The Small Tears | 1D

Niall og Cara på henholdsvis 23 og 22, er forældre til lille Jade på næsten 1 år. Cara er hjemmegående og Niall er stjerne på højt plan. Det er ikke ligefrem nemt for Niall og Cara at opdrage et barn, samtidig med at berømmelsen er lige i hælene på. Den lille familie, tager sammen med Nialls bandmates, på tourne, men en skæbnesvangre dag, tager det hele en kæmpe drejning. Jade er væk. Hun er væk. Kidnappet, om natten. Finder de nogensinde Jade igen? Vil de nogensinde se hendes klare, krystal blå øjne igen? En ting er sikkert, hun er i større fare for hvert minut der går. Hvem har kidnappet hende? Følg med i The Small Tears og følg mysteriet om Jade.

64Likes
92Kommentarer
4269Visninger
AA

11. Kapitel 7


Det var næsten en uge siden kidnapningen af Jade. Humøret var i bund. Drengene havde snart næste koncert her i USA. Det var ikke den store gejst der var på, men koncerten stod ikke til aflysning.

Vi havde konstateret at det ikke var en ”normal” kidnapning af et kendisbarn, da der ”normalt” ville have været krævet løsepenge nu. Altså var Jade bare som sunket i jorden.

En anden ting der var sket var drengenes elskede bodyguard Pauls forsvinden. Han var forduftet på grund af ”familiære” problemer kort tid efter Jades kidnapning. Lige nu var han eftersøgt af politiet i 5 forskellige stater. De havde ment at han havde noget med det hele at gøre, hvilket drengene pure nægtede.

Samtidig var drømmene også forsat, kælderen, den metalliske lugt, afpresningen. Jeg prøvede at fortrænge dem, men det var svært når de dukkede op hver evig eneste gang jeg lukkede mine øjne. Det havde resulteret i mine sorte render under øjnene, og min konstante mangel på søvn.

 

”Cara?” kaldte Niall mig tilbage fra min tranceagtige hvile.

 

”Hvad Niall?” vrissede jeg. Uretfærdigt? Jep, men han havde ikke de skide drømme, så han fik i det mindste sovet.

 

”Hvor mon hun er?” spurgte han for en millionte gang.

 

”Det ved jeg ikke.” Min stemme knækkede over, igen. Der kom ingen tåre af den simple grund, jeg havde opbrugt dem.

 

”Vi bliver nødt til at klare det her som et team, Cara.” Han så indtrængende på mig.

 

”Ja, men se hvad dit team har gjort, medvirket til Jades kidnapning.”

 

”Vi skal spille om få timer.” Niall rejste sig og gik ud af tourbussens lillebitte stue.

 

Jeg sukkede anstrængt. Hvorfor var det hele så fandens dumt? Jade var væk og jeg fik ingen søvn.

 

**

Drengene fyrede den af på scenen. Dog uden den sædvanelige gejst. Et hav af piger skreg, og drengene vinkede og vinkede. Musikkerne spillede op til næste nummer og Zayn startede sangen, det var Little Things. Jeg elskede den sang, jeg lukkede mine øjne og lænede mig tilbage i sofaen vi sad i. Nialls solosted gik i gang, jeg elskede hans stemme. Lige pludselig stoppede musikken og en masse piger begyndte at skrige. Ikke på den gode måde, men rædselsskrig. Jeg åbnede hurtigt øjnene og kiggede op på skærmen der viste koncerten live. Ved siden af mig sad Eleanor og Sophia deres øjne var vidt opspilede og de sad paralyserede af frygt.

 

”Hvad sker der?” spurgte jeg overrasket.

 

Sophia pegede på skærmen. Den viste lige nu drengene der var ved at blive gennet ind af sikkerheds folk. Der blev zoomet ud på publikum og så ind på et lille område hvor der lå en pige på gulvet. De andre havde flyttet sig væk fra hende. Jeg kunne ikke se hvad der forgik.

Fem rystede drenge kom ind til os. Niall gik direkte hen til mig, han tog mit ansigt i sine hænder og kyssede det millimeter for millimeter. I mellem kyssende hviskede han, at han var så glad for at der ikke var sket mig noget. Tårende løb ned af kinderne på ham og jeg forstod ikke noget. Var der ikke én der ville sige mig hvad der skete?

 

”Hvad sker der?” spurgte jeg.

 

”H-hun er, er d-d-død.” Stammede Zayn.

 

”Hvem?” jeg var bange for at det var Jade.

 

”En pige.” Louis havde stone-face. Han knugede Eleanors hånd.

 

”Selvmord.” Uddybede Liam mørkt.

 

”Hvordan bar hun sig ad med at få den kniv ind?” spurgte Harry ud i luften. Han gemte sit ansigt i hænderne og hans skuldre rystede voldsomt og der lød nogle hulk fra ham.

 

**

Vi var blevet hentet med helikopter og blevet fløjet til et hotel i San Francisco.

Nyhederne kørte på tv’et.

 

”14årig pige begik i dag selvmord under det britiske boyband One Directions koncert. Pige skulle eftersigende have haft en kniv med ind til koncerten, som hun skar sin egen strube over med.” Fortalte speakeren.

 

Jeg så på Niall og han nikkede. Jeg puttede mig længere ind til ham. Ind til videre var min opfattelse af USA rimelig skod, mit barn var blevet stjålet og en pige begik selvmord under koncerten.

 

”God start i USA, ik’?” sagde jeg ironisk.

 

Niall trak på skuldrende. Han stirrede tomt ud i luften, og var det bare en skygge, eller løb en tåre ned ad hans kind?

 

”Vi sender her fra aftenens koncertsal, hvor pigen skulle have begået selvmord.” Speakeren stod i et af ståpladsfelterne. En høj tone lød lige pludselig fra fjernsynet.

 

”Hvad sker der?” råbte speakeren. Der var et øjebliks forvirring.

 

”Se! Der! Får du det med!?!” Kameraet hoppede og dansede, da kameramanden fulgte efter speakeren i løb. Der blev zoomet ind på storskærmen.

 

”Fuck. Hvem har tændt for skærmen!?!” Der her var sindssygt. Der var umildbart ret sært at der bliver tændt for skærmen, når en pige lige var død. Niall stivnede, han så det samme som mig. På skærmen stod der:

 

Nå Cara? Det var bare første offer, hvem bliver den næste? Det er helt op til dig. Giv mig det jeg ønsker og vi kan slå en streg over alt det her.

– X

 

Jeg skreg. Hvorfor fuck stod mit navn på den skærm? Hvem var X? Jeg rystede og Nialls stærke arme lagde sig om mig. Han var også bange. Det var tydeligt.

Harry kom løbende ind.

 

”Jeg hørte skri-” han stoppede da han så beskeden der stadig var på skærmen. Han tog fjernbetjeningen, slukkede for fjernsynet, pillede batterierne ud og trak stikket ud af stikkontakten. Så tjekkede han alle vinduerne og dørene for at se om de var låste.

 

”Vi skal have noget søvn, Cara.” mumlede Niall. Jeg nikkede, men ville højst sandsynligt ikke kunne sove.  


Ja Hejsa!

Jeg vil gerne lige skrive en lille forfatterbesked her:

Altså det her er lidt på eksperimentsaridiet endnu, da det er første kapitel jeg skriver.

Jeg ved ikke hvordan det er, men jeg synes selv det er ret godt.

Min skrivestil er nok lidt anderledes end Leas, men det håber jeg ikke gør noget.

Jeg håber selvfølgelig at det ikke bliver sidste kapitel fra mig herpå,

men lover ikke noget :).

Hvis I vil være så fantastisk søde at komme med en lille kommentar,

om hvordan jeg har klaret mig, ville det glæde mig rigtig meget.

Hej hej. Håber vi ses igen (ellers kan I altid tjekke mine egne projekter ud. Hehe).

Sounds Great

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...