Be Alright (Justin Bieber)

Melanie er blevet kidnappet, af sin eks kæreste Jason for et halvt år siden. Justin prøver stadig ihærdigt på at finde hende, også selvom han ved Jason er rejst meget langt væk med hende. Og at hun har fået ny identitet, og hun umuligt kan blive fundet. Men det stopper langt fra Justin, for Melanie er hans livs kærlighed. Men finder han hende nogensinde igen? Og hvad hvis han gør? Vil hun så være den samme, som han er forelsket i? Vil hun overhovedet blive fundet? Læs og følge med, eller tjek traileren :-) Dette er 2'eren af 'Back to you', Men man behøver ikke som sådan at have læst 1'eren:-)

44Likes
47Kommentarer
4413Visninger
AA

5. Kapitel 5 (Melanies synsvinkel)

Jeg stod lige nu foran Justin, meget store hus. Ryan og Khalil havde valgt at køre, fordi de mente vi nok skulle have lidt tid for os selv.Gad vide om havde ville blive sur, når nu han så mig? Eller værre. Slet ikke have noget med mig at gøre. Efter det jeg sagde til ham i telefon, ville det være forståeligt nok.
Jeg stod virkelig, og prøve at tage mig sammen til at banke på. Måske skulle jeg starte med, at tage hjem til min mor? Melanie stop dig selv! nu er du her ligesom.
Jeg fik endelig banket på, og trådte et skridt tilbage. Bare han ikke blev sur.
Da der ikke var nogen der åbnede, efter et par minutter fandt jeg ekstra nøglen. Den hang stadig inde i skuret, under lampen som den plejede.Jeg gik op mod døren, og låste op. 
Jeg tog mine sko af, og gik derefter ind i stuen. Forfanden hvor her lignede lort. Der stod toppe øl dåser, og pizza æsker over alt! Jeg rystede bare kort på hovedet, og gik op af trappen for at se om han var på hans værelse.
Da jeg nåede døren til hans værelse, bankede jeg lige på hvis han nu var der. Men intet svar. Jeg åbnede forsigtigt døren, men ingen Justin. Det var sgu da mærkeligt. Hans bil holdte der, så han måtte jo være hjemme. For han er alt for doven til at gå. Ellers også så var han gået.
Jeg sukkede, og gik ind mod mit gamle værelse. Jeg regnede da stadigvæk mig tøj var der, og jeg ville virkelig gerne have mit eget tøj på!
Jeg åbnede døren ind til mit værelse, og verdens bedste syn kom mig i møde. Justin. Han lå og sov inde på mit værelse, og med en af mine trøje i hans arme.Sødt alligevel. Jeg gik over og staldte mig, ved den side han lå i. Jeg satte mig på hug foran sengen, og studeret hans ansigt. Han havde grædt inden, han var faldet i søvn. Og det ikke lang tid siden, for han var stadig våd under øjende og ned af kinderne. Jeg fik det helt dårligt, for det kunne kun være pga mig. Jeg rykkede min hånd, op til hans kind og nussede den. Han sukkede,og vendte sig om. "Melissa gå din vej" sagde han surt. "Jeg hedder nu Melanie" svarede jeg, og grinte. "Yeahh right. Og jeg er præsidenten. Gider du ikke godt bare gå?" sagde han, og sukkede endnu engang. "SÅ KIG DOG PÅ MIG!" råbte jeg af ham, så han kom op at side. Han fik endelig kigget ordenligt på mig, og man kunne se hvor meget han kæmpede med ikke at græde. Jeg trak ham ind til mig, og så kom det. Man kunne høre ham hulke. " det er dig" hulkede han. Jeg nikkede bare, for jeg vidste han kunne mærke det. "Jeg troede jeg havde mistet  dig" hviskede han. "Mig slipper du ikke så let af med" grinte jeg. Han grinte også selv. Han trak sig væk fra mig, og så nu sur ud. "Hvorfor er du her egenlig?" spurgte han. Det jeg havde frygtet, skete så. "Justin..." Han cuttede mig af. "Nej Melanie, hvorfor er du her? For hvad jeg forstod på dig, så var du lykkelig!" råbte han, og rejste sig fra sengen. "Jeg mente intet af det Justin! Jason tvang mig til at sige de ting!" råbte jeg tilbage. "Det ellers ret overbevisende" mumlede han, men højt nok til at jeg kunne høre det. "Ville du ikke også prøve at lyde overbevisende, hvis du havde en pistol trykket mod hovedet?!" Råbte jeg. Han kiggede nu op på mig, og hans øjne var helt blanke. "Hv.....hvad?" sagde han. "Bare glem det Justin. Det var åbenbart en fejltagelse at komme" sagde jeg, og trampede ud af værelset, og ned til gangen. "Melanie! Nej vent nu lige!" kunne jeg høre ham råbe. "Nej Justin. Jeg har været det mest forfærdeligste ting igennem, og slipper endelig væk! Og så er du sådan der? Igen det var en fejl at komme!" råbte jeg, og prøvede at styre min stemme. Jeg var virkelig på randen til at græde. Det hjalp dog ikke særlig meget på det, at Justin stod lige foran mig og græd. "Lad vær med at gøre det så fandens svært Justin" Hviskede jeg, og åbnede døren. Jeg vendte mig om for lige hurtigt at kigge på ham, og der begyndt jeg at græde. Han så bedende på mig, og græd. Jeg rystede bare på hovedet, og græd selv. Jeg gik ud og smækkede døren efter mig. Jeg prøvede at flytte mine fødder, men de føltes så fanden tunge. Jeg skulle hjem til min mor, og det var nu.

Jeg gik på en lang sti inde i skoven, og havde den der fornemmelse af at nogen fulgte efter mig. Jeg begyndte at gå hurtigere, og kiggede mig over skulderen hele tiden. da det lød som om en gren knækkede, meget tæt på mig begyndte jeg at løbe.
Da jeg nåede ud af skoven, slappede jeg lidt mere af. Jeg gik nu i et stille tempo, og prøvede at samle mine tanker. Det var sikkert bare Justin, der var fulgt efter mig.
En hånd blev lagt om min mund, og en arm stramt rundt om mig. Jeg prøvede at skrige, men kunne ikke. "Savnet mig babe?" kunne jeg høre en stemme bag mig. En stemme jeg kendte at for godt..............

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...