Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
970Visninger
AA

8. Morder- Cam

Kære dagbog…

 

Undskyld at jeg ikke har skrevet i dig i lang tid, men der er sket så meget, så jeg har ikke haft tid. Jeg er kommet hen på en hemmelig Ninja-skole. Eller rettere, en Agentskole, som vores lærer hele tiden minder os om. Jeg har fået en roommate, men jeg ved ikke helt om jeg også har fået en ven. Men efter At hun var ved at blive dræbt, så føler jeg mig.. Ansvarlig for hende. Ligesom jeg føler mig ansvarlig for Eliot. Hun er det nærmeste jeg kommer på en rigtig ven. Selvfølgelig er der også Cecilie og Mathias. Og Lucas. Og Lulu, selv om jeg er lidt i tvivl med hensyn til hende. Åh undskyld, nu forvirrer jeg dig jo helt vildt!

 

Okay, lad mig starte med starten. Jeg mødte Mathias og Cecilie den første dag jeg var her, i vores Eliksir time. De er sjove at være sammen med, og de er desuden også.. Et par.

 

Åh dagbog, nu begynder jeg snart at græde igen. Du ved hvor meget jeg ønsker en kæreste, det er som en summen i mit indre der hele tiden bliver større og større og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre ved det. Af grunde jeg ikke ved, så føltes summen som om den begynder med et L.

 

Den har blond kort hår, og lyserøde læber… Dagbog, jeg tror jeg er forelsket. Jeg kan ikke tænke på andet end den summen, dag ud og dag ind. Den fylder alle mine tanker, og når jeg taler med Summen, husker min hjerne på hver eneste bevægelse den laver, hver et ord kommer ind og bliver i min hjerne. Hans flotte gyldne øjne, som lyser i tusind farver. Hans smil, når jeg er mig selv, han er glad for mig, det ved han er. Den er. Summen. Det føltes så fantastisk, så frit. Jeg er bange for at sige noget til Ann, jeg tror ikke hun vil forstå det. Nåh ja, Det var der jeg kom fra.

 

Ser du, der er nemlig denne sindyge pige, og jeg mener faktisk sindsyg, som bliver ved med at forfølge os med hendes blik. Hun er Lulus søster, men hun er så Jaloux, og ondskabsfuld, at hun ikke har noget imod at dræbe for at få Lulu ned med nakken.. Dagbog! Du får mig til at tænke på en ting. Hvorfor går hun ikke bare direkte efter Lulu?

 

Det må jeg have spurgt Lulu om. Jeg tror godt at man kan stole på hende. Det virker i hvert fald sådan. Nå, men, Caroline, Lulus søster prøvede at dræbe Ann, men det lykkes ikke, og nu tror jeg hun vil have hævn. Uanset hvad, så tørster hun efter blod, og det er sandt. Jeg prøver ikke at få det til at lyde for dramatisk, men det er desværre dramatisk. Jeg savner min familie så meget.

 

Okay, jeg ved godt at den sætning kom lidt ud af det blå, men det gør jeg virkelig. Min mor kunne være død nu, og jeg ville ikke ane det. I dag er den eneste dag vi har fri, det er søndag. Jeg har en masse lektier for, men bagefter dem vil jeg gå hen på Kinovas kontor. Rektoren på denne skole. Lulu sagde at hun var okay, og så jeg vel bare stole på det. Ik?

 

Der er nu gået en måned, og 14 dage siden Caroline prøvede at dræbe Ann. I mellemtiden har hun ikke gjort noget, eller planlagt noget specielt, i hvert fald ikke efter hvad vi kan se. Men det er uhyggeligt. Hun kigger hele tiden på mig, som om hun prøver at kigge direkte ind i min sjæl. Som om hun prøver at regne noget ud Så jeg prøver at regne ud, hvad hun regner ud. Det er vidst lidt kompliceret.

 

Bortset fra det, så går det rigtig godt med træningen. Jeg ligger blandt de tre bedste i klasse. Lulu har åbenbart meget svært ved det, hvilket jeg ikke kan forstå. Ja, det er benhård træning, men efter halvanden måned burde man kunne se på hende, at hun er blevet bedre.

 

Hun må vil bare tage sig mere sammen, tror jeg. Men så alligevel ikke. Siden Caroline episoden, har hun været hård og sammenbidt. Hun vil ikke snakke end mig, heller ikke Lucas. Den eneste hun ser ud til at ville snakke med, er Lulu. De virker til at være lige så tæt som søstre, hvilket på en måde gør mig lidt ked af det. Jeg havde håbet endelig at kunne få den Bedste veninde/ søster som jeg aldrig fik…

 

 

Jeg lagde blyanten fra mig, idet den knækkede. Måske var det godt at den knækkede, for mine fingre var helt stive af at have skrevet i en time, uden en pause. Jeg gik ind i trænings salen, hvor Ann var. Da jeg kom ind, kiggede hun ikke så meget som et sekund på mig, forsatte bare med sine lektier. Jeg vidste fra Lulu, at Ann havde fået mange ekstra timer i forsvar og angreb, da det så ud til at være det fag hun havde sværest ved. For mig så det ud til, at uanset hvor hårdt hun kæmpede, så lå det bare ikke til hendes natur. Lærerne så ud til godt at kunne forstå det, og i deres ansigter, der kunne man se at de vidste noget. Det var som om de holdte en spænding tilbage. Jeg kunne sagtens se hvad Ann følte, selvom hun ikke ville sige det til mig.

 Frustration. Vrede mod sig selv. Håbløshed. Det var de selv samme førelser jeg havde, dengang John først gang kom hen mod mig. Den første gang jeg vidste at jeg bevægede mig uden for lovens grænser. Hvor ville jeg ønske, at Ann ville lukke mig ind.. Jeg ventede i tre kvarter, og da hun ikke så ud til at blive færdig endnu, besluttede jeg at ændre række følgen på min plan, og gå hen mod ´Rektor Kinovas kontor først.

 

Det var larm og tumulter ude på gangene, men ikke den sædvanlige. Denne larm føltes mere afslappet, mere som frihed. Vi vidste alle sammen at den var kort, så det var bare med at nyde den. Jeg var efterhånden ret god til at finde vej, og jeg behøvede ikke engang et kort for at finde hen mod hendes kontor. Der stod som sædvanlig to vagter foran døren, og selvom de havde set mig mange gange før, skulle de stadig se ID, og mit adgangskort til skolen.

 

 Da jeg kom ind, sad Kinova uden hverken computer eller en masse papirer, eller snakkede med nogen. Hun sad bare roligt, og ventede tilsyneladende på at jeg satte mig.

 

”Jeg havde en fornemmelse af at du nok snart ville komme.”  Sagde hun blot, mens jeg satte mig ned i den plastik stol der stod på den anden side af det enorme bord.

 

”Hvordan?” Spurgte jeg, men hun rystede bare blidt på hovedet.

”Lad os ikke spilde tiden på sådanne bakketeller, det er jo ikke derfor du er her. Du her på grund af din familie, har jeg ikke ret?”

”Øh, jo” Sagde jeg, forbløffet over det hun lige havde sagt. Nogle gange var det altså uhyggeligt hvad de vidste om mig, gad vide om der var video overvågning i vores værelse? Jeg måtte huske at kigge efter det.

 

”Nej, i bliver ikke overvåget” Sagde Kinova, og det gav et gip i mig. Hvor meget vidste hun egentlig. Kinova sad bare med rolige øjne, og ventede på at jeg forsatte.

 

”Jo altså, min mor er jo meget syg, og jeg tænkte på, om jeg ikke bare måtte ringe en gang. Bare for at vide om hun skulle være… Om hun skulle sove bestandigt” Jeg sank en klump. Det var meget svært og omtale min mor som.. Som det.

 

”Jeg forstår din bekymring, men jeg må desværre sige nej. Det ville være et bryd på reglerne. Desuden beskytter du bedst din familie på den måde.”

 

”Bare et opkald!” Bad jeg. Hun så tænksom ud et øjeblik.

 

”Måske er der en måde” Mumlede hun.

 

”Jeg vil gøre hvad som helt!” Sagde jeg, og mindede mig selv om dengang jeg mødte John.

”Jeg er ikke sikker på at vi må, men lad det nu være det” Mumlede Kinova bare.

”Hvad!” Jeg blev mere og mere ivrig.

”Når man er agent, er der selvfølgelig forskel på ens løn, afhængig af ens opgave. Men mindstelønnen er, hvad der i Danske Kroner og øre svare til 100 tusind. Hvis vi nu overførte disse penge allerede nu, så kunne din mor få opration. Men, hvis du ikke består, og aldrig komme ud i agentverden, så bliver vi altså nødt til at tage pengene tilbage, hvilket vil sige at de ikke ville eje noget som helt, og ende på gaden.

 

Derudover bliver du nødt til at låne fra andre, hvis du skal have mad og sådan. Men jeg tror det vil fungere. Selvom det er noget af et sats.”

 

Jeg var så overvældet, at jeg i det første stykke tid, ikke gjorde andet end at mumle: ”100 tusind kroner”. Mor kunne blive rask på under en uge! Hvis hun stadig var i live. En frygtelig tanke slog ned i mig. Hvad nu hvis hun allerede var død? Hvad hvis hendes sidste ord, havde været: Hvor ville jeg ønske jeg kunne se min datter?

 

”Hun er stadig i live” Sagde Kinova. Jeg vendte hovedet med et ryk. Hvad vidste hun om det? Overvågede de også min mor?!

”Vi bliver da nødt til at holde styr på om du kontakter dem” Svarede hun, igen som om hun kunne læse hver en tanke. Og idet, hun sagde det, skete der noget underligt. Det var som om hun sagde det, uden at åbne munden. Som om stemmen kom fra mit hoved.

 

Kinova rystede pludseligt meget på hovedet, og så var det som om hun lige var vågnet fra en lur. Hun virkede pludselig tyve år ældre, og hun gjorde tegn til at jeg skulle gå ud.

”Mange tak for tilbuddet, det vil jeg med glæde tage imod” Sagde jeg, og gik så ud af hendes kontor.

 

Hvad var det jeg lige havde set?

 

Det spørgsmål funderede jeg meget over, imens jeg gik forbi de to vagter. Agenter. Hvad de nu end var.

Det var da jeg runderede et forkert hjørne, at jeg pludselig fik øje på hende. Jeg ville skrige, men pludselig blev jeg mast op ad muren, mens Marcus holdte en hånd for min hals, så jeg ikke kunne råbe om hjælp, eller i det hele taget trække vejret. Jeg gispede efter luft, men fik ikke noget ind.

 

”Bare rolig, jeg bortførere dig ikke” Hviskede Caroline, tæt ved mit øre. Hendes ånde kilede, så jeg uheldigvis fik lyst til at grine.

 

”du skal skam bare overføre en besked til din veninde. Og ikke noget med at snyde, og overbringe den til Lulu, eller nogen anden lære, elev, her på skolen, og hvis du alligevel skulle være ulydig, så vil det gå værst udover din kæreste. Lucas. Du skal sige.. nej ved du hvad? Lad os sige at du finder på en løgn, hun må ikke vide at det er mig hun skal møde. Hvis du fortæller hende det, dræber jeg ham.”

 

Først nu gav Marcus slip, og jeg faldt slapt ned på jorden. Det første jeg sagde, da jeg havde luft var: ”Han er ikke min kæreste”.

 

”Husk det nu: Klokken 8, i den grønne park.”

 

Hun kiggede endnu en gang på mig, og fnyste så. ”Lulu burde virkelig se at få bedre venner” Var dronningens sidste sætning, inden hun gik tilbage mod den retning hvor jeg var kommet fra. Marcus brummede en enkelt gang, og fulgte så med

 

Shit. Shit shit shit shit SHIT! Lucas var I fare, og det eneste jeg kunne gore for ikke at dræbe ham, var at gøre som Caroline sagde. Men hvad skulle jeg fortælle hende? Jeg måtte finde på en løsning. En god løsning. En rigtig god løsning. Ja, en god løgn..

 

Jeg rejste mig op, på rystende ben, og stavrede i den modsatte retning, af hvad Caroline var gået. Jeg ville hellere fare vild, end jeg ville støde på hende igen. Det var en helt ny sektion af skolen, jeg ikke havde set. Hvilket ikke var en stor overraskelse da hele skolen var på 5000 Kvadrat Meter.

 

Hvis jeg nu gik til højre, og så op på den trappe, hen ad gangen, til venstre, og så lige ned ad gangen igen, så.. Jeg stoppede op. Kiggede ud af vinduet igen. Stirrede lige en i en stor grøn park, hvor man ikke kunne se ind, fordi hele parken havde tag er gamle træer omkring sig. Ingen ville kunne se hvis nogen blev myrdet dernede. Hvis man gjorde det rigtigt, ville ingen heller ikke høre det. Et enkelt snit, det var alt hvad det krævede. Blodet kunne man altid tørre op bagefter, og liget ville en stor mand som Marcus sagtens kunne bære væk, og begrave det et sted langt væk. Ingen ville se det. Ingen ville høre det. Ingen ville vide at jeg havde ført min egen veninde med i døden. Men jeg kunne ikke lade Lucas dø. Det kunne jeg bare ikke.

 

Hvis det kom til sådan en situation, så kendte jeg knap nok Ann, men Jeg vidste alt om Lucas. Jeg vidste at han havde fortjent at leve. Det havde han virkelig. Det havde han, ik? Jeg begyndte at græde. Højlydt, men gangen var fuldstændig øde. Snottet stod ud af mig, og jeg skyndte mig videre. Endelig kom jeg til en gang jeg kendte, og jeg skyndte mig hen mod toilettet. Jeg pustede næse, græd, og vaskede ansigtet efter, så jeg så ren ud.

 

 Jeg prøvede med et smil, men det mindede mere om en grimasse, så i stedet forholdte jeg mig neutral. Da jeg kom til vores dør, og trykkede koden var jeg stadig neutral. Jeg var endda neutral under hele træningen, mens jeg funderede over hvad jeg skulle sige til Ann. Det føltes godt at nedlægge dukker, og mit humør steg en smule, fra selvmordstanker, til depression og gråd, og had, vrede, modløshed.

 

Ann sad og læste inde på værelset, imens jeg tæskede løs på den ene dukke efter den anden. Jeg havde lavet mere end mine lektier, men det havde de nok ikke så meget imod. Efter 120 dukker, var jeg så udmattet at jeg knap kunne stå. Endelig havde jeg fundet ud af hvordan jeg skulle lokke Ann ud.

 

”Ann?”

”Ja?” hun kiggede op fra sin Bog, der så ud til at være Latinsk. Sproglektier

 

”Jeg, altså, det er fordi at jeg har hørt at der er et aftenkursus i Oldgræsk, i dag, over i grønne park. Det begynder klokken 8. Jeg tænkte at det kunne være noget for dig?”

 

”Det kunne det helt sikkert! Tak!” Sagde hun, hvorefter hun gav sig til at læse igen. Jeg fandt min historie bog frem, og tænkte imens på hvilken morder jeg var. Hvad havde jeg dog gjort?

 

”Gjort er gjort” Mumlede jeg, så højt at Ann også hørte det.

”Hvad?”

”Ikke noget” Svarede jeg, mens jeg prøvede at smile. Der gik et sekund fra at hun kiggede væk, til at en tåre faldt ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk…

 

 

”Cam?” Hendes stemme er svag, hendes hænder ryster.

”Jeg er her, mor” Svarer jeg, mens en tåre falder ned ad min kind.

”Jeg ønsker en sidste ting før jeg dør”

”Hvad som helt mor”

”Få dig nogle nye venner, og hold godt fast i dem. Du har brug for venner Cam, uden dem kan du ikke klare denne grufulde verden. Med venner kan du blive lykkelig. Med venner skal du nok klare den. Du skal være trofast mod dine venner, er det forstået?”

”Jamen mor, det er det jeg gør. Jeg redder en ven fra døden!”

”Nej” Sukker hun. ”Det er det ikke. Barn, så forstå det dog!”

”Forstå hvad?” Hulker jeg.

”Kærlighed er en tåbelig illusion og før du ved af det, er den væk. Kun venner er for evigt” Hendes øjne bliver tomme, hendes hoved svajer svagt til siden, og hendes hånd bliver slap og kold.

”Mor?” Hvisker jeg stille.

”Mor!”

”Mor, jeg lover at gøre som du sagde! Det lover jeg!” Råbte jeg Da sygeplejskerne kommer ind, hvisker jeg stille ordrerne.

”Det lover jeg”…

 

Jeg vågnede stille. Slog mine øjne op. Min hovedpude var ufattelig hård. Jeg lå på min historiebog, jeg måtte være faldet i søvn imens jeg læste. Hvad var klokken? Med et ryk kom drømmen tilbage til mig, og også det jeg havde gjort mod Ann. ”Det lover jeg” Sagde jeg ud i luften. Hvad havde jeg gjort!

 

Jeg kiggede hen mod uret. ”20:03”

Mine ben løb ud af døren, hen ad gangen, op a trapperne, til venstre, til højre, højre, venstre, højre, venstre, ned, ned, ligeud, højre, op, op, op, op. Jeg kiggede ud af vinduet, og så Ann komme gående. Jeg kunne ikke se Caroline, men det gjorde det bare meget værre.

 

”Ann!” Skreg jeg.

”Ann!”

 

Det nytter ikke, tænke jeg. Det er kun en måde, hvorpå jeg kunne hjælpe hende.

 

Jeg styrtede ned af den ene trappe, efter den anden, og blev ved med at gentage ”Det lover jeg” i mine tanker. Endelig kom jeg udenfor. Gruset føltes meget rug mod mine føder, som kun havde hygge sokker til at beskytte dem. Men det her var hvad lærerne havde trænet os til.  Jeg havde hundrede af gange løbet over det her grus, i bare tæer. Det her kunne jeg godt. Jeg satte i løb, og løb hen mod den grønne park. Mine fødder fandt en fast rytme, og blev ved med at smælde mod jorden. Larmen lyd næsten øredøvende i mine øre, og Ann vendte sig mod mig. Hendes ansigt så overrasket ud, hendes øjne blev store. Jeg faldt lige ned og stødte næsen så hårdt mod gruset, at der kom blod ud. Nogen holdte mig nede, en anden af Carolines håndlangere. Jonas?Julius?

 

”Åh se, er det ikke bare herligt! Veninderne er samlet, den ene forvirret, den anden kom for rede sit livs kærlighed!”  Jeg havde aldrig hørt Caroline sådan.  Hendes stemme lød skinger, og hæs.

 

”Hvad mener du?” Hørte jeg Ann, som enten ikke blev holdt fast, eller som bare ikke blev presset mod jorden.

”Åh, vidste du ikke det? Din veninde løj for dig så at jeg kunne dræbe dig!” Hun lagde så meget tryk på veninde, at jeg næsten fik kvalme.

”Johan, kan du ikke lige gøre så de to veninder kan se hinanden? Også dig Marcus?” John. John. JOHN? Min krop begyndte at ryste, jeg klynkede stille.

 

”Jeg dræber din luder mor! Hører du? Jeg sprætter hendes hals op din lille idiot! Jeg dræber alle, din møgunge, den store nar, jeg dræber dem alle sammen, din bitch!”

 

Der går et øjeblik før jeg er nærværende igen, og jeg er blevet rejst op. Johan, ikke John, holder mig i et politi greb. Alle kigger på mig, selv Marcus og Johan.

 

”Intresandt” Mumler Caroline i sit normale toneleje, og så bliver hendes stemme skinger igen.

”Nå, hvor kom vi fra? Nåhh jo!” Hun finder en stor kniv frem, som hun hele tiden har haft skjult bag sin ryg.

”Lad os så få det her gjort!”

 

Ann kiggede hen mod mig, og jeg kunne tydeligt se kulden i hendes blik.

”Det var ikke sådan!” Råber jeg, men Johan sætter en hånd for min mund. Jeg bider så hårdt jeg kan, og jeg smager blod i min mund, da han giver slip med et hvæs. Så styrter jeg hen, og vælter Caroline omkuld. Jeg føler en stærk smerte i min mave, og se forundret blod løbe ned af mine ben.

 

”Du skulle have blandet dig udenom” Skinger Caroline, mens hun skubber mig væk. Jeg opdager først hvad der er sket, da jeg ser kniven som Caroline trækker ud fra min mave. Jeg bliver svimmel, og stønner svagt et nej, da jeg ser Caroline gå hen mod Ann, der stadig bliver holdt fast af Marcus. Hun prøver at rive sig fri, men hendes styrker er intet imod hans. Så gjorde hun noget, der overraskede mig. Hun Satte hælen hårdt ned i Marcus sko, og den gik igennem. Hun prøver igen at rive sig løs, men Marcus holder stadig fast i hende. Jeg rejser mig vaklende op, og humper hen mod dem, men efter tre skridt falder jeg udmattet sammen. For fanden hvor gjorde det ondt! Jeg rejser mig igen, men falder også igen, denne gang efter kun et skridt. Jeg prøver igen, men har ikke kræfterne til at rejse mig.

 

Så kommer en skikkelse til syne. Lulu. Hun styrter hen, og sparker Caroline lige i ryggen.

 

”Hvis du gør noget mod mig, dræber jeg Lucas!” Skreg Caroline rysterisk. I det samme kom en Fremmed pige, der holdte Lucas nede, sammen med tre andre piger.  Lulu kiggede engang hen mod Lucas, og de kiggede hinanden dybt i øjnene, før hun gik til angreb på Marcus.

 

”DU RØR HAM IKKE” Skreg Caroline. En af de tre piger trak en kniv frem, og på samme tid råbte Caroline og Lulu: ”Dræb han ikke!” Lulu løb hen mod Lucas, og pigen stak kniven lige ind på hendes hjerte. Hun faldt slapt sammen, og tre skrig på en gang lød.. Mit, Anns, Lucas.

”I idioter! Lad os komme væk herfra!” Sagde Caroline, og løb væk, og snart var der kun mig, Ann, Lucas, og Lulus lig tilbage.

”Lad os komme hen på hospitalfløjen med jer begge to” Sagde Lucas, og løftede Lulus døde krop op. Ikke en eneste gang kiggede Ann på mig, hen mod hospitalfløjen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...