Sortering

Samfundet sorterer. Placerer. Sætter i kategori. Men hvad hvis man ikke vil sorteres?

8Likes
3Kommentarer
588Visninger
AA

2. En slange

Drengens ord hjemsøger mig de næste dage. De kravler lydløst og yndefuldt ind i min hjerne, gemmer sig i mine ører, og værst af alt: sætter sig fast i mit hjerte, hårdt og bestemt, og der er intet jeg kan gøre for at få ordene væk. De er blevet skudt ind i mit hjerte, som gift i en kanyle. Farligt, dødbringende. Og ikke til at fjerne.
Mor bemærker det. Hun bemærker alting. Hun er som en slange; snor sig omkring en, hvisler i ens øre med sin perfekte lyserøde slangetunge, for til sidst at sno sig helt hen til ens øjne, hvor hun opfanger de dybeste hemmeligheder et menneske kan have.
Bare i en mere mor-venlig version, selvfølgelig.

Hun er også en slange denne morgen.
"Der er noget galt," konstaterer hun. Det er ikke et spørgsmål.
Man kan ikke lyve for mor, det ved jeg godt, men jeg prøver alligevel.
"Jeg er træt. Fik ikke meget søvn i nat." Jeg sænker blikket, og hælder meget koncentreret cornflakes op i min skål, så hun ikke får muligheden for at aflæse mit ansigt. Trods mine anstrengelser virker det ikke.
"Løgner," siger hun.
"Ja," siger jeg.
Hun slipper det viskestykke hun har i hænderne og nærmer sig mig med et blidt smil.
"Lille bitte Selleri," siger hun og stryger en pastellilla hårlok væk fra mit øje.
Selleri er en titel jeg er blevet tildelt takket være mit 7-årige jeg, min mærkværdige smag i mad, og nok også min lillebror. Jeg elskede selleri dengang. Spiste det hele tiden. I skolen, til aftensmad, eftermiddagsmad, endda dessert. Min lillebror, Alex, var kun 4 år dengang.


"Seline, Alex, der er mad!" Mors stemme bevæger sig med listige skridt fra køkkenet hen til entréen og videre op ad trappen til mit lyserøde prinsesseværelse. Den blå farveblyant bliver hurtigt kastet hen til de andre farveblyanter, og malebogen bliver lukket.
"SELLERI, SELLERI, SELLERI!" råber jeg, mens jeg halvt hopper, halvt løber ned ad trappen.
Mor smiler. Det der store, kærlige, fjollede smil hun altid lyser op i når jeg siger skøre ting.
"Ja, også selleri til dig, Seline," siger hun og roder i mit uglede, blonde hår. Jeg sender hende et mopset blik og siger noget om at jeg er for stor til at blive rodet i håret, nu hvor jeg går i skole, men jeg kan ikke lade være med at smile alligevel.
Alex dukker op, og nærmer sig spisebordet med store, klodsede skridt. Han når hen til sin stol, men står bare hjælpeløst og kigger på den. Han kan ikke selv komme op og sidde på den.
Far kommer ham til undsætning. Han tager fat om Alex og løfter ham med lethed op i børnestolen, som er pyntet med adskillige små klistermærker.
"Suuupermaaan," hviner Alex. Far griner. Mor smiler. Hun kigger på ham med næsten samme blik som når hun kigger på mig, men der alligevel noget anderledes som jeg ikke kan sætte en finger på.
Vi spiser i tavshed. Der er burger på menuen idag, og der er altid stille når vi spiser burger. Jeg spurgte engang min mor hvorfor, og hun sagde det er fordi den smager så godt, at man lukker alt andet ude, og helt glemmer at tale. Men det gælder vist ikke for Alex.
"Seline er en selleriii!" udbryder han pludselig, med munden fuld af mad.
"Hvad?" spørger jeg dumt.
"Du er en selleriiii!" gentager han stolt.
Jeg lyser op i et stort smil.
"Okay," griner jeg. "Så er jeg en selleri."


Siden den dag kaldte hele familien mig Selleri. Jeg kan ikke lide selleri mere, det har jeg tvunget mig selv til. Jeg prøver at lægge min fortid bag mig, og det inkluderer også at skifte yndlingsretter ud. Navnet Selleri er det eneste der er blevet tilbage. Jeg kunne ikke bære at få dem til at stoppe med at kalde mig det, kunne især ikke gøre det mod Alex. Selvom han er 14 nu, ved jeg at navnet betyder meget for ham. Det var jo trods alt ham der startede det.

Lyden af højlydte skridt mod gulvet river mig løs fra tankernes univers. Far dukker op i døråbningen, og indsnuser den himmelske duft der efterhånden har bredt sig i køkkenet.
"Kage?" spørger han, og hans øjne lyser op som et juletræ. Mor ryster på hovedet. Lyset forsvinder fra hans øjne, og han ligner næsten en 7-årig dreng, hvis anmodning om en rejse til Supermand-planeten, er blevet afslået.
"Ikke til dig, dit fjols," siger mor med en drillende klang i stemmen. "Til Alex. Han skal have kage med i skole idag." Hun tager en gaffel ud af skuffen. "Og desuden," siger hun, "er det ikke sundt at spise kage om morgenen."
Far laver en grimasse, tager en skål fra skabet - den med blå prikker - og hælder en stor portion cornflakes op. Mor tager kagen ud af ovnen. Uret tikker.
"Vi snakker om det efter skole, okay?" siger mor og blinker til mig.
Jeg nikker, men mener det ikke.
"Hvad snakker i om efter skole?" spørger far forvirret og kigger spørgende på mor.
"Tøsesnak, " siger hun hemmelighedsfuldt. Så vender hun tilbage til kagen.

Alex og jeg går ikke på samme skole; Alex går i 8. klasse på Frederiksberg Skole, og jeg går på Frederiksberg Gymnasium. De to skoler ligger ikke så langt fra hinanden, så vi følges det meste af vejen.
Det er stadig mørkt da vi træder ud af hoveddøren, pakket ind i jakker, halstørklæder og vanter. Men en betænksom påklædning er ikke modstand nok for kulden. Kulden er stædig, insisterrende. Som en sulten løve, der ikke går fra sit bytte, før den har gnavet en hver lille klump kød af knoglerne.
Kulden sniger sig omkring mig, finder de steder hvor min hud ikke er dækket af forskellige former af stof, og så bider den, niver, river i min hud.
"Man burde opfinde et stort rutsjebanesystem, der går fra alle huse i verden, og hen til alle skoler i hele verden. Og alle rutsjebanerne skulle have deres helt egen farve. Jeg ved godt at der slet ikke findes så mange farver, men så må vi jo bare opfinde nogen nye, ikke?" siger Alex. Han griner stille, et tegn på at han godt ved, det er en skør idé.
Jeg griner også. Alex har altid haft en fantastisk fantasi. Lige så snart han kunne tale, begyndte han at fortælle mig de mest fantasifulde ting. Drømme han havde haft, opfindelser han ville føre ud i livet, eventyr han ville skrive, når han altså på et tidspunkt ville lære at stave. Det er en af de 1000 ting jeg elsker ved ham. At han altid vil være sig selv. Selvom hans hår er blevet mørkere, hans tøjstil mere moden, hans stemme dybere gennem årene, så har han aldrig ændret personlighed. I modsætning til mig,
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...