Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
378Visninger
AA

3. Sølvmånen


Skrevet i februar 2013

”Den dag sølvmånen rejser sig over landet

Den dag naturens lyde bliver til ord

Den dag det sølvfarvede skær oplyser stranden og sandet

Den dag vil vi alle være tabere for moder jord”

 

Det var sådan profetien havde sagt. Sådan den ukendte kvindestemme havde lydt da den med sin store røst havde advaret landet Calea, imod den ukendte skæbne, der ventede det og dets folk.

Katriona, eller Kat som hun blev kaldt til hverdag, var en ganske almindelig forældreløs pige, som havde boet i Calea hele sit liv, og intet vidste om den verden som hendes race oprindeligt kom fra, eller hvordan den havde fundet vejen til Calea. Der havde ikke været nogen til at fortælle hende om de gamle savn og der var heller ingen, ikke en gang de klogeste i byen, der efterhånden vidste, hvor meget, der var sandt og hvor meget, der var opspind.

Kat huskede kun alt for tydeligt den kollektive rysten der var gået igennem folket efter at profetien var blevet offentliggjort. Hun huskede, hvordan en stille og forfærdet mumlen var opstået, imens hun ikke selv havde forstået ret meget. Hun havde ikke været mere end tre år gammel, og havde knapt nok lært at tale. Det eneste hun helt sikkert havde forstået var frygten. Frygten for den ukendte kvindestemme og sølvmånen.

Siden den dag havde de mange teorier hærget landsbyen og delt den i to. Der var folket, der febrilsk prøvede at glemme og så det folk der febrilsk prøvede at huske. Kat hørte til det huskende folk. Dem, der havde en hel gruppe mænd ansat til at huske, analysere og forstå. Selv forstod hun stadig ikke ret meget. Det var nu elleve år siden at sølvmånen var blevet forudsagt, og intet var sket endnu. Selv betragtede hun sig egentlig som en del af et helt tredje folk. Folket, der hverken ville huske eller glemme. Hun troede ganske enkelt ikke på profetien om sølvmånen.

Den eneste dag Kat rent faktisk troede på var bogstavdagen. Normalt blev den omtalt som littera, blandt voksne, men ikke blandt børnene. Kat havde en gang læst, at det var fordi børnene ikke måtte få en opfattelse af, at dagen var speciel eller afgørende, og at det var derfor den var kendt under et navn så fredeligt som bogstavdagen. Selv synes Kat blot at det lød barnligt og misvisende. Bogstavdagen var nok den mest specielle dag, der var for en teenager som hende. Den var dagen, der afgjorde, hvordan resten af hendes liv skulle udforme sig.

Littera var dagen hvor fulgene sang med ord, der kunne forstås. Dagen, hvor træerne blæste imod hinanden, og omdannede lyde til mening. Dagen, hvor bladene raslede rundt på gårdspladsen og begyndte at danne bogstaver, som kunne læses. Det var dagen, hvor naturen valgte, hvordan den ønskede at få nytte af én.

Kat var lettet da hun så på kalenderen, som hang i deres lille køkken tre dage før hendes egen littera. Selvom hun var spændt, nervøs og ikke mindst frygtede, hvad der ville ske, så var tanken om, at hun om tre dage aldrig mere skulle i skole, altoverskyggende. Tanken om, at lige meget om hun så trak det allerværste kort, så kunne hun ikke risikere at komme tilbage i skole.

Begejstringen for denne dag blev dog bestemt ikke delt af ret mange. Selv den stærke og modige Felicia, som Kat ellers altid havde set op til og beundret, virkede bange og frygtsom. Hvis Kat mærkede efter, så havde hun det egentlig på samme måde. Frygten for at arenaen blev sort når man trådte ind i den var stor, og de fleste mennesker, især realister som Kat, der ikke troede på mirakler eller jordens undergang, var lettede lige meget hvad, så længe arenaen ikke blev sort.

Alligevel var det ikke helt sådan for Kat, selvom det var det hun mere eller mindre febrilsk forsøgte at bilde sig selv ind.. Det eneste hun ville være helt tilfreds med, var hvis hun opnåede sin drøm om at blive budbringer. Hun vidste at hun ville blive knust, hvis det ikke skete, og hun vidste kun endnu bedre at denne dag var hendes eneste chance. Hvis ikke det skete i dag, så skete det aldrig.

Sidste år havde Kat og hendes klasse fået lov at overvære en littera, der foregik for klassen over hendes, og hun huskede tydeligt, hvad der var sket da det ”sorte kort” var blevet trukket. Selvom hun ikke kendte den dreng det var gået ud over, så havde hans smerteskrig og angste øjne, da sandheden gik op for ham, forfulgt hende lige siden. Skriget og gråden fra hans familie havde efterladt hele publikummet i dyb sorg, og selv dommerne, som så til i arenaen, og havde oplevet dette så mange gange før, var blevet stramme omkring ansigterne, og den yngste af kvinderne, havde også knebet en lille tåre, selvom Kat dog tvivlede på, at der var andre end hende, der havde opdaget det.

Håbløsheden, der hvilede over drengens døde krop da arenaen igen blev oplyst var ubeskrivelig. Tanken om at naturen havde anset ham for fuldstændig og aldeles ubrugelig var hjerteknusende og hård, men folket var efterhånden blevet vænnet til den. Der blev altid rejst en mindesten for ofrene i arenaen, men ellers blev der ikke brugt mere energi på at sørge over dem.

Det var en nødvendig balance imellem mennesket og naturen, som altid havde eksisteret. Efter profetien var ofrene kaldt for sølvmånens ofre, eftersom at folk forbandt disse to skræmmende og forfærdelige ting med hinanden.

Kilden til Naturens kræfter havde trods alt altid en pris.          

 

*

 

Tre dage efter, at Kat havde kigget på kalenderen, var hun og hendes klassekammerater stillet op foran den store arena i centrum af Calea, og det skulle vise sig, at den 12. november ville blive mere end bare en dag hvor en tilfældig skoleklasse fik afgjort deres skæbne. Meget mere.

Kats hjerte hamrede da hun stillede sig op på den uvante række. I stedet for at stå i kø, som man normalt gjorde i alle andre henseender, så stod de alle sammen side om side med ansigtet vendt op i mod den store arena, og det privilegerede publikum, der fik lov at være til stede. Det bestod af familiemedlemmer og venner til alle hendes klasse kammerater, nogle få dommere som sådan set ikke lavede andet end at holde øje med at alle kom ind i arenaen, og så, allerbagerst oppe i venstre hjørne, sad klassen der var et år yngre end Kats og stirrede ned på dem med store og skræmte øjne.

Kat ønskede mere brændende end nogensinde at der også sad nogen deroppe for at støtte hende, men der var ingen, ikke engang en, som var der for hendes skyld. Den eneste, der måske ville bede bare en lille bøn for hende var Felicia, og Kat var sikker på at hun lige nu var mest optaget sig selv og ikke hende, hvilket selvfølgelig var fuldstændig forståeligt.

Det var aldrig til at vide hvem og hvor mange der trak det sorte kort. Drengen, som det var sket for sidste år, havde eftersigende været rigtig dygtig og en af dem, der fik de bedste karaktere i skolen, hvorefter han tit kunne finde på at bruge sine eftermiddage på at hjælpe sine søskende med deres lektier, eller hænge ud med sine venner nede på den lille hyggelige kro, der lå lige over for den store arena. Med andre ord var han faktisk bare lige som de fleste andre godt opdragede drenge, og ingen havde rigtigt kunne give en forklaring på, hvorfor det lige var ham det var gået ud over. Præcis lige som det havde været med alle de andre, der trak det sorte kort. Der var intet mønster i det, og det var det der skræmte landsbyen, og ikke mindst de børn der skulle ind i arenaen, mest.

Imens Kat stod og ventede på, at det blev hendes tur lukkede hun øjnene og forsøgte at lukke ude hvad der skete omkring hende. I stedet fokuserede hun på morgendagens smukke oplevelse, som hun vidste, at selv hvis hun skulle dø i dag, så ville hun stadig fortsætte med at huske det. Hun ville bringe det med i sin sjæl, lige meget hvor den så endte efter i dag.

Hun var kommet ud på gårdspladsen foran deres hus, og omhyggeligt sørget for, at hun ikke havde vækket nogen på vejen. Det her var en af de ting som skulle opleves alene og gemmes i hjertet for evigt. Det var en oplevelse som alle fik lov at få, men som var forskellig fra person til person.

Som Kat stod der på gårdspladsen, og så solen stige op i øst havde hun tydeligt fornemmet at der var noget der var anderledes ved naturen i dag. Det var som om den kaldte på hende, og uden at hun helt var klar over hvorfor, så var hun begyndt at gå rundt i uregelmæssige cirkler på gårdspladsen, hvorefter hun havde placeret sig et bestemt sted lidt til højre fra de uregelmæssige cirklers centrum, og stået helt stille.

Efterårets nedfaldne blade var begyndt at svirpe rundt. Trukket af en tilsyneladende usynlig vind, og de dannede de cirkler hun selv lige havde gået rundt i. Først der gik det op for hende at de dannede bogstaver, og febrilsk forsøgte hun at omdanne dem til ord.

”Dagen.”

”Forsigtig.”

”Hest.”

”Redning.”

Det var ord, der stadig ikke gav nogen mening for hende ud over det som hun allerede vidste. At denne dag var speciel, og at hun selvfølgelig skulle være forsigtig, men hvordan? Hun havde jo på ingen måde kontrol over, hvordan denne dag vil ende.

Bladende var forsigtigt faldet til ro og den usynlige vind havde overtaget træerne i stedet. De svejede så voldsomt fra side til side, at Kat et øjeblik frygtede at de ville vælte. Uden at hun ville det gik hun hen i mod dem og stirrede fokuseret op i de urolige trækroner. Hun lagde mærke til, hvordan de svejende og knirkende lyde pludselig begyndte at blive til hæse og hviskende ord.

”Katriona.”

”Kæmp.”

”Drømme.”

”Stjæl.”

”Død.”

Ved lyden af det sidste ord trådte Kat automatisk et skridt tilbage og i det samme lettede en flok ravne i den modsatte del af gårdspladsen. Det hele var så tilrettelagt og smukt, at det var tydeligt, at der var noget magisk over det. Det var den første og sandsynligvis eneste gang hun fik lov at kommunikere med naturen, men hun elskede det allerede. Måden hvorpå hun følte sig båret frem af naturlige og kræfter, som virkede til at komme fra hendes inderste indre, var ubeskrivelig. Hun kunne være blevet i øjeblikket for evigt.

”Flygt!”

Den skrappende lyd fra ravnene formede ordet så hurtigt, at Kat kun lige akkurat opfangede det, og med et var det hele overstået. Træerne svejede ikke mere, bladene lå stille, og fuglene var fløjet.

Gårdpladsen var stille, og nu var der ikke mere at gøre, end at afvente skæbnen i arenaen.

 

*

 

”NEJ!” Det gennemtrængende skrig rev Kat så brat ud af sine tanker, at det gav et sæt i hende. Med hamrende hjerte gik det op for hende, at pladsen ved siden af hende, den plads Felicia havde stået på for få minutter siden, var tom nu.

Med et blik der var fyldt af angst og vantro stirrede hun ind i den store arena, der havde fået den frygtede sorte farve, og de halvkvalte lyde der kom derinde fra virkede pludselig alt for velkendte.

”Felicia!” råbte hun forfærdet og sprang uvilkårligt frem, men en ukendt og forbløffende stærk arm holdt hende tilbage, og tvang hende til at blive stående. Det eneste hun kunne gøre var at se til, imens arenaen blev mere og mere mørk for til sidst at blive brat lyst op af et karakteristisk hvidt lys, der altid var blevet betragtet som et symbol på at personen i arenaen nu var blevet modtages hos det hinsides.

Men det var ikke det Kat tænkte på da salen lyste op. Ej heller var det det gennemtrængende og forfærdelige hyl der kom fra Felicias familie.

Nej, det eneste hun tænkte på var den smukke og fredfyldte krop, der lå helt stille inde i midten af arenaen. Liget af hendes eneste og bedste veninde.

 

*

 

Kat var ikke flygtet på trods af advarslen fra ravnene. Selvfølgelig havde tanken strejfet hende, også før morgenens begivenheder, men hun havde ingen steder at flygte hen, og hvis hun blev fanget så risikerede hun helt sikkert at miste livet. At flygte fra naturens regler var en af de største forbrydelser man kunne begå, og så kunne hun godt glemme alt om sin drøm om at blive budbringer. Desuden var der også en risiko for at naturen selv ville straffe hende, og det kunne også nemt ende fatalt.

Den elev, der skulle ind efter Felicia var fuldstændig hvid i hovedet da han trådte ind i arenaen og nejede til dommerne og publikum som hilsen. Derefter skulle han bekræfte, at han var den person, der var blevet råbt op og til sidst skulle han bekræfte sit løfte til naturen om, at han troede på, at lige meget hvad der skete, så var naturens dømmekraft altid til at stole på.

Drengen hed Marcus, og Kat havde aldrig snakket særligt meget med ham. Alligevel tog hun sig selv i at sende en lille bøn ud for hans sjæl og ønsker. Det der lige var sket med Felicia havde for alvor fået hende til at forstå, hvad det var for en situation de alle sammen stod over for.

Misundelsen steg op i hende som en hidsig slange, da arenaen fik den venlige lyselilla farve som hun selv hungrede så voldsomt efter, og Marcus kridhvide ansigt lyste op i et tilfredst og lettet smil. Kat betragtede med sultne øjne, hvordan en stor lysstråle opstod i midten af arenaen samtidig med at der lød et kæmpemæssigt brag. Et øjeblik var hele arenaen blændet, og da de igen kunne se, galoperede en gudesmuk og kridhvid hest rundt inde i ringen og vrinskede. Vrinsket var en af de smukkeste lyde, der fandtes på jorden, ifølge Kat, og med tårefyldte øjne betragtede hun den smukke hest med det gyldne horn i panden og den skinnende pels. Den skulle have været hendes, det skulle have været hende der stod inde i ringen nu, ikke Marcus. Hun fortrød lynhurtigt den bøn hun havde bedt for ham, selvom hun godt vidste at det nok ikke havde haft nogen betydning alligevel.

Med ild i øjnene betragtede hun, hvordan hesten langsomt nærmede sig drengen for til sidst at ligge sig ned, og give ham lov at kravle op på ryggen af ham for så at bære ham ud af arenaen, imens den nærmest lavede opvisning med sine smukke lange ben. I høj trav og med løftet hale forsvandt hesten ud i gennem en port i den anden ende af arenaen, og publikum brød ud i en høj og rosende klapsalve. Drengen havde fået en af de mest eftertragtede positioner, og så endda lige efter at Felicia måtte lade livet i selv samme arena. Hvad var det egentlig for en uretfærdig verden de levede i?

Kat selv ønskede mest af alt at blive en budbringerinde. Hun ville ud og opleve verden, ud og se hvordan folk levede, når de ikke frygtede sølvmånen, hun ville væk fra børnehjemmet, væk fra sorgen over sine mistede forældre, og hun ville gøre en forskel. Men mest af alt ville hun ride rundt i den smukke karakteristiske hvide kjole på ryggen af en kridhvid og skinnende hest med et horn i panden. Hun ville have den specielle evne til at gå på vandet, være i et med naturen og tale med dens ånd. Hun ville opleve den magi som hesten kunne dele med sin rytter.

Der var ikke rigtigt nogen, der helt præcist vidste, hvor disse smukke enhjørninger kom fra. De dukkede op i arenaerne når folk blev udvalgt til at være budbringere, men kun de mest troende mennesker, troede rent faktisk på, at de kom fra himlen. For de fleste andre mennesker forblev det blot endnu et af naturens mange mysterier.

I det hele taget var den store smukke arena som skulle afgøre skolebørnenes skæbne utroligt mystisk. Lige så meget som folk frygtede den, lige så meget beundrede de den. Der var aldrig nogen, der vidste hvorfor eller hvad der helt præcist skete derinde, men det ene år hvor landsbyboerne havde vovet at lade skolebørnene slippe, og i stedet selv valgt et job til dem, var de endt op med 25 døde elever dagen efter. En tragedie som aldrig ville blive glemt, og aldrig ville blive gentaget.

Inderst inde vidste Kat godt, at hun ikke havde en chance for at blive budbringer. Hun var ikke et ærligt menneske, og naturens øje så alt. Det havde set, at hun sommetider stjal brød i køkkenet og gav til de sultne geder hos naboen, og det vidste også godt, hvordan hun sommetider snød sig til bedre karaktere i skolen ved at kigge efter hos sin veninde, Felicia, der var så gudesmuk og klog, at Kat, selvom hun holdt meget af hende, udnyttede alt hvad hun kunne fra deres venskab til at blive dygtigere.

Kat selv var nemlig ikke specielt god til det der med skolen. Hun forsøgte, det gjorde hun virkelig, men alle de snørklede regnestykker og udenlandske tekster som de lige nu blev udsat for ovre i skolehuset, gav aldrig nogen helt logisk mening. Ordenes sammensætning var unødig svær, og regnestykkerne var så snørklet forklaret, at når det så endelig gik op for hende, hvor enkelt det egentlig var, så blev hun blot endnu mere irriteret.

Desuden forstod Kat ikke hvad de skulle bruge disse udenlandske tekster til. Det var alligevel kun utroligt få mennesker, der rent faktisk kun ud af Calea og fik lov at bruge dem. Hvorfor skulle alle så lærer dem? Alligevel sled hun med det så godt hun kunne. Budbringere var jo trods alt en af de professioner, der krævede at man kunne flere sprog.

 

*

 

”Katriona Ravedina.”

Kat var så lamslået over de ting, der lige var sket, at hun slet ikke registrerede at det var hendes navn, der blev nævnt. Først da den ukendte arm let puffede til hende bagfra trådte hun et snublende skridt frem, og så sig forskrækket omkring. Alle de ord der var blevet hvisket til hende samme morgen væltede pludseligt ind over hende, og med store forskrækkede øjne trådte hun tilbage igen.

”Død.. Hest.. Stjæl.. Flygt..”

”Nej,” hviskede hun en smule stille, men pludselig gav det hele mening. Pludselig forstod hun, hvad det var, naturen havde forsøgt at fortælle hende.

”Træd frem, Katriona,” lød det kommanderende inde fra arenaen. Hun kunne ikke se hvem det kom fra, men det lød utroligt bestemt og ikke som noget man skulle bryde sig om at trodse. Alligevel var det præcis, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hvis hun tog fejl nu, kunne det være katastrofalt, men det var hun sikker på, at hun ikke gjorde. Hun kunne mærke det hele kroppen.

Inden hun nåede at tænke længere over sin sindssyge og mindre vanvittige plan lød der et skrig oppe fra den øverste publikumsrække. En pige, der nok var et par år ældre end Kat, pegede op igennem hullet i toppen af arenaen på et punkt som Kat ikke kunne se. Hendes øjne var decideret rædselsslagne, og som folk langsomt stimlede sammen omkring hende, og så i den retning som hendes finger pegede, skiftede deres ansigt fra først at smile, til at blive vantro for til sidst at blive rædselsslagne. Det brændte i Kat efter at se hvad det var de pegede på, og hun så sig febrilsk omkring. Alle virkede tilsyneladende utroligt optaget af pigen på toppen af publikumsrækkerne, og der var ingen, der længere interesserede sig for, hvad hun foretog sig.

I et enkelt spring satte hun af, og spænede så lydløst og hurtigt som hun kunne, ud igennem det lille telt, som fungerede som ventehal, inden man skulle ind i arenaen. Hun nåede dog ikke ret langt. Vagten ved udgangen havde opgivet, at finde ud af, hvad der foregik og fik lynhurtigt øje på hende.

”Hey!” råbte han og greb ud efter hende. Til Kats held fik han dog kun fat i spidsen af ærmet på den fine bluse, hun havde iført sig i dagens anledning, og hun fik med lethed trukket sig fri. Skarpt forfulgt af den vrede vagt nåede hun ud i det fri, men de stoppede begge to brat op, så snart de kom ud i luften, og glemte pludseligt alt om hinanden.

En kæmpemæssig måne fyldte størstedelen af himlen og farven af den var slet ikke til at tage fejl af. Vagten faldt på knæ og gav sig til at græde og bede. Kat selv mærkede langsomt, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre. Om man så troede på profetier eller ej, så var det her i hvert fald virkeligt. Alt for virkeligt.

Den store måne var så småt ved at overtage himlen, og det sølvfarvede skær var langsomt ved at farvelægge det meste af landsbyen. Der var ikke længere nogen tvivl.

Den frygtede sølvmåne havde rejst sig over landsbyen.  

 

*

 

Kat stod lamslået på pladsen foran arenaen og anede overhovedet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun var sikker på, at stak hun af nu, så ville ingen løbe efter hende, men på den anden side. Hvad ville hun få ud af at løbe? Sølvmånen kunne ingen flygte fra. I hvert fald ikke hvis profetien talte sandt, og det var hun pludselig helt sikker på, at den gjorde.

”Jamen det er jo..” Felicias grædende mor kom ud fra arenaen i samme øjeblik, med Felicias grædende seksårige lillesøster i hånden, og ænsede dårligt Kat, som kun stod et par meter foran hende og faktisk var flygtet fra sin ceremoni.

”Sølvmånen!” råbte en ukendt og måbende stemme og fuldførte dermed sætningen. Kat anede ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, og pludselig føltes det som om, at hvert eneste åndedrag, hun fik lov at tage var en værdifuld gave, og hver eneste sekund ekstra som hun kunne bruge på at stirre på det smukke og magtfulde himmelfænomen var en uvurderlig skat.

Som hun stod der og ærefrygtigt beundrede månen, hørte hun pludselig et par galoperende hove bag sig. Det var Marcus der kom ridende på sin smukke enhjørning og Kat fik igen ondt i maven af misundelse og bedrøvelse. Nu ville hun aldrig selv få lov at mærke hvordan det var at sidde på ryggen af sådan en smuk hest.

”Det skal kan ikke passe,” mumlede hun vredt for sig selv og knyttede næverne, men hun gjorde ingenting. Hun kunne ikke andet end at se til da Marcus galopperede op over bakken og forsvandt i horisonten for så at komme tilbage igen. Først da hesten igen stod stille virkede han til at opdage sølvmånen. Kat anede ikke hvad han egentlig havde haft gang i, men hun var travlt optaget af sin indædte misundelse til at spekulere videre over det.

”Katriona! Kom ind i salen. Omgående!”

Kat rev sig løs fra det deprimerende syn og stirrede tilbage i mod åbningen fra teltet hvor igennem hun var flygtet for få sekunder siden. Det var samme stemme som før, og denne gang var hun nødt til at adlyde. Hun kunne ikke flygte, lige meget hvor end hun ville. Hun var nødt til at gå ind og se sin skæbne i øjnene.

Og på trods af den kendsgerning så gjorde hun det ikke. I stedet blev hun blot stående og så sultent efter den smukke hest som gik og græssede ved siden af Marcus’ forvirrede familie. Det ville være så nemt.. Hun skulle bare lige..

Hvis de alle sammen skulle dø alligevel, hvad nyttede det så at være bange?

 

*

 

Da Kat kom galoperende ned af skråningen i mod vandet på den skinnende enhjørning var hun godt klar over, at hendes forbrydelse havde en pris. Hun var ikke valgt til at ride den, og det stod skrevet i de gamle lovbøger, at den der red en budbringer hest, uden at være budbringer, skulle have den største straf. Hvis nogen fandt hende nu, ville det koste hende livet. Hun håbede inderligt at naturens kræfter ville skåne hende. Bare nogle minutter endnu.

Det var først da hun nåede vandet, at hun ikke flygtede længere. De råbende mennesker bag hende havde opgivet at fange hende, men hun vidste godt, at havde det ikke været for den store truende Sølvmåne, der hang over dem, så var hun ikke sluppet væk. Folk var, til hendes held, bare en smule mere interesseret i jordens undergang end de var i Marcus’ manglende hest og en ligegyldig pige.

Med hamrende hjerte, og blikket fæstnet til den kæmpemæssige sølvmåne, sprang hun ned fra den smukke hest. Hun strøg forsigtigt hænderne over næseryggen på den og beundrede hvordan, at selvom hun havde galoperet på den hele vejen over marken, ned ad skråningen og ud til vandet, så pustede den slet ikke. Det var som om den kunne være blevet ved i flere uger, hvis det var det den skulle.

”Tak for turen, lille hest,” mumlede hun, og lagde hovedet imod i den blanke næseryg. Hun havde aldrig nogensinde følt sig så fuldendt som hun gjorde i det øjeblik. Hendes største drøm var blevet opfyldt. Hun havde fået lov at ride på sin helt egen skinnede hest. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Hun gav sig selv lov at nyde øjeblikket et par sekunder mere, hvorefter hun rev sig løs fra den smukke drømmeverden, og beslutsomt så ud over det smukke hav, imens hun samtidigt betragtede det sølvfarvede skær, der havde spredt sig ud over sandet og fik det til at skinne. Det var på en gang så smukt og så tragisk.

Beslutsomt gik hun fremad, og tøvede ikke da hun nåede vandet. Det føltes en smule svajende, men alligevel forbløffende sikkert i det hun traskede hen over den fugtige overflade uden at synke i. Den fantastiske følelse, der havde sat sig i hende, blev ved at fylde hende igen og igen. Hun havde virkelig fået lov at ride en skinnende hest, og få følelsen af, hvordan det var at have sådan en, og dens altoverskyggende magi, helt for sig selv. Også selvom det kun var for en kort stund.

Da hun var nået et par meter ud over vandet vendte hun rundt, og sendte den smukke enhjørning et sidste blik. Selvom hun ikke kunne være sikker, så turde hun alligevel godt sværge på, at det var denne hest, der havde gjort hende så sikker. Denne hest, der havde fået hende til at forstå, hvad det var, hun måtte gøre.

”Tak,” hviskede hun igen, hvorefter hun igen vendte sig imod den store måne. Med armene strakt ud til siden, og et stædigt og viljestærkt blik tog hun mod til sig, og råbte; ”Kom an Sølvmåne! Kom og tag mig!”

Der var stille et øjeblik, og så brød helvede løs. Et stort brag rungede over himlen, og lyste sølvmånen op, så Kat nærmest blev blændet. Hesten udstødte et skingert vrinsk, der på ingen måde mindede Kat om den smukke lyd, som de normalt kom med. Dette var nærmere et brøl, og det skreg af smerte og angst, men også af håb og vilje.

Kat mærkede med det samme, at det her ikke ville blive slutningen. Det ville blive begyndelsen.

Pludselig virkede det som om, at vandet gik i stykker under hende. Som om det pludselig var blevet til jord, der kunne revne. Hun mærkede, hvordan det sikre fodfæste langsomt forsvandt, imens vandet nærmest flygtede ud til begge sider. En stor flodbølge voksede op omkring hende, og følelsen af at have kontrol og medbestemmelse over naturens regler forsvandt fuldstændig. De to flodbølger voksede sig højere og højere på begge sider af hende, og Kat vidste, at så snart de stoppede med at vokse så ville de falde ned igen, og lande lige der, hvor hun stod. Hun kunne ikke komme væk, hun kunne ikke undslippe. Beslutningen var blevet taget.

Det sidste hun nåede at høre inden vandet opslugte hende helt var hestens desperate og fortvivlede vrinsk. Lyden var først klar, men som vandet skyllede ned over hende forsvandt den mere og mere for til sidst at drukne helt i vandets brusen.

Sølvmånen havde sat himmel og hav i et, og snart ville de alle være tabere for Moder Jord, men det betød ikke længere noget. Kat havde nået at opnå alt det hun gerne ville, og nu var hun klar til at se sin ægte skæbne i møde. Den skæbne som hun ville have mødt helt anderledes, hvis ikke det havde været for den store smukke Sølvmåne, der havde givet hende lov at få et sidste enkelt ønske opfyldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...