Kidnapped By Vampires. (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2014
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Igang
Da Macena (Macy) er ude og gå en af hendes typiske aftenture havde hun ikke regnet med at finde et hus midt ude i skoven. Macy's nysgerrighed tager selvfølgelig over og hun er bare nød til at se hvem der kunne bo i dette hus? Hvad hun slet ikke havde regnet med var at finde selveste One Direction i dette hus. Men det syn hun ser er ikke ligefrem rart. Hun bliver opdaget og hurtigt bliver alt vendt fuldkommen på hovedet. Macy skal blive i huset. Hun må intet uden nogle af drengene er med. Macy må prøve at leve med vampyre der holder øje med alt hun gør. Spørgsmålet er bare.. Kan hun klare det?

168Likes
210Kommentarer
19001Visninger
AA

9. Huntet by vampires

Jeg skriger alt hvad jeg kan men ingen lyd kommer ud. Og øjnene stirre ind i mine. 

Og langsomt.. Genkender jeg dem. Og stopper øjeblikkeligt med at skrige. Og det får ham også til at slippe om min mund. 

De stirrende øjne bløder langsomt op og han begynder at grine. Hvilket jeg også gør. Sådan virkelig meget. "Du godeste Macy! Hvor har du været!? Vi har ledt efter dig." Siger han og trækker mig ind til sig i et kram. 

Ser i. Det er min utroligt gode ven Jason. Han er dejlig. 

"Hvor har du været? Vi har været så bekymrede.. Jeg har været bekymret.." Mumler han. Vi trækker os og jeg kigger ham i øjnene. 

"Jeg kan ikke fortælle dig det..." Siger jeg. "Og selv hvis jeg kunne ville du aldrig tro mig." Tilføjer jeg så. Han står bare og kigger på ham. "Macy. Du gik en tur og pludselig var du bare væk. Hvad skete der? Gjorde nogen skade på dig? Hvad skete der?" 

Jeg sukker og ryster så på hovedet. "Jeg fandt One Direction midt ude i skoven. Jeg opdagede at de er vampyre og de tog mig til fange for at jeg ikke ville afsløre dem." Siger jeg så. Jason begynder bare at grine. "Ej helt seriøst Macy! Hvor har du været?" Spørger han så. Jeg sukker opgivende. "Jeg sagde jo at du ikke vil tro mig!" Siger jeg og dasker ham på skulderen. Han griner bare.

"Jaja lad os nu bare få dig hjem." Siger han og trækker mig med sig.

***

Dagen efter er jeg ude i byen med Jason. Jeg sagde det til mine forældre igår. Men ligesom Jason troede de selvfølgelig ikke på mig. Men de var ligeglad bare jeg ikke gjorde det igen. 

Så nu er jeg ude og 'shoppe' med Jason. Og ja det er 'shoppe' for hver gang vi er det shopper vi aldrig rigtigt. 

Mit blik køre lidt rundt og jeg synes jeg ser Harry ud af øjenkrogen. 

Jeg kigger derfor hurtigt derover men ingen Harry. Jeg ryster så lidt på hovedet over mig selv og kigger på Jason der bare snakker men jeg har egentligt ikke rigtigt hørt efter hvad han siger.

For igen synes jeg at jeg ser Harry. 

Nej Macy. Det er bare noget du bilder dig ind.. 

"Macy!" Lyder en bekendt stemme bag mig. Den får mig til at stivne. Jeg vender mig langsomt om og Harry kommer gående mod mig. Måske så jeg ikke syner. 

Er jeg på spanden nu?

Han nikker langsomt. Jeg bider mig hårdt i min underlæbe. "Jason.." Siger jeg og kigger på ham. "Jeg indhenter dig senere." Siger jeg og sender ham et smil. Han kigger forvirret på mig og opdager så også Harry. "Nej jeg tror jeg bliver her.." Siger han så. "Jason gå!" Siger jeg. Han ryster dog stædigt på hovedet. 

Harry kigger ind i Jasons øjne og mumler noget jeg ikke helt kan høre. Kort efter vender Jason om og går.

Jeg ligger så armene over kors. 

"Du var pludselig væk." Jeg nikker lidt. "Det var godt set." Svare jeg koldt tilbage. "Hvorfor?" "Nok fordi jeg ikke kunne lide at være ved jer." Siger jeg koldt. "Har du fortalt nogen om det?" Jeg nikker så lidt og hurtigt som lynet står han helt foran mig. 

"Slap af. Tror du helt ærligt nogle troede på mig? Jeg sagde jeg fandt One Direction i et hus. Fandt ud af at de var vampyre og holdt mig fanget for at jeg ikke sagde noget. Alle tror jeg har slået hovedet eller har taget et eller andet." Han sukker bare og ryster så på hovedet. "Du kommer med igen." Siger han bestemt. 

"Hvad? Hvorfor? Der er jo ingen der tror mig hvis jeg siger noget?" "Nej men du løb væk og det skal du så straffes for." Jeg ryster stædigt på hovedet.

"Så må jeg jo bare tvinge dig.." Mumler han. Igen ryster jeg på hovedet. "Du har måske glemt en lille ting. Vi er i offentligheden. Du kan ikke røre mig." Siger jeg og ligger hovedet på skrå. "Farvel Styles. Det er nok vores sidste møde det her." Siger jeg og vender mig om.

"Du slipper ikke bare sådan af med mig." Jeg ryster bare lidt på hovedet og går videre.

Pludselig står Niall foran mig. "Niall?" "Gå med os Macy. Vi vil nødigt skabe for meget opmærksomhed." Jeg ryster igen stædigt på hovedet og vender til siden for at løbe. 

Pludselig løber Louis ved siden af mig. "Du gør det meget lettere for dig selv hvis du ikke flygter fra os." "Jeg skal ikke tilbage og være fanget i et hus med jer!" Siger jeg denne gang panisk og vredt og løber videre. 

"Det er dumt at flygte Macy.. Du ved vi er hurtigere end dig. Og vi er flere end dig." 

Jeg stopper op og kigger rundt. De er her ikke. Jeg er alene. Men jeg ved de holder øje med mig og kan høre mig. 

"Hold jer væk fra mig!" Råber jeg vredt og slår ind i murstens muren til den bygning jeg står ude foran. Der går hul på min hånd og jeg kigger væk. 

Enten får det dem til at løbe væk eller angribe mig.. Det var nok lidt dumt egentligt. 

Pludselig står de alle sammen rundt om mig og det får mig til at bakke lige ind i muren. De stirrer på mig med røde øjne.

Flot klaret Macy. 

"Louis...." Mumler Liam. Hvilket får mig til at kigge fra Liam til Louis og tilbage. "Vi blev vidst enige om at det var din tur.." Siger han. 

Hurtigt som lynet kommer smerten i halsen frem. Han bed mig. 

Det vil sige at nu har Zayn, Liam og Louis drukket af mit blod! 

Jeg skriger højt og slår til Louis. "Louis stop!" Råber jeg og slår og skubber til ham. "Louis." Siger de andre og heldigvis flytter Louis sig. Jeg glider ned af muren og lander på jorden. Jeg tager mig til halsen og lukker øjnene. 

Min hals gør ondt. Og stadig ikke som i at være forkølet. Men som i at den gør ondt! 

Jeg mærker et par stærke arme om mig og at jeg bliver løftet op. Hvis ikke det var fordi at jeg er blevet tømt fra kræfter havde jeg skubbet og slået til ham. 

"Bare tag det roligt." Mumler Harry mod mit hår. Jeg ryster en smule men prøver at slappe af. 

Jeg lukker øjnene og ligger hovedet ind til Harry. Jeg er ligeglad med at jeg bliver bragt tilbage og fanget. Jeg kan kun tænke på hvor ondt min hals gør. Og hvor træt og tømt for kræfter jeg er.

***

Fordi jeg føler mig sød får i allerede et kapitel nu. 

Og så fordi jeg bare gerne ville få det væk så hurtigt som muligt. Jeg er langt fra tilfreds med det men jeg kan ikke få det lavet om uden det bare ender med at blive værre. /: Så håber i overlever med et dårligt kapitel. 

Men nu nærmer vi os på den store "afsløring". For hvorfor blev drengene vampyre? Der var en for lang tid siden som spurgte om jeg ikke kunne skrive det. Og jeg har vendt og drejet det i mit hoved for at finde 5 forskellige grunde. Og det lykkedes.. Sådan mere eller mindre. 

Og så vil jeg gerne lige flippe lidt ud over hvor meget jeg elsker jer... 84 favoritlister! I er for dejlige. <3 

Mysser til alle. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...