Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
10Kommentarer
975Visninger
AA

2. Pisse bange- Cam

 

Kære dagbog, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe min mor. Som jeg fortalte i går, har hun mistet sit job, og modtager nu kun kontantpenge. Jeg prøver at leve op til min storebror Dallas, og prøver samtidig at være et forbillede for min lillebror Elliot, men det er meget svært.

Mor får det hele tiden værre. Lægerne siger at hun bliver nødt til at blive flyttet til Norge, hvis hun skal overleve sin kræft, men vi har ikke en forsikring, så det ville koste os 70.000. Jeg ville med glæde betale alle de penge jeg kommer til at tjene resten af mit liv, men hverken jeg eller Dalles, eller min mor, for den sags skyld, har så mange penge, så vi har ingen ideer om hvordan vi skal få det betalt.

Det er kun lige med nød og næppe at vi kan gå i skole. Åh dagbog, jeg er så bange. Hvad nu hvis mor hun dør i morgen? Så ville vi havne på gaden, eller på et børnehjem. Måske ville vi ikke en gang havne det samme sted. Bare tanken om aldrig at se Elliot eller Dallas igen... Det river mit hjerte itu.

Der er også John som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved. Jeg fik ikke fortalt Dallas om ham og hans bande i går. Jeg ved det godt, jeg er en kujon. Men dagbog, da jeg prøvede.. At kigge lige ind i hans øjne og så at skulle fortælle ham det hele... jeg kunne ikke. Jeg kan allerede se hans ansigt for mig.

Hvordan han først vil se Chokeret ud, og derefter ville hans øjne blive hårde, hans mund en lige streg, og så ville han ryste langsomt på hovedet. Han ville skamme sig over min dumhed, og ville nok aldrig sige noget til mig igen. Okay dagbog, der overdrev jeg muligvis med det der "Aldrig se igen", men helt ærligt, jeg var virkelig ved at tisse i bukserne af skræk.

Jeg mener, han er så voksen og moden, og jeg prøver virkelig at være som ham, det gør jeg, men det føltes som om jeg altid træffer de forkerte beslutninger. Man siger at man lære af sine fejl? Det føltes for mig som om jeg bare bliver ved med at begå de samme fejl igen og igen.

Det var lige ved at gå galt første gang med John, men stoppede jeg der? Nej. Jeg blev bare ved med at gøre den samme fejl igen og igen, indtil at det gik galt. Kort sagt: Jeg står i lort til halsen. Politiet og Johns bande er efter mig, og jeg håber virkelig at politiet finder mig først. Så lukker de mig nok bare i fængsel i nogle år, og så slipper jeg for den død jeg ved John ville have skabt til mig. Men hvem skal så hjælpe Dallas hvis jeg sidder i fængsel? Og mor?

Jeg har virkelig ingen anelse om hvad jeg skal gøre. Jeg har overvejet at flygte til et andet land, men igen, hvad med min familie? Jeg kan ikke tage mor med i hendes tilstand, og jeg nægter at forlade hende! 

Udover det, er mig og Darin blevet uvenner. Hun begyndte at se hvad jeg var i gang med  og da jeg bad og tiggede hende om ikke at sige det til Dallas, vendte hun bare ryggen til og gik, uden et ord. Hun var den eneste ven jeg havde.

Ikke fordi de andre ikke havde prøvet, men vi kom bare fra så forskellige liv. Desuden mente nogen af dem at jeg ikke hørte til på Gymnasiet, at jeg skulle skride hjem til min luder mor.

Det er dog langt fra alle der er sådan. Det er bare at for dem er det vigtigste deres yndlings serie, eller den nyeste mode, eller en sport, mens jeg bekymrede mig mere om livets ting, som politik, min familie, uddannelse.

Darin har kun haft en kæreste, men hun har stadig været i gennem det hele. Forelskelsen, sex, at få knust et hjerte, at komme ovenpå igen. Jeg ved slet ikke hvordan det føltes, intet af det. Gad vide hvordan det føltes? Og dagbog, der er også noget andet jeg er bange for, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det sagt, selv til dig.

Jeg savner.. min far. Jeg ved godt, det føltes også helt skørt for mig, men jeg savner ham. Måske stak han ikke bare af, måske, jeg ved ikke, blev han bortført? Og bortførende tog pengene? Og hans tøj? Måske er jeg bare naiv. Det er jeg nok. Ik...?

Jeg stoppede med at skrive, da jeg hørte Dallas kalde. Jeg lukkede dagbogen, og lagde den på det sædvanlige sted under min seng. Så gik jeg ud fra mit værelse, ligeså stille, og kom ud i køkkenet.

"Kan du hjælpe mig med at vaske op?" Spurgte Dallas. Trods spørgsmålet, kunne jeg tydeligt høre på hans stemme at jeg ikke havde et valg. Jeg tog det slidte viskestykke, og begyndte at tørre alle talllerkerne af.

"Darin kom lige hurtigt forbi" Sagde han henkastet. Ordrene frys alting til is inden i mig. Havde hun sagt noget?

"Hvad ville hun?" Sagde jeg ligeså henkastet, mens jeg indvendig var ved at bide negle af frygt.

"Ikke noget særligt, hun sagde bare at hun var bekymret for dig"

"Hvorfor?" Spurgte jeg så neutralt jeg kunne, men selv jeg kunne høre at min stemme rystede. Han vendte sig fra vaskebalgen, og kiggede på mig med sine meget mørke grønne øjne, der lignede så meget mine. Eliot havde vores mors mørkebrune øjne, mens mig og Dallas havde vores fars mørkegrønne. Han vendte opmærksomheden mod vasken igen.

"Hun sagde at du rente rundt med dårligt selskab" Sagde han, og nu kunne jeg høre en truende klang i hans stemme. Han vidste det. Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Jeg trak vejret dybt ind, og skulle til at bede om nåde, kaste mig for fødderne af ham om nødvendigt, men da han igen kiggede på mig, så jeg at det ikke nyttede. Han var rasende.

"Hvorfor?" Sagde han. Jeg kunne ikke få et ord over min læbe, som bævrede ret meget, og da jeg ikke sagde noget, begyndte han at råbe.

"Jeg spurgte hvorfor!"

"Jeg tænkte bare at det var den hurtigste måde at få penge til mor, jeg vidste ikke at det ville ende så galt!"

"Ende galt? Selvfølgelig ender det galt! Hvad tænkte du dog på?"

"Jeg ved det ikke! Men nu er John og politiet ude efter mig, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre!"

"John? Er det navnet på den idiot der fik dig til at sælge narko?" Spurgte han skarpt. Jeg havde aldrig set ham så vred før. Mine skuldre faldt  ned, og rystede.

"Ja" Peb jeg med en svag stemme. Han kiggede et øjeblik på mig, så sukkede han, og gik hen mod mig, og tog mig i sin favn

"Åh te, hvad har du dog fået rodet dig ud i?" Spurgte han stille. "Te" var hans kælenavn for mig, fordi jeg mindede ham om hans yndlings te, Camille te.

"Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor?"

"Det har jeg jo sagt. For at skaffe penge til mor" hulkede jeg. Dallas begyndte at le stille, og jeg kiggede op på ham.

"Hvorfor griner du?" Spurgte jeg forvirret. Han trak sig ud af omfavnelsen og kiggede et øjeblik på mig, før han sagde: "Fordi det er så dig. Du tror at det er dig mod hele verden. Det jeg mente var hvorfor du ikke spurgte mig om hjælp?"

Jeg blev så forbløffet, at jeg ikke engang kunne sige noget. Jeg var simpelthen helt paf. Da jeg endelig fik stemmen igen, var den forbløffende rolig, men også meget, meget lav.

"Spurgte dig.. Om hjælp?" Sagde jeg bare, uden at forstå et ord. Som om jeg var et barn der lige havde lært at tale.

"Du er alt for lille til at kunne klare sådan noget" sagde han. Jeg skulle lige til at minde ham om at jeg faktisk var 16, og at der kun var 5 år imellem os, men var simpelthen så glad at jeg bare lod det hænge i mine tanker. Han hadede mig ikke!

"Du.. du er ikke sur?" Spurgte jeg, og så at det jeg først havde troet var vrede i hans blik mod mig, var vrede mod han selv. Vrede, for ikke at have stoppet mig, eller hjulpet mig.

"Nej" sukkede han.

"Men jeg ville nu ønske at du ikke var så storsnudet og havde bedt mig om hjælp"

"Jeg elsker dig" Sagde jeg, og krammede ham igen, ligeglad med om jeg opførte mig fjollet. Dallas grinede bare,  og purrede op i mit honning farvede hår, så det krøllede endnu mere end det gjorde i forvejen. Så blev hans blik igen alvorligt.

"Vi må stadig finde på en løsning"

"Jeg ved det, men jeg kan bare ikke komme i tanke om noget, kan du?"

"Nej"

Vi fortsatte med at vaske op i tavshed, mens vi begge tænkte så det knagede. Eller Dallas gjorde, jeg tænkte bare på hvor glad jeg var for ham. Det føltes som om jeg vejede hundrede kilo mindre. Vi blev ved med at lede efter en løsning, indtil klokken slog halv et, så lagde jeg mig i seng, helt udmattet, og faldt hurtigt i søvn...

***

Nogen træk i mit ben, og jeg faldt ned på gulvet. Jeg tænkte ikke, begyndte bare at skrige, men forfølgeren satte en hånd for min mund. Så tog mit instinkt over. Alle de gange jeg havde været i kamp, på grund af vores fattige familie. Jeg fik en sær fornemmelse. En fornemmelse, der sagde at det her ville være afgørende for mit liv. Hvis jeg tabte, ville det ikke gå andet end ned ad. Så jeg satte alt ind, og sparkede min modstander på skinnebenet. Mens modstanderen var distraheret, tog jeg fat i armen, og vred den om.

Jeg slog modstanderen lige på næsen, og blod sprøjtede ud, men da jeg skulle til at placere et spark i maven, bevægede min modstander sig hurtigere end jeg nogensinde havde set før, og på en eller anden måde vendt os, så modstanderen stod bag ved mig, og jeg mærkede noget kold mod min hals, og troede først det var en pistol. Det var det ikke, men kniven kunne sikkert gøre ligeså meget skade som en pistol.

"Du klarede testen. Du kan tage med mig til et sted jeg ikke må nævne, eller du kan blive her. Dit valg vil have konsekvenser. Hvis du tager med mig, kan du aldrig se din familie, eller dine venner igen. Hvis du ikke gør, siger du ikke noget om mig, ellers vil du blive dræbt" sagde en mande stemme. Eller dreng? Jeg vidste det ikke.

Men jeg var sindssygt bange i det sekund. Det var en af Johns håndlagere. De lavede bare sjov med at jeg da gerne måtte gå, de var her nu, og de ville dræbe mig. En enkelt tåre strømmede ned, og jeg rystede lidt. Det var så nu det ville ske. Nu ville jeg aldrig komme til at vide hvordan det er at være forelsket, eller hvordan det er at have et helt almindeligt liv, til gengæld ville jeg vide hvordan det var at dø. Det var vel en trøst?

Jeg spekulerede på, hvis himlen virkelig fandtes, om jeg så for evigt havde nægtet mig selv adgang fordi jeg havde været med til at transportere narko.

"Hvad vælger du?" Sagde mandestemmen utålmodigt. Jeg mærkede presset lette på min hals, men det fik mig bare til at hulke.

"Bare dræb mig! Så kan John få sin hævn, og jeg kan endelig få fred!" Hulkede jeg ynkeligt.

"Æh, hvem er John?" Spurgte stemmen forvirret.

"Lad nu vær med at lege med mig, bare dræb mig!" Hulkede jeg videre, og nu rystede min krop helt vildt.

"Jeg kender altså ingen John, men jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig, så længe du ikke siger noget om det her. Vil du da blive?" Stemmen lød oprigtigt forbavset, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro.

"Hvad mener du med at "Blive? Vil du da ikke dræbe mig?" 

"Nej! Hør du her, du har fået en unik mulighed for at komme væk herfra, og hvis jeg har forstået det rigtigt, så kommer du også væk fra din plageånd"

"Mener du det?" spurgte jeg, og et lille håb begyndte at forme sig. Hvis jeg kom væk herfra, ville min familie ikke være i fare for at John gjorde dem noget for at ramme mig.

"Ja" Sagde han, og jeg slappede en lille smule af. Jeg gik hen, og tændte den lille spare lampe der var i mit værelse. Manden, eller drengen, stod midt i rummet, i en sort dragt. Ja, en dragt. Sådan en ninjaer tit bruger, og jeg slappede endnu mere af.

På grund af dragten, og de solbriller han havde på, kunne jeg ikke rigtig se hans udsende, men Johns folk ville aldrig klæde sig i sådan noget latterligt tøj. Mærkeligt nok, så klædte det ham.

"Du følger altså med?" Spurgte han. Selvom jeg overhovedet ikke burde stole på en fremmed, havde jeg ikke rigtig noget valg. Det værste han kunne gøre var at dræbe mig, og det ville John om ikke andet have gjort hvis jeg blev her. Så jeg nikkede stumt.

"Godt. Du har nu et minut at pakke i"

Jeg tøvede ikke med at finde min dagbog, og spurgte om jeg skulle have tøj, og sådan noget med. Da han sagde nej, sagde jeg at jeg var klar. Så svingede Han mig op på sin ryg, og løb gennem huset. Det var som om han kendte huset ind og ud, og da jeg advarede ham om at døren var låst, åbnede han den bare. Han havde vist låst den op. Nattens luft føltes dejlig, men også rart koldt. Jeg havde kun hurtigt trukket i jeans, og en hætte trøje. Selv bh havde jeg glemt.

"Hold godt fast" sagde han, og da jeg skulle til at spørge hvorfor, fløj vi op i luften. Og ned igen. Og op igen. Det var som om vi hoppede, bare meget meget højt. Vi var flere meter op i luften, og vi suste igennem den lille by jeg boede i. En time senere, kom vi til lufthavnen, hvor der mirakuløst nok stod et meget mærkeligt fly. Et jetfly.

"Så sker det" Mumlede han, og løftede mig op i flyet, hvorefter han selv satte sig ved kontrolpanelet. Så fløj vi så hurtigt, at jeg knap kunne følge med. Igen gik der en time, og jeg var næsten faldet i søvn, da han pludselig lettede.

"Velkomme til dit nye hjem" sagde han, og da jeg steg ud, blev jeg helt forskrækket over at han bare fløj igen. Jeg røg flere meter tilbage. Så stod jeg, og kiggede efter ham. Jeg skulle til at råbe om hjælp, bare så en eller anden kunne vise mig hvordan jeg kom videre herfra, da en flyvende pige væltede ned i mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...