Zizzie

Zizzie er 15 år og desperat. Desperat for at finde ud af hvad fantasi er. Hun har nemlig aldrig haft en. Hun har aldrig læst andre bøger end fagbøger, og hun har aldrig kunne tegne andet end prik-til-prik tegninger. En dag beslutter hun sig for at løbe, løbe væk fra virkeligheden, for at finde sin fantasi. Eller bare en anden verden, end den hun lever i nu.

8Likes
5Kommentarer
342Visninger
AA

4. Vejen

Jeg niver mig selv i armen og kigger igen. Det hele er virkelighed. Jeg er ved at gå ind i en killing, da den forvandler sig til en menneske tumling. Jeg kigger ned på tumlingen og den begyndter at græde. Jeg prøver at trøste den ved at tage den op, men den vrider sig bare og er umulig at holde. Den er nu en killing igen og løber væk fra mig på en meget klodset måde. Den falder flere gange på vejen. 

Jeg kigger hen på Marcall der stadig står og kigger på mig med et undrende blik. Han går hen til en kat der ligner noget der kunne være killingens mor. Hunkatten forvandler sig hurtig til et menneske og Marcall begynder at snakke med hende. Jeg kan ikke hører så meget, men jeg ved at de snakker om mig. Jeg får øje på killingen igen og går hen imod den, men før jeg kommer i nærheden af den er den allerede ude af min synsvinkel. Jeg beslutter mig for at gå hen til Marcall, der stadig snakker med den damen. Da jeg når derhen kigger de på mig og jeg undrer mig over hvorfra de kender hinanden men spørger ikke.

Det hele er så underligt. Dyr over det hele og mennesker blandet i. Nogle mennesker leger med dyrerne og omvendt. Jeg får øje på nogle hvalpe der leger tag-fat og bliver til tumlinger når de bliver taget af den tumling der nu er den. Er min fantasi kommet tilbage?! Tænker jeg og kigger ned i jorden som består græs og blomster... Ikke andet!

Det hele går så hurtigt og pludselig har vi stået der i flere timer. Jeg kan se solnedgangen gå ned i horisonten og skyerne omkring det er orange og lyserøde. Det er så smukt og jeg fanger mig selv i at falde lidt i staver. Jeg tager en dyb indånding, og prikker Marcall på skulderen. Han har sneget sig op på mig og står nu ved siden af mig og kigger også på den flotte solnedgang. Hans hår glimter i lyset og det går op for mig hvor pæn han egentlig er. Jeg står bare der, det hele er så mærkeligt. For en dag siden havde jeg ingen fantasi, var lige kommet hjem fra tennis og sad på min flade på en bænk hvor en kat kom fordi og alt det førte til det her. Jeg kan mærke at Marcall venter på hvad det var jeg ville spørge ham om, da jeg prikkede ham på skulderen, men jeg har helt glemt hvad det var. "Skal vi ikke til at gå" spørger jeg ham bare som en løsning på spørgsmålet og kigger på ham. "Jo... men det er ikke så nemt, vi skal vente på en lastvogn kommer forbi så vi kan få et lift." Jeg ser en lastbil længere nede af vejen og peger på den. 

Vi stopper chufføren, som er en meget behåret gammel mand, der lugter af sved og cigaretter. Han beder os om at skynde os op på lasten med hø for at han kan komme afsted. Marcall giver mig en hestesko så jeg kan komme op i høet og jeg rækker ham en hånd, men han kommer selv op og sætter sig i den anden ende af ladet. Jeg undrer mig over hvilket land vi mon er i og kigger op i luften. Det hele er så flot og fantasi fuldt. Skyerne er lilla, pink og røde. Vejen er en grus vej og er helt grå og fyldt med små dyr der vrimler rundt mellem de små sten. Jeg sætter mig hen til Marcall. Han ser meget trist ud så jeg spørger ham om der er noget galt.

"Det er bare denne her karneval der er her i byen og... Tja jeg står lidt for den og jeg skal jo også passe på dig, så jeg er lidt stresset..." Jeg tager en hånd på hans skulder og spørger om han har noget jeg skal hjælpe med men han trækker bare på skuldrene og rykker sig lidt væk. Jeg kan ikke forstå at han hele tiden rykker sig væk fra mig men tænker igen over det og forstår ham, vi har jo ikke kendt hindanden i særlig lang tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...