Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
372Visninger
AA

2. Et sidste kys før du er i himlen

Skrevet oktober 2012

 

Sygeplejerskens blik hvilede længe på mig, inden hun fortalte mig sandheden. Det var som om hun ville vurdere mig. Se, hvordan hun bedst kunne få min verden til at styrte i grus. For det vidste hun godt, at hun ville komme til, lige meget hvordan hun formulerede sig.

Hun behøvede faktisk ikke engang at fortælle mig det. Jeg vidste det allerede inden, jeg havde set ind i hendes kedelige grå øjne. Jeg kunne bare se det, på måden hun gik på. Der var noget galt, og det kunne kun være en ting. Det var blevet tid til at give mig den besked, jeg så længe havde forberedt mig på, men alligevel ikke anede, hvordan jeg ville håndtere.

”Hvor længe har hun tilbage?” fik jeg fremstammet inden hun selv åbnede munden. Et smil flængede hendes rynkede ansigt i en underlig grimasse. Det var ikke et kønt smil, ikke et smil jeg på nogen måde havde lyst at se, og slet ikke i denne sammenhæng, men det var dog et smil.

”Det er ikke rigtigt til at sige..” begyndte hun og stoppede så. Det gav mig lyst til at slå hende. Hvorfor fanden kunne hun ikke bare fortælle mig sandheden? Det her var ikke et underholdsshow, der skulle holde sine seere hen i ventetid. Det var seriøs alvor, og jeg ville have sandheden nu.

”Fortæl mig det!” Min stemme blev skinger, og jeg løftede hånden uden rigtigt at tænke over det. ”Timer? Dage? Uger?” Min stemme blev højere og højere, hvilket fik sygeplejersken til at lægge en fast hånd på min skulder. Jeg tror, at det var meningen, den skulle berolige mig, men det havde præcis den modsatte effekt. Den gjorde mig blot endnu mere oprørt.

”Så fortæl mig det dog!” Jeg kunne ikke kontrollere mig selv længe. Min engel lå derinde, og jeg vidste godt, at hun ikke ville klare den meget længere, men hvis denne ignorante sygeplejerske vidste noget, så havde hun fandme at sige det. Lige nu.

Egentligt tror jeg, at den største grund til at jeg afbrød hende, var, at jeg ville trække det ud. Hvis jeg kunne blive vred på hende, og skælde hende ud, så havde jeg en eller anden at give skylden, og det hele ville blive trukket ud. Et par sekunder mere ville jeg kunne slippe for smerten. Men så vidste jeg godt, at det ikke ville gå længere.

”En uge, hvis hun er heldig. Men sandsynligvis mindre.” Endelig så den mekaniske dame bare en smule menneskelig ud, og trak en stol ud, som hun tilbød mig at sidde på. ”Jeg tror også, at det er det bedste. Hun har lidt nok, og der er ikke mere, vi kan gøre for hende.”

Beskeden fik intet andet end tomhed frem i mig. Jeg sank sammen på den hårde stol, og lod mine brune øjne stirre ud i luften uden rigtigt at se noget. En uge tilbage!? Hvordan skulle jeg dog nogensinde lære at leve uden Malou? 

”Det er jeg ked af.” Jeg mærkede dårligt sygeplejerskens hånd, som igen landede på min skulder. I virkeligheden var jeg fuldstændigt ligeglad med, hvad hun havde at sige. Hun havde alligevel sagt det hundrede gange før, og hun mente det slet ikke. Ordene var en del af hendes job, og de var ligegyldige. De ville ikke ændre noget som helst.

”Kan jeg se hende?” spurgte jeg tonløst og rejste mig op igen. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg tror, det var Malou, der fik styrken frem i mig. Jeg var nødt til at holde sammen på mig selv. For hendes skyld.

”Ja, selvfølgelig. Men hun sover, så prøv om du kan undgå at vække hende.” Sygeplejersken rejste sig også, og åbnede døren ind til stuen for mig. ”Se om du kan gøre det kort. Hun har brug for ro og hvile.”

Hjertet begyndte langsomt at stige op i halsen på mig, da jeg trådte ind på den hvide stue, der lugtede så klinisk, at jeg var ved at få kvalme. Der var noget jeg var nødt til at fortælle Malou. Og det skulle gøres  imens jeg kunne. Jeg havde lovet mig selv, at hun skulle have det af vide, og jeg havde ikke længere tid til at trække det ud. Sandheden ville alligevel ikke ændre på noget nu.

”Niki..” Hendes spæde stemme fik mig til at tænke på noget andet. På to skridt var jeg henne ved hendes seng, og havde grebet hendes ene hånd med begge mine. Selvom jeg hadede det kælenavn, så havde jeg accepteret det nu. Simpelthen fordi hun ikke længere havde kræfter til at sige hele mit navn.

”Shh..” mumlede jeg. ”Du skal bare sove.” Jeg trykkede hendes hånd, og kyssede hende forsigtigt på panden.

”Det kan jeg gøre senere..” Hun stoppede, og hev efter vejret. Hendes vejrtrækning var efterhånden så pivende, at det lød som når nogen trækker deres negle ned over en tavle. Det gjorde ondt i hele min krop at høre, hvor svag hun var, og det var blot endnu et bevis på, hvad naturens kræfter kunne gøre ved min engel. Men jeg fattede det stadig ikke. Hun fortjente det ikke.

”Lig stille, og lad være med at sige noget. Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig.” Jeg lagde begge mine hænder fastere rundt om hendes, imens jeg langsomt mærkede hvordan sveden piblede frem på min pande og på min håndfalder. Selvom Malou var så svag, og at hun ville være væk om højst en uge, så kunne det her ikke blive let.

”Hvad end det er så..” Hendes øjne lukkede i, men jeg mærkede alligevel, at hun stadig var vågen. Igen havde hun bare ikke kræfter til at fuldføre sin sætning. Det var heller ikke nødvendigt. Jeg vidste godt, hvad hun ville sige.

”Så er det ikke et problem,” fuldførte jeg, og fik et bekræftende lille smil frem på hendes læber.

Jeg tog en sidste dyb indånding og trykkede hendes hånd endnu en gang, hvorefter jeg begyndte. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde øvet mig på dette, men det blev alligevel slet ikke som jeg havde forberedt. Hele min krop rystede, og min stemme hakkede så meget, at jeg var bange for, at hun ikke forstod, hvad jeg sagde.

”Jeg har altid vidst, at du var noget specielt, Malou. Lige siden jeg så ind i dine grønne bundløse øjne første gang, har jeg vidst, at du ville blive et af de få mennesker, som jeg ikke kunne leve uden.”

”Fortsæt. Jeg lytter,” kom det forsigtigt fra hende, så det gjorde jeg.

”Men der er mere i det, end det. Du er ikke bare min bedste veninde, ikke bare den jeg vil fortælle alt til. Du er mere. Du er den, jeg allerhelst ville dele mit liv med, hvis jeg kunne. Den jeg ville opleve det hele med.” Jeg stoppede endnu en gang og fortsatte så; ”Malou.. Jeg har været forelsket i dig, så længe jeg kan huske, og jeg følte bare at jeg var nødt til at fortælle dig det, selvom jeg godt ved, at det er latterligt, og at du ikke føler det samme.”   

Det sidste ville jeg ikke have sagt. Det lød mærkeligt, og passede slet ikke ind i sammenhængen, for jeg vidste godt at mine følelser ikke var latterlige, og jeg vidste også godt, at hun ville forstå det hele. Alligevel nåede jeg ikke at stoppe ordene inden de havde forladt min mund.

Hun var stille. Så stille at jeg et øjeblik var i tvivl om hun var faldet i søvn. Men efter et ubestemt tidsrum reagerede hun endelig. Hendes smukke grønne øjne åbnede sig, og så direkte ind i mine. De var blevet matte og livløse af hendes sygdom, men jeg så stadig glansen i dem. Hun var stadig ubeskriveligt smuk, på trods af, at hun for længst havde mistet sit lange, krøllede, brune hår. Det betød ikke noget. Hun ville altid være min engel. Min smukke engel.

Hun var stadig stille. Jeg kunne høre mit hjerte slå, og jeg mærkede, hvordan mine hænder efterhånden blev så glatte, at hendes hånd gled ud af min.

”Kys mig.” Hendes stemme lød stærkere end jeg havde hørt den i måneder. Ordren var kort og kontant, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ikke rigtigt havde et valg. Men det generede mig heller ikke.

Forsigtigt og spørgende lænede jeg mig ind over hende. Hendes øjne lukkede sig igen, og lige inden jeg lod mine læber ramme hendes, lukkede jeg også mine. Hun mumlede nogen få ord, jeg altid vil huske, inden mit kys afbrød hende, og gav tiden lov til at stå stille. Bare et øjeblik.

Det var et øjeblik i paradis. Et øjeblik, hvor jeg, for en gangs skyld, fik lov at glemme alvorligheden af hendes sygdom, og hvor jeg kunne give mig helt hen i hendes berusende nærhed. Nyde nuet, og leve i det.

Hun gengældte ikke rigtigt kysset. Nok mest fordi hun ikke havde kræfter til det. Alligevel nåede mit hjerte igen at stige op i halsen inden det forbandede apparat ved hendes side begyndte at bippe, og brutalt rev os væk fra hinanden. Jeg fornemmede det hele inden det rent faktisk skete, og inden jeg nåede at se mig om, var hele hospitalstuen fyldt med fremmede læger og sygeplejersker.

Jeg skreg.

Jeg sansede ikke engang, hvad jeg lavede, ikke engang lyden af det rædsomme høje skrig nåede ind til min fornuft. Sygeplejersken, der kom løbende, for at berolige mig, opdagede jeg heller ikke. Det eneste jeg kunne fokusere på var Malou. Malou, der lå på den hvide seng, med de lukkede øjne, og så så fredfyldt ud, at det umuligt kunne være retfærdigt.

Hun kunne ikke dø, ikke nu, hvor alting endelig var, som det skulle være. Jeg var ikke i stand til at give slip på hende. Det ville jeg heller aldrig blive.

Men hun var væk alligevel. Aldrig mere skulle jeg se i hendes grønne øjne, aldrig mere ville jeg høres hendes smittende grin, og aldrig mere skulle jeg høre hendes bløde forførende stemme hviske små hemmeligheder til mig.

Det eneste som jeg har tilbage er hendes allersidste ord. Ord som jeg vil holde fast i til mine dages ende.

”Jeg venter på dig for foden af trappen..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...