Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
10Kommentarer
976Visninger
AA

6. Jalousi- Cam

Jeg var øm over det hele, og havde flere blå mærker end jeg kunne tælle. Forsvar og Angreb var ikke gået særlig godt. Jeg skulle vist bare være taknemmelig over at jeg ikke havde brækket noget. For pokker hvor gjorde hele min krop ondt. Jeg orkede virkelig ikke flere timer, men ifølge mit skema havde jeg stadig 7 timer tilbage. 3 timers eliksir, 2 timers Sprog, og 2 timers Matematik.

Juhuu?

Jeg blev nødt til op til flere gange at spørge om vej, men endelig  fandt jeg Eliksir lokalet. Jeg var en af de første derinde, så jeg kunne sætte mig helt foran.

Imens vi ventede på de andre elever, kiggede jeg på mine medstuderende. Eller  mine klassekammerater. Det var alt efter hvordan man så det. Der var særligt et par, der tog min opmærksomhed.

Det var en dreng og en pige, den ene lys, den anden  mørk. Drengen havde langt sort hår samlet i en hestehale, og havde nogle meget venlige brune øjne. Pigen var lys. Hun havde hvidt hår, grønne øjne, og den måde hun kiggede på drengen vidste så meget ømhed, kærlighed, omsorg, at jeg begyndte at mærke  jalousien.

Jeg havde altid drømt om prinsen på den hvide  hest. Desværre var der ingen der havde spurgt om jeg havde en kæreste, eller i det hele taget lagt an på mig. Der havde aldrig været nogen, og jeg havde altid følt at drengene var dem der skulle tage det første skridt. Så ikke nok med at jeg var jomfru, jeg havde aldrig haft en af det andet køn der elskede mig.

Uden at jeg ville det, kom en enkelt tåre ned. Den dryppede ned fra min kind, hele vejen ned til mit lår. Pigen måtte have  følt at jeg kiggede på hende, for pludselig vendte hun sig om, og kiggede på mig. Jeg følte det begyndte at blive akavet, så jeg besluttede at rykke over til dem.

”Hej” Sagde de i kor, hvorefter at de kiggede et øjeblik på hinanden, og smilte ømt. Jeg følte mig temmelig meget til overs.

”Hvor længe har i to så været sammen?” Spurgte jeg.

”I 1 år, 20 dage, 30 minutter” Svarede drengen promte.  Det fik både pigen og jeg til at grine.

”Hvordan kan det så være at i går på 1 årgang?” Spurgte jeg pludselig forvirret.

”Vi er vokset op sammen”, forklarede pigen, ”det var bare et rent held at vi begge blev udvalgt hertil, også samme nat, endda”.

”Mit navn er Cam”

”Vi er Cecilie, og Mathias”

”Ved i hvad? Det er faktisk rart at høre Danske navne” Sagde jeg. Det fik os alle sammen til at grine, og for første gang siden jeg kom her, følte jeg,  at det var den rigtige beslutning, jeg havde taget.

”Så tiger i med det samme stille, timen er begyndt” Sagde læren.

”Slå op på side 5”

Eliksir havde været meget som fysik, bare uden forsøg. Vi læste os frem til hvad vi skulle bruge til en sove eliksir, og hvordan man tilberedte urterne. Det havde været meget tungt læsning, som jeg næsten havde opgivet.

Ifølge 9984 (man kalder lærerne for tal, er det ikke bare mærkeligt?) så fungerede karaktererne lidt anderledes her, end andre steder. I stedet for  at have en eksamen, så fik man karakter hver dag, og når der var sommerferie (som i øvrigt kun vare to uger!) så blev alle ens tal lagt sammen, og så skulle man have over et bestemt antal karakter tal.

I sprog havde vi øvet os på Russisk. I Matematik havde vi haft om alt muligt forvirrende. Jeg havde aldrig været hverken glad, eller god, til faget, så jeg syntes det var meget svært. Kantinen var noget af det mærkeligste jeg havde set. Heldigvis havde Cecilie og Mathias været her i nogle dage, så de vidste hvordan det fungerede. Nu prøvede jeg bare at finde vores værelse.

Pludselig stødte jeg ind i nogen,og  faldt pladask ned på rumpen. Da jeg kiggede op, blev jeg med et rasende. Jeg tog ikke imod hånden, og rejste mig selv besværligt op. Mine øjne glødede.

”Hvor har du været? Er du klar over hvor lang tid jeg har brugt på at finde dig? På at finde mening generelt? Hva fanden er der ved at have en vejleder, hvis personen ikke kan finde ud af at vejlede? Hvem tror du egentlig du er? Har du overhovedet tænkt på at der muligvis kunne være en pige der havde brug for din hjælp? Du har garanteret bare festet igennem, og glemt alt om alle. Du tænker ikke på nogen anden end dig selv!”

Jeg havde så travlt med at skælde Lucas, min vejleder, ud, at jeg fuldstendig glemte at tale engelsk. Whatever. Jeg vidste han kunne forstå mig, for første gang vi havde mødtes, havde han talt Dansk. Så holdt jeg mund. Der var stille et par sekunder, mens flere elever skubbede sig forbi os, på de overfyldte gange. Han sagde det så lavt, at jeg måtte bede ham om at sige det lidt højere.

”Undskyld” Sagde han lidt højere. Hans brune øjne fandt mine, og jeg blev slået af skyldførelsen i dem.

”Det okay.” Jeg prøvede at få min stemme  til at lyde kølig, men den blev ved med at knække over.

”Jeg ved godt at det kan være svært i starten, men jeg lover dig at du snart vil falde til…” Resten af hans ord glid hen i en tåge. Pludselig lagde jeg mærke til hvor flot han egentlig var. Hans øjne var lysebrune, med et strejf af gyldent. Han var spinkel af bygning, men man kunne virkelig se mange muskler. Han havde en lys hud, en ikke albino lys. Han var ret høj, nok omkring 1,74. Hans hår var blond, men kort klippet. Hans læber var lyserøde og fyldige. Gad vide hvordan det ville være at kysse dem…

”Kommer du?” Sagde en stemme. Det tog mig et øjeblik at huske hvem jeg var.

”Hvorhen?”

”Sig mig, hvor er din hjerne landet? Jeg har lige sagt at Lulu har noget vigtigt at sige.”

”Øh, okay, men jeg kan ikke rigtig, æhm, bevæge mine ben”, sagde jeg, mens en varme strømmede op i mine kinder. Mine knæ var pludselig blevet så svage.

”Tag mig i hånden, og så rider  vi.” Jeg måtte lige ryste mit hoved for at opdage at han mente ”løber vi”. Da han trykkede sin hånd i min, mærkedes den ru, men varm. Jeg lagde næsten ikke mærke til farten vi løb i, og da slet ikke hvor hurtigt vi kom op på Lulus værelse.

Så vidt jeg vidste, så delte drenge og piger ikke værelser. Men da  vi stod foran døren, og Lucas trykkede koden som var det noget han gjorde hver dag, gik det op for mig, at jeg nok havde taget fejl. Det havde jeg bestemt også. Da jeg kom ind (værelset var præsis magen til vores) var det som at træde ind i jing og jangs hjem.

Den ene side af værelset var pænt ryttet, den violette seng var redt, og det eneste der stod var et par dyre design platout sko. Den anden side var, tydeligvis, en drengs.

Sengetæppet var helt mørkeblåt, og lå rullet sammen. Overalt stod der gammelt tøj, og mange vandflasker.

Et stik af jalousi ramte mig. Lulu fik lov til at se Lucas hver dag, han sov garanteret også kun i shorts, og.. Min  tåbelige jalousi forsvandt straks da jeg så alvoren i Lulus øjne.

”Det er meget slemt, er det ikke?” Sagde jeg tøvende. Som svar, nikkede hun bare.

”Sæt dig ned på sengen.” Normalt ville det lyde som om hun var en streng mor, men tonefaldet lød så træt og opgivende, at jeg bare gjorde det, uden nogen indvendinger.  Selv trak hun en stol ud fra skrivebordet, og Lucas smed sig på sin egen seng. Hans ansigt var mildt bekymret.

”Det jeg nu vil fortælle, er lidt kompliceret. Det er noget som jeg har holdt hemmeligt i lang tid, og hvis det ikke havde været bydende nødvendigt, ville det stadig være en hemmelighed. Jeg… Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal forklarer det. Hendes hænder rystede svagt, lagde jeg mærke til. Lucas gik over til hendes seng, og satte sig ved siden af hende.

Bare det at han sad der, så ud til at berolige hende meget. Hun skælvede en enkelt gang, og fortsatte så, med blikket rettet mod mig.

”Forstår du, lige siden jeg kom her, har jeg haft det lidt svært. Det har vi begge to,” hun kiggede med hengivenhed hen mod Lucas, og mine tanker røg hen mod Cecilie, og Mathias, så fortalte hun videre.

 ”En pige ved navn Caroline har været jaloux på mig lige fra starten af. Jeg var altid bedre end hende, til alting. Et eksempel er at hun skulle gå anden klasse om igen. Men bortset fra det, altså, det startede med at hun gik her et år uden mig og Lucas. Da vi kom, fik man hurtigt sat  på plads, at vi var de bedste. Især mig.”

Det  ville have lydt selvoptaget, hvis ikke det var fordi hun sagde det med så meget sørgmodighed.

”Mens jeg blev bedre og bedre, blev hun dårligere og dårligere. Jalousien udviklende sig til had, da jeg sjal hendes kæreste. Ikke for at være ond, men Lucas kunne bare ikke holde hende ud længere.” Ordrene sendte en bølge af modløshed og rædsel gennem min krop.

”Kommer i sammen?”

”Nej, nej, bare rolig” Sagde hun, mens hun grinede  ledt. Så blev hendes ansigt lagt i alvorlige folder igen.

”Det korte af det lange er, at hun begyndte at hade os begge mere og mere. Det seneste stykke tid, vil jeg ligefrem beskrive hendes tilstand som ustabil”

”Mener du at hun er sindssyg!” Udbrød jeg. Hun gjorde ikke andet end at trække på skuldrene. I lang tid var der stille, indtil Lucas brød tavsheden.

”Alt det her vidste jeg godt, det var ikke derfor, at du sagde vi skulle komme” Sagde han konstaterende.

”Nej” Sukkede hun,  og sagde så: ”Det gjorde jeg, for at tale om min søster.”

”Har du en søster?” Spurgte Lucas overasket.

”Ja”

”Hvad har hun med alt det her at gøre?” Spurgte jeg.

”Ser i, hun har også  hele tiden været Jaloux på mig. Og.. æhm… Altså, i ved at konflikten med Caroline startede da  vi startede her? Tja, sandheden er at den faktisk er meget ældre end det.”

Der var helt stille. Lucas blev helt bleg, og virkede som en der var i chok.

”Alle de år.. Fra første syn  hadede hun dig.. Du er.. Du er søster med Caroline?” Sagde han stille og hikstende. Lulu nikkede stille.

”Det er ikke noget jeg er stolt af” Sagde hun sørgmodigt.

”Men.. men i har jo ikke samme efternavn!” Lucas begyndte at lyde mere og mere  desperat. Som om det at de ikke havde samme efternavn, automatisk betød at de umuligt kunne være søstre.

”Jo vi har. Mit rigtige navn er Lulu Bones. Det andet kinesiske navn er bare et jeg fandt på.”

”Hvordan kunne du bare lige ”Finde på” det? For mig ser det ud som om de ved alting om mig, selv om jeg ikke har sagt en eneste oplysning” Spurgte jeg. Lulu smilte halvt.

”Rektor Kinova er helt  ok. Hun hjalp mig med det. Ifølge lovende for de fire skoler, må to fra samme familie ikke gå på samme skole, da man kan risikere foræder skab, for at rede ens familie. Kinova  ved godt at mig og Caroline ikke just er på bølgelængde, så hun sørgede for at det forblev hemmeligt.” Det gjorde mig bare endnu mere forvirret og dog, også en lille smule nysgerrig.

”Hvorfor ligner hun dig ikke?” Kom det lavmælt fra Lucas. Han så ud til at være kommet sig lidt over chokket.

”Hendes hår er farvet, og hun har kontaktlinser på. Derudover bruger hun selv lyser i stedet for selvbruner.”

”Hvis det er din søster, er det så ikke bare vores fordel? Hun ville da ikke gøre os noget, sådan rigtigt ondt? Vel?”

”Det at hun er min søster, hjælper ikke noget på hendes syge sind. Jo, hun ville ikke have noget imod at dræbe, og det er der dig og Annabel kommer ind i biledet”

”Hvorfor?” Spurgte jeg mere forvirret end før.

”Fordi jeg har grund til at tro at hun vil gå efter Annabel”

”Hvad mener du?”

”Det at vejlede første års elever, er en frivillig opgave. Men man for også ekstra  karakterer for hver dag. Så hvis man har brug for det, kan man få højere karakter, selvfølgelig kommer det an på, hvor god en vejleder man er. De fleste syntes det er for hårdt, både at passe skolen, og være vejleder. Men, der er nogle ulemper. En af dem er, at hvis den man er vejleder for, kommer alvorligt til skade, så bliver man bortvist. Jeg har grund til at tro at Caroline vil udnytte det. Højst sandsynlig også med lidt ekstra afgifter.”

”Lidt.. Ekstra afgifter?” Hviskede jeg stille. Jeg følte det som om jeg lige havde fået af vide, at jeg var den eneste der kunne stoppe jordens udslettelse.

”Hvis hun dræbte Annabel, ville jeg ryge i fængsel med det samme, og i mange år. Derefter ville jeg få en forglemmelses eliksir, og glemme  de sidste 3 år. Derefter ville jeg nok vende hjem.” Lulus ord frys alting fast inde i mig. Et mord. Det lød bestemt ikke rart.

”Det ville hun da ikke gøre vil? De ville jo opdage at det var hende? Ik?”

”Du har ikke set hvad hun er i stand til” Sagde Lucas med en hæs stemme.

”Caroline har penge nok på kontoen. Hun har altid været vores mors yndlings. Far har altid været den mest fair af de to, men da han døde, var der Carline og mor, mod mig. Det gjorde det lidt bedre da Caroline hun forsvandt, men så begyndte mor at… Blive voldelig. Det er også lige meget, det korte af det lange er, at hun har råd til en bedre advokat end mig. Desuden ville jeg alligevel blive bortvist, for ikke at have passet godt nok på Annabel. Og nu vi taler om hende, hvor er hun?”

”Det ved jeg ikke, hun burde vel egentlig være kommet tilbage nu” Sagde jeg, og følte mig pludselig bekymret.

”Shit! Hun har jo allerede været inde i kantinen, og det ville Caroline ikke lade gå til spilde” Lulu havde knap talt ud, før hun løb ud fra værelset. Lucas løb efter hende, mens jeg bare sad på sengen. Efter at ventet en time, hvilket føltes som evigheder, hørte jeg endelig døren blive åbnet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...