Sortering

Samfundet sorterer. Placerer. Sætter i kategori. Men hvad hvis man ikke vil sorteres?

8Likes
3Kommentarer
590Visninger
AA

3. Den gamle Seline

Kapitel 3


Skolen er den største udfordring, når det kommer til at undgå sortering. Lige meget hvad du gør, vil folk - eleverne, lærerne - altid sortere dig, måske ubevidst, måske ikke, men det grundlæggende er, at det ikke er til at undgå. Medmindre man er mig - og det er jeg så heldig at være. Gennem ensomhedens tid har jeg opbygget en taktik. I starten var det slet ikke bevidst, blot en følgevirkning af mit skiftende humør. Men så langsomt som min foragt for sortering begyndte at ulme op i min mave, begyndte det at samle sig til en taktik - en plan - i mit hoved. Taktikken går ud på at forvirre folk. Mandag er jeg den stille pige, tirsdag den højtråbende, onsdag den overpositive. Sådan kører det, i ring og i ring, dog ikke i samme rækkefølge - jeg vil ikke have at de finder et mønster - og sjældne gange tilføjer jeg helt nye personligheder og smider gamle væk, bare for at de ikke skal blive vant til det. En ny elev ville måske dømme mig som overpositiv, hvis det var det jeg havde valgt at være den dag, men hun ville hurtigt skifte mening næste dag. Når skolehjemsamtalerne nærmer sig, og lærerne skal til at forberede sig, vil de rive sig i håret af frustration, for hvordan skal de dog beskrive mig? Som en blanding? En stille-højtråbende-positiv pige? Det er dér lærernes problem opstår. Der bliver nødt til at være flere personer i en kategori. En kategori bestående af én person er som en fugleflok med kun én fugl. En falsk fugleflok. En umulig fugleflok. En ikke-eksisterende fugleflok.
Idag er jeg den stille type. Det kræver ikke så meget energi, og det giver mig tilladelse til at være lidt fraværende, hvilket har været mit helt eget kendetegn siden episoden i boghandleren.
Jeg havde forventet at skoledagen ville blive uendeligt lang - sådan var den igår - men før jeg ved af det lyder skoleklokkens ringen, og matematiklæreren skynder på os: "Ud, ud, ud, jeg skal nå til et møde!"

En stærk duft af chokolade strømmer mig i møde, da jeg træder ind af hoveddøren. Mor stormer ud i entréen, hjælper mig af med min jakke, og hænger den op på knagen.
"Jeg er ved at lave kakao," siger hun og smiler stort, "jeg går ud fra at du vil have kattekoppen?"
Jeg nikker, sender hende et taknemmeligt smil. Kattekoppen stammer helt tilbage fra 1. klasse. Der blev afholdt en konkurrence på skolen, hvor A-klassen, B-klassen og C-klassen skulle dyste mod hinanden i stavelsesfærdigheder. Der blev valgt en repræsentant fra hver af de 3 klasser på årgangen, og de tre repræsentanter skulle dyste mod hinanden. Den uskrevne regel var, at det selvfølgelig var den bedste i klassen, der blev valgt som repræsentant. Min klasse valgte mig.

Farverige spotligts, guirlander, balloner. Smukke kjoler, opsat hår, alting glitrende og magisk. Den ellers så hverdagsagtige gymnastiksal er blevet forvandlet til et feststed fuld af liv og smil, næsten ligesom i Disney-filmene. Det er en halv time siden festen startede, og nervøse sommerfugle begynder at baske rundt i min mave. Stavekonkurrencen begynder om et kvarter. Jeg sniger diskret væk fra mine veninder,  og løber hen til far, som sidder med alvorlig mine og snakker med en anden forælder. "Far," siger jeg, og hiver ham i ærmet, "stavekonkurrencen starter snart."
Far kigger afventende på mig, som om han forventer at jeg siger noget mere. Da jeg ikke viser nogen tegn på at ville gøre det, trækker han en stol ud og laver en fejende bevægelse med hånden, som et tegn til at jeg skal sætte mig.
"Aha," siger han med en drillende undertone i stemmen. "Og det siger du fordi du er...?"
"Nervøs," hvisker jeg, vil ikke have at de andre forældre hører det.
Far nikker eftertænksomt. "Øve?"
Jeg nikker tilbage.
De næste minutter går med at øve stavning, indtil en mand i sorte bukser og blåt jakkesæt banker på mikrofonen for at få gæsternes opmærksomhed. Han fortæller kort om stavekonkurrencen, og kalder så repræsentanterne op på scenen. Far ønsker mig held og lykke, hvorefter han blidt puffer mig i retning af scenen.
Ord bliver sagt, bogstaver bliver nævnt, og sådan fortsætter det i et stykke tid - måske et kvarter, måske en halv time, og så lyder værtens stemme - ham med de sorte bukser og blå habitjakke. "Og nu," siger han dramatisk, "er vi kommet til det sidste spørgsmål. Vi kan allerede se at B-klassen har tabt, mens A- og C-klassen står lige!" Han holder en teatralsk pause, og kommer så med spørgsmålet: "Hvordan staver man til...  Kunst?"
Tiden fryser. Hjertet banker. Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Tryk på knappen, fortæller min hjerne mig. Jeg trykker. Kigger op. Min modstander ser ud som om hun stadig prøver at regne ud hvordan man staver til det.
"Seline?" siger værten.
Jeg tager en dyb indånding, og siger så, i noget jeg håber lyder som et selvsikkert tonefald: "K...U...N...S....T." De voksne ved selvfølgelig allerede om det er rigtigt stavet, og at dømme efter bifaldet er det rigtigt.
Værten rækker en hånd frem mod mig, og trækker mig hen på den forreste del af scenen.
"Mine damer og herrer!" Dramatisk tonefald igen. "Vinderen af dette års stavekonkurrence er... Seline fra 3. A!" Publikum klapper, hujer og pifter, og jeg spejder ud over dem, og stopper først min søgen, da jeg finder mine forældre blandt mængden. De smiler stort, og vinker opmuntrende til mig. Jeg vinker tilbage.
Værten bærer en blå kasse op på scenen, på størrelse med hans overkrop. Han fortæller mig, at jeg frit kan vælge en præmie fra kassen. Jeg kigger forventningsfuldt ned i den. Der er slik, computerspil, bøger, små søde bamser, et sæt farveblyanter, en malebog, og lige da jeg er ved at vælge en bog, for jeg øje på noget andet. En kop. Lyseblå med grønne kanter, og i centrum er der en kat. De fleste ville sikkert have valgt noget andet, ville have syntes at koppen er kedelig, men jeg føler mig tiltrukket af den. Jeg tager koppen op, og viser den til værten, bare for at sikre mig at jeg godt må tage den. Han smiler, nikker, og vender sig mod publikum.
"Det ser ud til, at vores vinder har valgt sin præmie. Seline, vil du vise den frem mod publikum, så alle kan se hvad du har valgt?"
Jeg viser stolt kattekoppen frem, og publikum smiler og klapper endnu en gang. Jeg kigger spørgende op på værten - hvad skal jeg gøre nu? - og han nikker hen mod trappen som fører op og ned af scenen. Jeg går hen til den, prøver at beherske mine skridt, og da jeg er kommet ned, væk fra publikums synsfelt, piler jeg hen til mine forældre.


"Seline?"
Jeg får et chok, så dybt fanget i mine tanker har jeg været. Jeg husker det hele tydeligt, men alligevel virker den yngre Seline så langt væk, hun virker ikke som mig. Hun er mere som en karakter i en bog; man hører om personen, får indblik i hendes tanker, forstår hende, men man er stadig fuldt bevidst om at hun er en anden person.
Jeg skæver op mod mor. Hendes ansigtsudtryk er svært at tyde. Et spor af bekymring, et glimt af forståelse, og noget andet, måske forvirring? Sorg? Vrede?
Jeg møder hendes blik, og koncentrerer mig om at se neutral ud. "Ja?"
"Hvad tænkte du på?"
Jeg har lyst til at bryde øjenkontakten, men gør det ikke. "Ikke noget. Bare... minder."
Hun nikker, hendes ansigtsudtryk bliver mildt. Så går hun ud i køkkenet, og hælder kakaoen op i to krus.

5 minutter senere sidder jeg i stuen, pakket ind i et tæppe og med kattekoppen i hånden, fyldt op til kanten med kakao. Jeg har fået yndlingspladsen i sofaen, den tættest på brandeovnen, og mor sidder halvt skråt overfor mig, også med en kop kakao.
Hun vil tale med mig, ligesom hun sagde i morges, og en del af mig har egentlig også lyst til at tale med hende, til at lade alle følelserne slippe fri, fortælle hende om alt det der er ved at få min hjerne til at kortslutte. Men en anden del af mig er mere forsigtig, bange for hvad der så vil ske. Vil det ændre noget? Vil alting blive anderledes?

Hun er direkte, går lige til sagen. "Fortæl mig om det."
"Det kan jeg ikke."
"Hvorfor ikke?"
Jeg kigger ned. Ja, hvorfor egentlig ikke? Fordi jeg ikke engang selv ved hvad der er at fortælle. Jeg har mødt en dreng. Han sagde, jeg er speciel og oprørsk. Det lyder ikke særlig vildt. Det er ikke vildt. Det giver ingen mening, at jeg er så oprevet over det. Men det er jeg altså. Jeg kan ikke kontrollere mine følelser - desværre. Så jeg beslutter mig for at fortælle hende det.
"Igår var der en sagde til mig, at jeg er speciel og oprørsk."
Hun siger ikke noget, men jeg kan fornemme at hun er lidt forvirret over at det er grunden. Jeg må hellere forklare.
"Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Jeg burde være glad, ikke? For det er jo det, jeg gerne vil være. Speciel og oprørsk. Men jeg er ikke glad. Jeg har tænkt meget over det siden, og når alt kommer til alt er det måske slet ikke sådan jeg vil være. Eller opfattes. Og jeg er vred, vred på alle de folk der har skubbet mig i denne retning, sat mig i denne situation. Jeg ved godt, at det ikke er fair, ved godt, at det ikke er deres skyld. Men jeg tror bare, at alt det, der... Alt det der skete... Har gjort, at jeg er blevet til den jeg er nu. Og jeg er ikke sikker på at jeg kan lide mig selv mere. At jeg kan lide den person, folk opfatter mig som."
Mit blik flakker. Jeg fokuserer på koppen i min hånd. Jeg blinker kraftigt.
"Og...Så," fortsætter jeg, men min stemme knækker, og tårerne får frit løb. Mor rykker hen i sofaen ved siden af mig, og lægger en arm om mig, siger beroligende ord.
Sådan sidder vi et stykke tid, indtil mor siger noget. "Vil du have et råd?"
Jeg trækker på skuldrene. Nikker.
"Tænk over hvilken slags person du gerne vil være og gerne vil opfattes som."
Jeg har ikke brug for tid til at tænke, jeg ved det allerede.
"Den gamle Seline," siger jeg.
Hun nikker. Hun vidste godt, jeg ville svare det.
"Så vær hende igen. Det er ikke så svært. Tænk tilbage på hvordan hun - du - var. Hun er stadig inden i dig et sted, gemt væk i en afkrog. Jeg ved hun er der."
Og jeg vil så gerne. Forfærdelig gerne. Men jeg kan ikke.
"Nej." Jeg ved at hun vil spørge hvorfor, så jeg tilføjer: "For hvad hvis det vil ske igen? Hvad hvis jeg bliver såret igen? Jeg magter ikke at gå igennem det en gang til."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...