After Midnight | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jan. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Året 2016 er rundet, og det berømte boyband, One Direction er gået i opløsning. Alle skilles de efter deres sidste koncert, og håber på aldrig at blive genforenet igen. Et ønske der aldrig skulle ha' været ønsket! - 20 årig Maggi er en ven af mørket, og dets dybe hemmeligheder. Hun er besat af de mareridts hun lever i, og som hendes afdøde mand, Harry Styles hjemsøger. Det ved Louis Tomlinson, som har overtaget faderrollen for Harrys datter, Darcy intet om. MEN en dag kommer sandheden frem, og Louis bliver ramt af jalousi, hvilket sætter store dramaer igang. Kan Maggis liv fortsætte uden Harry?

15Likes
5Kommentarer
910Visninger
AA

5. Kap. 4) Begravelsen

Mine øjne føltes tørre af gråd, og tunge af de mange søvnløse nætter. Mit hjerte føltes koldt, som den is der frøs vandet til under fuldmånen. Jeg følte mig vred og såret, mens en skyldfølelse voksede inden i mig. Jeg følte mig efterladt på bænken, der var omringet af stilhed, og stirrende blikke. Her virkede så mørkt, trods de hvide kalk malede væge. Jeg fjernede fokussen fra mine fingre, der pillede lidt ved ringen, som endnu ikke havde været taget af. Jeg tænkte tilbage på den sidste gang, hvor jeg havde været her.

En tåre tittede frem fra sit skjul, og trillede langsomt ned af min kind, da jeg sendte et blik mod kisten. Jeg troede ikke mit eget syn, da det hele virkede uforklareligt. Jeg havde jo snakket med ham igår, selv set ham, selv følt ham. Jeg forstod intet! 

Bænken gav et knirk fra sig, da Louis satte sig lydløst ned. Hans vejrtrækninger kunne høres i stilheden, mens blikkende sad som klistret til min nakke. Af nysgerrighed kastede jeg et genert blik på ham, og følte mig pluslig som Bella i Twilight. Hans hud så bleg og livløs ud, hans øjne var røde, som havde han lige grædt. Han fangede mit blik, og holdt det fast. Jeg kunne mærke nervøsiteten i min mave blive til en knude, der voksede sig større og større. 

"Hej." Han lod mit blik slippe hans, da han vendte det mod sine hænder, der lå i hans skød. "Hej." Min stemme lød hæs og lav, trods stilheden der snart ville blive brudt af præsten, som allerede stod klar. Louis rykkede tættere på, da afstanden imellem os pluslig virkede stor, og kold. Præsten rømmede sig fra sin talestol, og kiggede ud over kirken, hvor stilheden hang tungt. 

"Vi er alle samlet her i dag, for at mindes Harry Styles, som blev taget fra os alt for tideligt." Han holdt en kort pause inden han fortsatte. "Harry har efterladt sin kone og et ufødt barn, mens han nu er på vej ud på sit livs rejse, trods de mange andre. Harry har altid været et af guds kreative børn, som blev født med et hjerte af guld."
Han holdt endnu en kort pause, mens han kiggede rundt i rummet. "Harry blev taget væk os alt for tidligt, men vi må huske på, at gud altid kalder sine bedste engle hjem først. Harry var en sand engel, som ikke kun sang som én, men som også handlede som én." Hans blik ramte mit, da han holdt endnu en pause. "Jeg ved at Harrys eneste ene har en tale, som et sidste farvel. Maggi Styles!"


                                                                            ***


Jeg rømmede mig, og bed sorgen i mig, inden jeg begyndte. Jeg havde en trang til at få kolde fødder, men varmen fra mit indre fortalte noget andet. "Sidste gang jeg stod her.. var ved din side, da.. da jeg kunne sige, at du var min." Jeg sank gråden, som var svær at holde tilbage. "Siden den dag... Du sang altid for mig i mørket, når jeg ikke kunne sove... Du holdt mig altid tæt i mørket, og hviskede 'hemligheder' i mit øre.. Du græd altid.. når du rejste, fordi du frygtede aldrig at se mig igen.." Jeg tørrede den tåre, der løb ned af min kind væk, og fortsatte så. "Jeg havde aldrig troet, at... At du var en af dem, som ville dø i et biluheld.." Min stemme knækkede, og jeg brød sammen på gulvet. 

Et par arme greb om mig, og løftede mig op fra min fosterstilling. Jeg kunne høre fodtrin, der blandede sig med uro, samt sladderen der allerede gik rundt i hjørnerne. Jeg begravede mit ansigt, som var jeg for flov til nogensinde, at vise mig for en levende sjæl igen. 

Lyden af en knirkende dør fik mig til at kigge op, hvor et stærkt gråligt dagslys mødte mit ansigt. "Det er okay." Jeg knurrede mig tæt ind til Louis bryst, hvor den hvide skjorte fik våde plamager. Jeg rystede på hovedet, og kneb mine øjne hård i igen. "Maggi, ingen kan dømme dig for det her. Harry ville være stolt!" Jeg hulkede ved lyden af Harrys navn, da intet gav mening for mig. "Tror du?" Jeg hviskede orden mod hans bryst, så kunne man næsten intet høre. "Ja." Han holdt mig tæt ind til sig, som prøvede han at trøste mig. "Jeg ville være stolt af dig." Han hviskede ordene i mit hår, hvor hans ansigt lå begravet. "Jeg ville aldrig give slip på dig, hvis blot du havde været min." Han kørte hånden igennem mit mørke hår, hvor frisuren allerede var ødelagt. 

 

"God is always calling his best angels home first, when he know they finished their mission. 

- To make a person feel loved."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...