igen.

Det var dér jeg fik øje på dem. Chelsea og Chaz. Åh nej, og ligesom jeg troede at denne her "date" ikke kunne blive værre. Åh nej, de var på vej herhen.

"Jamen dog, se hvem der sidder der helt alene", sagde Chelsea,med sin ironiske medlidenheds stemme.

"Hun er ikke alene, hun er sammen med mig", sagde en stemme bag mig, som jeg genkendte som Seans.

"Sean, rart at se dig", sagde Chelsea, og fortsatte. "Du savner mig vel ikke for meget vel?". "Jo, det er forfærdeligt, jeg savner dig så meget, kom tilbage til mig", sagde Sean, og gik ned på knæ, og tog hendes hånd.

"Vi kunne stikke af sammen, til en tropisk ø, langt langt væk", fortsatte han, og jeg kunne ikke holde et fnis tilbage.

Hun rev deres hænder fra hinanden med et fnys, og lænede sig ind over ham,mens hun hviskede i hans ører, lige højt nok til at jeg kunne høre det. "Hun er spild af din tid", og gik videre med et smil.

"Du skal ikke tage dig af hende", sagde han, og rakte mig de nye sko. "Her". Jeg tog imod dem med et smil, og fik dem hurtigt på. Det var dejligt endelig at få nogle sko der passede.

Resten af daten gik overraskende godt. Jeg var et naturtalent til bowling, og jeg vandt endda over Sean.

Efter dét fulgte han mig hjem. "Tak for idag", sagde jeg. "Jeg har virkelig hygget mig". "Det har jeg også", sagde han, "også selvom at du vandt".

Jeg smilede og kyssede ham på kinden, "vi ses", hviskede jeg i hans ører, inden jeg gik ind, og lukkede døren.

___________________________________________________________________________

Hej alle sammen, så er jeg hjemme fra skiferie. Det har været rigtig hyggeligt, selvom jeg har savnet jer. Jeg er så ked af at jeg ikke har været særlig aktiv i Februar måned, jeg har bare haft så mange ting at se til, så i blev desværre nedprioteret, sorry ;( Jeg skal nok prøve at se, om jeg kan være mere aktiv, her i den kommende måned. Tak for at i læser med. I er for skønne. Kyz til jer! ;-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...