En uventet kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er lige flyttet til L.A med min mor, og jeg hader det. Jeg hader alt ved det. Og det bliver bestemt ikke bedre, da min mors første arbejdsdag bliver ødelagt af en helt særlig VIP gæst...

1Likes
0Kommentarer
62Visninger

1. Kapitel 1

Jeg står i indkørslen og kigger op mod huset. Den varme brise blæser henover mit hår, og jeg lader det et øjeblik kærtegne mit ansigt, inden jeg tvinger mine ben til at tage det første skridt op ad havegangen. Jeg har set så mange billeder af det her hus. Jeg har læst alt om nabolaget, de nærliggende butikker; jeg kender til den falmede blå farve, som er i det værelse, som nu skal være mit, og jeg kender til de grimme klinker, som fylder badeværelset. Mit eget badeværelse. Jeg ved alt om det her hus og alligevel føles det overhovedet ikke som hjemme. “Hvis du alligevel skal den vej, så tag lige en kasse med”, råber min mor bag mig. Jeg tager irriteret en dyb indånding. Jeg prøver virkelig at være glad på min mors vegne, men af alle de jobs hun kunne have taget, hvorfor skulle hun så absolut lige tage det i L.A? Min mor er forlagsredaktør og har endelig fået sin helt store mulighed for at arbejde for forlaget JustPublished. Jeg kan stadig høre hvinene fra mine veninder, da de fandt ud af, at det var det forlag, hun skulle arbejde for. “Ér du klar over, at det forlag har udgivet flere bøger om One Direction? Og Justin Bieber! Tror du, at hun møder Justin? OMG, jeg DØR, hvis hun møder Justin!” Ærlig talt har kendte aldrig interesseret mig specielt meget. Hvorfor skal hele verden gå amok, bare fordi man har udgivet et album? Det har aldrig givet nogen mening for mig.
Jeg tager en kasse og løfter den indenfor. Jeg sætter den ind på gulvet af mit nye værelse. Jeg sætter mig  på kanten af min seng, som lige nu er det eneste møbel i rummet, og kigger rundt. Lige nu ville jeg ønske, at jeg var hjemme, trygt på mit værelse med en kop te og en god bog. Mit værelse som nu tilhører en anden. Jeg tager en dyb indånding. Jeg har besluttet, at jeg virkelig vil støtte min mor i det her. Hun har opdraget mig alene og har altid kæmpet hårdt. Nu har hun endelig fået en drøm til at gå i opfyldelse, og jeg har ikke tænkt mig at være den, der stopper hende. Jeg er lige blevet student og havde tænkt mig at jeg bare skulle bruge mit sabbatår på at tjene penge i den kiosk, hvor jeg har arbejdet de sidste par år. Nu sidder jeg i L.A og har lavet en aftale med min mor om, at jeg hjælper hende på forlaget. Det er vel ok.

 

 

“Skat, du skal op! Morgenmad om 5 minutter!” Jeg sætter mig døsig op i sengen og gnider mig i øjnene. Det føles som blot få minutter siden jeg lagde mig til at sove. Lige nu ville jeg ønske, at jeg bare kunne blive liggende her resten af dagen og aldrig møde omverdenen. “Kommer om lidt, mor!” råber jeg og vælter søvnig ud af sengen. Jeg går ud på badeværelset og kigger mig selv i spejlet. Jeg ser træt ud og kunne helt sikkert godt trænge til et bad. Jeg laver en mental note om, at jeg virkelig må til at gå noget mere ud i solen. Jeg kan ikke møde op på et forlag hver anden dag og ligne en hængt kat. Jeg tager noget vand i hovedet og kigger lettere opgivende på spejlbilledet som stirrer tilbage. Jeg må gå i krig efter morgenmaden.
“Skat, vi kører NU!”. “Jaja, slap af, mor”, siger jeg irriteret og løber ned til bilen, mens jeg forsøger at tage min jakke på. “Jeg vil jo bare gerne være i god tid. Det er mit første vigtige arrangement”, siger min mor, mens hun bakker ud af indkørslen.

“Er det her vi skal være?“, spørger jeg, da vi kører ind på et virkelig flot hotel. Det ser virkelig dyrt ud. “Jeg skal da lige love for, at amerikanerne har høje standarder for deres mødelokaler”, siger jeg. Min mor smiler. “Det er kunden selv, som efterspurgte det. Vi har prøvet at få lavet en selvbiografi om ham i flere år. Nu har han endelig sagt ja under helt særlige betingelser. Derfor må intet gå galt i dag.“ Da vi når konferencelokalet hjælper jeg min mor med at sætte blomster på bordet, lave kaffe og gøre rummet pænt. Jeg tager et overblik over lokalet og mærker et lille prik af stolthed, da jeg ser, hvor flot det egentlig er blevet. Pludselig kan jeg næsten se mig selv som businesswoman i L.A - men hvis nogen spørger, så benægter jeg det. Jeg bliver hevet ud af min dagdrøm, da det banker på døren. En hotelmanager med et meget officielt udseende træder ind. “Jeg må desværre bede dem om at forlade lokalet”, siger han. “Lokalet skal bruges til vores VIP gæst.” “Jeres hvad for noget?”, siger min mor skræmt. “Jeg forstår ikke. Det her lokale har været booket i flere uger! Jeg forsikrer dem for, at jeg har lavet en aftale med hotellet, jeg har mine papirer her et sted, hvis De bare venter et øjeblik” siger hun panikslagen, mens hun febrilsk begynder at rode i sin taske. “Jeg ved godt, at dette lokale var Deres frue, men det er desværre ikke længere tilgængeligt. Jeg må bede Dem om at gå.” Jeg kan mærke en klump i maven begynde at forme sig. Jeg ved, hvor vigtig denne her aftale var for min mor, og nu går det hele i vasken, fordi en eller anden særlig VIP gæst mener, at han bare kan overtage lokalet? Jeg begynder irriteret at pakke tingene sammen, mens min mor ringer til sin chef og forsøger at udrede situationen. Jeg kan høre en masse “ja, jeg ved godt det er dumt, nej, selvfølgelig er det beklageligt” komme fra gangen, og jeg ved, at det her var lige præcis dét, som ikke måtte ske på hendes første dag. Jeg bliver nærmest skubbet ud på gangen af hotelmanageren og føler mig som en kæmpe idiot med favnen fuld af kaffekander og dyrt kildevand. Nede af gangen ser jeg et helt følgeskab af høje mænd med sorte jakker og øresnegle komme gående. “Det er herinde, Justin”, hører jeg en af dem sige, mens han peger hen imod det lokale, jeg lige er blevet smidt ud fra. Da han går forbi mig, fanger han mit blik et kort øjeblik og smiler til mig. Det korte øjeblik vores øjne mødes, står verden stille. Jeg når lige at overveje at smile tilbage, indtil situationen slår mig. Min mor er lige blevet frataget det vigtigste møde i sit liv pga én eller anden snotforkælet VIP gæst. Og det der. Det er Justin Bieber. Det jeg gør nu, ved jeg, at jeg ikke burde gøre, men det er allerede for sent. Vreden vælder op i mig som et pludseligt vulkanudbrud. Alt vælter ind over mig. Hvordan jeg ikke ville flytte, men blev tvunget til det. Hvordan alt herovre er varmt og klistret. Hvordan jeg virkelig hader de skide klinker på mit badeværelse. Og hvordan det hele lige nu er Justin Biebers skyld. Inden jeg overhovedet har tænkt over det, er jeg løbet tilbage til ham. Han skal lige til at gå ind i konferencerummet, men jeg tager fat i hans skylder og tvinger ham til at se på mig. “Hey!”, udbryder jeg. “Hvem tror du egentlig, du er?!” Hans sikkerhedsfolk skal lige til at reagere, men Justin stopper dem. “Det er okay. Hvad sker der?” “JEG SKAL SIGE DIG, HVAD DER SKER”, nærmest råber jeg. “Er du klar over, at jeg er flyttet hele vejen fra Danmark til L.A for at min mor kan få lov til at få sit drømmejob? Det var SÅ vigtigt at hun imponerede i dag, og nu er det hele ødelagt, fordi du tror du ejer hele verden og bare kan vade ind og vælte det hele? Det kan godt være du føler dig mere værd end alle andre, når du render rundt her mit dine Men in black og folk som render dig i røven, men det betyder ikke, at alle andre skal ændre alle deres planer, bare fordi Hr. Fucking Bieber kommer ind og ødelægger det hele!” Jeg er helt forpustet, da jeg endelig er færdig. Justin kigger fuldstændig målløs på mig og ser helt forvirret ud i hovedet. Jeg kan se et skævt smil spille på hans læber, og kan pludselig godt se, at hele den scene jeg lige har lavet, måske var lidt pinlig. Jeg føler mig pludselig som et lille barn og ville ønske, at jeg havde et musehul til øjeblikkelig levering. “Eh.. Jeg forstod ikke så meget af det du lige sagde”, siger Justin, mens han tydeligt forsøger at holde en grimasse tilbage. “Men jeg er ked af det, hvis jeg har væltet det hele. Jeg tror desværre, at mine Men in black og jeg er nødt til at gå ind nu.” Jeg står et øjeblik og overvejer, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne gå, men det er som om jeg er boltet til stedet. Fuck. Hvor pinligt.
Efter et par sekunder begynder jeg ydmyget at gå ned ad gangen, men inden døren ind til konferencelokalet bliver lukket, når jeg lige at høre Justin grinende sige: “Hvem var den pige? Hende kunne jeg godt lide.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...