Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

5. Tomoko

Skrevet april 2013

 

Den spinkle barnehånd, der rækker ud efter det enlige stykke grilkylling på den store varme gril bliver ikke bemærket til at starte med. Damen, der ejer boden, har travlt med en kunde og ser ikke de rystende fingre, der kun er millimeter fra at lukke sig om det brændende varme kød.

Minou ved at hun vil brænde sig, men hendes sultne mave er villig til at betale prisen. Af ren og skær desperation mærker hun dårligt smerten, da hendes fingre lukker sig om den duftende kylling og løfter den op fra grillen. Hun holder vejret og holder varsomt øje med den store dame. Hun ved, at hun ikke har ret lang tid. Damen vil hurtigt opdage, at det sidste stykke kylling, hun har tilbage, mangler.

Minou har løftet kyllingen op og er allerede begyndt at mærke den svidende smerte fra varmen da damen vender sig om, og hun, et sekund for sent, trækker sig tilbage og kryber sammen i sit skjulested. Hun opager hurtigt, at der ikke er noget at gøre. Hun er blevet set.

”Har jeg ikke sagt til dig, at jeg ikke vil se dig her mere? Den ene gang må være nok.” Damen sætter sine store hænder i siden og ser strengt på den 12-årige pige, der sidder og putter sig i sit skjulested bag grillen. Der er varmt at sidde og Minou er begyndt at mærke, hvordan hendes spinkle påklædning allerede er våd af sved. Alligevel er hun glad for at sidde der. Alle andre steder er der umenneskeligt koldt. Efteråret er for alvor på vej.

Selvom damen virker stor og truende så kan Minou godt skimte den smule medlidenhed, der viser sig, i det damen ser ned over hende. Minous spinkle krop afspejler tydeligt de mange dage uden mad. Hun er ved at køre ud på et alvorligt sidespor og hun har desperat brug for mad. Hendes krop er træt og udmagret, og hun har ikke længere energi eller kræfter til at kæmpe for føden.

Minou har kun lige nået at trække kyllingestykket om på ryggen, men hun ved at det er håbløst. Da damen får øje på den skjulte hånd griber hun fat i Minous arm med et hårdt ryk og trækker den så højt op, at det tvinger hendes lille krop på op på tæerne.

”Et er at dit tiggeri skræmmer mine kunder væk, men at du også går og stjæler! Din usle lille hæler unge! Og her stod jeg og overvejede at give dig noget. Er det takken man får for at være venlig?”

Den dårlige samvittighed får det til at risle koldt ned af ryggen på den stakkels sulte Minou. Hun ved hvor meget damen, som hun ikke en gang kender navnet på, har gjort for hende. Der er ikke mange sælgere, der finder sig i, at hun tigger foran deres butik. Det skræmmer turisterne væk.

Minou ser skræmt op på hende. Den lille smule medlidenhed hun havde kunnet skimte i den første bemærkning var helt væk. De skræmmende voksne brune øjne lyner af gennemborende raseri, og egentlig er der ikke noget at sige til det. Det er slutningen på sæsonen og folk sælger ud af de sidste ting de har. Overskuddet fra salget til turisterne er ved at oprinde, og Minou er langt fra den eneste der må kæmpe for at få mad på bordet.

”Må jeg ikke nok beholde den?” spørger hun bedende og nikker imod den varme stykke kylling, der unænsomt brænder hendes hånd mere og mere. Damen slipper hende med en hensynsløs bevægelse, og river kyllingestykket ud af hånden på hende. Minou mærker lettelsen i hele kroppen da svien fra varmen forsvinder, men det er intet imod den magtesløshed, der overmander hendes sind. Hun kan ikke gøre andet end at se til, imens damen smider hendes sidste chance for at få aftensmad ned i skraldespanden og sørger for at spytte ned i den, inden hun resolut begynder at pakke sin bod sammen for i dag, uden så meget som at værdige Minou et blik.

Minou er så sulten og så desperat, at hun bliver stående imens hun holder øje med skraldespanden. Det er hendes allersidste håb. Damen ser det selvfølgelig med det samme.

”Du skal ikke så meget som tænke på det. Forsvind!” råber hun vredt og vifter hende af med en bestemt bevægelse. Minou kan ikke gøre andet end at adlyde, og slukøret må hun bevæge sig tilbage til hende og Sikhas hule uden bytte. Det sidste hun desperat kan håbe på, er, at han har haft mere held end hende, men hun tør næsten ikke tro det.

Hun føler sig som en ussel og forladt gadehund da hun trasker ned af Beijings gader i det tiltagende aftenmørke. Hun nikker venligt til de sidste sælgere, der stadig er ved at pakke sammen og gøre klar til natten, men ingen af dem nikker igen. Kun gamle Mester Suku, der sælger krystaller, vil stadig hilse på hende.

Hun tør næsten ikke tage tilbage til Sikha. Ikke fordi han gør hende noget, men hun kan bare ikke udholde tanken om hans skuffede ansigt når han opdager at hun ikke har fået fat i noget. Hun havde ellers højt og helligt lovet ham, at i dag, ville blive den sidste uden mad.

Sikha har faktisk været mere heldig end hende de sidste dage. I går havde han haft held til at finde en skraldespand med en kæmpe pose pomfritter, der slet ikke var blevet rørt, og endda stadig havde været varme. Men han havde ikke nået mere end at fiske den op, og tage de første par stykker inden, at en hel flok andre gadebørn havde omringet ham. Alene havde han ikke en chance, og han kunne ikke gøre andet end at efterlade sit værdifulde bytte.

Minou ærger sig stadig over, at hun ikke havde fået lært ham at være diskret med de ting han finder, men hun havde ganske simpelt ikke tænkt over det. Det er en ting, der er så grundlæggende, at hun aldrig selv spekulere på det. Men Sikha er jo slet ikke lige så erfaren som hende til at finde mad. Da Sikha havde fortalt hende historien om det hele havde hun faktisk fået det helt kvalme af dårlig samvittighed.

Alligevel havde Sikha trods alt fået en lille smule at spise. Det har hun ikke. Og hun kører på tredje dag uden mad. Hun kan tydeligt mærke det i hele kroppen. Hun føler sig så træt, at hun kunne knække sammen på stedet, og lægge sig til at sove på trods af larm og hård asfalt med sten på.

Det sidste stykke vej til hulen er en ren kamp. Trætheden overmander hende omtrent samtidig med at mørket overmander himlen.  Hun kan ikke tænke klart. Det er som om hendes fødder bevæger sig uden at hun har givet dem besked på det, og selvom det er en uhyggelig følelse, så er hun taknemmelig over det. Uden denne følelse var hun ikke kommet videre.

Hun er så langt væk i sine egne dystre svimle tanker, at hun ikke opdager hunden før den er helt hende bag hende. Et spagt vov får hende til at vågne en smule op, og undrende vender hun sig om. Et gadekryds med en skadet snude, nogle skæve bagben og et utroligt nuttet udtryk stirrer bedende op på hende, men hun opfatter det næsten ikke. Hendes trætte og udsultede krop er så udmattet, at hun ikke længere er i stand til at registrere og analysere, hvad der helt præcist sker omkring hende.

”Gå med dig,” mumler hun og fortsætter målbevidst uden at se sig tilbage. Først da hun når hulen opdager hun, at hunden er fulgt efter hende.

 

*

 

 

”Jeg sagde smut!” siger hun en smule mere bestemt end første gang og peger opgivende væk fra hulen imens hun ser bestemt på den umådeligt grimme, men alligevel utroligt nuttede hund. Den kigger i den retning hun peger, men bevæger sig ikke.

”Godt så, hvis det er det du vil,” fortsætter hun en smule snøvlende og kraver ned i hulen. Hunden vil kravle efter, og da Minou vender sig om for at stoppe den, går det op for hende, at hun ikke kan. Hulen har ikke nogen dør, der kan holde hunden ude.

Faktisk består hulen blot af en gammel kælder under en café. Den bliver tilsyneladende ikke brugt til noget, og den eneste indgang, der er til den, findes omme i baggården bag en masse gammelt skrald. Dette får der til at lugte en del, men bortset fra det, er hulen det rene luksus og meget bedre end at overnatte på åben gade. Minou ved inderst inde godt, at de lever der på lånt tid, for de skal nok blive opdaget, men til da vil hun nyde det, og håbe på at de kan blive der bare en dag mere. Egentlig tvivler hun på om caféejerne overhovedet ved at kælderen eksisterer, men så meget tør hun slet ikke håbe på.

”Sikha!” kalder hun træt og opgiver at kæmpe med den småstædige hund.  Hun smider sig træt på den lille bunke af tæpper, der udgør hendes seng, og må anstrenge sig for ikke omgående at falde i søvn.

Sikha kommer kravlende ud fra sin egen lille dynge af tæpper og ser noget træt ud. Minou gætter på, at han sov. Hans håbefulde blik da han ser hende får det til at skærer dybt i hendes trætte hjerte.

”Fandt du noget mad?” spørger han forventningsfuldt.

Minou udstøder et dybt suk. ”Kun en afmagret gadehund. Hvis vi havde en kniv ville den måske gøre nytte, men lige nu er den bare irriterende,” svarede hun en smule for snerrende. Egentlig mener hun det ikke. Lige meget hvor sulten hun så er, så ville hun aldrig skade et dyr.

”Sådan kan du da ikke tænke,” siger Sikha en smule anklagende og kravler hen til den halvstore hund. Den bjæffer let og han klapper den forsigtigt på hovedet, men den virker ikke rigtigt til at tage sig af det. I stedet går den over til Minou, og begynder at slikke hende i ansigtet med sin våde og ru tunge.

”Hey lad være!” hviner hun og slår let ud efter den, men hun kan alligevel ikke lade være med at grine lidt.

”Jeg tror han kan lide dig,” siger Sikha med et smil og med lidt besvær sætter Minou sig op og begynder at klø hunden på halsen. Hun ser pludseligt lidt alvorligt på Sikha, og bliver glad for at han er ældre end hende. På trods af hans manglende erfaring som gadedreng så er hans faktisk utroligt intelligent. Og han får hende til at føle sig langt mere tryg og langt mindre ensom end da hun var alene. Hun ved at han nok skal klare sig.

”Jeg har ikke fået noget mad i tre dage,” hvisker hun fortabt og lader sig igen synke ned imod tæpperne. Hun har ikke kræfter til at sidde op.

”Nej,” siger Sikha alvorligt. ”Jeg er virkelig ked af det i går, det..”

”Shh..” afbryder Minou ham. ”Det kunne du ikke gøre for.”

 ”Jo, hvis nu jeg..”

”Sikha, der er en chance for, at jeg ikke vågner i morgen. En ret stor chance,” siger Minou pludselig og mærker til sin store overraskelse, at hun har tårer i øjnene. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har grædt.

I det hun har udtalt ordene begynder gadehunden at pive, og den putter sig ind til hende nede ved hendes fødder, imens den kigger op på hende med rolige store øjne. Som om den forstår. Men Minou ved selvfølgelig godt, at det gør den ikke.

”Selvfølgelig er der ikke det.” Sikha ligger sin hånd oven på hendes, men Minou kan sagtens se på ham, at han godt ved, at hun har ret. ”Jeg prøvede virkelig i dag,” fortsætter han magtesløst. ”Men der sker et eller andet der ødelægger det hver gang.”

”Det kan vi ikke gøre noget ved nu,” siger Minou søvnigt. ”Bare lov mig ikke at give op. Du må kæmpe.”

”Det vil jeg,” siger Sikha og sætter sig over til hende. Minou ligger hovedet i hans skød, og kan ikke lade være med at sammenligne ham med den storebror hun altid har ønsket sig. ”Er der slet ikke noget jeg kan gøre for dig?” spørger han.

”Syng,” hvisker Minou pludselig. ”Vil du ikke nok synge?” Hun ser bedende op på ham.

Sikha stryger hende hen over håret, og begynder uden protest på en melodi, hun ikke kender. Den er så sød, at Minou igen får lyst til at græde. Den minder hende om det liv, hun altid har ønsket at få.

 

Græsset på engen er altid grønt

Tomoko flyver over den

Hans hale logrer, hans ben løber

Tomoko er livets ven

 

Når dagen gryr og mørket kommer

Ligger Tomoko på vagt

En natteugle hyler i nattens lommer

Men børnene er trygt i seng

 

Længere når Sikha ikke med sin sang før Minou sover.

*

Den morgen er den koldeste der har været dette efterår, og Sikha føler sig stiv af kulde i hele kroppen da han kravler ud af alle sine tæpper. Først kan han ikke finde ud af, hvad der han vækket ham, men det går hurtigt op for ham, at det er den sorte hund. Dens klikkende skridt henover gulvet må have forstyrret hans søvn.

Den står ved siden af den sovende Minou. og har lagt et halvt afgnavet, men brændvarmt, kyllingeben foran hende. Duften af det får Sikhas mave til at slå en ekstra kolbøtte. Han kravler forsigtigt hen til Minou, men han er ikke en gang nået halvvejs før han ved, at det er for sent. Hunden er begyndt at puffe til Minou og det er stensikkert, at hun burde have reageret nu. Sikha ved at hun normalt sover meget let.

”Minou!” hidser han en smule panisk, og er hurtigt ovre ved hende. Han rusker let og opgivende i hende, men må hurtigt konstatere, at han har ret i sine anelser. Hun er væk.

Med tårer i øjnene løfter han endnu en gang hendes hoved op på sit skød, og stryger hende over håret, imens han hvisker et lille ritual, han lærte dengang han stadig havde en familie. Han afslutter det med en lille sætning, som han selv har tilføjet.

”Jeg er ked af, at jeg svigtede dig. Ked af, at livet svigtede dig. Må du hvile i fred, smukke Minou.”

Til sidst trækker han sig forsigtigt væk fra hende, og begynder mekanisk at pakke sine få ejendele. Han kan pludselig slet ikke klare tanken om at blive i den hule, han ellers havde været så lykkelig over at have fundet.  

”Du må være min makker fra nu af så,” hvisker Sikha smertefuldt, og ser fortabt på det sorte gadekryds, der ligger og piver ved Minous side, imens den stadig puffer opgivende til hende. Det brændvarme kyllingeben virker den til at have glemt.

”Så du skal vel have et navn ikke?” hvisker han og hunden ser op. Den ligger hovedet på skrå og ser pludseligt nysgerrigt på ham. Sikha kan ikke lade være med at smile lidt på trods af situationens forfærdelige alvor. Han har et perfekt navn til hunden.

”Dit navn må være Tomoko.” siger han og stryger den sorte pels oven på hundes hoved. ”Du som er en trofast ven.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...