Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
379Visninger
AA

9. Drømmetræet

Skrevet i september 2012

 

Det er der igen. Træet. Hver gang jeg lukker øjnene, og fokuserer på det røde hjerte med den hvide baggrund, som ellers normalt får mig til at falde til ro, dukker træet op. Det minder mig om et børneprogram jeg altid så, da jeg var lille, men jeg ved alligevel, at det ikke er det samme. For træet i børneprogrammet var surt og trist. Det er det her slet ikke. Faktisk holder jeg utroligt meget af det, og det er en af grundene til, at jeg altid smiler, inden jeg putter mig ned under min varme dyne. Træet, og så hende.

Jeg lukker mine øjne, og står på en brun velkendt skovsti. Lugten af skovbund har fanget mine næsebor, og draget mig ind i drømmen. Selvom jeg godt ved, at det hele er en illusion, så er det alligevel alt for virkeligt. Det store egetræ, der har tårnet sig op foran mig for enden af stien, med sine mange, tykke, lange grene, der stikker ud i alle retninger, er der virkelig. Jeg ved at, hvis jeg rækker ud, så kan jeg lade mine fingre stryge hen over den ru bark. Og jeg vil nemt kunne mærke den.

 

Det starter altid ud på samme måde. En brændende nysgerrighed brænder ned i gennem hele min krop, og får mig automatisk til at rette mine brune øjne imod den gamle lave dør, der går ind i stammen. Hver gang er det noget nyt, som gemmer sig bag den, og alligevel husker jeg alle de eventyr, jeg har været på. Hvert og et har en speciel betydning. Hvert og et, er et specielt minde.

Forventningsfuldt og med rystende hænder tager jeg fat i det lille håndtag, der er snittet fint ud med små mønstre. De er sirligt tegnet, med en lille kniv, og forestiller et mønster, som jeg aldrig kan finde symmetri i, lige meget hvor mange gange jeg ser håndtaget. Alligevel kan jeg ikke lade være med at beundre det. Det er simpelthen så smukt.

Døren går op, inden jeg er færdig med at beundre mønstret. En varm, men insisterende brise, trækker i mit løse hår, og min sommerkjole flagrer op over mine knæ og drager mig imod en ukendt landskab, som jeg kun for en enkelt nat, får lov at opleve.

 

Lige så snart jeg træder ind forsvinder alle spor af bark, træ og håndtag. Så kan jeg ikke længere se det sted, hvor jeg er kommet fra. Det er som at træde igennem en portal fra et eventyr. Mit helt eget eventyr.

Jeg står foran en lille smedejernslåge i et stendige. Den er halvrusten, og jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt. Normalt er alting i dette træ fuldstændigt perfekt. Men ikke i dag. Lågen er rusten, og hænger kun fast på et hængsel. Stendiget har flere huller, hvor der mangler sten, og den fuglesang, som jeg altid plejer at kunne høre, er fuldstændigt forstummet.

En lille smule bange for, hvad der venter mig, åbner jeg lågen, og udstøder et lille gisp, da lågen, i stedet for  at gå op, bare falder af det sidste hængsel og lander på jorden foran mine fødder, med højt brag, der ville have fået fuglene til at lette, hvis der havde været nogen.

 

Det går hurtigt op for mig, at stendiget indrammer en kirkegård, og uden at tænke over det, træder jeg et enkelt skridt tilbage, og forsøger at få styr på mig selv, inden jeg går ind. Der er et eller andet, som slet ikke er, som det burde være. Noget ved mit absolutte yndlings sted er totalt forandret.

I nat har jeg faktisk ikke lyst til at gå der ind. Jeg ønsker brændende, at jeg ikke havde åbnet døren, men jeg ved, at jeg bliver nødt til at fortsætte. Man må yde, før man kan nyde.

Gravstenene er alle vegne, og der er ingen af dem, der er pyntet. De står bare alle sammen, som ensomme soldater, der er færdige i krig. Her er ingen blomster, intet lys, ingen sorg, ingen kærlighed. Ingenting. Kirkegården har været forladt meget længe. Det er tydeligt.

Man kan ikke læse navnene på nogen af dem. De er så gamle og slidte, at jeg faktisk ikke engang kan se om der har været skrevet på dem. Men det må der have været, for der er ingen tvivl om, at det er gravstene.

Uden rigtigt at vide, hvorfor, fortsætter jeg hvileløst ned af den endeløse grussti. Hjertet begynder langsomt at slå hurtigere i mit bryst, og jeg mærker hvordan sveden begynder at springe frem på min pande. Jeg kan ikke lide det her sted. Der hviler en ensomhed over det, som jeg kan mærke helt inde i det inderste af mine knogler. Og det sender vilde kuldegysninger i gennem mig.

 

Pludselig er der en bevægelse, der fanger min opmærksomhed. Det ellers så stille og ubevægelige sted, viser pludselig tegn på liv, og i ren refleks flyver jeg rundt, og retter opmærksomt blikket i mod det sted, hvor jeg så bevægelsen. Hurtigt opdager jeg en gravsten, der ikke ser ud som de andre. På denne her kan man læse teksten.

Nysgerrigt går jeg over i mod den, og mærker med det samme, hvor bevægelserne kommer fra. Brisen, som trak mig ind igennem døren, trækker mig over imod gravstenen, fortryller mig, hvisker i mit øre. Men det er ikke rart. Frygten sidder dybt i hvert eneste skridt jeg tager, og da bogstaverne langsomt bliver større for mit blik, og jeg kan sætte dem sammen til ord, bliver frygten kun værre. Ordene der har formet sig, sender de vilde kuldegysninger ud på endnu en flyvetur.

Lucie Victoria Christensen, født niende juli 1995.

Febrilsk leder mine øjne efter dødsdatoen, men jeg kan ikke finde den. Den er ikke oplyst. Et skrig er langsomt ved at tage form i min hals, og jeg kan mærke at jeg ikke kan holde det inde. Da en sort kat springer frem bag den uhyggelige gravsten, giver jeg op, og lader skriget flænge den stille og desperate atmosfære.

”Shh! Honey, hvad sker der?”

En bekymret stemme forsøger at trænge igennem mit endeløse skrig. Jeg hører først ekkoet af den, da den beskyttende hånd langsomt massere min venstre skulder, og desperat forsøger at få mig tilbage til virkeligheden.

”Lucie! Du skal vågne nu. Det er bare en drøm..” Den beskyttende hånd flytter sig fra min skulder, og nusser mig forsigtigt i håret. En anden arm ligger sig forsigtigt omkring mig og holder blidt, men bestemt, fast.

Langsomt forsøger jeg at lytte til stemmen. Jeg lader orkanen, som kommer fra den, trække mig væk fra brisen på kirkegården, og den sorte kat med de lysende gule øjne, bliver langsomt mindre og mindre tydelig. Til min store lettelse.

”Hvad drømte du?” Et par blå øjne ser dybt ind i mine, og hjælper mig det sidste stykke tilbage. To arme ligger nu beskyttende omkring mig, og et par velkendte læber kysser mig blidt på panden.

”Jeg..” begynder jeg imellem de tårer der pludseligt er begyndt at løbe vildt ned over mine kinder. Men så stopper jeg mig selv. Hun skal ikke have det af vide endnu. ”Bare lov mig, at når jeg engang dør, så skal jeg ikke begraves sådan et sted,” hulker jeg.

”Selvfølgelig. Men hvorfor tænker du på det?”

Jeg løsner mig lidt fra grebet og ser igen ind i de blå øjne, som endnu en gang har reddet mig. Og selvom jeg godt ved, at de ikke kan blive ved med det, så vil jeg nyde det så længe det vare.

Så længe at kræften ikke har overtaget mig helt.  

”Ikke for noget.. Bare læg dig til at sove igen,” siger jeg beroligende og ligger mig ned. ”Der er jo heldigvis lang tid til, at nogen skal bekymre sig om det.”

Da jeg igen lukker mine øjne, kan jeg kun håbe på, at jeg har ret. Men jeg ved godt, at chancerne ikke er store. Lægens ord kører konstant rundt i mit hoved.

”Du har mellem tre og seks måneder tilbage..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...