Sortering

Samfundet sorterer. Placerer. Sætter i kategori. Men hvad hvis man ikke vil sorteres?

8Likes
3Kommentarer
589Visninger
AA

1. Specielt. Oprørsk.

Kapitel 1

Det sker den 6. januar 2014, første skoledag efter juleferien. Mine ben bevæger sig målrettet hen over asfalten på fortovet, krydser trafikerede veje, alt imens mit indre jeg arbejder på højtryk for at bekæmpe de tårer, der truer med at komme op til overfladen. 
Det værste jeg ved i denne verden er at blive sat i kategori. Som om at mennesker er små stykker legetøj, nogle blå, nogle lyserøde, og nogle lilla, alle bliver kastet hen til de farver, de passer sammen med. Jeg vil hverken være blå, lyserød eller lilla. Jeg vil være regnbuefarvet. Stråle. Være noget ingen andre er. Men det er svært, for samfundet elsker at placere, sortere, sætte i kategori. De gør det helt automatisk. Blå, lyserød, lilla. Lav, mellem, høj. Grim, normal, smuk. Jeg ser ikke mig selv som en del af samfundet - det ville være at bryde min egen regel: Gå ikke med strømmen. Hvis jeg er oprørsk, regnbuefarvet, anderledes, vil de ikke kunne sætte mig i en kategori. Dette er grunden til at jeg farver mit hår lilla og går i store tyltkjoler, selvom det er hverdag, og det forventes af mig at gå i jeans og t-shirt. Mit eget lille oprør. 

Mine ben stopper da jeg når til måldestinationen: Boghandleren. Tro endelig ikke at jeg læser, for det gør jeg ikke, så ville jeg blive placeret som den stille, nørdede type. Under alle omstændigheder skal jeg bare købe en bog til min mor. Jeg rører mit ansigt med fingerspidserne for at mærke efter tårer; der er ikke nogen. Jeg tager en dyb indånding og går ind i boghandlen. 
 
Der er overraskende stille derinde, men på den anden side er klokken også kun 11:38; De fleste er  i skole eller på arbejde, og så er os - mig - som er stukket af før tilladt. Mine fødders berøring mod gulvet kan høres i hele butikken, så stille er der. Jeg kan kun se 4-5 personer eksklusiv mig selv. Jeg scanner hylderne, som er sorteret efter farver(utrolig upraktisk, når det kommer til at finde bøgerne, men meget pænt), og ender med at spørge ekspedienten. Hun kigger på mig med et "kan-du-ikke-engang-finde-en-bog-når-nu-vi-har-været-så-praktiske-at-farvesortere-dem"-blik, og rejser sig på sådan en så ikke-engageret måde, at man skulle tro, hun skal til at bestige Mount Evereast med et brækket ben. En lille tot hår klistrer sig fast i hendes kirsebærrøde lipgloss, som ser ud til at udstråle ligeså meget bitchethed som hendes attitude. Hun finder bogen, rækker mig den og går igen uden et ord. Ikke den snaksagelige type, noterer jeg tavst. 
Jeg kaster et blik på bogen. Water For Elefants, står der skrevet med krogede bogstaver. Forsiden forestiller en pige og en dreng på hver sin side af en elefant. Jeg skal lige til at læse på bagsiden - ikke fordi jeg er interesseret i bogen, bare fordi jeg er nysgerrig efter at vide hvad min mor læser - da en drengestemme afbryder mig. "Jeg elsker den bog. Du skal virkelig glæde dig til at læse den."
Jeg snurrer rundt på fødderne og står ansigt til ansigt med en dreng på min alder. Nøddebrunt hår og klare, blå øjne. Et flabet smil. Lækker, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det.
"Det er til min mor," snerrer jeg. "Jeg læser ikke."
Drengen ser en smule overrasket ud, men lader sig ikke slå ud af min fjendtlige tone. Jeg går hen mod disken. Drengen følger efter mig. 
"Du burde begynde at læse, så," siger drengen. Jeg rækker lipgloss-ekspedidenten bogen og en 200-kronerseddel. Hun giver mig 50 kroner tilbage og smører mere lipgloss sine læber. 
"Det var hyggeligt at snakke med dig, men jeg har simpelthen så travlt," siger jeg, henvendt til drengen, og prøver at holde min stemme i ro, selvom jeg mest af alt bare har lyst til at råbe af ham. Han vælger at overhøre min ellers ret klare hentydning. 
"Jeg kan skrive nogle bogforslag ned til dig, hvis - "
Jeg sender ham et dræberblik, før han kan nå at færdiggøre sin sætning.
Ekspedienten, som nu nærmere ligner vampyr end en pige med for meget lipgloss, putter bogen ned i en lille, mintgrøn pose og rækker den til mig. 
Mine skridt er højlydte mod gulvet da jeg bevæger mig hen mod udgangen, mere højlydte end da jeg gik herind, men ikke højlydte nok til at overdøve hans stemme. 
"Jeg fik aldrig fat i dit navn." 
 Jeg ved ikke om jeg skal virke ligeglad og gå videre, eller stoppe op. Resultatet bliver noget lignende en akavet stepdans, men jeg får til sidst drejet om på hælen, så jeg kan se ham. Han griner. 
"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Du har ikke fortalt mig dit," svarer jeg, en smule nysgerrig efter at vide hans navn.
"Jeg samler på navne." Hans øjne søger mine, og et øjeblik glemmer jeg at fastholde min kolde facade. "Jeg noterer navne i min notesbog. Skriver ord om hvert enkelt navn," siger han. Hans smil viser ingen tegn på forlegenhed eller generthed, men hans øjne fortæller en anden historie. "Var dette, Deres højhed, forklaring nok til at oplyse mig om dit navn?"
"Seline." Han nikker, noterer det i en notesbog, han lige har taget op af sin taske.
"Og hvilke ord minder mit navn dig så om?"
Han skriver de sidste bogstaver - måske ord - i notesbogen, og kigger så på mig.
"Specielt. Oprørsk." 
Med de ord forlader han bygningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...