Min nytårsaften

Novellen handler om hunden Alfred, der bor hos en lille familie på tre i New York. Alfreds bedste ven er lille Isabel han bor hos. Isabels mor bliver væk, og Alfred kan bare ikke leve uden hende.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

1. Min nytårsaften

Jeg hedder Alfred, og jeg er en glad lille labrador, selvom jeg ikke ser mig selv som en kælehund. Jeg bor hos min ejer, som også er min bedste ven. Hun hedder Isabel. Hendes mor hedder Dagny, men der er ingen der ved, hvor hun er. Hun forsvandt omkring klokken 21:00 i forgårs. Isabels far Bent er fin nok, men nogle gange synes jeg, at han er lidt irriterende. Det er den 1.januar, og her i New York er der allerede rigtig meget sne. Her er faktisk mere end jeg nogensinde har set før. Isabel og Bent at fejre det nye år med en lækker morgenmad, og en gåtur med mig. De snakker om i går. Isabel siger til Bent, at hun glæder sig helt vildt til den næste nytårsaften, og at hun synes, at fyrværkeri har sådan nogle flotte farver. Bent var enig. Jeg kunne mærke på dem, at de begge prøvede at ignorerer, at Dagny var forsvundet. Men alle kunne se på dem, at der var et eller andet galt. Lige så stille begynder det at sne. Luften er frisk, og hvis alle ikke var så trætte efter i går, virker det det som en hel normal dag.

Det hele startede den eftermiddag, mine to ejere kom hjem. Det var den 31. december 1984, og de havde lige været af sted på skiferie. Endelig kom de hjem. Jeg havde glædet mig meget til at se lille Isabel igen. Hun kom ind af hoveddøren, og løb over til mig som det første, imens hun råbte mit navn. ALFRED! hvor har jeg savnet dig. Jeg skyndte mig over til døren og hoppede op til hende. Nu kom hendes far Bent ind ad døren og sagde hej lille hundi. Det var vel okay, at han kaldte mig hundi, fordi jeg er og var jo deres hund. Men jeg havde da håbet på, at han for en gangs skyld kunne kalde mig noget rigtigt denne ene gang. Dagny kom aldrig hjem. Det var lidt mærkeligt fordi, at jeg bare savnede hende så meget. Det lød til, at de havde haft en god tur, og det var jeg glad for. Da alle var faldet til ro, blev der helt stille. Ingen talte, men vi kunne se på hinanden, at vi alle tre tænkte på Dagny.

Klokken var allerede lidt i 18:00, og vi fik snart en gæst. Bent havde inviteret hans bror Thomas. Pludselig blev der banket på døren. Isabel løb ud og åbnede. I døråbningen stod en mand, hun aldrig havde set før. Han var iført blå uniform og sorte sko. Han havde lyst hår og fregner i hele hovedet. Jeg undrede mig meget over, hvem han var, for jeg havde aldrig set en mand i sådan noget tøj før. Jeg lagde mig lige så stille ned i min kurv, der heldigvis lå så tæt på døren, at jeg lige præcist kunne høre, hvad de talte om. Han sagde, at han arbejdede på politistationen, og at han havde fundet spor fra Dagny ude i skoven. Idet han nævnte Dagny, skyndte Bent sig ud til døren for at høre mere. Politimanden hilste venligt på Bent. Jeg følte en stor trang til at knurre af ham. Det var ikke, fordi han så specielt farlig ud, men mest fordi jeg var begyndt at blive vildt sulten. Han fortalte, at hans navn var Peter, og at de ikke behøvede at være bekymret længere.

Da Isabel og Bent havde hørt hele historien, var jeg straks klar over, hvor jeg skulle lede efter Dagny. Det var svært for mig at tro. Tænk at der var nogle der næsten vidste, hvor Dagny var. Der begyndte at blive en varm og god følelse inden i mig. Der blev sagt farvel og tak til Peter. Lidt efter blev døren lukket. Der var helt stille, lige indtil både Bent og Isabel råbte af glæde. Isabel løb hen til mig for at kramme og fodre mig med de bedste hundekiks, hun overhovedet kunne finde nede i posen. Jeg kunne mærke, at stemningen ville blive rigtig god i aften efter Peters lille besøg.
Lidt efter maden var blevet taget ud af ovnen, blev der parkeret en ret moderne og meget blank rød bil i carporten. Der begyndte at komme en stærk duft af mad i hele huset. Jeg kunne godt lide det, fordi jeg som regel plejer at få mad på samme tid som dem. Der blev ringet på den sorte dør op til flere gange, inden Isabel og Bent opdagede det. Idet Bent tog fat om håndtaget, begyndte jeg at føle mig enormt legesyg. Måske var det spændingen der gjorde det. Isabel bukkede sig ned til mig, for at sige at hun håbede, at jeg ville opføre mig pænt. Hun fortalte mig, at Thomas var en meget fin og meget rig mand. Hun sagde også, at det sidste han ønskede var en labrador der savlede på hans dyre sko og som knurrede af ham. Jeg ville gerne vise hende, at jeg fuldt ud forstod, hvad hun sagde, så jeg valgte at lave et lille kast med hovedet i den retning, hun sad i. Døren blev åbnet, og ind trådte Thomas. Han var kørt hele vejen fra Texas, så det var tydeligt, at han måske var lidt gnaven efter turen. Jeg begyndte at grine lidt for mig selv. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg mene, at han var en italiener, med en højde på 1,60. Hans hår var sat tilbage i en lille hestehale, og så havde han nok taget det fineste jakkesæt på, han overhovedet kunne finde i hele Texas. I første sekund jeg så ham, vidste jeg, at vi aldrig ville blive sådan rigtig gode venner. Selvom jeg havde lovet, at være sød kom jeg alligevel til at gø og knurre ad ham. Han sendte mig et ondt blik, imens Isabel og Bent havde travlt med at skubbe mig tilbage i min hundekurv. Døren stod stadig åben, og jeg så min eneste udvej ud af huset. Hvis jeg overhovedet skulle overleve denne aften, måtte jeg bare finde Dagny. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg ikke skulle tage chancen og prøve på at finde hende.

Isabel og Bent havde alligevel alt for travlt med at være opmærksom på Thomas til at være sammen med mig. Der voksede en grusom fornemmelse i min mave. Lige pludselig følte jeg en voldsom trang til at bide i sofaen eller noget andet, som Bent med sikkerhed ville blive træt af, hvis jeg ødelagde. Måske var Dagny lige ude foran vores dør, det var nok bare os det ikke kunne se hende. Idet Bent var gået ud i skabet efter et kødben, skyndte jeg mig ud af døren. Jeg kunne høre, hvordan han undrede sig over, hvor jeg blev af, og hvordan lille Isabel blev urolig for, hvor jeg var. I et kort øjeblik stoppede jeg op og lyttede til, hvad de sagde. Efter lidt tid hvor jeg havde stået og lyttet, skyllede tanken af Dagny ind over mit hoved. Jeg kunne ikke give op nu. Jeg begyndte at gå hen og lede ude i skoven. Jeg startede i skoven, fordi Peter havde sagt, at de havde fundet spor fra hende der ude.

Da jeg var kommet derud lugtede der allerede af krudt, selvom det først lige var begyndt at blive sådan rigtig mørkt. YES! Jeg havde fundet en kæmpe mudderpøl. Det skal lige siges, at jeg bare elsker at rulle mig godt og grundigt i mudder, hvor jeg bare kan blive rigtig beskidt. Men det var der altså ikke tid til nu. Jeg så tilbage og nærmest længtes efter mudderpølen, men så kom jeg til at tænke på, hvad jeg egentlig var der for. Da jeg stod midt ude i skoven, hørte jeg en lyd. Den kom ovre fra den lille træhytte, der havde stået ubeboet i al den tid jeg kan huske. Træet var gammelt og lugtede ikke ligefrem af det reneste og nyeste. Jeg kunne ikke tro det. Det var Dagny. Hun kiggede ud på mig gennem vinduet.

Vi havde øjenkontakt i lang tid, før der var nogle af os der kunne bevæge sig. Jeg tror, at hun var ligeså overrasket, som jeg var. Hun åbnede døren og smilede som aldrig før. Hun råbte hej Alfred! Ih hvor jeg altså bare har savnet dig meget. Hun fortalte mig selvfølgelig ikke, hvad der var sket, for det ville jo være mærkeligt, at tale med en hund. Hun nøjes bare med at spørge, om jeg kunne finde vej hjem, og om hvordan jeg havde fundet derud. Jeg kunne jo ikke svare hende, så jeg valgte bare, at blinke med øjnene og vende mig om i den retning, jeg var kommet fra. Jeg håbede, at hun ville følge med mig. Jeg begyndte, at gå hjemad med Dagny lige i hælene. Det var så spændende, at Dagny var blevet fundet, og nu var på vej hjem igen. Jeg glædede mig nok allermest til, at se Bent og Isabels ansigter når de så, hvem jeg havde med hjem.

Jeg havde en fornemmelse af, at klokken allerede var ved at blive midnat. Jeg havde nok ret, for lidt efter kom der et kæmpe brag. Nu var hele himlen fyldt med flotte farver og en masse glimmer. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev lidt bange for lydene og farverne i starten, men efter nogle minutter synes jeg, at det var vidunderligt at gå sammen med Dagny under den flotte himmel. Pludselig begyndte det, at sne rigtig meget, men så længe jeg vidste, at jeg snart var hjemme igen, gjorde det mig ingenting.

Nu stod vi lige uden for huset. Bent og Isabel åbnede døren, og så fik de øje på Dagny. De blev rigtig glade for at se hende igen, og jeg kan huske den gode følelse, jeg fik af at se dem alle tre glade på grund af mig. Jeg lagde mig ned i min kurv og ville til at sove. Jeg tænkte, at det kunne være lige meget at finde ud af, hvordan det var sket, men at det vigtigste var, at hun var kommet tilbage og var hjemme igen.

Nu har du så hørt om, hvordan min nytårsaften gik. Man kan da vist sige, at den havde en lykkelig slutning for alle. Jeg er så glad for, at jeg valgte at finde Dagny. Så slap jeg også for at tilbringe mere tid sammen med Thomas. Jeg har lige fået min yndlings mad og gør klar til at sove. Der dufter stadig af mad i huset. Jeg håber, at jeg kommer til, at drømme om hvordan næste år bliver. Godnat og sov godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...