Hvordan kunne du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2014
  • Status: Igang
En samling noveller. Alle med samme tema, som i dog selv må læse jer frem til. Indtil videre har de alle sammen været herinde før, men det fungere bedre for mig at have dem samlet et sted.

5Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

4. De blå blomster

Skrevet maj 2012

 

 

"Du må finde de blå blomster inden daggry, hører du? Du skal finde dem! Vi må redde hende!" Min mor ruskede i mig, imens hun så fuldstændigt panisk på mig. Jeg delte hendes frustration, og knapt havde hun nået at fuldføre sin sætning før jeg var ude af døren. Selvom skepsissen var over mig, som en høg på jagt efter mus, så tøvede jeg ikke. Alt, hvad der tydede på den mindste chance måtte jeg gribe. Min søster skulle reddes. 

Først tænkte jeg slet ikke på, hvor meget kulden bed mig i kinderne, eller på hvor let den trængte ind under min tynde kjole. Jeg ikke så meget, som overvejede at bruge tid på, at tage noget mere tøj på. Det eneste jeg havde i mit hoved var beskrivelsen af den altafgørende blå blomst. Jeg skulle, og måtte finde den. Hurtigt, og for hver en pris.

Doktoren havde beskrevet dem ned til mindste detalje. Han havde tydeligt gjort det klart, at de blå blomster ville være den eneste mulighed der fandtes. Det eneste som ville hjælpe hende. Men det skulle være snart. Ellers ville hun ikke nå, at se den næste solopgang.

Luften forsvandt hurtigt fra mine lunger, men jeg blev ved med at løbe. Jeg kunne slet ikke tænke klart, og jeg vidste egentligt godt, at jeg intet ville finde ved, at bevæge mig rundt på denne her måde. Det var bare som om, at jeg følte jeg måtte gøre et eller andet, og inderst inde vidste jeg jo godt, at selvom jeg stoppede op, så ville jeg stadig ikke finde blomsterne. De var så sjældne, og på trods af at jeg havde gået tur i skoven stort set hver dag så længe jeg kunne huske, så havde jeg aldrig set dem. Hvis der overhovedet var noget håb i mig, så var det falskt.

Det gik selvfølgelig ikke ret længe før jeg, meget modvilligt, måtte stoppe med at løbe. Mine lunger kunne simpelthen ikke holde til at blive ved. De skreg vildt efter luft, og mit luftrør brændte som ild. I et par minutter stod jeg bare stille på stien, imens det eneste der hørtes var mit vilde åndedræt. Jeg var så forpustet, at jeg var bange for, at besvime.

Da jeg kom til mig selv igen, og fik kræfterne til at gå videre, havde jeg pludselig lettere ved at tænke klart. Det var som om, at den impulsive løbetur, havde fået min krop til at reagere, som jeg ville have.

I rask tempo gik jeg op af den lille skovsti, imens jeg spejdede i alle retninger efter blomsten. Doktoren havde tydeligt gjort det klart, at den ved første øjekast kunne fremstå hvid, og at jeg derfor skulle holde øje med alt der kunne ligne bare det mindste.

Det skete mange gange, at jeg så noget der lignede, og spurtede hen for at se om heldet var med mig, men hver gang var der noget ved blomsten der ikke passede til beskrivelsen. Enten var det stilken, som ikke var lysegrøn, ellers var det bladende som ikke var runde. Altid var der noget der var forkert.

 

Sådan gik jeg rundt meget længe, og da mørket faldt på havde jeg allermest lyst til bare at smide mig i græsset, og blive liggende, til en af de vilde dyr kom og spiste mig. Jeg følte mig træt og udmattet, og tørsten var ved at trække den sidste energi ud af mig. Jeg vidste at jeg sandsynligvis ville besvime, hvis ikke jeg snart vendte om. Kulden var også langsomt begyndt at invadere mig.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg vendte ikke om. Om jeg så ville dø i forsøget, så ville jeg gøre alt, hvad der stod i min magt for at redde min søster. Hver gang mine ben var ved at give op, eller mit syn begyndte at flimre, så var det hendes afmagrede krop jeg så. Sveden på hendes pande jeg kunne mærke, og hendes rællende svage stemme jeg kunne høre. Og det var det, som hver gang, gav mig energien til at fortsætte.

 

Først da det blev så mørkt at jeg ikke engang kunne se mine øjne fødder, indså jeg at kampen var tabt. Det ville ikke lykkedes mig at finde de blå blomster, og min søster ville ikke overleve. Det bedste der kunne ske nu var, at jeg kunne få lov at sige farvel. Få lov til, en sidste gang, at sidde ved hendes sengekant med tårer i øjnene, imens jeg fortalte hende, at det fantastiske sted hun ville komme hen. Og for allersidste gang ville få lov at se hendes smukke blå øjne glide i, for aldrig mere at åbne sig.

Jeg var langt væk i mine egne tanker, da jeg gik hjem. Så optaget af minder, at jeg nærmest faldt over ham, før jeg så ham. En varm hånd greb fat om min ankel, og jeg skulle lige akkurat til at skrige, da det gik op for mig, hvem det var.

"Samuel!" sukkede jeg lettet, og trådte et skridt tilbage. Det ansigt som jeg elskede så højt, sendte mig et lille smil, men det var alt hvad han kunne præstere. De brune øjne var matte, og sveden løb ned af hans ansigt, imens hans brystkasse bevægede sig som om, hvert åndedræt var en kamp. En kamp som han snart ville tabe.

"H-har.. D-du.. Set den... Blå.. Blomst?" spurgte han, imens han krampagtigt blev ved med, at holde fast i min ankel. Hans hænder var klistrede af sved, og jeg ville med lethed kunne trække mig fri, hvis jeg ville. Men jeg gjorde det ikke.

"Den blå blomst? Leder du også efter den?" spurgte jeg overrasket, imens jeg ignorerede den forfærdelige viden om, hvad der var ved at ske. Både Samuel og Lydia ville snart dø fra mig, fordi jeg ikke kunne finde den blå blomst. Det hele ville være min skyld.

"D..den er.. derovre," fremstammede han, og med det sidste energi han havde, pegede han et sted ud i mørket. "Jeg så den, men jeg.. Jeg nåede ikke.." Han stemme gik i stå, og jeg opdagede til min rædsel at hans åndedræt blev langsommere.

Febrilsk hev jeg mig fri af hans greb, og gik over imod det sted han udpegede. Jeg måtte finde den blomst. Jeg måtte redde ham. Det var den eneste tanke der var i mit hoved.

 

Der gik kun et par sekunder før jeg endelig så de blå blade, men det føltes som en evighed. Jeg vidste med det samme, at det var den blomst jeg søgte. Der var seks af dem, og de var vokset op lige ved siden af hinanden. Hurtigt plukkede jeg dem, og hastede tilbage til den døende Samuel.

"Her," hviskede jeg. "Jeg har dem her. Spis, og så vil du få det bedre."

Han åbnede ikke munden, selv ikke da jeg nærmest maste blomsten ind i mellem hans læber.

"Nej... De skal opløses i vand," protesterede han lavt.

Panisk så jeg mig omkring. Mine øjne havde vennet sig en smule til det tætte mørke, men slet ikke nok til, at jeg kunne se ret meget. Det eneste jeg fik øje på var træer og skovbund.

"Forsæt af stien.. Så vil du finde vandet.." Hans stemme gik igen i stå, og denne gang kunne jeg se at jeg ikke ville få liv i ham igen. Det eneste jeg kunne gøre for at redde ham var, at finde vandet.

Først der tænkte jeg igen på Lydia. Jeg havde fundet blomsterne, og det eneste jeg manglede var bare at finde hjem. Jeg kunne rent faktisk stadig nå at redde hende.

Jeg vidste at vandet lå for langt væk til, at jeg ville kunne nå hjem igen efter at have reddet Samuel. Så stod det pludseligt klart for mig. Den sandhed jeg var så bange for at se i øjnene.

Jeg var nødt til at vælge, hvem af dem, jeg skulle svigte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...