Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
969Visninger
AA

1. Unskyld jeg er i live- Ann

 

"Hvad er 586635 : 4453 X 55 -799965?" Spurgte Frøken Laura.

"-799964,84" svarede jeg med det samme.

"Forkert!"'

"Øh nej, det er faktisk rigtig"

"Det skal vi hurtigt få afgjort" Hun tog sin lommeregner op, og da svaret viste sig på skærmen, blev hun tomatrød i hovedet.

"Du skal ikke gå og rette mig Annabel!"

"Ann" Rettede jeg automatisk. Jeg hadede mit fulde navn, det lød så rigt og kedeligt. Annabel var det åndssvage navn mine forældre fandt til mig, eller rettere, min mor. Min far havde for travlt med at være fuld halvdelen af tiden. Tro mig, jeg har tænkt på muligheden, men besluttede mig for, at hvis jeg først begyndte at fylde mig som en drukkenbolt (Eller i det her tilfælde, min far) så ville det ikke nytte meget at stikke af hjemmefra.

"Og desuden, så burde jeg vil rette dig, når du tager fejl" Svarede jeg en lille smule flabet.

"Du skal ikke rette mig! Du er dog det mest ubehøvlede barn jeg nogensinde har set! Jeg siger op!"

Det var ikke sådan at jeg havde planlagt at prøve at fyre hende, men det gjorde mig nu ikke så meget. Det eneste problem var så lige min mor. Hun havde sagt at hvis jeg også skræmte Frøken Laura væk, ville der ikke blive tid til Casting. Jeg var Paris førende model, og gik i mit mors tøj. Jeg havde svært ved at se hvordan hun skulle kunne undvære mig, men hun skulle nok finde ud af det.

Jeg måtte hellere skynde mig en sidste tur i parken. Jeg havde på fornemmelsen at det ville blive den sidste tur ude i den friske luft i lang tid. Jeg trak mine slidte Converse på, og gik ned af gangen. Imens jeg gik ned ad den 15 meter høje, og 5 meter brede trappe, funderede jeg over hvordan min mor og mine lære kunne finde på flere ting at lære mig. Jeg var født med lyn intelligens. Som otteårig havde jeg siddet og lavet linninger på syvende klasses niveau. Jeg havde i starten gået på en meget fin og dyr (OG mega snobbet!) privat skole.

Men på grund af min intelligens var jeg blevet mobbet. Min mor havde ment at jeg bare skulle ranke ryggen noget mere,  da jeg grædende kom hjem og fortalte om at de havde stjålet alt mit tøj til idræt, og at jeg måtte gå nøgen hjem. Men efter 4 år på skolen, måtte selv min mor nedslået erkende at jeg simpelthen ikke var stærk nok til at gå på den skole.

Så jeg begyndte at få hjemmeundervisning. I starten var det rart, at være hjemme, at være den eneste elev, men så begyndte jeg at kede mig. Nu, som syttenårig, var det næsten umuligt at købe nogle lære med samme intelligens. Min mor nægtede at se det i øjne, og beklagede sig dag og nat over hvor udulig jeg var, og at jeg ikke lavede mine lektier. 

(Jeg får faktisk også frikvarter når jeg har hjemmeundervisning. Frikvarteret er en halv time hvor jeg kan lave lektier. Helt ærligt, fem minutters læsning ville jeg ikke have noget imod. Eller en time med Sherlock. Det er i øvrigt min yndlings serie. Jeg vidste ikke noget bedre end at sidde og se om jeg kunne gætte sammenhængen før Sherlock)

Jeg skyndte mig ud af døren inden at nogen nysgerrige tjeneste folk spurgte hvor jeg skulle hen. Som i nok kan regne ud, er mine forældre rige. Min mor er en fransk designer, med lige præcis 25ooo butikker i verden. Min far var en gang præsident, og det var der min mor giftede sig med ham. Nu, ejer han ikke en krone i lommen, og min mor har skældt sig fra ham. Jeg ved ikke om jeg syntes det er godt, eller skidt.

Den gang far stadig var her var mor i det mindste splittet i ønsket om både at pine og plage ham, og mig. Nu er det kun mig. Det gode er at.. Tja, at han ikke er her mere. Han var pisse irriterende når han var fuld (Hvilket han var hele tiden) og nogen gange gik det også for vidt. En gang kunne han ikke en gang huske hvem jeg var.

Så velkommen til mit liv, hvor du får valget mellem djævlens kone, eller vodkaens gud.

Jeg gik hen mod parken, stod og kiggede på alle de hunde der løb forbi. Jeg havde altid ønsket mig en kat, men hunde var nu heller ikke så slemme. Jeg syntes bare at jeg bedre kunne trænge til en stille og forstående kat, end en lalleglad og legesyg hund. Desværre kunne min mor hverken fordrage dyr, eller tåle dem. Så et kæledyr var ikke ligefrem noget jeg ville få foræret, men hele sommerens mode? Værsgo!

Nogen gange ville jeg bare sådan ønske at jeg var en anden. Det kunne være rart. 

(Nej, dette er ikke en historie hvor at den rige pige og den fattige mødes, ligner hinanden på en brik, synger lidt, og bytter liv. GLEM DET!)

Som om den havde læst mine tanker, bibede min Iphone. Jeg kiggede ned.

Kom hjem nu!

Min mors nummer stod på displayet. Så vankede der. Jeg kiggede ned på mit digitale ur, og der stod 14.52

Hun var desværre tidligt hjemme i dag, og jeg havde ikke noget at være ude i mere end femogtyve minutter! Jeg begyndte at gå så langsomt hjemad så muligt, men det nyttede ikke. Selv i langsom tempo, gik der kun tyve minutter før jeg stod ved hoved døren. Jeg stod lidt og trippede ved døren.

Min mor tog piller for stress, men desværre havde det den modsatte virkning, så hun blev bare mere og mere sur, jo flere piller hun tog. Hun nægtede at se det i øjnene. Hun var ved at blive lige så slem som far. Mine hænder rystede svagt, da jeg skyndte mig op på mit værelse.

Måske ville der gå lidt tid før hun opdagede mig, hvis jeg stod derinde. Forkert!

Da jeg gik ind på mit værelse, stod min mor, rank som hun var, og gennemborede mine øjne. Trods alderen på 37, lignede hun stadig en på tyve. Hendes hår var mørkerødt, ligesom mit, bortset fra at hendes var mere vinrødt, og sad i en stram knold. Hvis et eneste hår vovede sig ud fra knolden, ville det blive brutalt sat tilbage. Hendes øjne var en mat brun farve, og hendes hud var solbrændt af alle de ture i solarium.

Jeg havde været heldig, og havde fået min fars blå øjne, selvoms hans var mere isblå, og mine mørkeblå, og havde fået min farmors fine hvide hud. Mit hår var langt fladt, og rundt omkring min næse (Som jeg dog ikke havde været så heldig med) sad små artige fregner.

Mor pegede stift ned på sengen. Sådan kunne hun bedst lide det. Jeg tror det får hende til at føle sig mere magtfuld når hun er i ståhøjde og alle andre i siddehøjde. Da jeg satte mig ned, eksploderede hun af raseri.

"Er du godt klar over hvor meget vi har gjort for dig? Vi har givet dig mad, husly, alle mine dyreste sæt, givet dig en mulighed for en god uddannelse, i alle disse år har du ikke skullet andet end at løfte en finger, og så ville enhver stå til din rådighed. Og dette er måden du takker mig på?"

"Men mor, hvis jeg nu fik en bedre lære, en bedre mulighed for at..." Prøvede jeg at fremstamme, men hun forsatte bare

"Frøken Laura var af højeste klasse, men hun var stadig ikke god nok til dig. Du tro måske at alt her i verden er gratis? Lad mig fortælle dig at det er det ikke! Ved du hvor mange Euro jeg har spildt på dig? Du har ikke været mere end en kæmpe skuffelse! Selv da vi fandt ud af at du var en vanskabning, en freak, så stod døren stadig åben for dig, fordi vi håbede at du ville få en god uddannelse i det mindste, men nej! Nej! Nej! Og atter NEJ! I årevis har jeg skulle bruge tid på at tigge og plage den ene efter den anden lærer om at undervise dig, trods din opførsel. I årevis har jeg..."

"Hvad? Hvad har du i årevis? Du har ikke lavet andet end at finde på nye måder at pine og plage mig på. Du er en stor løgner! Dig og far var lykkelige da i fandt ud af at jeg var super-intelligent! I kunne simpelthen ikke vente til at se hvor intelligent jeg egentlig var! Men så fandt du ud af at jeg var klogere end dig, og det kunne du bare ikke tag. Så du blev ved med at ansætte normale lærer, så DU kunne føle dig klog. Det er din skyld at mit liv stinker. Det er alt sammen din fejl!" Jeg var så rasende at jeg rejste mig op, og nedstirrede hende.

I næste øjeblik fik jeg en lussing. Slaget var så hårdt, at det sendt mig ned på jorden, og alting sejlede i et sekund. Man kunne ligefrem høre ekkoet af slaget. Da alting stod nogenlunde stille, kravlede jeg usikkert, og rystende op på knæ, og så helt op at stå. Mor gjorde ikke andet end at kigge på mig med alt foragten malet i ansigtet.

"Min eneste fejl var at adoptere dig og invitere en ruger-unge ind i mit hus!" Hvæsede hun.

Jeg blev så forbløffet at jeg ikke gjorde noget. Så, da erkendelsen af hvad hun faktisk havde sagt ramte mig, blev jeg rasende og bange på en og samme tid. Rasende fordi min mor og far, undskyld, Anton og Victoria, havde løjet for mig. Bange fordi:  Hvis jeg ikke var deres datter, kunne de vil gøre som de ville med mig? Victoria smilede ondskabsfuldt.

"Nå, du havde måske regnet med at jeg selv havde bragt sådan en ruger-unge til verden?" Sagde hun.

Hun gik med lette skridt hen mod døren, og sparkede til alt det der lå på jorden. Lige inden hun gik ud af døren, sagde hun i et køligt tonefald: "Forresten, der bliver ikke mere Model tid. Nogensinde"

Så smækkede hun med døren, og jeg satte mig til at græde. Græde, så skulderne rystede. Jeg opfattede kun svagt at min pude var våd af tåre, inden jeg grædte mig selv i søvn...

***

Jeg vågnede ved et tilfælde. Eller, ikke helt. Det var som om at jeg i drømmen havde følt, at der var nogen der kiggede på mig, og at det var vigtigt at jeg vågnede. Jeg vågnede, men holdte dog mine øjne lukkede. Så pludselig var der at kæmpe brag, der fik mig til straks at åbne øjne.

Eller, i stilheden lyd det som et brag, i virkeligheden kunne jeg bare svagt høre en knirken. Jeg vidste at gulvet knirkede når man gik på det, men det plejede aldrig at gøre af sig selv. Jeg prøvede at se noget i mørket, men kunne ikke rigtig. Så flakkede en skygge, og mit blod frys til is. En indbrudstyv.

Normalt ville jeg bare skrige op, men efter samtalen med min "mor", så havde jeg virkelig ikke lyst til at få alt opmærksomheden hen mod mig af tjenestefolk og hende, og politi, og hvad der ellers var. I stedet håbede jeg på, at tyven ikke havde set mig sætte mig op. Det var  bælg mørkt i værelset, og jeg lagde mig stille ned i sengen igen.

I næste øjeblik blev jeg revet ned fra sengen ved at nogen tog fat i mit ben. Nu skreg jeg, men lyden kom kun ud som en stille hvisken, fordi personen havde taget hånden for min mund. Så tog instinktet over. Mine kampevner er desværre ikke så imponerende.

Jeg prøvede at sparke personen i maven, men personen tog fat i mit ben, og løftede det op så jeg mistede balancen. Jeg faldt fladt ned på jorden, en meter fra stikkontakten.

Jeg kravlede hen mod den, så jeg kunne se noget, men personen sparkede mig lige på ryggen, og holdte benet der, mens personen pressede oven på det. Jeg havde lyst til at skrige, men noget fik mig til at lade være. Var mit liv virkelig så meget værd?

En bølge af chok kom igennem min krop, og jeg begyndte at ryste.

"Du klarede testen. Jeg kan ikke fortælle dig mere end at du lige nu har muligheden for at komme med mig væk herfra, og aldrig vende tilbage. Du skal vide at enhver kontakt med din familie vil være strengt forbudt. Hvis du vælger at blive her, skal du ikke sige noget om dette møde, for så vil du blive dræbt" Sagde en pige stemme.

Pigen lyd til ikke at være så meget ældre end mig, og jeg slappede dumt nok af ved tanken. Så ramte hendes ord mig, og først gjorde jeg mig klar til at skrige, og ringe til den lukkede. Men hvad nu hvis hun talte sandt? Var det ikke det jeg ønskede, at komme væk herfra? Pigen fjernede sin fod, og jeg rejste mig op. Så tændte jeg endelig for lyset, som virkede meget skarp. Jeg havde haft ret. Pigen så ud til kun at være nogle år ældre end mig. Hun havde sandfarvet hår, som havde lilla spidser. Hendes øjne havde en skarp grøn farve. Huden var mørk, så håret var nok farvet.

"Nå, hvad vælger du så?"

Jeg stod og overvejede det, stemte for og imod.

"Jeg tager med"

Hun nikkede kort, og sagde så: "Du har nu præcis 1 minut til at pakke. Tøj kan findes hvor vi skal hen, så bare nogle private ejendele"

Først gik jeg i panik. Kun et minut? Men så gik sandheden op for mig. Den grufulde klare sandhed. Jeg havde intet herinde der betød noget for mig. Alt herinde var bare et bevis på den løgn der havde været mit liv indtil nu. Jeg gik hen mod mit skrivebord, og tog det eneste der betød noget for mig. En halskæde jeg havde haft lige siden jeg var helt lille. Så gik jeg hen mod pigen, og sagde at jeg var klar.

"Du er klar over at du aldrig kan vende hjem igen? Skal du ikke have mere med?"

Jeg kiggede en sidste gang rundt, og gentog så: "Jeg er klar"

Uden at advare mig, tog hun mig op på ryggen som en baby, og før jeg kunne nå at skrige, sprang hun ud af vinduet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...