Ninja-skolen (Færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre hvis der pludselig stod en fremmed inde på dit værelse og begyndte at angribe dig? Hvilket valg ville du træffe, hvis du fik muligheden for at blive i dit normale liv, eller tage til en hemmelig ninja-skole? Og hvad ville du gøre, når en på skolen prøvede på at dræbe dig?

13Likes
10Kommentarer
976Visninger
AA

7. Facaden Krakelere- Ann

Selvom klokken var ni om aften, og der var halv mørkt, så var varmen næsten ulidelig.

Det her er en meget dum ide

Men, hvad nu hvis alle første års elever havde prøvet det her? Hvad hvis jeg blev nødt til at gøre det, for at blive accepteret?

Jeg havde aldrig været til en fest før, ikke en rigtig en. Jeg havde været til mange selvskaber, ja, men noget sagde mig at det ikke var helt det samme. Den første selskabsfest jeg var til, var som trettenårig, og havde været noget af det kedeligste, mest interessante i mit liv. Jeg kunne stadig huske det helt klart…

Der kørte noget stille baggrunds musik, men alle stod og snakkede. Selvom der var masser af stole og borde, sad ingen ned. Duften af stegt vildt skar i luften, samtidig med tyk cigaret røg. Jeg blev nødt til at hoste et par gange, og min mor kiggede strengt på mig.

”Vi er til Lady Hellens fest, så ikke noget med at opføre dig fjollet. Hvis du vil gøre dig selv til nytte, så gå rundt og prøv at lytte til, hvad de andre aftaler.” Derefter gik jeg ud i den store sal, men anede ikke hvad jeg skulle fordrive tiden med. Jeg besluttede mig for at gå hen mod en flok damer, der så ud til at være midt i 30erne. Jeg prøvede mig med et ”Godaften”, men ingen tog notis af mig. I stedet stod jeg bare en meter fra dem, og prøvede at gøre som min mor havde sag jeg skulle, og lytte til hvad de sagde.

”Hold da op hvor er Frøken Novas kjole dog skandaløs! Det ligner jo noget hun har købt til genbrug!”Sagde den første af damerne.

”Ja, jeg har hørt at hun er gravid, og at det ikke er Hr Novas barn!” Hviskede den anden, med en foragtelig stemme.

”Jeg har hørt, at hun engang blev gravid med bageren, og smid barnet til et børnehjem!” Sagde den tredje dame meget ivrigt.

”Det skulle ikke undre mig, hun er en tæve uden lige! Desuden ville jeg da også skaffe mig af med sådan et afkom. Børn er så afskyelige!”Sagde Den anden dame.

”Der kommer hun!” Sagde den første igen.

”Du godeste, hvor er hun blevet tyk!”Sagde den tredje. Da hende ”Novas” kom, Roste de hende alle sammen.

”Sikke en flot kjole” og ”Så skete det endelig! Er det en dreng eller en pige?”…

Der var mange ting ved den oplevelse jeg ikke forstod, men en ting fandt jeg ud af. I de rige inderkredse, sagde man et, og gjorde noget andet. Endelig fik jeg øje på Caroline, og jeg vinkede ivrigt. Hun vinkede også, og bag hende kom en skygge. Nej, to. Nej, fem. Flere skygger  kom, og da så jeg at der var over ti mennesker, plus mig og Caroline. De havde alle sammen mærkelige sko på, og der gik lige et sekund før jeg genkendte dem. Hoppeskoene! De sko som Lulu havde på, da hun hentede mig første gang. Åh, nej, sig ikke vi skulle med dem?

”Æhm, undskyld, men hvordan kommer vi derover?” Spurgte jeg. Jeg vidste ikke en gang hvor ”Derover” var. Der her var en virkelig dum ide.

”Hoppeskoene selvfølgelig! De er hurtigst, og de larmer ikke” Svarede Caroline.

”Men, jeg har ikke et par” Sagde jeg håbefuldt. Måske ringede de efter en taxi så, eller bad mig blive inde på skolen, eller..

”Jeg har taget et par med til dig!” Sagde Caroline frisk. Skønt. Jeg prøvede at smile, mens jeg langsomt trak mine ballerinaer af, og iklædte mig hoppeskoene. Jeg følte mig en halv meter højere når jeg havde dem på, og før jeg vidste af det, hoppede de andre af sted. Jeg vidste ikke hvordan de fungerede, men prøvede lidt frem. De andre var allerede sprunget over muren, og panikken begyndte at overstrømme mig. Hvordan i helvede fungerede de her sko?!

Jeg stampede af raseri ned i jorden. Og igen. På tredje stamp hoppede jeg pludselig. Jeg fik  førelsen af at flyve, og kunne ikke holde et latter udbrød tilbage. Jeg blev lidt bange da det gik ned af igen, men da jeg kom ned, landede jeg blødt, og som en trampolin sprang jeg op igen. Den sorte kjole  det var lykkes mig at grave frem fra skabet, flagrede og piskede mod mit ben, så meget, at der kom røde mærker. De røde mærker svide lidt, men ikke nok til at ødelægge det sjove.

Alt for hurtigt var vi hoppet hen over ørkenen, og var kommet ind i en midtby. Det gik op for mig at jeg ikke anede hvilket land vi var i, men det kunne også være lige meget. Vi kom ind på et diskotek, hvor skilte fortalte at man skulle være over 18 år, for at komme ind. Alle Carolines venner, inklusiv hende selv, fandt ID frem, og fortalte at de var over atten. Om det var sandt, kunne jeg ærlig talt ikke bedømme. Da det blev min tur, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var kun sytten, og havde i hvert fald ikke ID med.

Jeg kiggede hen mod Caroline, der signalerede mod mine sko. Jeg kiggede ned i mine hoppesko, og så et lille ID kort klemt ned mellem skoen, og min fod. Det fortalte at jeg var fyldt atten, og vagten lod mig villigt komme ind, af den røde løber. Musikken var overdøvende høj, og her var så varmt jeg med det samme begyndte at svede.

Mennesker dansede rundt på gulvet, nogle friske, andre lignede nogen der kunne falde om, hvert øjeblik. Jeg spejdede gennem menneske mængden, men kunne ikke få øje på Caroline. Pludselig var der nogen der tog fat om mit håndled. Jeg hvinede, men det lyd  som en sagte hvisken herinde. En dreng på de cirka femogtyve år kiggede sløret på mig.

”Hej snuske. Vil du ikke med ud og se hvordan en rigtig mand ser ud?” Snøvlede  han på arabisk.

”Øh, nej, jeg tror, jeg kan se mine venner derover”, Sagde jeg, og prøvede at rive mig fri. Men trods hans slørede tilstand, så holdte han mig i et skruestik.

”Vil du ikke nok give slip?” Bad jeg panisk. Han grinede bare endnu mere, og begyndte at rive mig med. Jeg begyndte at skrige og råbe op, men ingen hørte mig i larmen, og dem der gjorde, sendte mig bare et sløret smil.

”Hjælp mig!” Skreg jeg alt hvad jeg kunne, men ingen svarede. Drengen rev mig hen mod en bagdør, og smuttede lydløst ud af den. Natteluften føltes pludselig meget kold, vinden rev i mine tåre. Han skubbede mig hen mod en mur, og begyndte at kysse mig. Hans ånde smagte af vodka, hans svedige hænder rev så meget i min kjole, at den revnede. I sin ustabile tilstand, havde han meget svært ved at koncentrere sig, og få min kjole helt af. Jeg prøvede igen at komme fri, og rev mit hoved tilbage, væk fra hans mund. En skarp smerte dunkede i mit hoved, da jeg ramte murstensmuren hårde og kolde overflade med bagsiden af mit hoved.

”Jeg ber dig, lad mig gå”, hviskede jeg hæst på arabisk. Pludselig rev han sig væk fra mig, og begyndte at sige alle mulige ord på arabisk. Hans stemme lød ret panisk. Jeg kiggede hen, og så en af Camillas venner stå der, han hed vist nok Marcus. Caroline stod selv bag ham, og kom styrtende hen mod mig.

”Er du okay? Det er jeg bare så ked af! Pludselig var du bare væk! Bare rolig, Marcus skal nok tag sig af den idiot.”

”Jeg er okay”, mumlede jeg, stadig chokeret.

”Du godeste! Du ser jo forfærdelig ud!” Udbrød hun. Et øjeblik mindede hun så meget om damerne fra selvskabet, at jeg kom til at smile. Så gik det op for mig, hvor tæt jeg havde været på at miste min uskyld, og jeg begyndte at græde. En fordel jeg altid havde haft, var, at jeg altid græd stille, med tåre løbende ned af mine kinder. Caroline kiggede et øjeblik medfølende på mig, derefter trak hun mig med op at stå, og førte mig ind af døren igen. Derfra videre ud på et toilet, hvor hun omhyggeligt begyndte at rette på min udtværede make up.

”Jeg.. Jeg tror gerne jeg vil tilbage mod skolen” Sagde jeg tøvende. Caroline tog en mascara frem og det så ud til at hun ikke havde hørt mig.

”Jeg vil gerne tilbage til skolen”, sagde jeg, denne gang højt og klart. Caroline vendte sine store mørkeblå øjne mod mig

”Hvorfor? På grund af det der skete derude?” Spurgte hun blot.

”Ja!” Sagde jeg. Hvordan kunne hun tage det så roligt?

”Slap nu af! Der skete jo ikke noget. Når man går hen til et sted som dette her, må man altså regne med at sådan nogle ting sker. Og indrøm det nu, det var da også spændende, syntes du ikke?” Jeg kunne ikke gøre andet, end at stirre vantro på hende. Sjovt? Hvordan kunne nogen overhovedet betegne det, at være tæt på at miste sin uskyldighed som sjovt!

”Det er først nu det sjove begynder!” Snakkede hun videre. Så begyndte hun at finde glimmer frem fra sin taske, og før jeg vidste af det, puttede hun det på ved siden af revnen på kjolen, så det så ud til at det var meningen den skulle være der.

”Så er du klar” Sagde hun. Jeg kiggede forvirret på hende.

”Klar til hvad?” Spurgte jeg forvirret.

”Festen selvfølgelig!”

”Jeg har jo sagt, at jeg gerne vil hjem!”

”Lad nu være med at være så kedelig” Sagde hun bare, og skubbede mig ud fra toilettet igen.

”Nej, jeg vil altså virkelig ikke” Sagde jeg, men hun hørte mig ikke. Eller også gjorde hun. Det vidste jeg ikke. Jeg sad og stirede lidt fortabt ud foran mig, inden at dr pludselig blev smidt et lille glas foran mig, med noget grumset væske.

”Hvad er det?” Spurgte jeg, og lagde ikke skjul på afskyen i min stemme.

”Kom nu, ha det lidt sjovt” Sagde hun blot, uden at svare på mit spørgsmål.

”Jeg ved ikke helt…” Sagde jeg tøvende, og kiggede ned på væsken, som det at kigge på den, ville fortælle mig hvad der var i.

”Efter sådan grim oplevelse, trænger du så ikke til at slappe lidt af? Har du aldrig lyst til bare at give slip? Hvis du drikker det, vil dit liv pludselig svæve på en varm sky af tryghed. Kom nu?” Sagde Caroline, mens hun kiggede over på mig. Jeg kiggede en ekstra gang ned på væsken, hvorefter jeg tog fat om det, og vendte bunden i vejret.

 En dejlig varmebredte sig med det samme inden i, og selvom smagen var lidt bitter, så smagte det faktisk helt udmærket. Jeg kunne allerede mærke mit sind bliver roligere.

”Se, det var da ikke så slemt, vel?” Sagde Caroline. Jeg skulle til at give hende ret, da jeg mærkede det. Det føltes som en elektrisk udladning, der gik igennem hele min krop, og lammede den styk for styk. Det føltes som om det ætsede hver en del af min krop, og da jeg prøvede at bede om hjælp, gik det op for mig at jeg ikke kunne bevæge min tunge. Pludselig svigtede enhver muskel i min krop, og jeg fladt slapt sammen. Det eneste der virkede var min hjerne, og mine sanser. Jeg kiggede op på Caroline,  der kiggede triumferende ned på mig. Jeg forstod ingenting. Hvorfor stod hun bare der, uden at gøre noget?

Var hun fuld?

Pludselig rettede Caroline sit blik op, og sagde derefter: ”Hun har vist bare fået lidt for meget at drikke”, hvorefter en fremmed stemme sagde: ”Jeg vil gerne have hvis i tager hende med udenfor”

”Det skal vi nok” Sagde Caroline, og var det bare mig, eller lød hun en smule spændt? Det havde nok været bartenderen hun havde talt med. Pludselig mærkede jeg et par solide hænder i hver ende, tage fat og løfte mig op. Jeg prøvede at gøre modstand, men kunne ikke gøre noget så simpelt som at rykke en lillefinger.

De løftede mig udenfor, og lagde mig op ad muren. Det var først der jeg genkendte Marcus, og en anden ven af Caroline. Hvis mine muskler havde fungeret, havde min krop rystet lige nu. Det her mindede uhyggeligt meget om den situation som Marcus netop havde redet mig fra. Havde han bare redet mig, så han selv kunne gøre det?

Nej. Nej, det havde han ikke, for i samme nu gik de begge to, og en anden skikkelse kom tilsyne. Caroline stod rank foran mig, og hendes øjne tydede på at hun i hvert fald ikke var fuld. Det var de for ondskabsfulde til. Hun smilede. Så, var det som om et lag af hende gik af. Helt bogstaveligt. Jeg ved slet ikke hvordan man skulle beskrive det bedre. Facaden krakelerede. Pludselig så hendes ansigt underligt forvredet ud, og hendes øjne.. De virkede.. Ingen ord kunne beskrive dem.

”Jeg vil gerne hjem! Jeg ved ikke.. Hvad er det? Hvorfor gør du dit? Jeg vil gerne dat!” Efterlignede hun min stemme, og grinende en hæslig latter. Hvordan kunne jeg nogensinde have syntes hun var sød?

”Du er fandeme ikke nem din lille tæve! Jeg forstår godt hvorfor de gav dig til Lulu! To tæver passer perfekt sammen. Er det ikke bare sjovt?” Sagde hun med en hæs stemme, hvorefter hun grinede.

”Nu er det endelig forbi! Fuck hvor glæder jeg mig! Aldrig høre på hende! Aldrig nogensinde! Den lille dukke med det gyldne hår!”

Jeg anede ikke hvad hun snakkede om. Var hun sindssyg? Så snart tanken kom over i mit hvoved, gik det op mig, at det var lige hvad hun var. Hendes øjne udrykkede en ustabilhed jeg aldrig havde set før.

”Hun var altid så irriterende. Den skal være pink! Skal vi ikke bare stoppe? Den agurk er min! Jeg er bedre til det, til det, og til det! Jeg er bare bedre. Mere moden, sagde man hun var!”

Agurk? Pink?  Hvad fanden snakkede hun om? En kulde af ren og skær frygt kravlede over mig. Hun var skinrende sindssyg! Uden at jeg havde set det, trak hun en kniv frem fra sin taske. Hun så hvordan jeg stirede på kniven, og grinede endnu mere.

”Ja, det må du sku undskylde! Jeg kunne ikke finde en pistol.”  Hun gik hen, og skar mig dybt i armen. Inde i mit hoved skreg jeg.

”Hey, skal vi ikke lege den leg vi altid legede? Tegn og gæt? Jeg starter!” Sagde hun ivrigt, og vendte mig om, så jeg lå med næsen ned mod den beskidte jord. Jeg kunne intet se, men jeg kunne mærke hende rive min kjole yderligere op, så min ryg blev blottet. Først mærkede jeg ingenting, men så kom en smerte så skarp, at jeg et øjeblik besvimede. Smerten blev ved, det føltes som en uendelighed. Så blev hun trækket væk fra mig med et hyl. I næste nu mærkede jeg hænder mod mit ryg, og jeg skreg, men igen, kom der ikke en lyd ud. Smerten blev ved, indtil den pludselig holdte op og…

***

Jeg lå et blødt sted. Hvor var jeg? Jeg prøvede at løfte mine føder, men noget var over mig. Panikken gik gennem mig, og jeg slog mine øjne op, mens jeg kæmpede mod det der lå ovenover mig. Min forfølger fulgte bare efter mig, indtil jeg åbnede øjne og så at jeg lå på en seng, og kæmpede mod en dyne. Ved siden af sengen stod Lulu, Lucas, og Cam. De så alle tre bekymrede ud. Cam så ud som om hun havde grædt.

”Hvordan går det?” Spurgte Lulu blidt. Jeg prøvede at rejse mig op, og faldt gispende tilbage.

”Bevæg dig ikke” Kommanderede  Hun.

”Hvad skete der?” Sagde jeg omtåget.

”Kan du ikke huske  det?” Spurgte Lucas.

”Jeg kan huske noget med agurker, og noget med farven pink, og..” Det hele væltede over mig nu. Et lille klynk kom ud af min mund.

”Hvad skete der?” Spurgte Lucas. Efter jeg havde fortalt dem det hele, og de mig, sad jeg bare fuldstendig chokeret.

”Din… søster?” Stammede jeg. Var Lulu ligeså vanvittig som hendes søster?

”Ja”

”En ting er sikkert” Sagde Cam stille. Jeg fik et chok af hendes stemme.

”Hun vil prøve igen”…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...