Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

7. Evig kærlighed

Skrevet i juni 2012

 

Kæreste Elskede.

Jeg skriver dette i håb om, at det en dag vil nå frem til dig. At du en dag vil forstå, hvor meget du betød for mig.

 

Det var en kold decemberdag, da jeg så dig første gang. Kold og vildfaren vaklede jeg rundt i en af New Yorks mange gader, da du ved en fantastisk tilfældighed fandt mig.

Iskold og fuldstændigt fortabt i min uvidenhed, om hvilken vej jeg skulle gå, var jeg nærmest stødt direkte ind i dig.

Det første jeg bemærkede var dine smukke mørke øjne. De tryllebandt mig med det samme jeg så op. Selv før du nåede at sige noget, vidste jeg at jeg kunne stole på dig. Også selvom jeg blot var ung og uskyldig, og du var høj og mørk.

"Har du brug for hjælp?" spurgte du, og dine fantastiske mørke øjne lyste af ægte bekymring. Det var ikke nødvendigt at give dig et svar. Min rystende krop og mine forvirrede øjne talte sit eget tydelige sprog.

Du viste mig op til din lejlighed, og sagde til mig, at hvis jeg følte mig det mindste utryg, så skulle jeg bare sige til, og du ville betale for et hotelværelse. Men jeg insisterede på, at det skulle du ikke. Jeg var allerede til nok besvær. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du så gerne ville hjælpe mig. Jeg var jo en fremmed? Men når jeg spurgte dig efterfølgende, kyssede du mig altid bare og sagde: "Havde jeg ikke gjort det, så havde du ikke stået her nu, vel?"

Jeg havde betragtet dig, imens du skiftede dit sengetøj, og derefter redte op til dig selv, med et tæppe på sofaen. Åh Nicolas, jeg husker det hele, som var det igår.

"Vi du have noget at spise eller drikke? Eller vil du helst bare i seng?" havde du spurgt, og igen havde dine mørke øjne lyst af ægte venlighed.

Jeg sendte dig et smil og sagde: "Har du en kop te?"

"Selvfølgelig! Du kan bare sætte dig ned, så går jeg ud og sætter vand over."

Du vendte dig fra mig, og gik ud i køkkenet. Imens satte jeg mig ned ved dit lille spisebord, og betragtede den smukke udsigt. Man kunne se alle de store højhuse, og gaderne lyste og funklede i alle mulige forskellige farver. 

"Forresten så hedder jeg Nicolas," fortalte du, da du var færdig med teén og var kommet tilbage igen.

"Jeg hedder Jessica," svarede jeg, og begyndte at lytte opmærksomt, imens du fortalte om dit liv, og om hvordan du havde gået fra at ville være astronaut, til nu at være arkitekt.

 

Vores første kys var noget af det mest romantiske jeg har oplevet. Du viste mig din ynglings park i New York, og pludselig som vi sad der på bænken, i mellem alle de smukke blomster, havde du lænet dig ind over mig, og trukket mig ind i et kys der var så dybt, og så intenst, at det havde slået luften ud af mig.

Den nat vi havde sammen efterfølgende, var så fantastisk. Jeg glemmer den aldrig. Der har aldrig været en kærlighed så ægte, som da du og jeg fuldbyrdede vores følelser. Det håber jeg du ved, Nicolas. 

 

Det var først da der var gået mange dage, først da jeg var blevet så forelsket i dig, at jeg ikke længere vidste hvordan jeg skulle klare mig alene, at du fortalte mig om dit job i militæret. Du havde haft orlov fra det, da vi mødtes, og af eller anden grund havde du ventet med at fortælle om det.

"Men Jessica, jeg var bare så bange for at miste dig!"

"Du er så egoistisk! Det er jo mig der mister dig, hvis du dør derude!"

Skænderiet var endt med at vi begge var faldet i armene på hinanden, og du havde undskyldt at du var kommet til at råbe sådan af mig, hvorefter du havde lovet mig højt og helligt at du aldrig ville gå nogen steder.

 

Men Nicolas? Hvorfor holdt du ikke hvad du lovede? 

Du tog jo afsted alligevel? Også selvom jeg så inderligt ønskede at du ville blive? Men jeg respekterede dit ønske, og støttede dig alt hvad jeg kunne. Jeg sørgede for at bruge alt min tid sammen med dig, selvom jeg vidste at jeg knuste mig selv.

Men jeg elskede dig. Og da jeg stod i lufthavnen den dag, præcis to år efter, at jeg havde set dig første gang, var det et eller andet inden i mig der gik i stykker. Noget, som jeg vidste, aldrig ville blive helt igen.

Det sidste kys, inden du gik ind igennem de store skydedøre, låste mig fast i en trance, som jeg stadig ikke er kommet fri af.

"Jeg elsker dig Jessica," havde du sagt, og så var du forsvundet ud af mine arme, og væk. Mine tårer løb lydløst ned af mine kinder, imens jeg så din skikkelse blive mindre og mindre, for til sidst at forsvinde helt, i menneskemængden.

 

Dette var den sidste gang jeg så dig. Og havde jeg vidst det, så havde jeg holdt fast i dig. Så havde jeg trukket så hårdt til, at du ikke havde haft noget valg. Og så ville du stadig have været her. Så ville du have siddet her ved siden af mig lige nu, og hvisket små ting i mit øre, i mens jeg skrev i min dagbog. 

Da din chef kom og bankede på min dør, og jeg, intet anende om hvem det var, åbnede den, gik hele min verden i stå. Selvom jeg godt vidste at alt håb var ude, så holdt jeg fast i det, lige indtil ordene var sagt. Jeg lavede thé til ham, fortalte ham om os, og først da han var nødt til at afbryde mig, fordi han ikke havde mere tid, var jeg nødt til at høre beskeden.

Beskeden om den vejsidebombe, som rev os så brutalt fra hinanden. Beskeden om at dit lig ville komme hjem, så hurtigt, som de kunne, og beskeden om at jeg aldrig mere igen skulle se dig. Aldrig mere skulle jeg se ind i dine mørke øjne, aldrig mere skulle jeg mærke dine læber imod mine, og aldrig mere ville jeg høre dig fortælle at du elskede mig.

 

Kæreste Nicolas. Der er ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Ikke et sekund, hvor jeg ikke husker vores minder. Jeg savner dig så  meget, at jeg ikke længere ved, hvor jeg skal gøre af mig selv.

Men jeg ved at du er den stjerne der lyser klarest. Jeg ved at du sidder deroppe og ser ned på mig, imens du ønsker at jeg skal komme videre. Og jeg prøver Nicolas, det gør jeg virkelig.

 

Jeg vil slutte af for nu, min elskede. Jeg vil smide dette brev ind i den ild, som tog dig fra mig, og håbe at ilden vil bringe det til dig.

Hvorend du er, og hvad end du foretager dig lige nu, så håber jeg at du har det godt. Vi må være lykkelige, Nicolas. Også selvom det er uden hinanden.

 

Lov mig det. Lov mig, at du vil finde en at kaste din kærlighed på, og lov mig at du aldrig glemmer mig.

Lov mig, at du vil vente på mig. For jeg kommer op til dig, når tid er. Og så skal vores kærlighed vare evigt. 

 

I kærlighed

Din Jessica

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...