Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

8. Det sidste spring

Skrevet i juli 2012

 

Emily tog det sidste mod til sig og kravlede op på hegnet. Hun satte sig til rette med et fast tag på gelænderet, for at være sikke på at hun ikke ville falde. Ikke før hun var klar.

Byen under hende, fladede ud for hendes blik. Hun måtte bruge alt sin energi på at holde fast, og sidde stille. Afstanden til jorden under hende var svimlende.

"Emily, hvad har du gang i?" lød en vantro stemme bag hende. Og selvom det var den stemme hun ventede på, den stemme hun ønskede at høre, så registrerede hun den ikke til at starte med. Hun var alt for skræmt over virkeligheden. Over sig selv. Over det, som hun var ved at gøre.

"Er du fuldstændigt vandvittig? Kom ned derfra!" blev stemmen bag hende ved. Emily vendte hovedet imens hun stadig sørgede for at holde fast godt i hegnet, og så på den smukke pige, som stod et par meter bag hende. Hun betragtede hendes kønne ansigt, hendes smaradgrønne øjne og hendes perfekte slanke krop.

Pigen prøvede at komme tættere på hende, men Emily rakte den ene hånd advarende i vejret, hvilket omgående fik pigen til at standse.

"Du er ikke rigtigt klog," blev hun ved. Emily rystede på hovedet, og vendte sig igen. Nej, hun var ikke rigtigt klog. Men det lavede ikke om på sandheden.

"Fortæl mig, at du elsker mig. Fortæl mig, at du ville springe med, hvis jeg hoppede. Giv mig en grund til at lade være!"

Ønsket sad så brændende i Emily, at tårerne begyndte at løbe. "Jeg kan ikke mere! Og der er alligevel ingen der ville savne mig!" råbte hun grædefærdigt, og så igen på den smukke pige. Hendes smaragdgrønne øjne så rædselsslagne ud. 

"Fortæl mig at du ville savne mig. Vis mig dine tårer, og giv udtryk for din angst!"

"Selvfølgelig er der det." Den smukke pige gjorde endnu en gang mine til at komme tættere på, men Emily stoppede hende igen.

"Hvem? Min fordrukne mor? Min bortrejste far? Mine sindsyge klassekamerater, som kun tænker på sex og penge?" blev Emily ved. "Fortæl mig hvem!"

"Sig at det er dig. Fortæl mig, at du vil være der for mig, for evigt, hvis jeg bliver i denne rædsomme verden."

Den smukke pige svarede ikke, og det var først der, at Emily oprigtigt overvejede at hoppe. Hvis ikke engang denne trudsel ville få pigen, som hun elskede til at indrømme sine følelser for hende, hvordan så? Var det virkelig rigtigt at der ikke var nogen der ville savne hende? Var der virkelig overhovedet nogen grund til at blive?

"Du kunne fortælle det til hende. Hvorfor kan du så ikke sige det til mig?" Emily gav slip med den ene hånd og så endnu en gang ned på den svimlende afgrund og bilerne under sig.

"Sig der er fordi du er bange for at miste mig. Fordi.. Fordi du virkelig elsker mig!"

"Hvem taler du om?" spurgte den smukke pige. "Kom nu bare ned derfra!"

"Nej jeg vil ikke! Og du skal overhovedet ikke komme et skridt nærmere."

"Okay, så bliver jeg lige her," svarede hun, og lod sine arme hængende opgivende ned langs siden. "Men jeg bliver her indtil du er kommet ned."

"Så giv mig en grund til at komme ned. Bare én!"

Emily vendte sig endnu en gang, og betragtede pigen hun elskede for sidste gang. Og da gik det for alvor op for hende at hendes følelser aldrig ville blive gengældt, og at det havde været så naivt af hende at tro det. Selvfølgelig ville der ikke være nogen til at hjælpe hende, for ingen forstod hvordan hun havde det.

Hvem havde også prøvet at være så håbløst forelsket i deres bedste veninde, og bagefter fundet hende i sengen sammen med en anden?

Hun ville væk. Hun ville hen til et sted, hvor følelser og sorg ikke fandtes. Til et sted, hvor alting var meget lettere, og hvor folk ikke løj for hinanden.

Hun så alle sine muligheder i de smukke grønne øjne. Alt det der ventede hende, hvis hun sprang. En verden uden skilte forældre, en verden uden alkohol, en verden uden utroskab og en verden fyldt med kærlighed. Pludselig havde den smukke pige en fuldstændigt modsat effekt på Emily. Hun gav hende lysten til at springe.

"Jeg troede at det vi havde var specielt!" skreg Emiliy anklagende. "Jeg troede at jeg i det mindste betød noget for dig!"

"Det gør du da også. Kom nu bare ned derfra, så skal jeg nok forklare dig det."

Emily sprang modvilligt ned og så afventende på den smukke pige.Efterhånden var der kommet tårer i hendes øjne, men det virkede stadig ikke som om at hun helt fattede, hvad der var ved at ske. Det gjorde Emily inderst inde heller ikke.

"Jeg var bange, okay?" 

"For hvad?"

"For at miste dig. Jeg var bange for at komme til at elske dig for meget!"

"For det hele, for dig og mig, og for det der var ved at ske. Emily, jeg tror virkelig at det er bedst, hvis vi bare er venner."

Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Det var den sætning, der fik Emily til at kravle op på hegnet, og se beslutsomt udover den store by. Det var det der gjorde hende sikker på, at det eneste rigtigt var at springe.

"Nej, stop!" Den smukke pige forstod det endelig. Endelig kunne Emily høre frygten i hendes stemme. "Kom nu ned! Please!" Hun kunne høre hende græde. 

"Sig til mig at du ikke mente det! Sig til mig at du brændende ønsker at vi skal være mere end venner!"

Ønskerne blev mere og mere desperate. Mere og mere umulige.

Men den smukke piges fortvivlede råb stoppede hende ikke. Hun kunne ikke være i en verden, hvor dette fantastiske væsen kun ville være hendes veninde. Hvem skulle så holde om hende og kysse hende, når hendes mor endnu en gang havde slået hende? Når hendes far endnu en gang havde glemt hendes fødseldag?

Emily lod sorgen overvælde sig en sidste gang. Tænkte på alle de ting, som hun ikke længere skulle finde sig i. Den smerte som kun kunne blive fri for, blot ved en enkelt bevægelse.

Og så sprang hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...