Zizzie

Zizzie er 15 år og desperat. Desperat for at finde ud af hvad fantasi er. Hun har nemlig aldrig haft en. Hun har aldrig læst andre bøger end fagbøger, og hun har aldrig kunne tegne andet end prik-til-prik tegninger. En dag beslutter hun sig for at løbe, løbe væk fra virkeligheden, for at finde sin fantasi. Eller bare en anden verden, end den hun lever i nu.

8Likes
5Kommentarer
343Visninger
AA

3. Marcall

Drengens øjne lyser af spænding og et bredt smil er spændt ud over hele hans ansigt. Han står i den eneste plet af månelys, som kommer ned mellem træerne, der er i hele skoven. Lyset får hans hår til at skinne i mørket og jeg bliver enig med mig selv om at der er et rødt skær i det mørke hår.  Han siger ingenting, men nikker ind mod den mørke skov bag ham. Uden at vente på min reaktion går han ind mod mørket. Jeg går med ham, ligesom  jeg automatisk fulgte med katten som jeg nu har mistet ud af syne. Jeg kan alligevel ikke finde hjem herfra så jeg kigger ikke engang tilbage.

 

"Hey!" mit råb bryder stilheden og efterlader luften endnu mere stille efter sig. Himlen er begyndt at lysne mod øst  og drengen har ikke sagt et ord. Vi går ikke på nogen speciel sti mere, som vi gjorde i starten, og grenene har revet mine kinder og min trøje mange steder. Drengen kigger ikke engang på mig, men fortsætter bare med at gå. Jeg bliver irriteret og overvejer at vende om, men jeg ville fare vild så snart jeg vendte mig om. Snørebåndene på begge min sko er gået op og jeg er ved at falde hver tredje skridt. Jeg bliver dog enig med mig selv om at jeg må være utrolig træt for jeg har mistet enhver form for tidsfornemmelse.

Skovbunden er våd af dug, og det er luften er kold. Vi begynder at gå ned imod en lille sø og mine øjenlåg begynder at falde i. I de små glimt af virkeligheden, som jeg får, kan jeg se et lille hus. Eller mere en hytte. Den har en lille træ-dør og et enkelt smalt vindue ved siden af døren. Det lille hus står ved bredden af søen og stråler med et varmt lys. Drengen skubber døren op med skulderen, men stopper før han går ind. Jeg har fulgt hans bevægelser hele natten så jeg stopper også automatisk. Han vifter med hånden og holder døren for mig. Det ville være et oplagt tidspunkt at kigge nærmere på ham, men alt jeg kan se med mine trætte øjne er det bredde smil og ildrøde hår. 

Hytten er lille, mindre end mit værelse og den har to døre og to vinduer. I den ene ende kan jeg mærke varmen og se nogle gule og orange lys og bliver enig med mig selv om at det er en pejs. Et par stærke arme tager fat om mig og føre mig ned mod den anden ende. Armene ligger mig forsigtigt ned på noget blødt, og jeg når lige at mærke tæppet blive lagt over mig for jeg forsvinder ind i mørket.

 

Jeg vågner ved lugten af brændt træ, men ikke en ubehagelig lugt. Mere en dejlig duft. Jeg åbner langsomt øjnene og kigger op i et lavt, mørkt træloft. Jeg kan ikke huske noget før jeg får øje på den røde kat der sidder og stirre på mig med sine gul-grønne øjne. Jeg får øje på de hvide pletter på poterne og husker det hele: Min pap-far, som råbte af min mor, katten fra cykelskuret og den lange gåtur i nat. Og værst af alt: Min manglende fantasi!

Katten hoppede ned på gulvet og gik over mod pejsen. Men før jeg når at rejse mig op er katten blevet til drengen med det ildrøde hår. Jeg kigger overrasket på ham. Hans øjne ser mærkelige ud når han ikke smiler. 

"Hvad var det?" jeg spørger selvom jeg er sikker på han ikke svare. Jeg er ved at dø af nysgerrighed, men jeg har ingen idé om hvem han er. Som forventet svare han ikke, men trækker bare på skulderen. Idet mindste trækker han lidt i det ene mundvig og det ender med han sender mig et lille smil. Han rækker noget brød til mig som han har varmet i pejsen og spiser selv det andet stykke. Brødet smager sødere end det brød som jeg plejer at spise, og mætter også mere.

"Skynd dig at spise... Vi skal hurtigt af sted før de næste kommer." Jeg er ved at få brødet galt i halsen da jeg hører hans stemme. Den er blid og dyb, lidt ligesom når en kat spinder. Jeg nikker en enkelt gang, men kan ikke holde det tilbage.

"Jeg er Zizzie! Hvem er du og hvem er de næste?" jeg snakker så hurtigt at jeg ikke kan få udtalt ordene rigtigt. Han trækker igen på skuldrene som om det er ligemeget og tilføjer: "Det ved jeg. Jeg hedder Marcall... og vi skal gå før de næste der skal bruge portalen kommer."

Jeg tør ikke spørge om mere, men jeg er ved at sprænge med alle de spørgsmål jeg holder tilbage. Marcall går ud af den ene dør, den vi ikke kom ind af, og pludselig kan jeg høre menneskerne snakke. Uden for døren er der en stor plads hvor mennesker og dyr vrimler rundt mellem hinanden. Engang imellem bliver et dyr til et menneske eller omvendt. Rundt om pladsen ligger omkring 12 små hytter i en perfekt halvcirkel. Alle har de en lille dør og et smalt vindue. Vejen er lige foran mig og den fortsætter så langt lige ud som jeg kan se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...