Do you still remember me?.. (Justin Bieber)

Catie Swanson er en 16 årig pige, og er kærester med Justin Bieber. En dag kommer hendes forældre i en bilulykke, og forældrene dør. Catie skal flytte fra New York til Miami, da hun skal bo hos en plejefamilie. Hun vil ikke, men kan ikke selv bestemme, da hun kun er 16. Hun skal så derfor flytte fra Justin og alle minderne. Efter 2 år er Catie endelig 18, og har sparet sammen til at bo i New York. Hun flytter derfor til New York, og hun skal gå på en ny skole. Hvad sker der når hun finder ud af at Justin går på skolen? Kan Justin huske hende? Hun kan ihvertfald huske Justin... *Justin er ikke kendt*

24Likes
10Kommentarer
735Visninger
AA

10. 9

Jeg vågnede, ved at solen skinnede i hovedet på mig. Men det var okay, fordi Justin havde sine arme om mig. Så det vil jeg gerne nyde lidt, inden han vågner. Jeg kiggede lidt rundt på mig værelse, og så det billede hvor Justin og jeg kyssede. Jeg rejste mig langsomt fra sengen, så jeg ikke vækkede Justin, og jeg gik langsomt over til billedet. Jeg tog fat i det, og jeg gemte det i en skuffe. Han måtte ikke se det endnu. Jeg skal finde et perfekt tidspunkt, jeg kan sige det på, og det er ikke nu. Jeg lukkede skuffen langsomt, og jeg kiggede over imod Justin. Han ser så sød ud, når han sover. Jeg gik langsomt imod Justin, og jeg satte mig på sengekanten. Jeg kiggede lidt rundt i rummet, men pludselig kunne jeg mærke en hånd på min ryg.

"Catie" sagde Justin svagt. Jeg vendte mig om, og mødte hans svage smil.

"Godmorgen Justin" sagde jeg smilende.

"Du må undskylde igår" sagde han.

"Hvordan kunne du finde på at tage stoffer?" Spurgte jeg bekymret. Jeg var en smule bekymret for ham jo.

"Jeg ved det ikke. Det er bare fordi, at du mindede mig om min gamle kæreste, og jeg ville prøve at glemme hende igen, da jeg ved jeg aldrig kommer til at se hende igen. Og sidst hjalp det at glemme hende, da jeg tog stoffer. Det er bare... Jeg elsker hende stadig ligeså højt, og jeg kan bare ikke elske hende, da jeg ikke kommer til at se hende" sagde han. De ord gjorde mig virkelig godt tilpas. Uden han vidste det, talte han om mig.

"Aldrig glem hende" sagde jeg. Han måtte ikke glemme mig.

"Det tror jeg heller ikke, at jeg kommer til" sagde han. Var det nu, at jeg skulle sige, at det er mig.

"Justin du ved... Det er bare fordi.." Mere nåde jeg ikke at sige, før Justin afbrød mig.

"Skal vi ikke tage noget morgenmad?" Spurgte han. Hvorfor skulle han gøre det så besværligt at sige. Jeg nikkede, og vi gik ned for at spise.

Vi havde begge taget tøj på, og vi begge havde spist. Vi skulle jo i skole idag. Jeg havde overhovedet ikke lyst, men jeg blev nødt til det. Vi tog begge vores sko på, og vi gik ud til min bil. Vi trådte begge ind i bilen, og vi kørte. Eller jeg kørte, men Justin sad ved siden af.

Vi var ovre i skolen, og vi begge trådte ud af bilen. Jeg låste den, og jeg puttede nøglerne i min lille taske. Pludselig kom Sandra over til os, og vi begge stoppede med at gå.

"Justin. Hvorfor render du hele tiden rundt med Catie? Jeg savner dig" sagde hun surt til Justin.

"Fordi Catie er cool" sagde han surt tilbage til Sandra.

"Fint. Kom Catie, vi to skal være veninder" sagde hun, og hun tog min arm. Jeg vinkede til Justin, og jeg fulgte med hende.

"Hvad skal vi så lave?" Spurgte jeg.

"Vi skal hygge os, men jeg skal lige på toilettet, vi ses efter time ik?" Sagde hun. Jeg nikkede og gik ind til time. Jeg skulle have natur teknik, som jeg overhovedet ikke havde lyst at have lige nu. Men jeg blev nødt til det.

Klokken var nu 2, og jeg havde fri. Jeg gik imod min bil, men blev stoppet af en person som skubbede mig hårdt imod bilen.

"Catie hvordan kunne du?" Råbte Justin surt.

"Øhm... Hvad har jeg gjordt?" Spurgte jeg. Hvad havde jeg gjordt? Han kan ikke bare komme og skubbe mig for ingenting.

"Du har stjålet min guldkæde. Jeg havde fået den fra min far, som jeg ikke ser så tit. Giv mig den igen!" Sagde han hårdt. Jeg havde ikke stjålet hans guldkæde.

"Den har jeg squ ikke taget" råbte jeg hårdt.

"Sandra sagde, hun så dig tage den i mit skab" sagde han. Selvfølgelig. Sandra. Hun vil sikkert bare skille mig og Justin ad, fordi hun "savner ham"!

"Det er ikke mig. Kan du ikke se det. Sandra prøver at skille os ad. Stol på mig Justin!" Sagde jeg hårdt.

"Jeg tror squ ikke på dig for fanden. Vi har kun kendt hinanden i 3 dage" Råbte han. Hvorfor tror han ikke på mig?

"Tro på mig!" Råbte jeg. Jeg fældede en del tåre. Jeg kunne ikke fatte han ikke troede på mig.

"Dsv Catie. Hvorfor skulle jeg lige tro dig?" Råbte han surt. Jeg græd mere, og jeg kunne ikke stoppe.

"Fordi vi har kendt hinanden i over 10 år!" Råbte jeg surt.

"Hvad fanden mener du Catie?" Sagde han lidt lavere. Vi var begge faldet lidt til jorden nu, men jeg græd stadig, og han havde også få tåre i øjnene.

"Hvorfor tror du jeg kender dig ud og ind? Jeg er den kæreste du havde da du var 17 forhelvede!" Sagde jeg grædende.

"Er du min gamle kæreste?" Sagde han trist.

"Ja! Jeg kom tilbage her til, for at jeg kunne gå på denne skole, og så havde jeg et lille håb på at møde dig." Sagde jeg trist.

"Jeg tror dig ikke!" Sagde han hårdt.

"Så kom med mig hjem. Jeg har beviser" sagde jeg. Han nikkede, og vi begge satte os ind i bilen, og jeg kørte...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...