Gemmelegen skoleopgave

Bare en Lille skoleopgave :) Hvad sker der når man ikke lytter til de andre?

0Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. Gemmelegen

Gemmelegen Da jeg var et barn, plejede mine forældre at tage mig med hjem til min onkel. Dér plejede jeg at lege med mine fætre og kusiner, som alle var på min alder. Min onkel boede på en gård, så der var masser af tid og plads, og vi kunne lave lige det vi ville. Nogle gange, tog vi ind til naboen, der havde en masse køer og heste. I virkeligheden måtte vi overhovedet ikke være der, men naboens hus var bare så spændende! Stedet var stort og mørkt, så dette var selvfølgelig en guldmine, for alle os børn, specielt efter at mine fætre og kusiner havde fortalt mig historier, om hvordan stedet var hjemsøgt, og at der ofte blev dræbt heste og køer. Selvom at alle historierne var meget fangende, var jeg sikker på, at det bare var noget, de fandt på. Rygter. En dag i efteråret besluttede vi os for at lege gemmeleg. Vi stod alle sammen ved hegnet mellem de to ejendomme. Det var min tur til at lede. Jeg løb længe rundt og rundt på begge ejendomme, men jeg fandt ingen af de andre børn. Jeg løb hen til døren på det gamle hus og stod der længe. Hvad hvis den gamle mand var hjemme? Alle børnene havde fortalt, at han var psykopat. Der var så stille, at han ikke kunne være hjemme. Jeg åbnede døren forsigtigt, og en kold brise skar i min hånd. Metallet var ualmindeligt koldt, og hårene på min arm rejste sig. Jeg tvang det ene ben foran det andet, mine lemmer føltes ubegribeligt stive. Jeg fortsatte, og det var som om, at rummet blev koldere og koldere, for hvert skridt jeg tog. Rummet, jeg var inden i, så ud til at være meget gammelt. Der stod gamle antikke møbler og alle paneler, borde og stole var i det smukkeste mahogni. Jeg gled mine fingre over et bord, der lignede, det var hundrede år gammelt og i samme sekund, hørte jeg en dør smække. Lyden var så dyb, at et barn på syv umuligt kunne fremkalde den. Jeg fór sammen, overbevist om at dette ville være de sidste åndedræt, jeg ville have. Jeg var overbevist, om at ingen ville kunne se mig, hvis jeg bare gemte mig bag gardinerne. Men jeg kunne ikke flytte mig. Det var psykopaten, der kom for at slå mig ihjel, det var jeg sikker på! I stedet for at vende mig om og løbe, stod jeg. Bevidst om at jeg sikkert ville blive myrdet inden for få timer. Der var jo i virkeligheden heller ikke noget sted at løbe hen, vel? Fodtrin. Det var det eneste jeg kunne høre. Jeg svedte som en gris, og der var intet jeg kunne gøre. Fodtrin. Rummet var blevet bemærkelsesværdigt meget koldere. Jeg talte trinene. Et, to. Jeg bed mig i læben. Tre, fire. Jeg kunne ikke skrige, for jeg var lammet fra top til tå. Fem, seks. Mine læbe begyndte at bløde. Syv, otte. Jeg kunne høre mit eget hjerte hamre. Ni, ti. Jeg følte mig syg, og jeg havde lyst til at kaste op. Elleve, tolv. Personen kom til syne. Men det var hverken nogen psykopat eller gammel mand, men min fætter. Jeg følte vreden vokse sig i mig, og jeg råbte. "HVAD FANDEN HAR DU GANG I? DU SKRÆMTE SKU-" Jeg stoppede med at råbe. Min krop stivnede. Bag ham stod... Bag ham stod ham de alle havde kaldt for ‘psykopaten’. "Stå helt stille." Hviskede jeg til fætteren, selvom både manden og min fætter kunne høre mig. Drengen var et par år yngre end jeg, og jeg kunne ikke forestille mig, hvad der skete inden i hans hoved. Han stod helt stille, og hans øjne var vidt åbne. Manden smilte et modbydeligt smil og gik lydløst hen mod et skab der stod for enden af trappen og åbnede langsomt lågen. Han åbnede hængelåsen med en snusket gammel nøgle. Indholdet af skabet faldt ned på gulvet bag min fætter, og blodet flød ud af kroppene. Jeg genkendte ansigterne, og de tilhørte alle mine fætre og kusiner. Jeg skreg. Jeg skreg så højt som jeg kunne, men jeg vidste at det ikke nyttede noget, for mine forældre og onkel var sikkert blandt alle disse kroppe. Min lille fætter vendte sig om, og da jeg igen så ham i øjnene var hans ansigt hårdt. Han gik langsomt hen mod mig, og lagde sine arme om mig. Manden så mig i øjnene, hans ansigt var rynket og gråt, men han så ikke ud til at være særlig gammel, højest femogtredive. Hans ansigt lyste op i et morderisk smil. Hans tænder var røde af blod, og jeg nussede drengen i håret. Han gik langsom mod os, og jeg håbede at min fætter ikke skulle se mandens ansigt før han døde. "Hvorfor løber I ikke? Det plejer de jo. Det er meget sjovere!" Jeg så ham direkte i øjnene. Hans øjne var grå. Den samme farve som himlen efter regnvejer. Han gik langsomt mod os, og jeg skubbede min fætter bag min ryg. Jeg greb en stol der stod på bordet, og tyrede den mod manden, men han gik stadigvæk imod os. Hans øjne fik et glimt af rødt, og jeg så på resten af stolebenet i min hånd. Han kom langsomt mod mig, og det var som om, at alt luften sad fast i min hals. Inden jeg kunne gøre noget bed han i min strube, og jeg stak ham i brystet med stolebenet. Min fætter nåede ud, men jeg døde den nat. Giften nåede at sprede sig i min krop, og det var sådan jeg blev forvandlet. Min krop forandredes den dag. Røde øjne, hvid hud. Vampyr. Det er hvad jeg nu er.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...