Fuckin' perfect

Dette er en novelle vi skal skrive i skolen, til temaet: "Når livet gør ondt". Jeg ville lige dele den med jeg, og jeg vil også meget, meget gerne høre jeres mening om den<3

1Likes
0Kommentarer
126Visninger
AA

1. Fuckin' Perfect

Det er anden gang i dag, jeg står bøjet ind over toilettet for at lade min maves indhold flyde ned i det. Min krop er snart så vant til det, at jeg bare behøver at bøje mig ind over toilettet og trykke let på min mave, før det hele kommer ud igen. Normalt plejer jeg kun at kaste op en gang om dagen, men i dag havde maden i kantinen set så fristende ud, at jeg ikke kunne holde mig fra det. Bagefter havde jeg dog fået dårlig samvittighed og havde skyndt mig ud på toilettet.

 

Sidste år fik jeg konstateret Anorexia nervosa, men jeg har stadig ikke forstået, hvorfor vi skulle til lægen. Jeg kunne da godt selv have konstateret, at jeg er på slankekur? Og siden hvornår er slanke­kure blevet en sygdom? Han siger, at det er fordi, jeg ikke ser mig selv klart, og det jeg ser, er et forvrænget billede af virkeligheden. Men helt ærligt. Selvom han er læge, kan han da ikke bare for­tælle mig, at det, jeg ser, ikke er virkeligheden, og at han ved meget bedre end mig, hvordan jeg ser ud. Og hvordan jeg skal se ud.

Jeg ved da godt, at det ikke er sundt. Min mavesyre skader mine tænder, og jeg har flere gange fået sår i mundvigene på grund af syren, men jeg er altså nødt til at spise aftensmad. De andre måltider har jeg let ved at skippe, fordi min far aldrig er hjemme, men vi spiser altid sammen om aftenen, og han vil have, at jeg spiser noget.

Min læge vil også have, at jeg skal spise noget, fordi det, som han siger, er usundt for mig at spise så lidt, som jeg gør, og derefter kaste det, jeg har spist, op igen. Det er dog ikke helt af samme grund, min far vil have mig til at spise. Han blev nærmest helt hvid i hovedet, da lægen fortalte, at jeg har anoreksi. Han snakkede konstant, om at jeg skulle huske at spise, og hvis man ikke kendte ham, ville man tro, at det var fordi, han bekymrede sig om mig. Men jeg ved, at det ikke er derfor. Han er bange for at skille sig ud. Han er bange for, at folk synes, at vi er mærkelige, fordi jeg har en psykisk sygdom. Uh.. og for resten, siden hvornår er slankekure blevet en psykisk sygdom?

Indtil videre, er det lykkedes ham meget godt at holde det skjult for andre, men det er nok mest for­di, jeg heller ikke vil have, at nogen skal vide, at jeg er så svag, at jeg er nødt til at kaste op for at tabe mig. Ikke engang min far og min lillebror ved, hvor slemt det i virkeligheden er. Min far tror, at jeg næsten er stoppet. Eller han ved nok godt, at jeg ikke er stoppet, men han prøver at bilde sig selv ind, at jeg er.

Lægen havde bedt os om at komme igen inden for de nærmeste måneder, men vi har ikke været der siden. Min far syntes, at det var "unødvendigt", hvilket jeg jo egentlig også syntes, for jeg kan godt selv styre, hvornår jeg har brug for at tabe mig, og hvornår jeg ikke har, så vi var ret enige om ikke at tage af sted.

Det er egentlig ikke fordi, jeg synes, at jeg generelt er tyk. Fedtet sidder bare i klumper på min krop. Jeg har sådan set pæne tynde arme, til gengæld er mine lår alt for tykke, og sammen ser det virkeligt mærkeligt ud. Den nemmeste måde at få det til at se pænt ud er ved også at komme af med alt fedtet på mine lår.

Min far kalder på mig nede fra stuen. Min lillebror synes, at det er rigtigt hyggeligt at se film om aftenen, så det gør vi for det meste. På vej ned af trappen, kan jeg allerede mærke svimmelheden begynde, og min krop begynder at ryste. Underligt. Der plejer altid at gå mindst 7 minutter, før det begynder, men der er da ikke engang gået 5? Jeg skynder mig bare ned af trapperne og smider mig i sofaen med et tæppe over mig, så de ikke opdager noget. Varmen fra tæppet dæmper rystelserne lidt og gør dem også mindre synlige. Efter nogle minutter bliver rystelserne svagere, og jeg kan skubbe tæppet, som jeg har knuget i mine hænder, lidt væk igen.

I dag ser vi heldigvis ikke Toy Story. Den plejer vi ellers at skulle se. Jeg hader Disney film. De en­der altid godt. Så langt fra virkeligheden. På den anden side er der i det mindste noget, der ender godt.

I har måske undret jer over, hvor min mor er? Eller også har I ikke. I er sikkert lige så ligeglade med mit liv, som alle andre er. Men hvis der nu er en derude, der rent faktisk har undret sig over det, kommer svaret her: For snart 4 år siden blev mine forældre skilt. Jeg blev selvfølgelig meget ked af det, men nok ikke helt ligeså meget, som min mor gjorde. Hun fik en depression, og her for snart et år siden tog hun sit eget liv. Jeg havde da overvejet, om hun ville kunne finde på at gøre det, men jeg var kommet frem til, at hun nok ville lade være. Jeg ved godt, at hun havde det svært, men jeg troede rent faktisk, at hun elskede mig og ville leve, hvis ikke andet, så for min skyld. Men det gjor­de hun åbenbart ikke. Elskede mig. Jeg var åbenbart ikke en god nok datter, til at hun ville gøre sig den anstrengelse, at fortsætte med at leve.

Det var kort efter hendes begravelse, at jeg startede på min slankekur. Det var sådan set ikke på grund af min mor, at det startede. Eller.. det var det måske også, men det var ikke det, der fik mig i gang. Det var min bedsteveninde. Eller min ex-bedsteveninde, hvis der er noget, der hedder det?

Ja, dengang havde jeg faktisk en bedsteveninde, men da hun flere gange droppede mig til fordel for nogle af de andre piger, stoppede vi med at være bedsteveninder. Jeg kom vist til at råbe lidt ad hen­de, hvilket har resulteret i, at hver gang jeg er i nærheden af hende, sørger hun for at hviske til sine veninder, præcist så højt, at jeg lige akkurat kan høre det, hvor klam og fed jeg er. Efter den første måned begyndte det at stilne lidt af, men nu er det bare blevet meget værre.

Filmen er endelig slut, og jeg kan lige nå en kort løbetur, inden jeg skal i seng. Jeg hader at løbe, men kiloene falder jo ikke af ad sig selv.

 

Jeg bliver vækket af solen, der skinner ind gennem mit vindue, og et øjeblik tror jeg faktisk, at det kan blive en bare okay dag. Men så kommer jeg til at tænke på, at det i dag er præcis 1 år siden, min mor tog sit liv. Det kan umuligt blive en god dag. Men i det mindste skinner solen.

Da jeg står ude på vægten, som jeg er begyndt at gøre hver morgen, kan jeg se, at jeg næsten har taget et helt kilo på siden i går. Jeg vidste, at det var en dårlig idé at spise frokost i går. Da jeg går forbi spejlet, kan jeg ikke lade være med at kigge ind i det. Det er egentlig en rigtig dårlig vane, for­di det bare minder mig om, hvor grim og klam jeg er. Min ex-bedsteveninde har jo ret.

Jeg kan tydeligt se, hvordan det ekstra kilo har lagt sig i et bælte rundt om min mave og bare får min krop til at se endnu mere vanskabt ud.

Jeg skynder mig ud af døren og over mod skolen, før jeg begynder at overveje, om jeg ikke skulle spise bare en lille smule morgenmad. Hvis jeg blev derhjemme, ville jeg nok ikke kunne lade være med at tage noget, og det er ikke godt for mig efter min frokost i går. Et helt kilo...

Jeg slipper hen til første time uden at støde ind i min ex-BFF (uhh.. ny betegnelse), hvilket jeg er ret glad for. Jeg tror ikke at det ender godt, hvis nogen begynder at genere mig i dag. 1 år siden min mor døde, OG jeg har taget et helt kilo på. Lorte dag...

 

Historietimen er endelig færdig, og jeg har lige fået smidt min taske over skulderen, da der er en, der hiver fat i mit hår for at få mig til at stoppe. Da jeg vender mig om, er det en af min ex-BFF's rigtig gode venner.

"Er det rigtigt, at du kaster op ude på toilettet i hvert frikvarter?" Et øjeblik er jeg i tvivl, om hun ta­ler til mig, for hun siger det så højt, at resten af klassen sagtens kan følge med.

"Nej..."

"Du behøver altså ikke at lyve", siger hun og ser på mig med et blik fyldt med medlidenhed. Eller det skal det i hvert fald ligne.

"Jeg forstår dig godt. Hvis jeg var lige så fed og klam som dig, ville jeg nok gøre det samme"

Siger hun og smiler sit klamme, falske smil, før hun fortsætter.

"Det er jo lidt svært for mig at vurdere, da jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan det er at være lige så grim som dig. Jeg forstår godt, at din mor ikke gad dig mere. Jeg ville også skamme mig, hvis min datter var lige så grim som dig. Hvis jeg var dig, ville jeg dræbe mig selv, så vi andre slip­per for at glo på noget så grimt som dig. Hvis du havde gjort det tidligere, havde din mor måske sta­dig levet."

Idet hun nævner min mor, føles det som om, at alt luften bliver slået ud af mig. Godt nok er mig og min ex-BFF ikke særligt gode venner, men jeg havde virkelig håbet på, at hun ville lade være med at fortælle nogen om min mor og mine slankekure.

Jeg prøver på at holde mine tårer tilbage, mens jeg løber ud af døren og fortsætter ud af skolen. Jeg kan ikke holde ud at være her mere, så jeg skynder mig hjem. Det lykkedes mig at holde tårerne til­bage, til jeg når ind af vores hoveddør. Derefter begynder de at flyde ned ad mine kinder i en uaf­brudt strøm, mens jeg stille begynder at hulke. Min mor kunne ikke lide mig, jeg er grim, klam og fed, alle skammer sig over mig.

Af en eller anden grund, har jeg altid følt mig mest tryg, når jeg sad ude i vores bruser, så jeg skyn­der mig derud og sætter mig ned på de kolde fliser. Men uanset hvor hårdt jeg trykker mig op af væggen, hjælper det ikke. Tårerne fortsætter med at glide ned over mine kinder og danner små vandpytter på gulvet.

Både min mor og min far skammer sig over mig, ligesom jeg selv gør. Jeg rejser mig op og roder i skabet, til jeg finder det, jeg leder efter. Et pilleglas. Jeg ved egentlig ikke, hvad de er imod, men jeg ved hvor mange, der skal til for ikke at vågne op igen. Det er ikke første jeg hælder dem ud i hån­den. De andre gange har jeg hurtigt puttet dem tilbage i glasset igen, men denne gang lader jeg dem blive i hånden, mens jeg sætter mig ned i bruseren igen. Jeg hulker ikke mere, men tårerne strøm­mer stadig ned over mine kinder, mens jeg kigger på de små, aflange piller, der triller rundt i min håndflade. Den eneste grund til at jeg ikke allerede har slugt dem, er min lillebror. Han er kun 7 år, og han fortjener ikke at have oplevet 2 selvmord i familien allerede. Jeg tørrer mig under øjnene og snøfter et par gange. På den anden side skammer han sig nok over at have sådan en grim storesøster, så det ville være bedre, hvis han ikke havde nogen. Han ville jo nok komme over det og glemme mig på et tidspunkt.

Jeg stirrer kort på pillerne i min hånd, før jeg beslutter mig.

 

They'll say I died of suicide,

But no one knows how much they've lied,

It wasn't a rope, a blade, or pills,

That broke my soul, and gave me chills.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...