The Small Tears | 1D

Niall og Cara på henholdsvis 23 og 22, er forældre til lille Jade på næsten 1 år. Cara er hjemmegående og Niall er stjerne på højt plan. Det er ikke ligefrem nemt for Niall og Cara at opdrage et barn, samtidig med at berømmelsen er lige i hælene på. Den lille familie, tager sammen med Nialls bandmates, på tourne, men en skæbnesvangre dag, tager det hele en kæmpe drejning. Jade er væk. Hun er væk. Kidnappet, om natten. Finder de nogensinde Jade igen? Vil de nogensinde se hendes klare, krystal blå øjne igen? En ting er sikkert, hun er i større fare for hvert minut der går. Hvem har kidnappet hende? Følg med i The Small Tears og følg mysteriet om Jade.

64Likes
92Kommentarer
4265Visninger
AA

10. Kapitel 6

 

 

Hvad? Nej, jeg sad her nu igen. I det mørke, kolde rum med den metalliske lugt.
Jeg sad dog denne gang ikke på en stol, men på gulvet. Jeg var igen bundet fast, mine arme og ben var bundet sammen. Og mine håndled blødte, så mine lyse leggins blev helt mørkerøde og fugtige. De sveg også helt vildt, fordi rebet sad over de dybe sår.
”Hallo?” Råbte jeg, denne gang kom der faktisk lyd ud af mig.
Men jeg fik intet svar tilbage, jeg fik i stedet kastet noget lige i hovedet. Det var ikke spor hårdt, men mit hoved var så ømt at det alligevel dukkede en del. Det var, let som fjer.
Og det landede lige på mit skød, jeg ville tage det op for at se nærmere på det. Men blev stoppede da jeg igen opdagede at jeg stadig var bundet fast.
Så jeg tog i stedet mit hoved tættere på mit skød, for at se hvad det var. Det var….Hår? Der var cirka 5 cm, det var lyst og krøllet. Det lignede at det lige var blevet klippet af en person.
”Hvis du ikke snart gør det som jeg siger, er håret ikke det sidste jeg ryger!” Svarede den genkendelige stemme. Den var hård og kold, som om personen vare ligeglad – hvilket jeg egentlig også er sikker på personen er, ellers ville jeg nok ikke være her.
Men hvad fanden snakkede mennesket om?
”Gør det for helvede eller det bliver værre end du nogensinde havde regnet med!” Råbte stemmen lige ind i hovedet på mig, jeg prøvede og tage mine ben op under mig men kunne ikke. Så jeg begyndte i stedet at ømme mig, for at personen måske forstod min hentydning.

”Beatiful, drømmer du igen?” Spurgte Niall, som stod men hovedet over mig.

”Maybe.” Svarede jeg, rejste mig fra sengen og gik ud på badeværelset. Mit humør var ikke specielt godt lige nu, og jeg ville ikke lade det gå ud over Niall.


14 dage efter

Drømmene bliver ved og ved, værre og værre hver eneste gang.  Niall prøver at snakke med mig om det hele tiden, men jeg bliver så sur når jeg bare tænker på dem, og jeg vil bestemt ikke lade det gå ud over Niall. Selvom jeg ikke har tænkt på dem en hel dag, drømmer jeg alligevel om det om natten. Hvad det skal betyde har jeg endnu ikke fundet ud af – ligesom jeg heller ikke kan finde ud af hvem ’personen’ er.

Jeg sidder lige nu sammen med Sophia, Eleanor og Jade. Drengene er i gang med at give koncert, som bliver vist på en skærm backstage. Det er deres sidste koncert inden de får en lille ’ferie’, vi skal i hvert fald ikke rejse til et nyt land de næste 2 dage. Så har vi fået tid til at komme rundt i LA, som er det sted vi er nu, hvis det ligesom ikke giver sig selv.

Jades øjenlåg blev ved med at glide ned over hendes øjne, og løfte sig en smule igen. Dog ekstremt dejligt at hun er ved at falde i søvn, hun har ikke haft andet en krudt i røven hele dagen.

Jeg vendte hovedet mod skærmen igen, denne gang var den helt sort. Hvilket så betød at koncerten er slut, og fem tossede drenge væltede ind backstage. De var altid helt oppe og kører efter en koncert, som 5 små drenge der lige har åbnet deres julegaver. Hvilket er ret sjovt, i betrækningen af at de er henholdsvis 22-25 år gamle. Så er de virkelig barnlige. 

                                                             
                                                                                         **


Jeg løb panikslagen rundt, hvor var hun? Hun er jo ikke gammel nok til at kunne gå, hvordan kan hun bare være væk fra sin seng? Niall sov tungt, jeg overvejede at vække ham, men lod vær. Det var sikkert bare en af drengene der havde taget hende, fordi hun græd, og vi ikke var vågnet - det er sket før.

Jeg løb ind der var de andre drenge sov. De alle sov? Jeg tjekkede op på dem, om de skulle ligge med Jade. Men nej, intet resultat. Hvor fuck var hun? Igen løb jeg ind til der hvor vi sov, tjekkede alt, toilettet, skabet, endda under sengen. Men hun var der ikke. Jeg kunne mærke den syrende væske bag mine øjne, rolig Cara, hun er her et sted, du skal nok finde hende.
 
Benene svajede under mig, og jeg landede på gulvet med hænderne foran øjnene, ingen skal røre mit barn. Der her kunne ikke være rigtigt, hvordan var sådan nogle beskidte uhyrer kommet ind her? Uden at nogen havde opdaget det?

Jeg rejste mig op, spurtede hen til Niall, og ruskede hårdt i ham. Han begyndte at reagere.
"Cara, hvad er der galt?"
"Hun er væk, nogen har kidnappet hende." Råbte jeg bogstavlig talt, ned i hovedet på ham. Han spærrede øjnene op, og satte sig op.

”Hvad, nej. Det er bare noget du tror.” Svarede han, overraskende roligt. Noget jeg troede? Nej sgu da, jeg har kigget alle mulige steder, hun er her ikke.

”Niall, hun er væk. Jeg har kigget alle steder, hun er her ikke.” Svarede jeg, med tårende løbende ned af kinderne.

Han stirrede bare tomt på mig, som om han tænkte igennem om det var sandt, det jeg sagde.

”HUN ER HER IKKE, NIALL PLEASE JEG VED IKKE HVOR HUN ER.” Råbte jeg igen. Han stoppede med at stirre på mig, men i stedet løb tåre ned af hans kinder. Han rejste sig op, gik over til hendes seng og kiggede alle de steder jeg også havde kigget.

”Beatiful, hvor fuck er hun?” Spurgte han grædefærdigt.

”Niall – det er jo det jeg ikke ved. Hvem fanden har fået fat på hende, mens vi alle sov?”. Han svarede ikke, men faldt sammen på gulvet – ligesom mig for ikke så lang tid siden. Han græd højlydt, med hænderne foran øjnene. Jeg gik ned fra sengen, over til ham og lagde mine arme om ham. Lagde mit hovedet på hans skulder, og stirrede tomt ud i luften.

Hvordan? Hvorfor? Hvornår?, spørgsmålene blandende sig sammen med alle mine hulk. Det er svært at forstå at hun bare er væk sådan.

”Hey guys, hvad sker der lige her?” Spurgte en stemme henne fra døren, jeg magtede ikke at vende mit hoved for at kigge på personen. Jeg ville bare lytte efter hvad han sagde.

Lidt efter kunne jeg mærke en hånd på min skulder, den var helt varm. ”Hvad er det dog i græder over?”. Derefter vidste jeg med det samme at det var Zayn.

”Hu…Hun er væk.” Stammede Niall, han var endnu ikke stoppet med at græde – det var jeg dog heller ikke.

”Hvem er væk? Vi i ikke godt fortæ..-”. Jeg tror han fandt ud af det, da han så Niall sidde med Jades dyne knyttet tæt ind til sit bryst.

”Hvo..Hvordan?” Spurgte han, man kunne også hører på Zayn at han var ved at bryde sammen, på den måde hans stemme knækkede sammen.

”Det du ikke den eneste der gerne ville have svar på.” Svarede jeg blødt, selvom min stemme rystede.

”Vi bliver altså nød til at vække de andre.”. Niall kiggede på mig med blødsprængte øjne, hvor han derefter nikkede.

                     

                                                                               **

Det var endnu ikke offentlig gjort at Jade er væk. Da vi fortalte de andre det, var pigerne blevet helt ude af sig selv, og drengene var ekstremt kede af de. De kunne bare ikke forstå hvordan, når der gerne skulle være så meget sikkerhed og overvågning – hvilket jeg heller ikke kan forstå. Men det kan jo være at alle sov der, hvad ved jeg? Vi har alle været forklædt og været ude og lede, ikke fordi vi troede at vi kunne finde hende. Det ville i hvert fald være lidt besynderligt, hvis nogle kidnappere løb rundt med et, kendis barn. For så vil de slet ikke blive opdaget, overhovedet ikke. Vi var delt op for måske at kunne finde noget der virkede mistænkeligt, men vi kom alle tilbage uden nogen form for spor.

Jeg ligger i Niall og min seng i tour bussen, og kigger tomt op i det nøgne loft. Det er stadigvæk ikke gået helt op, for mig at hun er væk.

Døren ind til værelset hvor man sover, gik op og ind kom Niall. Han gik tøvende, hen til sengen, lagde sig ned, lagde en arm om mig og trak mig ind til ham.

”Vi skal nok finde hende.” Hviskede han, i mit øre.

                                                                                    

**

”Hahahaha, nu fik jeg det som jeg vil have det.” Råbte stemmen ind i hovedet på mig. Jeg sad stadig på gulvet, min hænder var dog denne gang frie. Men mine ben var bundet fast.
”Hvad fik du?!” Spurgte jeg hårdt, jeg anede ikke hvad han snakkede om.
”Uha, det ved du udemærket godt. Og hvis du svarer mig næsvist igen, så vil du ønske at du aldrig havde åbnet munden.” Råbte stemmen igen, han råbte så højt at det klingede i min øregang.
”Jeg aner altså ikke hvad helvede du snakker om!” Svarede jeg hårdt, uden egentlig at tænke over hvad, der lige var blevet sagt.
”Du skal da også altid gøre det dejligt for mig ikke?” Spurgte han, og tog mine hænder. Jeg prøvede at trække dem til mig, men han holdte bare rigtig hårdt fat i dem.
Man kunne hører at noget blev trukket frem, men jeg kunne ikke se hvad.
Lidt efter blev der snittet let i mine håndled, jeg bed smerten i mig da jeg ikke ville gøre det værre.
Han gav et kort øjeblik slip på mine hænder, men fik hurtigt fat i dem. Hvor han holdte noget ud over dem, det sveg af helvedes til, så meget at jeg skreg af alle mine lunger kraft.
”Årh, klap dog i.”.

Hejsa igen, her er så endnu et kapitel af TST. Jeg ved at det er ret kort, men jeg sidder desværre med skriveblokade, så ville hellere give jer et lille kapitel end intet.

Jeg vil blive glad for noget konstruktiv kritik, i det hele taget bare lige en kommentar.

Knuuuus <3

Lea

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...