I livet medfølger sorgen

Jeg skriver normalt ikke noveller som sådan, jeg blev dog grebet af opgavebeskrivelsen her, da den netop bandt sig til en tæt venindes historie. Jeg blev meget påvirket af situationen dengang, og derfor, med hendes accept vel og mærke, har jeg skrevet novellen her. Ligeså me-get som en hjælp for hende, til at få formidlet og bearbejdet historien, og komme videre.

0Likes
0Kommentarer
51Visninger
AA

1. I livet medfølger sorgen

 

Dyner er gode, varme og betryggende. De er store og luftige, og kan kaste en ro over én, hvis man først kravler ned under dem. Men ikke desto mindre, formår de også at holde én fanget. Det er som om de suger al energi ud af én, og tvinger én til at blive liggende under dem, hvorefter de langsomt tager på i vægt, og til sidst ligger som et kæmpe fedtlag, der bare ikke er til at kaste fra sig, når man skal op om morgenen. Pludselig har man ligget der i flere evigheder, uden energi til at komme op, og røre sig, og de mange kilo fra dynen overføres til ens krop, hvis ikke man er i stand til at overvinde dem, og komme i gang. Sådan er det med mange ting. I øjeblikket var det ikke den store hvide dyne, der var min frygt, men nærmere den enorme klat af flødeskum, der lå som en stor dominerende dyne ud over min tallerken. Umiddelbart skulle man tro, at dens luftige konsistens ikke ville gøre den store skade ved indtagning, men ligesom med dynen, er det bare ligesom om, at hvis den første får adgang til én, trækker den én ind i en eller anden form for afhængighed, hvor man bare ikke kan slippe af med den igen, og dens luftige konsistens omdannes til masse kilo, der overføres til kroppen på ingen tid. Det er muligt det er en sindssyg sammenligning, men pointen er der.

Til trods for min fornufts viden og bevidsthed om hvad fløden var i stand til, kunne min samvittighed ikke udstå min mormors ihærdige forsøg på at lave en fødselsdagskage på ægte ’Blomsterberg’ manér, til glæde for mig. Det ville være utilgiveligt, og utaknemmeligt ikke at vise en smule glæde over den hjemmelavede gave, men tanken om hvilken ubehag konsekvensen af at indtage så mange kalorier på en gang, ville være, holdt mig endnu tilbage.

Ved siden af mig sad min søster, der med sit lange lyse hår og smukke kvindelige former nød godt at Guds gave til hende. Hun var beriget med en evne til at kæmpe for det hun ønskede, uden at græde over konsekvenserne, hvilket var noget jeg i høj grad beundrede hende. Desuden havde hun en fantastisk udstråling og skønhed, der havde foræret hende en plads i elevrådet de sidste tre år, og desuden også hendes daværende kæreste, Emil. Med andre ord, var hun altså blevet foræret social status. Og det var alt dette jeg misundte hende, og som i høj grad var grundlaget for, at jeg så, og stadig ser, op til hende.

 

Jeg er dog bevidst om, at det ikke alt sammen var noget hun blev foræret ved fødslen, at det ikke kun var Guds vilje. Min søster havde selv en fantastisk vilje, som gjorde, at hun var i stand til at tage konsekvensen af overspisning og kaloriefyldt kost uden at have ondt af sig selv. Det var hende, der gjorde mig opmærksom på, at såfremt man gerne vil være slank, behøver man ikke at sulte sig selv og nægte sig selv de lækre goder. Da mine forældre opdagede jeg led af anoreksi, at jeg nærmest intet spiste, var det min søster der hjalp mig videre. Hun forstod min situation, og forklarede mig, at sundhed kunne være mange ting, og at alle gjorde noget for at opretholde deres egen sundhed. Hun fortalte mig, at problemet ikke var min anoreksi, men at problemet er den måde samfundet har valgt at se sundhed på. At man har antaget, hvad sundhed er, og at det er ens for alle. At man ikke har taget højde for, at det ikke er alle der kan spise kød og kartofler hver uge, uden at tage på. Hun forklarede mig, at hun holdt sine former gennem Bulimi. På den måde ville vores forældre ikke blive påvirkede af hendes situation, da de ville kunne se hun spiste normalt, og samtidig ville hendes krop ikke blive påvirket, da alt det hun spiste ville være ude af kroppen inden den ville nå at optage kalorierne. Alle var glade. Gennem den tid blev jeg meget tæt med hende, da det pludselig gik op for mig, at jeg ikke var den eneste der gik så meget op i kost, motion og det overfladiske, og jeg skiftede nærmest ”vognbane” til hendes, hvis man kan sige det sådan. Mine forældre blev positivt overraskede over den appetit jeg pludselig havde fået, men jeg havde svært ved at vende mig til den nye livsstil, og de første par gange syntes jeg, det var så ubehageligt at stikke tandbørsten i halsen, at jeg fik ondt af mig selv. En selvmedlidenhed, jeg stadig ikke var sluppet af med til min seksten års fødselsdag.

 

Det var dette jeg kæmpede med ved fødselsdagsbordet, og mit idol, min elskede søster, sad ved siden af og så nærmest ud til at nyde lagkagen, bevidst om, hvad hun måtte udsættes for bagefter. Jeg forsøgte at bide tænderne sammen, at tilbageholde de tårer der pressede sig på, og at ignorere de kramper min mave havde forsaget alene ved tanken om tandbørstens hårde børster mod drøblen. Min søster havde gjort det i årevis, det var bare et spørgsmål om tilvænning, sagde jeg til mig selv. Med denne tanke fik jeg stykke efter stykke, bid efter bid, presset kagen ned.

Den aften sov jeg på min søsters værelse. Vi drøftede aftenen med maden som hovedemne, og vi fortalte hinanden, hvordan vi de efterfølgende dage ville tage konsekvenserne af denne aften. Det hjalp ofte at dele med hende, hvad jeg var nødt til at gøre for at rette op på mine synder. Det var ligesom om, at når jeg fortalte det til hende, var jeg nødt til rent faktisk at handle, for der var nogen der regnede med mig. Hun gav mig også inspiration til, hvilke ekstra ting man kunne gøre, for at rette op på højt kalorieindtag. Eksempelvis gjorde hun mig opmærksom på, at hvis ikke man nåede at få maden op igen inden en time, og kroppen var begyndt at optage kalorierne, kunne man tage en masse afføringspiller, for at få det hurtigere ud af systemet. Det havde hun gjort den aften, ikke fordi hun ikke havde nået at få kagen op igen, men ganske enkelt fordi hun havde dårlig samvittighed, og fordi vi havde spist rigtig meget usund mad den aften.

 

Det tog mig ikke mere end yderligere et par uger at komme ind i rytmen, og jeg syntes selv jeg var tilfreds. Jeg følte mig viljestærk, og jeg behøvede ikke føle mig skidt tilpas hvis jeg gik på café efter skole med veninderne, og fik en kakao, for jeg vidste, hvad konsekvensen var, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre ved det. Men så kom den konsekvens jeg ikke havde forudset. Den eneste ting, min søster ikke havde belært mig om, måske fordi hun ikke engang selv havde tænkt tanken. En søndag efterårsmorgen stod min søster ikke op. Hun havde sovet til langt op af formiddagen, da min mor bad mig gå ud og vække hende. Jeg gjorde hvad jeg kunne, ruskede i hende, kaldte på hende og forsøgte nærmest at flå hende ud af sengen. Men den hvide dyne havde lagt sig tungt over hende, som et jerntæppe på tusinde kilo, der ikke var til at flytte, som havde suget al energi og liv ud af hende. Som nærmest havde kvalt hende. En ambulance blev tilkaldt, og hun blev hurtigt erklæret død. Efterfølgende modtog vi en afklarende rapport. Hjertestop grundet for højt saltindhold i blodet. Det er muligt det var pillerne.

 

Jeg fortryder ikke et eneste øjeblik med hende. Ikke et eneste ord jeg har sagt. Jeg fortryder ikke den tid vi havde, eller de ting vi havde fælles. Vi lærte af hinanden, og inspirerede hinanden til at hjælpe hinanden gennem den overfladiske periode, hvor det betød meget for os begge, hvordan vi så ud, og hvor sundhed spillede en vigtig faktor. Jeg er selvfølgelig stadig i den dybeste sorg over at have mistet hende, men hun den kærligste, mest omsorgsfulde person jeg har kendt. Hun har givet mig så meget, og jeg har givet hende, og jeg vil mindes hende i den glæde, som vi havde sammen.

Efterfølgende gik både min mor og jeg ned med en depression. Jeg vidste ikke hvilket ben jeg skulle stå på, og min mor havde også haft en hård tid med et anorektikerbarn og tabet af et andet barn indenfor et år. Tiden ville, at depressionen bragte min mor og jeg tættere sammen, og at tiden blev lettere at komme igennem, når vi var to sammen, som forstod hinanden. Ikke at vi nogensinde kommer os over tabet af min søster. Hun var en fantastisk person,  der altid vil leve videre i vores hjerter og i vores hjem. Men hendes liv skal ikke være tabt for ingenting. Vi er nødt til at se på det, som noget vi kan lære af, og se tilbage på hende og huske hende for de gode tider, og for den humørbumpe hun var.

Gennem den svære tid lærte jeg, at man sjældent står alene i denne verden, at det som regel er lettest at dele sine tanker med nogen, og at dem der forstår en bedst, måske ikke er så langt væk alligevel.

 

”Livet forståes baglæns, - men må leves forlæns” citat af Søren Kierkegaard. Sådan vil jeg slutte novellen, til glæde for min veninde (hovedperson i novellen her), der i dag studerer og har stor interesse i filosoffer og deres tilgang til livet.

Jeg har normalt ingen interesse i at dele mine fristile, men det er som sagt noget specielt med denne, da det ligeså meget er for min veninde, der gerne vil have hendes historie formidlet og bearbejdet. Jeg selv går på gymnasium, med interesse for samfundsfag og matematik, og går meget op i min skolegang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...