Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
974Visninger
AA

3. WTF!- Ann

Jeg ville have skreget, men min hals snørede sig sammen, og det eneste der kom ud var et lydløst skrig. Hvis nogen havde set det, ville de nok have troet at jeg var sindssyg. Mine øjne var spærret helt op, min mund stod vidt åben, og jeg sad som en eller anden baby på en der nok kun var nogle år ældre end mig. Det føltes som om det foregik i slowmotion. Jeg så jorden nærme sig, og jeg lukkede øjne, var bange for at se min egen død i øjne.

"Du kan godt åbne øjne igen, vi er ikke døde. I hvert fald ikke endnu"

Pigens stemme trak mig tilbage til virkeligheden, og eftersom hun stadig talte, gik jeg ud fra at hun og jeg begge to havde overlevet. Jeg åbnede det ene øjne, og åbnede så det andet, i endnu større overraskelse end da hun kastede sig ud fra vinduet. Pigen stod på begge sine ben, og vi var stadig i live.

"Hvordan..?" Jeg prøvede at sige mere, men ordrene forsvandt praktisk talt fra min mund.

"Der hvor vi skal hen, lærer de os en masse om ting som vi ikke troede vi var i stand til" Svarede hun bare, og træk på skuldrene.

"Er du klar?" Spurgte hun derefter. Jeg kiggede tilbage mod det hus, der i så mange år havde været mit hjem, og mærkede et stik af fortrydelse, men så tænkte jeg på Victoria, på den måde hun havde kigget på mig med at foragten malet i ansigtet. Hun havde været fuldstændig ligeglad med om jeg så gik hen og døde. Hun havde prøvet at se om det var muligt for hende at elske, men det havde det ikke været. Jeg nikkede til pigen, og hun kiggede længe på mig, inden hun sagde:

"Du må virkelig have haft det hårdt der. Du har virkelig ikke så meget imod aldrig at se dem igen, har du?"

"Jeg.." Jeg skulle til at sige, at det overhovedet ikke passede, og at hun i øvrigt slet ikke havde ret til at spørge om sådan noget, men så indså at hun havde ret. Jeg ville ikke savne det. Hvad det ind havde været i alle de år, var det ikke mit hjem det var. I det øjeblik følte jeg at jeg gjorde det rigtige, muligvis ikke det klogeste, men det rigtige. 

"Nej, jeg vil aldrig se dem igen" Sagde jeg med en fasthed jeg aldrig havde hørt fra mig selv før. For første gang i mit liv, følte jeg at jeg var blevet den voksne, og den selvsikker pige jeg altid havde drømt om. Så sprang jeg ud i uvished. Bogstaveligt. Pludselig var jeg ti meter oppe i luften. Så var jeg nede på jorden igen, og op. Jeg kiggede ned, og så at jorden nærmede sig hurtigt, men da vi var nede, sprang vi bare op igen. Intet menneske kunne springe så højt, eller langt. 

"Hoppe-sko" Sagde pigen som om det bare var det mest almindelige. Navnet sige vel også sig selv, men alligevel. Alt det her var altså meget nyt for mig. Først nu kom jeg til at tænke på at vi smadrede vinduet da vi hoppede ud af det. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var der glaskår i mit hår.

"Hvorfor vågnede Victoria ikke? Eller nogen af vores tjeneste folk?" Spurgte jeg ligeglad med at hun måske ville være forvirret over at jeg sagde "Victoria" og ikke "Mor".

"De sov dybt" Svarede pigen, og jeg havde en klar fornemmelse af at det var et af de emner jeg ikke ville vide noget om. Så jeg prøvede at ignorere at jeg sad på ryggen af en fremmed pige, at jeg lige havde sagt farvel for altid til mit gamle liv, og at jeg hoppede i ti meters højde, og nød bare udsigten.

Paris snævre gader så ud som en stor forhindringsbane, men jeg kendte hver af dem, og de gjorde pigen tilsyneladende også. Hun spurgte i hvert fald ikke om vej, og fortsatte stædigt fremad i en masse retninger. Efter hendes krus og dømme, skulle vi hen til lufthaven. Men det kunne da ikke passe? Der var da ingen fly der fløj klokken.. Jeg fortryd, at jeg ikke havde taget mit ur med. I hvert fald klokken noget om natten. Trods der nok var flere timer til at solen stod op, syntes jeg ikke der var så mørkt. Det havde jeg aldrig syntes der var i Paris. Alle de bøger jeg havde læst, kom frem i mit hoved. Alle bøger starter med at hovedpersonen oplever noget mystisk, og et eventyr begynder. Var dette mit eventyr?

Havde alle mine bøger i virkeligheden bare været en forberedelse for det her? Eller var jeg lige nu på vej til min egen død?

Alting var så smukt om aften. Huse stod som mørke skygger, og træerne i parken hviskede i takt med vinden der pustede liv i alting. Jeg havde altid set natten som min ven, en hemmelig ven jeg altid kunne tale med alene, og være sikker på at ingen hørte os. Natten kunne jeg stole på, den ville skjule mig når jeg lavede noget forbudt i følge min mor, eller  give mig inspiration til at forsætte med at lade som om. Lade som om jeg rent faktisk var interesseret i mit liv, at jeg rent faktisk gjorde andet end at kede mig ihjel

"Så stiger vi af" Sagde pigen, som om jeg bare var et barn der havde leget ovenpå hendes ryg. Jeg hoppede af hendes ryg, og så at vi ganske rigtigt stod i lufthavnen. Jeg havde aldrig været ude af landet før, trods at vi havde penge nok. Cementen mærkede hårdt, og det knasede af småsten hver gang jeg bevægede mig. Pigen gik hen mod et lille jetfly der stod og nærmest bare ventede på at blive brugt.

Let og elegant smug hun sig op i kabine rummet, og, langt mindre elegant og meget langsommere, mere tøvende, kom jeg også til sidst op. Det larmede meget, og jeg følte mig døv en time efter vi var lettet.

"Hvor har du lært at flyve? Også derhen hvor vi skal?"

"Min far var pilot før han blev skudt ned i en krig" Svarede hun, og det var kun fordi jeg selv vidste hvordan det føltes, at jeg kunne høre den smerte hendes ord skabte hos hende selv. Det med at skjule for andre hvor hårdt det egentlig var, havde jeg rigelig erfaring med. 

"Det gør mig ondt" Svarede jeg stille. Hun sagde ikke noget, koncentrerede sig om at styre flyet. Jeg ville faktisk have sovet, men jeg kunne simpelthen ikke, og nøjes med at kigge ud af vinduet på den mørke himmel der udfoldede sig på alle vores sider som et uendeligt hav. Langsomt gled mine øjne dog i...

***

"Vent!" Råbte jeg, men det var forsendt. Pigen kastede mig ud fra jetflyet. Jeg nåede ikke en gang at skrige, for vi havde åbenbart kun været 2 meter over jorden. Jeg landede på noget blødt, og mærkede så noget bevæge sig under på mig. Jeg skreg tøset og rejste mig hurtigt op og.. følte mig som et fjols. En pige lå nede på jorden. Hun rejste sig op, og jeg så at hun havde flere røde mærker på grund af gruset jeg havde presset hende ned mod. Hun rejste sig stille op, og kiggede mistroisk på mig.

"I kunne godt lære noget om høflighed" sagde vi i munden på hinanden. Eller, vi sagde det samme, men hun talte bare dansk, og jeg Fransk. Nå, hun var altså ikke fra det samme sted som pigen. Jeg målte hende med øjne. Hun havde langt honning farvet hår, der hang i fine krøller. Hendes øjne var mørke grønne, og hendes hud var lys. Hun havde ikke rigtig nogen kurver, men der var noget ved den måde hendes krop udstrålede mod og nysgerrighed. Hun virkede så meget i live, at det gjorde hende smuk. Hun havde ingen make up, og i det samme kom jeg i tanke om at min mascara nok var tværet ud over hele mit fjæs efter tårerne, og at min liplos nok også var tværet ud i puden derhjemme. Hurra for skønheden!

"Ved du hvor vi er?" Spurgte jeg på Dansk. Hun gispede ligefrem. Noget sagde mig at denne pige ikke kunne så mange sprog som jeg kunne.

"Ne.. Nej, du kan tale Dansk!" Sagde hun som om det var et helt mirakel. Gud! Hvis jeg skulle ende op med nogen midt ude i ingenting, kunne det så idet mindste ikke være en lidt klogere en? Eller en lækker dreng? 

"Ja, men hvad stiller vi op?" Spurgte jeg utålmodigt.

"Måske skulle vi spørge dem i huset derover?" Foreslog pigen. Jeg kiggede derhen hvor hun pegede, og så et lille hus omkring tyve meter fremme. Jeg gik hen mod huset, men pludselig mærkede jeg et kæmpe pres i mit hoved, og jeg blev svimmel og faldt tilbage.

"Hvad skete der?" Sagde jeg, og tog mig til hovedet.

"Du øh... det så ud som om du mimede at du gik ind i en mur" Sagde pigen lidt forlegent, og hendes stemme antydede at hun gjorde sit yderste for ikke at grine, hvilket irriterede mig meget. Jeg rejste mig op igen, og prøvede at gå igen, denne gang mere forsigtig. Pigen havde ret. Det var som om der var en mur foran os.

"Jeg kan ikke komme videre" Indrømmede jeg forlegent.

"Hvad mener du med at du ikke kan.." Hun gik frem og satte hånden på "muren" og gispede overrasket.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg.

"Camila, men de fleste kalder mig Cam"

"Ann" Sagde jeg bare. Jo mindre hun vidste om mit navn, jo bedre.

"Det ser ud som om der er en slags usynlig mur" Sagde Cam. Jeg himlede bare med øjne, indtil jeg fik en ide.

"Det er en illusion!" Råbte jeg nærmest, og Cam kiggede bare mærkeligt på mig. Som om jeg lige havde sagt candyfloss! 

"Hvad mener du?"

"Altså, de må have sat et slags lærred. Så man kan ikke klatre op, kan man?" Sagde jeg usikkert. Jeg havde aldrig haft noget imod højder, men at klatre.. det var ikke lige min stærke side.

"Måske" Mumlede Cam, mens hun følte sig frem. Flere minutter gik hen i stilhed, indtil Cam pludselig sagde:

"Du har ret! Jeg kan mærke lærred. Men jeg kan ikke rive det af, men på den anden side.."

Hun begyndte langsomt at stige op ad, og det var som om hun holdte fast i selve luften. Huset foran os flimrede en smule hver gang hun trak ekstra hårdt. Jeg prøvede at kigge efter projekteren der lavede biledet af huset, men måtte hurtigt give op.

Imens kom Cam ligeså stille op, og da hun var omkring ti meter oppe, råbte hun at jeg bare skulle tage fat og bruge lærredet som et reb. Jeg gjorde som hun sagde, og trods at jeg var ved at tisse i bukserne hele tiden, så kom jeg op på toppen, og mærkede pludselig pigge. Der måtte være pigge øverst, og lærredet fortsatte ikke den anden vej, så der var kun en mulighed, og det var at hoppe. Så det gjorde jeg. Da jeg landede, gispede jeg højlydt, fordi min fod landede forkert. Ikke nok til at den brækkede, men nok til at den godt kunne være forstuvet. Jeg var landet på græs og da jeg kiggede op, stod Cam og glanede med ryggen til mig. Jeg kunne ikke se noget for hende, så jeg rejste mig op, og stod og gispede betaget. Foran os stod en enorm brygning af marmor. Den var så smuk, at den var en gud værdig. 

En lang græsplæne var foran den, og havelys lyste lilla hele vejen hen til den enorme bygning. Vi gik begge som i trance hen mod bygningen, der lå 200 meter fremme. Da vi gik ind af den enorme dør i marmor, kom vi til en stor forhal, også af marmor. Der var en lille skrant med en dame på knap de 4o, som vi gik hen til.

"Jeres navne?" Sagde hun med en lys britisk skinger stemme. Cam og jeg kiggede på hinanden. Det så ud som om ingen af os havde lyst til at afsløre det. Til sidst gav hun sig.

"Cam Kærsgård" Svarede Cam på Engelsk.

"Annabel Decaprio" Sagde jeg meget modvilligt. Cam så helt chokeret ud.

"Den Decaprio?"

Jeg nikkede bare let, og før hun kunne nå at stille en masse spørgsmål, rømmede damen højt.

"I skal igennem døren lige frem ad, hvorefter i drejer til venstre, højre, venstre,venstre,venstre, højre, en etage op, og så lige ud til højre for anden dør" sagde hun.

Det var et held at jeg var født lyn intelligent, for selv jeg syntes det lød kompliceret.

Efter at have gået rundt i tyve minutter, hvorefter vi farede vild to gange, kom vi endelig ind af døren til... Noget der lignede en rektors kontor. En dame, der nok var oppe i 6oerne sad nydeligt på en sort læder stol, omkring hende var et enormt skrivebord, og en apple computer.

"To minutter" Sagde en dyb kvinde stemme, og vi ventede i to minutter (Og jeg mener PRÆCIS to minutter! Syret) Så klappede hun computeren sammen, og gennemborede os hver og en.

"Godt. I er på Østrinaskolen, en ninjaskole. Hvilket i sig selv er en fjollet titel, da vi uddanner jer til at være agenter. De næste tre år vil denne skole være jeres hjem, indtil videre. Nærmere information kan hentes på jeres værelser, og i deler værelse. I vil hver få en vejleder, en kontaktperson som i kan opsøge hvornår det skal være. Cams kontaktperson er Lucas Bowle og Din" Hun pegede hen mod mig med en lige finger, "Vil være Lulu Karukkisio" I det samme kom pigen som der havde overfaldt mig derhjemme, ind af døren, og efter Cams sure blik at dømme, var drengen ved siden af hendes den person der hentede hende. Hvorfor havde jeg ikke spurgt til Lulus navn? Hmm.

"Nu syntes jeg at jeres vejledere skal vise jer hen mod jeres værelse" Sagde kvinden, og satte sig umiddelbart til at rode med computeren.

Lulu og Lukas og Cam og mig gik ud af døren og så snart vi var ude, tog Lulu mig i hånden, og løb hurtigere en jeg troede det var menneskeligt muligt. Alting fløj forbi os, og vi gik op og op af trapper, hvor jeg var ved at snuble hele tiden. Lulu fortsatte bare indtil vi pludselig stod foran en dør.

"I skal bare trykke en ny kode ind, men den kode i taster kan ikke laves om, så vælg med omhu" Sagde Lucas kryptisk, og så forsvandt de inden vi overhovedet havde blinket.

"Hvad for en kode syntes du?" Spurgte jeg Cam.

"Vores datoer måske? Jeg er født den 26/4" Fortalte hun og jeg nikkede, og tastede det og mit eget 30/10 ind. Så åbnede døren, og jeg nåede knap nok at registrere mere end en seng, før jeg sov dybt, om en mærkelig gravid kvinde der brød ind hos mig...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...