Ude

I niende klasse var min årgang og jeg til terminsprøve. Én af opgaverne var at skrive en novelle, hvor at situationen i digtet "En aften i Staten" af Niels Barfoed) spillede en central rolle. Dette er et forkortet resultat.

3Likes
1Kommentarer
6209Visninger
AA

2. Ude

Rummet er koldt, mørkt, lugten er fremmed. Jeg sidder på sengekanten og ved siden af, ligger du. Din vejrtrækning er tung, men jeg ved ikke om du sover. Jeg venter på noget. Eller nogen. Måske en bil. En cykel. Et tegn på liv. Men natten forbliver stille. Jeg hviler mine albuer på mine knæ og sukker stille. Jeg er ikke træt. Ikke ligesom du. Jeg kunne sidde hele natten og passe på dig, holde vagt, uden at lukke mine øjne. Og det gør jeg. Det gør jeg hver nat. Fordi jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.

Din mave knurrer, og jeg kigger på dig. Måske sover du ikke. Jeg hvisker dit navn. Navnet breder sig i mørket. Men du ligger stille. Jeg hvisker igen. Spørger om du er vågen. Om du er sulten. Jeg ved ikke hvorfor, jeg spørger, for jeg ved ikke hvor køkkenet er. Jeg ved knapt, hvor vi er, jeg ved ikke noget. Noget som helst. Hvorfor er vi her? Og hvornår skal vi hjem? Hvis vi da skal det. Måske har de glemt os. Måske har de forladt os. Måske, måske, måske. 

Jeg lægger mig ved siden af dig og mærker din ånde på min kind. Jeg finder din hånd og giver den et klem. Bare du ikke vågner. Der er så stille. jeg kan høre dit hjerte banke. Lyden gør mig rolig. Jeg lukker øjnene. Helt roligt. Jeg sagde, jeg ikke ville sove, men gør det nu alligevel.

Vejret er godt. Jeg cykler på min cykel. I et tomt boligkvarter. Jeg kan se vores hus, dérnede ad vejen. Det er gammelt. Jeg hører en latter. En barnlig latter. Din latter. "Hurtigere" griner du, og så klapper du mig på min ryg. Jeg drejer mit hoved. Jeg vil se dig. Du sidder og smiler, smiler så stort. Til mig. Du mangler en masse tænder. Men smilet er til mig. Jeg træder i pedalerne. Jeg ser ikke andet end dig. Og dit smil. Jeg ser ikke bilen. Jeg ser kun dig. Jeg hører kun dig. Det var en latter, nu et skrig. Hvad gjorde jeg. Jeg. Jeg.

Mit hjerte fræser, jeg  slår øjnene op. Du er her stadig, og jeg begynder at græde. Lydløse tårer ned ad min kind. Jeg stryger dig over håret. Finder dit ar. Det er blevet mindre med tiden. Syv sting fik du, da vi kom. Helt uden at græde og jeg var stolt, da vi gik.Jeg falder endelig til ro. Jeg vil tage din hånd, men mine hænder er så kolde nu. Du har fået tæppet. Selvfølgelig har du det. Det er ikke stort nok til, at vi kan dele. Men det er okay. Du har mere brug for det end jeg.

På et tidspunkt vågner du også. Jeg bliver forskrækket, da du hvisker mit navn. Din stemme er så lille. Lille, ligesom dig. Du lægger din hånd over min, og smiler til mig. Jeg spørger, om du har det godt, men du vil bare vide, hvornår vi skal hjem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg vil gerne fortælle dig, at de henter os om lidt, lige om lidt, og at vi skal hjem og sove. I vores egne senge. Det vil være en løgn og jeg vil ikke lyve, ikke for dig, du er så lille. Jeg har ikke lyst til at sige, at de aldrig kommer igen. Du fortjener bedre. Jeg hvisker, at jeg er hos dig. Dine øjenlåg bliver igen tunge. Og du gaber. Jeg stryger dig henover panden, og du falder i søvn igen.

Jeg rejser mig. Himmelen er mørk, og stjernerne er klare. Månen er stor. For stor til himmelen. Noget bevæger sig udenfor. Det er mørkt, men jeg kan godt se den. Det er en hund. Den løber over vejen. Den halter lidt på det ene ben. Måske det er brækket. Jeg sætter min hånd på vinduet. Glasset er meget koldt. Jeg slipper ikke hunden ude af syne. Ikke før den blot er en lille bitte prik. Jeg sukker og ønsker, at det blot var dig. Der var så langt, langt væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...