Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
967Visninger
AA

10. "Os"- Ann

Det tog længere tid end jeg havde troet at få hans tillid. Selvom han kun havde været der i en uge, i kontrolrummet, da jeg begyndte, så var han benhård. Så det jeg havde regent med ville tage 1-2 dage, endte op i måneder. Der var kun en uge til at vi skulle se vores karakterer, og se om vi havde klaret det. Alle var nervøse, men så alligevel ikke. For hvad var der at være nervøs for? Resultaterne ville vi få at vide en og en, ingen ville vide hvad ens karakter blev, og det var overstået på 10 sekunder. Så ingen grund til panik. Trods det, som vores lærer alle blev ved med at sige, så var alle nervøse. Uanset hvordan man vendte og drejede det, så var vi alle unge, der skulle få at vide hvordan vores fremtid lød. Det kunne man ikke bortforklare. Vi var alle sammen et stort nervevrag, og især ”Os”. Mathias havde forslået at vi skulle give vores gruppe et navn, og det blev så til

”Os”.

 

I ØVRIGT, Mathias var til at stole på. Jeg havde bare været rigtig meget paranoid. Jeg måtte virkelig se at åbne op for andre. Nå, men, tilbage til nutiden. Aleks fra kontrolrummet, var russer, men talte flydende Fransk. Og Engelsk. Og 25 andre sprog. Jeg kunne 18 sprog, men det lod jeg som om jeg ikke ku. Han troede jeg kun kunne snakke Fransk, hvilket var meget til nytte for mig. Desværre var han stadig svær at komme ind til, og han sagde aldrig noget betydningsfuldt på et andet sprog. Desuden var han også rigtig svær at komme til.

 

Han havde tit lange vagter, og var sjældent henne på sit værelse, og når han var det, så kiggede han bare på mig, og sagde at han havde haft en lang nat. Derefter smækkede døren i hovedet på mig, og jeg hørte snorken lidt tid efter. Heldigvis var der også nogle gange, de var sjældne, men de var der, hvor han havde tidligt fri. I starten måtte jeg virkelig anstrenge mig, for at huske alle de gode replikker, og de gode moves. Men efterhånden blev det nemmere og nemmere, og til sidst var det helt naturligt for mig at flirte med ham, og jeg kunne se at han fik svære og svære ved at sige nej. Min rolle model var, at jeg var en fransk pige, som ikke kunne forstå andet, men som til gengæld kunne meget andet. Jeg var en ”Bad Girl”, men kun når vi var alene. Han skulle føle at det var til ære for ham. Det virkede både mindre effektivt end jeg havde regnet med, og mere.

 

Mindre, fordi det tog længere tid, mere, fordi at han til sidst var han fuldstændig fortabt i mig. Jeg var faktisk meget tæt på et hysterisk anfald, fordi jeg skræmte mig selv. Det at score Aleks, var blevet en hel besættelse for mig. At vide at han var vild med mig, og at vide at han kunne blive endnu mere vild med mig, det tændte mig virkelig. Ikke fordi jeg rent faktisk holdte af ham, han var bare endnu et stykke værktøj. Men et stykke værktøj, som jeg kunne blive ved med at pudse, og polere, og gøre bedre hele tiden. Det holdte aldrig op. Men til sidst måtte jeg jo indrømme at jeg havde krammet på ham, så vi kunne gå efter det bånd og få Caroline ned med nakken. Så nu ventede jeg på at klokken slog 9, så Aleks fik fri, og så jeg kunne fortælle ham det.. Endelig kom han ud. Så begyndte forestillingen.

 

”Aleks!” Hviskede jeg lidt for højt.. Han vendte sig med det samme om, og kiggede hen mod mig.

”Kom med mig, det er vigtigt!”

”Lyra, det kan jeg altså ikke. Jeg er alt for træt.”

”Det handler om et komplot” Sagde jeg, og følte mig som en fra middelalderen. Han kiggede skarpt på mig, og jeg lavede alvorlige øjne. Han nikkede stille, og jeg førte ham væk fra gangen..

 

”Der er nogen der planlægger at stjæle et bånd”

”Lyra! Vi er altså 9 i kontrolrummet, og det sker tit at folk prøver på at stjæle et bånd. Der sker ikke noget” Sagde han irriteret.

”Jamen de planlægger at stjæle det bånd fra aftenen hvor Lulu døde!” Prøvede jeg desparart. Jeg var faldet ud af min rolle, og jeg lød mere som mig selv, end som den super hot franske pige han havde kendt. Et øjeblik så han overrasket ud, så var det som om han kom i tanke om hvad jeg havde sagt.  Han ansigt blev blegt, og hans hænder begyndte at ryste.

 

”Løb hen til dit værelse, og bliv der til jeg henter dig” Sagde han.

”Det kan jeg ikke! Jeg er alt for skide bange!” Råbte jeg bevidst, og jeg kunne se hvordan han krummede sig. De havde i hvert fald fået at vide at det var en hemmelig den aften. Han stod lidt, overvejede for og imod, indtil han til sidst blev beslutsom.

 

”Det kan du godt. Jeg er nødt til at advare de andre, ok?” Han ventede ikke på mit svar, men løb bare af sted.

”Så for satan da også” Mumlede jeg, og styrtede efter ham. Da jeg indså at jeg ikke kunne indhente ham, stoppede jeg. Hvad gjorde jeg nu.. Hvad gjorde jeg nu? Jeg kiggede rundt omkring, og fik øje på en brandslukker. Skal, skal ikke? Jeg tog et kæmpe stats, og smadrede glasset.

 

Mine hænder blev blodige, men det gjorde ikke så meget.

 

”Okay, så er det nu” Mumlede jeg igen, og råbte derefter til Aleks.

”Her, grib!” Han stoppede op, og vendte sig for at kigge, men inden han havde gjort det, var jeg løbet op til ham, og slog ham med brandslukkeren. Han faldt lige ned på jorden.

 

”Det her går ikke helt efter planen” Sagde jeg højlydt, og skyndte mig videre hen mod kontrolrummet, hvor jeg blev mødt af det sørgelige syn at alle mine venner/ ”Os” blev holdt nede enten af den ene, eller den anden. Straks kom der også en bag om mig, og jeg blev slået omkuld. Et øjeblik senere slog jeg øjne op, men lukkede dem hurtigt igen, da jeg hørte Kinovas stemme.

 

”Hvorfor?”

 

”Vi ved det ikke, men vi opdagede at en af vores agenter kendte  Frøken Decaprio ret godt. Også for godt.” Sagde en fremmed stemme.

 

”De har åbenbart planlagt det i lang tid” Sagde en den fremmede stemme..

 

”Jah” Sagde Kinova, hvorefter der blev helt stille.

 

”Hvad stiller vi op med dem?” Spurgte den fremmede, som lød til at være en kvinde.

 

”Jeg ved det ærlig talt ikke, tak for hjælpen Laura”

 

”Altid til tjeneste”

 

Så smækkede en dør, og jeg hørte Kinova sukke dybt.

 

”Okay, nu må i godt åbne øjnene, det er altså begrænset hvor lang tid man kan være besvidtløs, bare på grund af et lille slag i hovedet.”

 

Jeg åbnede øjne, og så de andre gøre det samme. Vi var alle sammen inde på hendes kontor. Vi lå på gulvet, men modsat action film, så var vores hænder ikke bundet, og der var ikke noget sat for vores mund, så vi ikke kunne tale. Vi rejste os alle sammen fra gulvet, ydmyge, nervøse, og bange. I ti lange minutter, og jeg talte rent faktisk, gjorde hun ikke andet end at nedstirre os. Så, efter endnu nogle minutter, talte hun endelig, med en høj og klar stemme.

 

”Tja, jeg må jo spørge. Hvorfor?”

 

Vi kiggede alle sammen på hinanden, ledte efter en leder. En der kunne fortælle os, om vi måtte sige noget, eller ikke. Hvad skulle vi gøre? Hvorfor lod Kinova som om hun ikke vidste noget om det? Pludselig blev hendes blik uklart, hendes krop blev slap, og hun faldt sammen.

 

”Kinova!” Råbte jeg.

 

”Hjælp, en eller anden!” Skreg Cam, og løb ud på gangen. De tog livvagter kom ind, Ulrik og Ruby, så vidt jeg huskede. De kom ind, deres ansigter var helt rolige. Et øjeblik kiggede de fra os, til Kinova. De så ud som om de overvejede noget. Indtil Ulrik sagde på flydende Engelsk: ”I bliver her, lad være med at røre ved noget”. Vi nikkede bare stumt, imens de bar Kinovas slappe krop væk.

 

”Okay” Sagde Cecilie, med et blegt ansigt.

 

”Jeg tror ikke der sker hende noget, Cecilie. Så du ikke Ulrik og Rubys ansigter? De så ud som om de var mere nervøse for at efterlade os her, end for Kinovas helbred. Men hvorfor? Besvimer hun tit, eller hvad?” Sagde Luigi undrende.

 

”Det virker ikke sådan for mig, men det er jo heller ikke fordi jeg ser hende hver dag, hver time” Svarede Cam. Så syntes de at bemærke min tavshed. De kiggede alle sammen hen mod mig.

 

”Jeg tror jeg har set det før” sagde jeg tøvende. De andre kiggede, ventede tydeligvis på en mere detaljeret udgave. Hvordan skulle jeg forklare dem det?

 

”Hun besvimede ikke ligefrem, mens hendes øjne var de samme. Helt livløse, og hendes krop var fuldstændig slap.”  Inden jeg overhovedet var færdig, begyndte Cam at gå rundt og rode i alting. Jeg mærkede et lille snert af vrede og måtte minde mig selv om at der var andre i denne verden, udover mig. Jeg var ikke vigtigere end hende, men derfor kunne hun nu stadig lytte efter når jeg sagde noget, der måske var vigtigt!

 

”Finder du noget spændene?” Spurgte jeg, en anelse koldere end meningen. Hun kiggede ikke en gang op.

 

”Cam?” Spurgte Cecilie.

 

”Ja?”

 

Igen, en lille snert af vrede.

 

”Hvad laver du?”

 

”Jeg kom bare til at tænke på en ting. Hvis båndet med Caroline virkelig var så vigtigt, hvorfor ville Kinova så bare lade det ligge nede i kontrolrummet? Ville de ikke være langt mere sikkert hvis hun selv havde det? For mig virker hun som en meget selvstændig kvinde”

 

”Du har fat i noget” Sagde Mathias, og jeg måtte give ham ret. Snart begyndte vi alle at lede i alle skuffer, skabe, og hemmelige rum. Jeg prøvede at ligge tingede præcis det samme sted, efter at jeg havde kigget, så man ikke rigtig kunne se det, men det kunne man nu alligevel.

 

”Muren.. Muren, muren muren” Mumlede jeg, ligeglad med de andres stirrende blikke. ”Muren var det første man ikke forstod, hun ville ikke bruge samme teknik, men.. Hun er britisk, det er jeg sikker på. Hun er fra.. Fra 1953erne. Hun har klasse, har aldrig kendt til fattigdom, hvilket må betyde at hun er glad for originale møbler. Victoria havde.. Jeg har det!”

 

Jeg gik hen mod hendes skrivebord, bankede rundt omkring det. Det lød hult lige i midten, på indersiden af bordet. Jeg trykkede nogle gange, men intet skete.

 

”To forsøg, det ville være nok for hende. Hvis det ikke lykkes for hende i første forsøg, ville det i andet. Hun ville tænke på sin mor, hun er mors pige, de kan man se. Hendes mor døde nok det år hun kom hertil. Hun har været 45 år her, hvilket vil sige, at hendes mor døde i..”

 

Jeg trykkede årstallet, og skuffen gled lydløst ud. Der lå nogle forskellige ting deri, men i midten af alt rodet, lå båndet. Jeg tog det op, og viste de andre det. De gispede lydløst, og jeg klikkede skuffen på plads igen.

 

”Vi bliver nødt til at gemme det” Sagde jeg lavt.

 

”Hvorfor?”

 

”Hvis vi afslører det nu, afsløre vi det kun for nogle der allerede ved det, og som derfor også har været med til at skjule det. Vi må gøre det med vidner fra årgangene.”

 

”Til før dagen!” Udbryd Cecilie, hvorefter hun satte hånden for munden.

 

”Lige præcis” hviskede jeg…

 

”Før dagen” var dagen før vi fik af vide, hvad vores karaktære var. Der blev holdt en kæmpe fest, og alle var inviteret. Derudover var det den eneste dag, at vi måtte være usunde. Bordene ville blive fyldt op med så meget mad, som der var i Harry Potter. Selvfølgelig havde jeg kun hørt det fra andre, det kunne sagtens bare være rygter. Men det kunne være sejt, ikke?

 

Udover alt det, så var det også den bedste mulighed for at komme op, og sige noget til hele skolen. Alle elever der havde lyst, måtte komme op og sige noget, de skulle bare være forberedt på, at det måske ikke var alle der lyttede. Derfor var det den perfekte mulighed for at afsløre båndet. Det bånd som skulle fortælle hvem Lulus morder egentlig var. Det bånd, som jeg gik og tænkte på døgnet rundt.. Cam havde fået ansvaret for det, og det var da godt, ikke? Desværre kunne jeg ikke se mig fri for en førelse, en førelse med at det var forkert. At jeg burde have den. Jeg var den bedste til at passe på den, at det var rigtigt at jeg passede på den, fordi Lulu var tættest på mig. Som om en stemme inden i mig fortalte mig det, hviskede mine inderste tanker. Selvfølgelig måtte jeg ignorere stemmen. Det måtte jeg…

 

Nå, men videre fra da vi fandt båndet. Vi blev alle sammen spændte, og nervøse, og så begyndte panikken at melde sig. Til sidst gemte vi den i Mathias jakkelomme, som han havde  netop på grund af de store lommer. Nogle lærer kom ind, og sagde at vi skulle gå ud, og at vi ville få diskuteret straffen på et senere tidspunkt, da Kinova stadig ikke var helt klar endnu. Vi blev alle sammen meget lettede, men skjulte det selvfølgelig. Det var nok bedst at skjule det, de skulle nødig tro at vi havde noget at, tja, skjule.

Nå, men vi fik så senere at vide, at der ville blive trukket 200 fra vores karakter skala. Hvilket faktisk var pænt meget.

 

Jeg vidste det godt, jeg var færdig. I det mindste ville jeg nå at afsløre Caroline. Det der skræmte mig mest ved det var, at jeg ville glemme Lulu. Igen må jeg minde mig selv om at jeg stadig har mulighed for at gå året om. Ingen panik her…

 

Nåh ja, Caroline virker helt harmløs, hun har ikke gjort det mindste de seneste dage, ikke en gang sendt en eller anden over for at tæske Mig i forsvar og angreb. (Ikke fordi det er nødvendigt, jeg for tæsk alligevel. I det mindste får jeg ikke så meget tæsk at jeg ikke kan gå længere. Folk er begyndt at få en slags medlidenhed med mig. Jeg ved ikke om jeg skal være glad, eller fornærmet over det).

 

I dag var dagen. Jeg kan allerede nu afsløre at det ikke er ligesom Harry potter. (Jeg hader bare falske rygter!). Det var dog tæt på. Som forret var laks/suppe, alt efter hvad man var til. Hovedret var der stegt flæsk med katofler og persile sovs/Brændene kærlighed. Der var selvfølgelig også masse andre muligheder til børn fra Syrien, eller Kina, men hvis jeg også nævnte dem, kunne vi sidde her i lang tid. Dessert var budding med valgfri sovs, hvoraf jeg valgte jordbær, og Cam valgte chokolade. Vi kiggede på hinanden, kiggede på de andre i ”OS” og, mens hun troede jeg ikke så det, kiggede Cam også hen mod Lucas der sad ved bordet for de støre elever.

 

Der havde været en masse oppe og tale, nogle snakkede om hvor godt de havde haft det her på skolen, og om hvor gode lærerne var, andre om at de ville savne deres venner, nogle prøvede at lave et cirkus ud af det, og virkede mest af alt som nogle der var desparadte efter at blive der. Og så var der hende. Jeg snakkede med Cam om maden, da vi pludselig begge to instinktivt stivnede. Først vidste vi ikke hvorfor vi stivnede, det skete bare ren automatisk. Så hørte jeg hende stemme..

 

”De fleste af mine venner ved godt alt dette her jeg nu vil sige, men jeg føler at det er vigtigt det et kommer ud. For hvis der er noget tilbage i denne grufulde verden som er vigtigt, er det tilgivelse. Jeg ved at jeg har haft svært ved denne førelse, jeg ved at jeg er den sidste person der brude fortælle om tilgivelse. Jeg har gjort meget, også meget forkert. Men det vi gør er ikke det der bestemmer hvem vi er, det er det vi ikke gør, der virkelig bestemmer ens sande form, og senere hen, ens sjæl. I dette år har jeg haft mange førelser, mange af dem også nogle grimme førelser, især overfor en speciel person: Lulu”

Da Caroline sagde hende navn, blev der helt stille. Et tæppe blev lagt over os alle sammen, et tæppe, der dæmpede vores stemmer, kvalte dem. En kikset grin lød fra en dreng, men det døde hurtigt hen. Stilheden opslugte det hele. Mig og Cam kiggede på hinanden, nervøse. Hvad var hun ude på?

 

”Mange af jer vidste det ikke, men vi kendte hinanden langt før vi kendte til denne skole. Vi voksede op sammen, lige fra vuggen, til hendes.. hendes.. hendes bortgang. Jeg har prøvet at glemme den aften, den forfærdelige aften, hvor jeg mistede to veninder. Den ene til mørket, den anden til døden. Det er hårdt, det kan jeg godt sige jer. Man sider tilbage med en førelse, der lidt ligesom siger: ”Hvad kunne jeg have gjort bedre? Dette spørgsmål har fyldt mig med mange førelser, først chok, derefter had, og til sidst, tilgivelse.. Lulu og jeg var meget tætte, hun var nærmest som en søster for mig. Lige indtil vi begyndte her. Det har skam intet med skolen at gøre, vi var bare vokset fra hinanden. Hun begyndte at beskylde mig for alle mulige ting jeg aldrig havde gjort, og det sårede mig. Så vi blev uvenner, ja nogle ville måske endda sige ”Fjender”. Men hun har aldrig været en fjende. Ikke for mig. Jeg tilgiver hende. Daniella, min veninde der desværre var blevet lidt ustabil på det eneste , misforstod nogle ord, og troede at Lulu ville dræbe mig. Hun gjorde det hun følte var rigtigt. Jeg tilgiver også hende. Tilgiv dem i elsker, for, inderst inde, så er vi alle sammen ens. Det var alt”

 

Vores gruppe, ”OS” sad chokeret tilbage, imens et enormt bifald lød til hende. Hun fordrejede jo det hele!

 

”Meget smukt sagt Caroline, meget smukt. Nu vil.. Cam Kærsgård gerne sige noget.” Sagde Kinova, som lød som om hun ikke mente et ord af hvad hun sagde. Hun vidste Caroline var skyldig. Vi gik alle sammen derop, og var meget nervøse. Cam så lidt bleg ud, eller var det bare mig?

 

”Vi vil vise jer sandheden. Den kan gøre ondt, men den kan også give førelse af frihed. Der har været et spil i gang, et spil af løgne, og det er der stadig. Hver har deres grund til at lyve, men det er ikke en fair grund. Så vi vil vise jer sandheden, sandheden om Lulus død!” I modsætning til før, blev der pludselig meget uro, og vi skyndte os at sætte båndet på, før Kinova kunne nå at stoppe os, eller nogen andre af lærerne.

 

Jeg lagde mærke til at Cam stadig krummede sig sammen af skam, da Caroline sagde med en skinger stemme: ”Åh, vidste du ikke det? Din veninde løj for dig, så jeg kunne dræbe dig!” Til mig. Lærer begyndte at mase sig frem, men de kunne godt se at det var forsendt. Jeg kiggede i smug hen mod Kinova, hvis ansigt intet røbede. Men hun kiggede direkte på mig, så jeg måtte hurtigt vende blikket bort. Da båndet var slut, var kaos det eneste jeg kunne beskrive salen med. En klokke ringede, en klokke så høj, at alle holdte sig for ørene. Kinova skulle til at sige noget, men jeg kom hende hurtigt i forkøbet.

 

”Kinova sagde til os at vi skulle vise jer det, så snart hun så det. Vi ved endnu ikke hvem der har holdt det skjult, eller hvorfor, men en ting ved vi, og nu også jer: Carolina dræbte sandt nok ikke Lulu, hun førte ikke kniven, men det er vist tydeligt for enhver at mord ikke er noget hun har noget imod.”

 

En pige skreg, Caroline løb op og pludselig kunne jeg ikke få luft.

 

”Du har ødelagt det hele!” Skreg hun, imens hun tog kvælertag på mig, det hele drejede rundt, jeg kunne ikke få luft.. En lærer trak hende væk. Hun blev ved med at skrige, lige indtil hun kom ud af døren, og ingen kunne høre hende længere.

 

”Vi undskylder mange gange. Vi undskylder mange gange, ro på, ro på!” Gentog Kinova igen og igen…

 

***

Den næste dag, blev mine hænder svedige. Jeg følte mig meget svimmel. Da jeg gik ind af døren, blev jeg overasket over at se Kinova stå der. Det gjorde mig ikke mindre nervøs.

 

”Som første års elev skal din samlede karakter være over 400. Din er... 401." Og det var det. Jeg kiggede på hende. Mit ansigt var en god efterligning af hendes, aflæseligt. Jeg hævede øjenbrynene. Vi vidste begge to, at det ikke var min rigtige karakter. Hun havde snydt, hvorfor? Hvorfor havde hun brug for mig? Det vidste jeg ikke. Jeg gik ud igen, mødte gruppen, og vi kiggede på hinanden. ”Ikke Mathias. Han klarede den ikke” Sagde en hulkende Cecilie, og vi krammede alle sammen. Mathias prøvede at skjule hans tårer. ”Lad os nyde den sidste dag sammen” Sagde jeg, og prøvede at smile. De andre nikkede, og så gik vi. Men spørgsmålet sad stadig fats inden i mig.

 

Hvorfor skulle Kinova bruge mig?...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...