Livets vej

Zoe har ,lige som mange andre, aldrig helt været den hun i virkeligheden er. Hun har altid kedet sig lidt og har haft det lidt svært i skolen. Aldrig rigtig lavet noget hun selv virkelig elsker. Zoe finder ud af at man har et valg. Et valg der er livets valg. Det valg hvor man skal vælge hvem man er. Hun opdager en helt anden verden hun aldrig havde tænkt på var lige foran hende. Hun tager livets vej og går ind i lyset hvor hun finder sig selv.

1Likes
0Kommentarer
93Visninger
AA

1. En tåre bliver til flere


Min alarm bippede, da klokken var 06:00. Det var på en måde en befrielse at blive vækket, så jeg slap fra mine mareridt. Det var også forfærdeligt, da jeg så skulle ind i virkelighedens mareridt. Jeg satte mig op og strakte benene ud over sengekanten. Da mine fødder ramte gulvet gik der et kort gys igennem kroppen på mig, fordi gulvet var så koldt. Jeg tog mig til hovedet og begyndte at tænke. Jeg tænkte på at det var mandag og at jeg skulle i skole igen. Det var ikke en rar tanke. Der gik hele fem dage, før det var weekend igen. Det var da åndsvagt ,at jeg så bare gik og glædede mig til at det blev weekend, når det alligevel bare blev mandag og fortsatte på samme måde. Jeg kom til at tænke på indespærrede dyr. Hvordan de bare var lukket inde, og gik rundt i et bur den lange dag,fordi det var det mennesket ønskede at blive underholdt med. Det var lidt sådan jeg følte mig.

Jeg gik over til vinduet for at kigge på den flotte skov. Jeg gik med forsigtige skridt for ikke at vække nogen. Der var så smukt udenfor. Jeg stod med krydsede arme op ad vindueskarmen, og kiggede på alt det smukke der var placeret lige foran mit vindue. Var den smukke skov mon lykkelig? Gad vide hvordan træerne havde det når deres venner bare lige pludselig blev fællet. Det var der jo aldrig nogen der tænkte på. Jeg elskede naturen, men det kunne jeg ikke sige til dem fra min klasse, for så var jeg jo bare hende den mærkelige. Jeg elskede når vi havde natur og teknik når vi skulle lære om ting der hørte til naturen. Jeg blev helt glad ved tanken, indtil jeg kom i tanke om hvordan jeg var blevet drillet. En tåre løb lige så stille ned af min kind, og landede lige så stille i vindueskarmen. Jeg var også den eneste der ikke boede inde i storbyen. Jeg kørte i tog hver morgen for at komme i skole. Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne gå i skole der hvor jeg boede. Endnu en tåre løb ned af min kind. Der blev bare ved med at trille små, lydløse tårer ned af mine kinder. Jeg satte mig ned med ryggen op ad væggen, satte knæene op foran mig, og holdt rundt om dem med begge arme. Jeg bøjede hovedet og kunne ikke holde op med at græde. Aldrig havde jeg fortalt nogen om hvordan jeg havde det i skolen. Jeg følte mig så ensom.

Nu begyndte jeg for alvor at fryse. Jeg tørrede lige mine øjne med bagsiden af min hånd, og rejste mig op. Hvis jeg selv skulle sige det, så hadede jeg mit tøj. Jeg syntes det var så grimt og det var slet ikke min stil. Det var pigerne fra min klasses skyld. Det var deres tøjstil, og jeg blev drillet, hvis jeg ikke tog noget der mindede om på. Hvorfor skulle der absolut altid være nogen der bestemte? Jeg rystede på hovedet, og gik så igang med at finde noget grimt tøj at tage på.Jeg tog en trøje på der var helt vildt farverig med mønstre. Det gjorde bare mig til, ikke at være mig. Jeg tog nogle blå strømpebukser på, og nogle shorts udover hvilket fik mig til at se ud som en tegneseriefigur. Jeg redte alle mine krøller ud, så godt jeg nu kunne, og glattede det lige så det ikke lignede heksehår. Jeg elskede mine krøller, men det gjorde resten af min klasse åbenbart ikke. Jeg kunne egentlig ikke forstå hvordan det kunne irreterre nogen så meget, hvordan jeg så ud. Min makeup havde de dog aldrig sagt noget til, så jeg slap for at tage det på. Jeg syntes det sad og irreterrede i mit ansigt. Det var rart at få nogle sokker på så det ikke var så koldt på mine fødder.

Jeg gik hen til vinduet igen. Jeg gik bare helt i stå. Det var næsten så jeg ikke blinkede. Det var stadig koldt. Bare ikke udenpå. Jeg følte mig helt kold indeni. Det var som om hele verden syntes jeg var forkert. "Zoe?" "Zoe-e-e?" Jeg gav et lille kvæk fra mig imens jeg hoppede forskrækket væk. Det var bare min lillesøster, Lea, der havde prikket til mig. Hun skraldgrinede. Lea grinede så meget at hun måtte sætte sig ned og holde sig på maven fordi hun grinte så meget. Jeg kom også til at grine. Til sidst sad vi begge to på gulvet og grinede som bare pokker. Hvis jeg selv skulle sige det, var det ret underligt jeg kunne grine så meget efter alt det lige før, men det var godt nok rart. Min far kom ind af døren, "Hvad sker der her?" spurgte han. Det skulle han aldrig have gjort. Vi fik det største grineflip der nogensinde er blevet grinet på jorden. Han smilede og sagde så "Tossehoveder" og gav et lille grin. Han gik ud af døren og vi fik grinet færdig. Det var faktisk meget mere rart at grine fremfor at græde. Jeg ved godt at de fleste ville tænke "Ja selvfølgelig er det bedre at grine", men det føltes alligevel bare lidt som det samme. Jeg følte det ihvertfald sådan. Som om jeg græder uden at folk lægger mærke til det. Det føltes også bare bedre, for så var jeg ikke helt så kold og ensom indeni. Jeg sad på gulvet og fik styr på mit grin. Jeg havde slet ikke opdaget at min søster var holdt op med at grine. Hun så faktisk meget alvorlig ud. "Hvad er der?" Spurgte jeg. "Klokken" sagde hun bare. Jeg tog min telefon op af lommen for at se hvad klokken var. Klokken var alt for mange. Jeg løb bare ud af døren, tog min cykel og kørte så hurtigt jeg kunne. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor, men jeg kunne mærke tårene løbe ned af mine kinder. Hvorfor skulle jeg være sådan en pivskid? Det var bare så irreternede. Da jeg kom hen til toget, nåede jeg lige det tog jeg plejede at tage. Der var ni stationer. Mit hjerte stoppede ikke med at banke. Det var som om alle bare sad og gloede mærkeligt på mig inde i toget. Hvorfor kunne folk ikke bare lade mig være i fred? hvad havde jeg gjort dem?

Toget stoppede, og jeg steg af. Jeg cyklede så hurtigt jeg kunne. Der var ikke lige så meget trafik som der plejede at være når jeg cyklede inde i byen. Det var sikkert fordi, jeg var sent på den. 

 Til sidst nåede jeg hen til skolen. Der havde selvfølgelig ikke været nogen på vejen fordi jeg var sent på den. Jeg steg ikke af min cykel. Stod bare og kiggede på skolen imens vinden rev i mit hår. Så opdagede jeg at jeg havde glemt mit overtøj. Det var oktober, og jeg var ikke sikker på at jeg ville være rask i en uges tid, hvis jeg var lidt mere udenfor. At være syg var bare det værste jeg vidste. Eller det vil sige, at være i skole var det værste jeg vidste. Derfor valgte jeg at tage den der var den næst værste. Denne gang cyklede jeg endnu hurtigere end før. Jeg ville bare hurtigt væk. De skulle jo helst ikke vide hvad jeg havde gang i. Ellers tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg tænkte faktisk så lidt over det at jeg bare cyklede, cyklede og cyklede. Det med at fryse, tænkte jeg slet ikke over. Tiden tænkte jeg heller ikke over. Det eneste jeg tænkte på var bare "væk". Jeg kom ud på en gruset landevej. Det blev straks lidt sværere at cykle på. Jeg var bare ligeglad.

Der begyndte at komme mere og mere mellemrum imellem husene. Til sidst kom jeg ud til en skov. Den var faktisk meget stor. Jeg stod og kiggede på den. Den, skoven, fik mig til at føle mig godt tilpas. Som om jeg var velkommen. Dens store, tunge grene, strakte sig ud og sagde velkommen til mig. Jeg lagde cyklen, og gik ind i skoven. Jeg huskede hvordan jeg plejede at sidde i skoven og kigge på søen da jeg var lille. Men så skulle vi absolut flytte så pokkers langt væk. Jeg hadede min skole, og alt ved den by vi var flyttet til. Mens jeg gik rundt, kom jeg til at tænke på noget. Vi var faktisk flyttet meget langt væk. Var jeg virkelig cyklet helt her ud? Jeg tog min telefon op af lommen. Klokken var halv elleve. Ingen ubesvarede opkald eller smser. På en måde blev jeg sur. Klokken var godt nok halv elleve, men jeg følte mig bare som en taber. Jeg havde bare overhovedet ikke lyst til at fortælle min familie noget om det med skolen. Men det her ville jo slet ikke hjælpe mig, eller dem. Alligevel besluttede jeg mig for at blive. Mine ben var trætte. Der var omkring 30 km hjemmefra og hertil. Jeg må virkelig have cyklet hurtigt. Dette var sket en gang før. Jeg nåede bare ikke helt så langt. Faktisk, nåede jeg næsten ikke ud af døren. 

 

Jeg gik ind i skoven. Da jeg kom til den lille sø, jeg altid plejede at sidde ved, stoppede jeg med at gå. Tankerne kom pludselig væltende ind i hovedet på mig. " Zoe. VIL DU STRAKS FORKLARE HVAD DU LAVER HER? VI HAR LEDT EFTER DIG OVERALT! ". 

Det var ikke ligefrem nogle rare tanker, men det var alligevel som om søen altid trøstede mig. Som om jeg så den virkelige mig, når jeg kiggede ned i vandet.

Det var nok omkring tre år siden jeg var her sidst. Egentlig var det utroligt jeg havde kunne klare at gå i skole inde i byen i så lang tid. Der stod en lille træstub, som jeg besluttede mig for at sætte mig på. Tiden gik, og min telefon ringede. Det var mor der ringede. Jeg tog den ikke. Lidt efter ringede den igen. Jeg tog den stadigvæk ikke. Efter et godt stykke tid stod der, ti ubesvarede opkald og tolv smser. Jeg vidste at de var bekymrede. Men jeg havde ikke lyst til at komme hjem. Derfor gik jeg tilbage til der hvor jeg lagde min cykel, cyklede omkring ti km tilbage, og lagde min telefon på en bænk. Så cyklede jeg tilbage til skoven, og gik hen til søen igen. Klokken var nok omkring seks. Jeg gik igang med at finde nogle grangrene noget forskelligt, som jeg kunne ligge på. Derefter bar jeg det hen til piletræet ved søen, og begyndte at ligge det jeg havde samlet, som en seng. Jeg lagde mig ned, og brugte min skoletaske som hovedpude. Til sidst faldt jeg stille og roligt i søvn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...