Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
373Visninger
AA

6. Maridets røde rose

Skrevet i januar 2013

Første gang Spencer så Paige var på deres første skoledag. Hun var kommet gående med sit smukke rødbrune hår sat op i rottehaler og en skrigende pink skoletaske på ryggen. Spencer huskede, hvordan hun havde syntes, at Paige skilte sig ud fra mængden, men hun vidste ikke helt, hvorfor hun synes det. Et eller andet ved de lyseblå ballerinasko og de grønne øjne havde bare skilt sig ud.

     Spencer huskede tydeligt den første gang hun havde haft fysisk kontakt med Paige. Det var dengang de gik i tredje klasse og hendes lærer endnu en gang havde skældt hende ud, fordi hun havde holdt forkert på blyanten og sagt til hende, at hun ville få ondt i hånden, hvis hun blev ved med det, når de skulle til at skrive længere stile. Spencer var blevet hidsig, og havde slået blyanten så hårdt ned i bordet, at den knækkede, hvilket havde fået Paige, der sad ved siden af hende, til at se op fra sin opgave, og sende hende et venligt smil.

     ”Du skal bare gøre sådan her,” havde hun sagt og lagt, sin dengang meget lille hånd, henover Spencers og guidet hende til at lukke sin hånd rigtigt omkring den tynde sekskantede blyant. Siden da havde Spencer aldrig igen holdt forkert på den, og hver gang hun efter den dag havde lukket hånden på den uvandte måde, forestillede hun sig hvordan Paiges varme hænder havde ligget oven på hendes, og pludselig føltes den nye måde fuldstændig rigtig.

     Det allertydeligste minde var dog første gang Spencer havde kysset Paige. Det var en kold novemberdag på det første år på High School, hvor de havde fulgtes hjem fra skole. Da de skulle sige farvel til hinanden trak Spencer Paige ind i et meget tæt knus, og da hun trak sig væk igen, havde Paige forsigtigt lænet sig frem og plantet et lille kys på hendes mund. Så let at Spencer et øjeblik tvivlede på, at det overhovedet var sket. Kun den let kildende følelse der var på hendes læber efterfølgende bekræftede hende i, at det var det.

     Hvad der efterfølgende skete var ikke noget Spencer havde lyst til at huske tilbage på. Men de mange sårende ord hun havde spyttet ud, havde lænket hende til sit skrivebord om aftenen, hvor hun havde grebet så korrekt som hun kunne om en blyant, og skrevet alt hvad hun følte ned på et stykke pergamentpapir. Det blev kun til få ord, men de sagde alt.

 

     Kære Paige

 

     Jeg kan ikke beskrive, hvad der gik af mig. Jeg hader mig selv for at have råbt sådan af dig, og jeg håber du ved, at jeg ikke mente et ord af, hvad jeg sagde.

     Jeg har siddet og stirret på det her blanke stykke pergament i to timer nu, og jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg skal skrive, men jeg ved, at lige meget hvordan jeg formulere det her, så bliver sandheden ikke anderledes. Faktisk så er det så let, at det kan siges med tre ord. Jeg tror du kender dem.

 

     Jeg elsker dig, Paige. Så simpelt er det.

 

     - Spencer

 

Spencer havde været så nervøs dagen efter, at hun for første gang i sit liv var kommet for sent i skole, fordi hun ikke anede om hun skulle gå derover eller ej. Brevet havde hun gemt sikkert i sin lomme, men jo tættere hun var kommet på den store røde skolebygning, jo mere havde det brændt i hendes lomme. Til sidst havde hun revet det over i fire stykker og smidt det ind i busken, i den tro at hun aldrig mere skulle se det igen.

     Der gik dog også utroligt mange år før hun rent faktisk gjorde det. Da den tid kom havde hun næsten glemt det, og hun havde for længst fået sagt undskyld til Paige. Indtil den dag Spencer igen fandt sit brev, havde hun været sikker på, at hun stadig var den eneste der huskede, ned til mindste detalje endda, hvad der var sket den dag i High Scool for så lang tid siden. Hun var sikker på, at hvis det ikke var for hende, så ville ingen nogensinde vide, at det rent faktisk var sket.

 

*

 

Men da Paige en varm sommerdag omkring 4 år senere, da de begge var gået hver deres vej i livet, stod på hendes dørtrin, med tårer i de grønne øjne, og et sammentapet, meget krøllet, men dog stadig læseligt, brev i sine hænder, gik det lynhurtigt op for Spencer at hun ikke var den eneste, der stadig huskede den dag.

     ”Spencer,” hviskede Paige forsigtigt, og gav hende den krøllede papirlap. ”Jeg skal bare vide en ting.” Hun mandede sig op. ”Mener du stadig det der står i det brev?”

     Det var med hamrende hjerte at Spencer havde genkendt sin sirlige håndskrift og læst sin gamle hemmelighed højt for sig selv igen og igen. Hun havde læst brevet mindst fem gange da hun endelig igen så op, og mødte Paiges grønne øjne. Hvad der helt præcist skete inde i hende, i det øjeblik, ved hun stadig ikke den dag i dag.

     ”Jeg troede aldrig jeg skulle se det brev igen,” hviskede hun tårevædet, og rakte det tilbage til Paige, uden helt at vide, hvad hun ellers skulle sige. ”Jeg.. Jeg turde ikke give dig det dengang.” Hun ændrede pludseligt sit toneleje, da det gik op for hende, at de stod sådan, at hele nabolaget kunne se dem. ”Vil du ikke med indenfor?”

     Paige var fulgt med ind, og havde sat sig ned i den sofa hun var blevet anvist. Spencer havde egentlig planlagt at hun ville gå ud og lave noget te, men i det øjeblik virkede det bare alt for forkert. Alt for kliché. I stedet havde hun sat sig ned ved siden af Paige, med et stadigt bankende hjerte, og taget hendes hånd, imens hun endnu en gang så ind i de grønne øjne, hun havde savnet så inderligt.

     ”Jeg tror aldrig, at jeg holder op med at mene, hvad der stod i brev,” hviskede Spencer og lod uvilligt en tåre falde ned på sit skød. Hun betragtede deres hænder, der var foldet tæt omkring hinanden, og lod sig selv mærke varmen, der langsomt fyldte hende. I meget lang tid var der ikke nogen af dem der sagde noget, og da Paige endelig tog mod til sig, og lænede sig ind imod Spencer, uden helt at vide om det var en god idé, tøvede Spencer ikke.

     Med den varme følelse af Paiges læber imod hendes, kom alle minderne fra High Shool tilbage til Spencer. Hun så det hele for sig, som en collage af billeder i sit hoved, og da Paige, efter ubestemt tid, trak sig væk fra hende igen, følte hun sig mere fuldendt end nogensinde.

     Den aften, var Spencer efter en lang snak om fortiden, faldet i søvn i Paiges arme. Paige havde egentlig haft en aftale, men følelsen af at sidde der i sofaen, med pigen hun havde længdes efter i så mange år i sine arme, kunne hun ikke give slip på. Lige meget hvem der så ellers forventede noget af hende.

     Den dag vil altid være den dag som Spencer husker mest tydeligt. Stærkt konkurreret af den dag hende og Paige blev forældre. Præcis 3 år, 7 måneder og 11 dage efter, at Paige var kommet tilbage til Spencer, havde hun født den skønneste lille pige, der var kommet til at hedde Valentina, fordi hun var født på selveste valentinsdag. Deres lykke blev fuldendt den dag, og det holdt præcis 5 år.

     For fem år efter kommer vi nemlig til den dag, Spencer meget længe har forsøgt at fortrænge.

     Det var den dag, hvor paradiset knækkede i tusinde stykker. Den dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel på en kold vintermorgen, og hun gik og lavede de allersidste forberedelser til det overdådige fødselsdagsbord, som Valentina skulle vågne op til. En dag der på så mange måder lignede alle andre, og alligevel emmede af alt for meget perfektion til, at det kunne være sandt.

     Hvis Spencer gjorde sig umage med at tænke tilbage, hvilket dog kun skete i hendes allerværste mareridt, så kunne hun godt huske, at hun havde været ved at sætte en rød rose i en lille pink vase midt på bordet, da telefonen ringede. Smånynnede havde hun løftet røret, men hun tav meget brat, da hun hørte stemmen i den anden ende.

     ”Du taler med Doctor White. Jeg skal bede dig komme ind på Oxford sygehus med det samme.”

 

*

 

Dagen i dag sidder Spencer med en grædende Valentina i sine arme og kigger fortabt på den mussegrå gravsten, der er så ligegyldigt placeret på en af de største kirkegårde i Oxford. Den står bare der, som om hvem som helst kunne ligge under den, og i virkeligheden symboliserer den ingenting for Spencer. Den vil aldrig nogensinde være andet end en mussegrå gravsten med nogle tilfældige tal på.

     En tåre falder ned over hendes kind, i det hun rækker hånden ud, og lader sine fingre glide henover den indtegnede stjerne, som symbolisere fødselsdatoen. Valentina rækker ud efter den, imens hun forsigtigt kravler ud af sin mors arme.

     ”Du må ikke græde mor,” hvisker hun. ”Jeg ved at hun lige nu sidder oppe på sin sky og kigger ned på os, og jeg forstår godt, at Gud ville have hende tilbage igen.”  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...