Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
11Kommentarer
970Visninger
AA

5. Frugtbordrene- Ann

”Måske skulle vi bare spørge om vej?” Forslog Cam.

 

 Jeg var så irriteret på hende, at jeg ikke orkede at skulle spørge, om hun måske kunne se nogen på gangen. For helvede, hvor var det her frustrerende. Der var flere hundrede gange, og ikke en af dem så ud til at føre hen til kantinen, eller et klasseværelse. Det var bare løgn! Jeg nægtede at komme for sent på min første dag på.. i… Hvad det her nå skulle forstille at være.

 

”Lad os gå herover” Sagde Cam, og lagde an til at dreje til venstre.

 

”Vent nu lidt! Vi må lige tænke os om! Vi skal finde nogle elever!” Vrissede jeg.

 

”Hvis du ikke havde så travlt med at være en fuking bitch, så ville du have set at der står nogle elever her over” Påpegede Cam køligt.

 

Jeg vente mig om til den venstre side, og så at der ganske rigtigt stod nogle elever henne på gangen. Jeg brummede bare som svar og gik hen mod dem.

 

”Ved nogen af jer hvor..” Jeg prøvede at huske hvad der stod på mit skema.

”…Forsvar og Angrebs lokalet ligger?” Fortsatte jeg på Engelsk. De kiggede bare uforstående på mig. De så ud til alle tre at have sort hår, og brune øjne. Der var to piger, og en dreng.  De så.. Afrikanske ud. Høje, med sort hud. Jeg prøvede igen, denne gang på Afrikansk. Det gav resultater.

 

”Nej, desværre ikke. Vi ankom her i nat, og der er ingen af os der aner hvor vi skal hen. Vi havde håbet i kunne fortælle os det. Mit navn er Shikra” Afsluttede Shikra.

 

”Jeg er Lyrisha” Sagde den anden pige.

”Krifa” Sagde drengen bare, og vinkede let.

 

”Nå, men… Vent lige lidt! Hvor gamle er i da?” Spurgte jeg forvirret. De så ud til at være omkring de tyve.

”20,21,19” Svarede Shikra,  Lyrisha, Og Krifa. Den her skole blev da mere og mere underlig.

 

Pludselig kom en elev løbende ud fra gangene. Hun løb så hurtigt at jeg knap kunne følge med. Hvordan det lykkes hende at se os i den fart, vidste jeg ikke. Pludselig stoppede hun op, så hurtigt, at hendes lyse hår stadig flagrede.

 

”Første dag?” Spurgte hun på afrikansk.

 

 Vi andre nikkede bare stumt, bortset fra Cam, der virkede forlegen over ikke at kunne forstå noget. Hun stod bare og trippede på sine ben, og jeg kunne ikke skjule et hånende smil. Af en bitch at være, var jeg ret klog. Jeg følte en lille sejre ved at se hende så flov. Måske ville hun begynde at respektere mig mere nu. Godt nok kunne jeg ikke klatre, eller hvad hun nu kunne, men jeg var nok den eneste på denne skole der kunne sige de første hundrede cifre af pi. Cam så mit smil, bed læberne sammen, og hendes øjne blev til smalle sprækker.

 

”Okay, hvad skal i have?” Spurgte pigen, og vi fortalte hende alle på skift hvad vi skulle have. Derefter fortalte hun hvor vi alle skulle hen, først på afrikansk, derefter på engelsk, da hun så Cams uforstående ansigt. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen mod Angreb og Forsvar. Jeg blev ikke overrasket der jeg kom ind i en kæmpe hal, med mange andre siddende på gulvet. Eleverne var samlet i en rundkreds omkring læreren, som kiggede skarpt hen mod mig, og (På Fransk) bad mig sætte mig ned. Jeg gik pinlig berørt hen mod rundkredsen, og satte mig ned, klar over at alle stirrede på mig. Læren lod pinen vare lidt endnu, inden hun fortsatte med at tale.

 

”Som jeg sagde før jeg blev afbrudt” Endnu et par sekunders ubehagelig stirren.

”…Vil i kæmpe mod 3.F i dag. I er alle sammen nyankomne, og 3.F er et godt eksempel på hvordan i kan blive, hvis, og kun hvis, i er disciplinere nok. Jeg vil nu læse navne op”

 

”Øh, undskyld, æhm, frøken?” Afbrudte jeg nervøst på Fransk.

”Alle lærerne hedder deres kodenavn. Kald mig 5640” Sagde hun.

”Ookay, 5640, vi er kun lige begyndt, hvordan skulle vi kunne klare os mod nogen der har gået her i 3 år?”

”Pointen er ikke at vinde, men at lære” Sagde hun bare, og begyndte at læse navne op.

 

 Hvordan i helvede skulle jeg klare det her uden at gøre mig selv totalt til grin?

 

Imens hun læste op, kom flere 3.F selvsikkert hen og stå længere ned i halen, mens usikre 1.F gik med. Jeg kunne godt regne ud at 3.F stod for tredje årgang, Franske elever.

 

Da mit navn blev råbt op, prøvede jeg at bevæge mig så selvsikkert som muligt. Det var ikke svært, jeg skulle bare forstille mig min, æhm, jeg mener Victoria gå.

Hun havde altid et ”Falkeblik” og gennemborede enhver med sit blik, hvis de så nedværdigende ud. Hendes læber var en lige neutral streg, der fik hende til at fremstå uovervindelig. Hendes hænder ned langs siden, og hendes hofter der bevægede sig i takt til en musik kun hun kunne høre. Jeg tøvede ikke, gik bare frem med hagen skudt frem. Da Daniel (ham jeg skulle kæmpe mod) stoppede op, gjorde jeg det samme. Jeg prøvede at se hvad han lavede ud af øjenkrogen, imens jeg prøvede at se ligeglad ud. Han stod som om han skulle til at bokse, med hænderne let forskudt foran hinanden, og fødderne adskilt.

Jeg prøvede at efterligne ham, men skyndte mig at trække efterligningen tilbage, da det bare fik mig til at se totalt latterlig ud.

 

Pludselig ringede en klokke, og Daniel fejede benene væk under mig. Der kom et lille ”Gisp!” ud fra min mund, da jeg landede nede på gulvet. Daniel stod i samme position som før, så præcis, at man skulle tro han ikke havde flyttet sig. Hvordan kunne han finde på bare at starte sådan der?

Uden først at spørge om jeg var klar?

Fint. Hvis det var kamp han ville ha, skulle han nok få det. Jeg løb hen mod ham med mine negle forrest, og kradsede alt hvad jeg kunne, ligeglad med flossede negle. Desværre nåede jeg ikke en gang at give ham en rift, for i det jeg kom hen mod ham, gik han til siden så jeg faldt ned på gulvet. I ren raseri var jeg hurtigt oppe, sparkede ham lige i maven, uden at han blinkede. Jeg havde da ramt ham, havde jeg ikke?

 

I samme øjeblik slog han ud efter mig. Hans hænder fløj gennem luften, men jeg nåede at parerer det. Han blev ved med at slå, indtil han gav mig et blåt øje, slog mig hen over skinnebenet. Jeg sværger at jeg hørte et knæk, og så lå jeg igen på jorden. Denne gang med ham oven på mig. Først troede jeg han ville have sex. Jeg skulle til at sige, at det her vist ikke var det rette tidspunkt, indtil det gik op for mig at han holdte mig fast. Han havde fat i håndleddene på mig, og hans ene knæ dækkede mit mave, og blokerede mine ben. Så ringede klokken igen, og straks var han væk, på vej over til sine venner. Han lagde i hvert fald ikke skjul på hvor meget han nød det, og jeg opfattede svage ord fra ham og hans venner.

 

Noget med ”Svage” ”Nemt” ”Rart endelig at have byttet om” ”Gode gamle dage” og så noget med en pige ved navn Delisca. Den her skole mindede mere og mere om en freak forsamling. Jeg rejste mig ynkeligt op, og mærkede en skarp smerte i mit skinneben. Jeg kunne slet ikke gå.

 

”5640, kan du lige hjælpe mig?” Spurgte jeg sukkersødt.. Jeg kunne nok godt overtale hende til at give mig en krøkke, måske endda give mig fri de næste uger. Hun kom surt hen, kiggede på mit skinneben (spørg mig ikke hvordan hun vidste hvad der var galt) og mumlede ”Forstuvet”. Så lagde hun an til at gå.

 

”Øh, jeg kan altså ikke rejse mig, og Daniel burde vel få en eller anden straf, måske eftersidning, og jeg tænkte på om jeg kunne få fri de næste dage og...” Pludselig stod hun over mig, øjne virkede foragtelige, alt i alt så hun bare frygtindgydende ud.

 

”Frøken Decaprio, du har kun en lille forstuvning, du kan for fanden da godt gå selv. Skal Daniel ikke straffes? For hvad? Hvis du klynker over den smule tæv du har fået nu, så kan du lige så godt gå hen til lokale 167 nu. Ved du hvad det er for et lokale? Det er der du kommer hen hvis du ikke består eksamen, eller hvis du bryder reglerne. Du vil glemme alt om skolen, og leve det liv du gjorde før. Hvis dit ben var brækket, så havde han fået en straf. Med hensyn til at få fri, er det det mest snobbede jeg nogensinde har hørt. Hvis du ikke tager dig gevaldigt sammen, ender du lige hvor du begyndte. Forstået?” Sagde hun.

Jeg nikkede stumt, hvorefter hun gik, og efterlod mig grædende på gulvet.

 

”Nu rejser du dig op, og putter et smil på. Tåre er svaghed, svaghed er den sikre vej til undergang. Du må for alt i verden ikke vise at de har knækket dig” Citerede jeg fra min mor. Jeg rejste mig med besvær op, og gik hen mod nogle andre første 1.F der bare havde stået tavs, og kigget på mig. Jeg rettede ryggen da jeg gik, og sørgede for at se ud som om jeg vidste hvor jeg skulle hen. De andre gik med mig, men ingen af os vidste hvor vi skulle hen. Til sidst endte det med, at jeg kom hen på gangen med vores værelse, og spurgte Daisy om hjælp.

Hun vidste mig vejen til Historie, og gav mig samtidig information om at når hver fag slutter, havde man ti minutter til at komme til næste time. Hvilket betød at hvis jeg løb, kunne jeg måske nå det. Bortset fra at jeg havde forstuvet min fod. Så jeg humpede bare hen ad gangene, som var fyldt med mennesker. Da jeg endelig kom ind til det rette lokale, var det kun lige på slaget at jeg nåede det.

 

 ”I dag, skal vi af hensyn til dem af jer der lige er kommet, have historien om de fire retninger. Er der nogen af jer..” En dør smækkede op, og nogle forpustede elever kom ind. De gik, rød i hovedet, hen til læren og mumlede noget om at fare vild. Så satte de sig helt bagerst i klassen. Jeg kunne ikke lade være med at skjule et smil. Det var rart ikke at være den der kom forsendt.

 

”Er der nogen af jer der kender historien om de fire retninger?” Fortsatte læren utålmodigt. Så vidt jeg kunne huske, hed hun 0156. Mit skema begyndte at give mere og mere mening, nu håbede jeg bare at vi havde spisefrikvarter.

 

En pige rakte hånden op.

 

”Ja, Amanda?” Sagde 0156.

 

”De fire retninger er historien om de fire special agentskoler, eller ninjaskoler som de også er blevet kaldt. Hver skole repræsenterer en retning. Vi repræsenterer Øst” Fortalte Amanda.

 

”Godt Amanda. Den første skole var Nord, og i starten var regeringen meget imod ideen. De mente at det ville være en katastrofe. Men da de første elever blev færdige, og blev agenter, så de hvor gode potentialer skolen havde, og besluttede at lave tre mere, en for hver retning. I 2007 blev regeringen dog mere grådig, og ville have sat flere skoler op, men de fik underskrifter fra tre af skolernes rektorer, som ikke ville have sat flere skoler op. Den sidste skole ville gerne have flere, men på den betingelse at de hørte til den, så skolen blev udvidet. Da forslaget blev nedstemt, blev vores skoler mere selvstændige, og blandede sig udenom regeringens sager. Den skole der ikke havde skrevet under på papirerne, holdte sig for sig selv. Da der kun er fire skoler i verden, får skolerne masser af penge til nye måder at træne deres elever på. Det at man underviste flere kulturer, gjorde det nemmere at lære mange sprog” Sluttede 0156.

 

Jeg var faktisk begyndt at syntes det lød interessant. Jeg havde troet vi bare skulle høre Paris historie, som jeg kunne uden af. Endelig var der noget jeg ikke vidste i forvejen, og jeg rakte ivrigt hånden op.

 

”Ja, Annabel?”

Jeg skar tænder ved mit fulde navn, men sagde ikke noget. Hvordan kunne hun i det hele taget vide hvad jeg hed?

 

”Jeg ved godt det er lidt ude for emnet, men hvad kommer vi til at lære de næste år?”

 

”Det er et udmærket spørgsmål. I kommer blandt andet til at lære om kemi, fysik, og om hvordan i bruger det til at lave.. æm, hjælpsomme ting”

 

”Der står Eliksir på mit skema, er det sådan som Harry Potter?” Var der en der brød ind.

”Lære vi at lave en kærligheds eliksir?” Spurgte en anden, hvilket udløste en del fnisen hos pigerne, og pifte lyde fra drengene.

 

”Nej, det er ved gud i ikke gør!” Sagde 0156, men hun smilte. Det gik op for mig, at hun var meget ung. Højst 30 år.

”I kommer også til at opleve en mental forbedring næste år. I vil lære at gå ind i jer selv, og finde fred”

”Altså ligesom yoga?” Spurgte en dreng.

”Nej, der er så mange forskelligheder at jeg ikke en gang tør prøve at forklare dem”

”Hvad med at hacke og sådan noget?” Spurgte en anden dreng.

”Det ville selvfølgelig være ulovligt” Sagde hun, efterfulgt af ”Men på andet år kunne det jo være at vi gradbøjede lovene lidt”.

 

Hacke? Yoga? At kunne slå en dreng i kampsport? Denne skole begyndte at lyde som en drøm. Hvis det var en drøm, så håbede jeg, at jeg aldrig ville vågne op.

 

Klokken ringede så pludseligt, at det gav et lille gip i mig. Tænk at der var gået to timer!

 

”Godt, husk at i nu har en halvtimes pause, og læs kapitel 6 til i morgen, og jer der ikke har læst 1,2,3,4,5 kapitel, har det for til næste gang” Råbte 0156 for at overdøve alle dem der maste for at komme ud til pausen. Jeg valgte at prøve finde en anden årselev, og følge efter hende hen i kantinen…

 

***

 

Da jeg kom ind i kantinen, var min første tanke: Harry Potter. Salen var stor, gigantisk, og borde på størrelse med dem på Hogwarts, den eneste synlige forskel var de her ikke bugnede med mad. Folk så ud til at have en forkærlighed for Rugbrød med smør, et stykke frugt, og et glas mælk. Selv de elever der ikke var der fik det… Vent, hvad? Hvorfor i helvede var der dækket op til dem der ikke var der? Og hvor var kantine damen? Så gik det op for mig. Vi havde ikke noget valg. Det stod sikkert som en lov, at vi skulle være sunde. Skønt. I det mindste var der alle slags frugtsorter, man skulle bare sætte sig ved en plads hvor der var den frugt man ville have.

 

 Alle pære pladser var optaget. Hmm. Så tog jeg da bare en æble plads. Jeg gik hen, og satte mig ved siden af en pige der så ud til at være på min alder.

 

”Hvad laver du?” Sagde hun på Engelsk.

”Øh, jeg håbede det ikke gjorde noget at jeg satte mig her”

”Det her er bordet for anden klasser” Forklarede hun utålmodigt.

”Nåå” Sagde jeg forvirret, og rejste mig igen. Jeg var for flov til at spørge hvor første klasse lå. Jeg gik hen til bordet til venstre. Blomme-bordret.  Denne gang satte jeg mig lidt mere tøvende.

 

”Skrub ned til amatørerne” Sagde en kølig stemme. Jeg vendte mig om, og så en pige stå bag ved mig. Hun så ud til at være på Lulus alder, med lyst hår (Som vist nok var farvet) og mørkeblå øjne. Hendes krop var slank, og huden lys. Hun lignede en brite.

 

”Undskyld, æhm, kan du sige mig hvor Lulu, æhm” Jeg prøvede at huske hendes efternavn.

”.. Karukkisio er?”

”Er hun din vejleder?” Spurgte pigen pludselig.

”Ja!” sagde jeg lettet. Endelig en der forstod mig. Pigens blik blev medfølende.

”Jeg ved ikke hvor hun er, men hvis du skal bruge en hjælperne hånd, så melder jeg mig da. Mit navn er Caroline. England” Sagde hun.

”Øhm, ellers tak” Afslog jeg, mens jeg smilede. Et øjeblik blev hendes blik køligt, men det blev hurtigt varmt igen. Måske var det bare mig.

 

”Okay” Sagde hun, hvorefter hun tilføjede: ”Men du sidder altså på min plads”.

Jeg skyndte at rejse mig op, og gik nedslået ned til det sidste bord, som åbenbart var pærebordet. Hvordan skulle jeg dog finde en plads?

 

”Hey, herover!” Var der en der sagde på.. Italiensk.. Jeg gik hen, og satte mig ved personen.

”Mit navn er Luigi” Sagde Ham der havde råbt.

”Ann” Sagde jeg, og tog den første bid af rugbrødet. Det smagte overraskende godt. Det måtte være hjemmelavet.

” Det er svært at finde en plads, var?” Sagde han drillende. Jeg kunne allerede godt lide ham.

”Ja, og hvad sker der for denne her lorte frokost?”

”De mener at vi skal holde os ”Sunde” og være forberedt på at ”Sulte””

”Sulte?” Jeg løftede øjenbrynene, sikker på at jeg havde hørt forkert. Han rømmede sig, og lød præcis som 0156, min historielære.

 

”Som agenter skal i være forberedte på, ikke at få mad i lang tid”

Jeg grinede rigtig meget. Det var rart endelig at være sammen med en menneskelig person.

Alt for hurtigt ringede klokken, og jeg rejste mig op. Der stod opvaskemaskiner henne i hjørnet af salen, hvor alle elever skubbede sig vej frem.

”Vent lige!” hørte jeg en Engelsk pigestemme sige, da jeg skulle til at gå ud til min næste time. Jeg vendte mig om, og så Caroline komme hen til mig.

 

”Vi skal ud i byen i nat, til en fest. Vil du med?”

 

Jeg tøvede meget.

 

”Jeg er ikke sikker på at det er en god ide..”

”Kom nu, det bliver sjovt!”

”Må vi overhovedet?”

”Hvem bekymre sig om det?” Hun kiggede hånligt på mig.

”Måske er du ikke så sej alligevel. Du går sikkert også kun i Flayes” Sagde hun, mens hun kiggede på sine perfekte negle. ”Flayes” var en genbrugsbutik.

 

”Fint, hvad kan det skade?” Endte jeg med.

”Godt!” Sagde hun, og lignede en glad lille hundehvalp.

”Mød os ude foran muren i morgen!” Sagde hun glad.

”Os?” Sagde jeg undrende, men hun var allerede væk…             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...