Zizzie

Zizzie er 15 år og desperat. Desperat for at finde ud af hvad fantasi er. Hun har nemlig aldrig haft en. Hun har aldrig læst andre bøger end fagbøger, og hun har aldrig kunne tegne andet end prik-til-prik tegninger. En dag beslutter hun sig for at løbe, løbe væk fra virkeligheden, for at finde sin fantasi. Eller bare en anden verden, end den hun lever i nu.

8Likes
5Kommentarer
340Visninger
AA

2. Hvide pletter på poterne

Jeg åbner vinduet og hopper ud. Vi bor på 1. sal i en lille lejlighed. Jeg er lige kommet hjem fra tennis og går igennem stuen, hvor min mor og Peter står og skændes. Jeg løber ind på mit værelse og hopper ud af vinduet. Lander på det skrå tag af cykelskuret og videre ned på jorden. 

Jeg har kun en tynd trænings-trøje på, så den kolde luft blæser mod mine arme, mens jeg løber. Jeg løber ned af gaden, forbi min bedste veninde Laura´s hus, min onkel Kasper´s hus og forbi den lille købmand for enden af gaden. Jeg drejer om hjørnet ned mod den gamle station og stopper ved det lille cykelskur. Jeg sætter mig på en bænk og ser en kat komme gående forbi mig. Den er rød med små hvide pletter på poterne. Den sætter sig og stirre på mig med sine gul-grønne øjne. Et øjeblik ligner det at den vil fortælle mig noget, men så er det væk. Jeg prøver desperat at forestille mig hvad den siger, men det virker ikke. Min fantasi virker ikke.

Jeg sukker højt og katten går sin vej. Så snart den er væk trækker jeg mine knæ op under mig. Jeg prøver at forestille mig at jeg sidder hjemme i stuen når jeg kigger op, men der sker ikke noget. Jeg sidder stadig i det lille skur ved stationen. Jeg prøver en gang til, men da jeg kigger op er det eneste der er forandret, katten der sidder ved siden af mig på bænken. Den siger en lyd der minder om en blanding af at den spinder og miaver. Det ligner at den blinker til mig, men jeg overbeviser mig selv om at jeg er træt. For det kan jo ikke være min fantasi. Den hopper ned fra bænken og stiller sig foran mig. Miav lyden kommer igen og jeg beslutter mig for at jage den lidt væk, men så snart jeg har rejst mig op går den fast hen mod hjørnet der føre ud fra skuret. Jeg følger irriteret efter for at se hvor den halv-tykke kat går hen. Til min forundring forsætter den ned af de ødelagte togskinner. Jeg tænker ikke på at vende om og fortsætter bare efter den.

Jeg er ikke sikker på hvor lang tid der er gået, men det har været mørkt i noget tid nu. Katten går stadig foran mig, og det giver mig en underlig tryg fornemmelse. Hver gang jeg skal til at vende om udstøder den, den nu velkendte, lille miav lyd. Hvilket betyder at jeg er fortsat hver gang. Jeg har aldrig været så langt den her vej før og der er nu næsten ingen spor af at der engang har kørt toge her, kun en bred grus-vej. På begge sider af vejen er det skov, mest høje tynde nåletræer, og fremad fortsætter vejen så langt jeg kan se.

Katten, som nu har fået navnet Røde (ikke særlig opfindsomt jeg ved det godt), satte farten op for hundred meter siden og den bliver ved med at løbe. Jeg bliver ikke forpustet, men den kolde natteluft stikker i halsen og mørket gør det svært at se hvor man løber. Før jeg ved af det ligger jeg på jorden. Jeg mærker smerten i knæet og på albuen før jeg får børstet gruset væk fra mit ansigt. Jeg pruster frustreret og tjekker min trøje. Som forventer er det gået hul på det tynde stof og min hud er lyserød inden under. Jeg når ikke at tjekke mit knæet før det går op for mig at Røde er halvtreds meter fremme og jeg når kun lige at komme på benene før den drejer væk fra vejen. Jeg spurter det bedste jeg kan, mens jeg stadig holder øje med jorden og ignorere smerten i mit knæ.

Træerne skygger for månen og gør skoven fuldstændig mørk. Pludselig kommer der en dreng gående ud fra buskene, hvor røde forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...