Be Alright (Justin Bieber)

Melanie er blevet kidnappet, af sin eks kæreste Jason for et halvt år siden. Justin prøver stadig ihærdigt på at finde hende, også selvom han ved Jason er rejst meget langt væk med hende. Og at hun har fået ny identitet, og hun umuligt kan blive fundet. Men det stopper langt fra Justin, for Melanie er hans livs kærlighed. Men finder han hende nogensinde igen? Og hvad hvis han gør? Vil hun så være den samme, som han er forelsket i? Vil hun overhovedet blive fundet? Læs og følge med, eller tjek traileren :-) Dette er 2'eren af 'Back to you', Men man behøver ikke som sådan at have læst 1'eren:-)

44Likes
47Kommentarer
4415Visninger
AA

16. Kapitel 16(Justins synsvinkel)

Jeg vidste ikke hvad fanden jeg skulle. Hun ville jo ikke snakke med mig. 

Måske skulle jeg bare glemme det hele, også hende. Justin stop dig selv! Vi skal ligesom have et barn sammen, og jeg elsker hende jo stadig! Det stopper jo ikke bare, sådan lige pludselig. 

Jeg sad ligenu derhjemme, efter mit besøg hos Chaz. Jeg var utrolig ked af det over, at hun slet ikke ville snakke med mig. Jeg tog min dåse øl, op til munden for at tage en tår. Jeg blev ved med at hælde, men der kom intet ud. Pis den var tom. Jeg kløede mig kort i håret, og rejste mig op fra sofaen.

Jeg gik ud i køkkenet, og fik åbnet køleskabet. Jeg greb hurtigt fat i en ny øl, og fik lukket lågen efter. Jeg gik ind i stuen igen, og skulle lige til at sætte mig ned. Indtil det bankede på døren. 

Jeg satte min øl på bordet, og undrede mig over hvem der kom nu. Jeg havde ihvertfald ikke nogen aftale, men nogen som helst. 

Jeg gik over til døren, og fik åbnet døren. "Vi skal snakke" sagde en bekendt, og savnet stemme. Melanie. Jeg trådte til siden, og hun kom indenfor. Hun tog sine sko, og sin jakke af. Hun kiggede kort på mig, og gik derefter ind i stuen. "Så det passede altså, da drengene sagde du bare sidder hjemme, og drikker som et hul i jorden". Sagde hun og sukkede. Jeg nikkede bare, og satte mig ned på min plads. 

"Hvad vil du så snakke om?" spurgte jeg, og kiggede ned i gulvet. "Os" sukkede hun. Jeg kiggede hurtigt op på hende. "Og barnet" sagde hun kort efter. Jeg nikkede kort, og kiggede igen ned i gulvet. "Jeg har snakket med Jason"Sagde hun. "Hvad har du?!"Fik jeg nok råbte lidt for højt. "Han sagde at Chantel, havde puttet stoffer i din drinks"Sagde hun, i en rolig tone. "Hun har hvad!" råbte jeg. Denne her gang var det så meningen. Melanie sad og nikkede. "Jason ville have os skilt ad. Men da han fandt ud af at vi ventede et barn sammen, så fortrød han hurtigt"Forsatte hun. "Jeg smadre ham!"sagde jeg, i en hård tone. 
"Det gør du fanme ikke! Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke været her nu!" sagde hun hårdt, og pegede på mig. 

"Hvad skal vi gøre?" sukkede hun opgivende. "Jeg ved det virkelig ikke"Svarede jeg, og tog en tår af min øl. "Hvis du bare skal sidde og drikke, så kan jeg ligeså godt bare gå" Sagde hun koldt, og rejste sig. Jeg tog hurtigt fast i hendes håndled, og trak hende ned i sofaen igen. "Please ik forlad mig"Sagde jeg, og sendte hende nogle triste øjne. "Så stil den øl fra dig!" Sagde hun. Jeg gjorde som hun sagde, og stalde den over på bordet. "Vil du over hovedet have et barn?" spurgte hun. Jeg kiggede på hende, og så ned på hendes mave. Lige nu gik der tusindvis at tanker, igennem mit hoved. Var jeg overhoved klar til at få et barn? 

Jeg sad længe bare i mine egne tanker, og overvejede en del ting. "Det tænkte jeg nok" Sagde Melanie, og rejste sig. "Hvad skal du?" spurgte jeg uforstående. "Du vil jo ikke have det!" Råbte hun. Jeg rejste mig op, og gik over til hende. Men hun gik længere og længere væk. "Hvad snakker du om baby? Selvfølgelig vil jeg da det!" sagde jeg. "Så havde du ikke tøvet med at svare!" råbte hun. 

Alting gik så hurtigt, og pludselig var hun bare væk. Jeg skyndte mig at flå døren op, og begyndte at løbe efter hende. "Melanie vent nu lige!" Råbte jeg efter hende. Men hun blev ved med at gå. Jeg løb op foran hende, og holdte på hendes skuldre så hun ikke kunne gå. "Giv nu forhelvede slip Justin!" Råbte hun, mens den ene tåre efter den anden, røg ned af hendes kind. "Undskyld jeg ikke svare med det samme. Selvfølgelig vil jeg have det barn! Der er ikke noget jeg hellere vil!" sagde jeg, og prøvede at få øjenkontakt med hende. Men hun blev ved med at kigge ned i jorden. Hun svarede overhovedet ikke. Det eneste var de små snøft, som kom fra hende. Jeg gav slip på hende. Man kunne høre at der kom en bil med høj hastighed. Melanie kiggede sig over skulderen, og kiggede så på mig. "Det er forsent. Jeg elsker dig Justin" sagde hun. Hvad er forsent? Jeg kiggede ned i jorden, og pludselig var hun væk. 

2 sekunder efter hørte jeg et skrig, efterfulgt af et brag. 
                                                                   

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...